Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Spørgsmål: Mange mennesker i vor tid er kommet til at hade krig, og det var vel under den første verdenskrig, at soldater for sidste gang drog i krig med begejstring. Mange mennesker har nu en humanitær indstilling, som giver sig udslag på mangfoldige måder. Disse mennesker er altså ifølge Martinus på vej bort fra dyreriget. Samtidig er verden også præget af megen vold, intolerance, mishandling af mennesker osv altså mennesker nærmere dyreriget. I vor tid sker den største befolkningseksplosion i menneskehedens historie. Mit spørgsmål er da: "Martinus taler om den store fødsel for jordklodevæsenet. Er de mange nyfødte væsener, mennesker der netop nu ønsker en fysisk tilværelse for gennem et jordisk liv nu at udvikle sig videre, for at vi kan komme det rigtige menneskerige et skridt nærmere, – eller er det væsener fra dyreriget, som nu fødes som mennesker, og hvis dette skal fortsætte, hvordan skal vi da nogensinde nå frem til det kærlighedsfulde menneskerige, som Martinus taler om? (uddrag af brev fra H. N.)

Svar: Det er rigtigt, at vor jordklode er i færd med at gennemgå den indvielse, som Martinus kalder "Den store fødsel". Denne fødsel medfører ikke blot store ændringer for selve kloden, men også i høj grad for de mikroindivider, som har deres tilværelse i denne klode, og det vil bl.a. sige menneskeheden, som – ligeledes ifølge Martinus – er jordens hjerneceller.

Denne fødselsproces betyder, at der sker en udrensning i klodens bevidsthed, og menneskeheden må derfor samtidig med jordklodens indvielse gennemgå en hurtig eller forceret udvikling, som er det forudsagte "ragnarok" eller "dommedagen", der allerede er begyndt med de to foregående verdenskrige, og som vil blive endnu mere forceret gennem kommende begivenheder. Dommedagen er altså ikke en dag, men en tidsepoke, hvor store omvæltninger finder sted.

De enkelte celler i jordens hjerne, jordmenneskene, står på højst forskellige udviklingstrin, som strækker sig helt fra primitive stammekrigere, der fortsat jager med bue og giftpile, via mange mellemliggende trin helt op til den anden yderlighed indenfor menneskeracen, mennesker på et højintellektuelt stade. Alle disse mennesker, de primitive såvel som de højt udviklede, kommer alle fra dyreriget og er faktisk alle fortsat tilhørende pattedyrene, og de vil fortsat tilhøre dyreriget, indtil de er fuldt udviklede eller færdige mennesker. De eneste væsener der fødes her til jorden fra højere zoner, er de, der kommer som specielle udsendinge som hjælp for menneskehedens videre udvikling, verdensgenløserne, der kommer fra menneskeriget eller endnu højere riger.

Da jordens menneskehed således består af væsener på vidt forskellige udviklingsniveauer, er det klart, at der både må forekomme krig, vold, had, "ondskab" og ulykker af alle slags på grund af de hos de fleste herskende dyriske tendenser, sideløbende med humanitet, næstekærlighed, hjælpsomhed osv fra de primitives mere udviklede brødre.

"Befolkningseksplosionen" skyldes flere ting, bl.a. den forbedrede hygiejne, lægevidenskaben, ældreforsorgen osv og de andre på mange måder forbedrede livsvilkår. Af de "nyfødte" eller nytilkommende, som nævnes i brevet, er en stor part mennesker, der gennem mange liv har været tilknyttet kloden, medens en anden del er væsener fra andre kloder, som ikke på deres egen klode kan få den skæbne, de nødvendigvis må have for at komme videre i deres udvikling. Derfor fødes de midlertidigt her, hvor "dommedagen" vil rase, og hvor de således kan få deres karma, før de vender tilbage. En del af klodens "egne" beboere f.eks. primitive stammefolk, som ikke vil kunne følge den hastige udvikling på jorden, vil blive overflyttet ved reinkarnation til andre kloder, hvor deres udvikling kan få et jævnt forløb. Tilvæksten i befolkningen vil ikke fortsætte, men vil snarere aftage ved de kommende begivenheder, og gennem den regulering, som kloden – ligesom alle andre væsener – rent automatisk foretager ved opbygningen af organismen.

Når mennesker fødes til jorden sker det som en fortsættelse af en række tidligere liv på vej ud af dyreriget. Men da de fleste ikke kender reinkarnationen og ikke har nogen særlig høj åndelig indsigt, kan man ikke sige at der er tale om et bevidst ønske hos den, der fødes. Væsenets tilknytning til en fødselsproces er rent automatisk på basis af de evner, anlæg eller vaner, der er indeholdt i væsenets talentkernesæt, der er opbygget ved træning eller øvelse i tidligere liv.

Alle jordens mennesker udvikler sig derfor fra dyreriget i retning af det rigtige menneskerige og kan – alt efter deres åndelige indsigt og intellektuelle stade – selv deltage mere eller mindre bevidst i denne udvikling eller omformning af deres liv. Og trods al vold, krig, sygdom, arbejdsløshed, kaos og økonomiske kriser – eller rettere sagt netop på grund af alle disse ulykkelige tilstande og den erfaringsdannelse de medfører – vil hvert enkelt menneske vokse frem til at blive borgere i et "rige, som ikke er af denne verden", et rigtigt menneskerige, hvor humanitet, næstekærlighed og kunst florerer, og hvor den videnskabelige tekniske udvikling ikke mere anvendes til skade for eller udbytning af medmennesket og andre medvæsener, men hvor teknikken frigør mennesket, så det har frihed til at dyrke sine interesser, og hvor det således kan leve i fred og skønhed. Men først må vi altså gennem mørket, lidelserne og bekymringerne, og på den anden side af dette mørke vil vi være i stand til at opleve lyset og lykken. For at det rigtige menneskerige kan opstå på jorden må hvert enkelt menneske uddanne sig til at kunne leve som rigtigt menneske. Det er ikke de andre, vi skal lave om på, men os selv. Og dertil er der megen god vejledning. Man kan dårligt tænke sig bedre vejledning end kosmologien. Man må søge at undgå de mange "falske profeter", som skulle fremstå i "de sidste tider", og søge sandheden, studere sandheden og efterprøve den i sit eget liv, for først gennem erfaring kan den blive til selvoplevet kendsgerning. Om sandheden skriver Martinus i Livets Bog I, stk. 91: "Den evige sandhed eller livets absolutte analyse er ens over hele universet, er ens for alle individer uafhængigt af deres forestillinger eller formodninger om den, ligegyldigt om de kender den eller ikke. Og det er denne evige og uforanderlige analyse af sandheden, det er dette facit af livets samlede manifestation, bevægelse og vibration, alle jordmennesker, alle folkeslag må bringes til at kende, til at acceptere. Kun den alene har den fornødne stabilitet i sig til at skabe fred indenfor en hel verdens menneskehed, til at rette en hel klodes åndelige kurs op mod de evige regioner, mod alkærlighedens, livets og lykkens tinder."

Men vi skal ikke tro det er let at blive alkærlig. Martinus skriver i en artikel om "Samvittighed": "At komme til klarhed over sine egne fejl, er den hurtigste vej til at komme til at "elske sin næste som sig selv"."