Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Utroligt mange mennesker lider under depression. Det er jo en tilstand, der kan forekomme i mange forskellige grader – lige fra den svageste form for nedtrykthed til den sygelige depression, som vi f.eks. kender den fra den manio-depressive psykose. – Mon ikke de fleste af os kender så meget til depression, at vi i al fald har prøvet at være deprimeret, om end kun i den lette form? Men dermed er jo ikke sagt, at vi kender depressionens natur, og måske har vi netop derfor svært ved at bekæmpe den.

Hvad er da depression? – Ja, selve ordet depression kommer af det latinske DEPRIMERE, der betyder nedtrykke. Depression er altså – som de fleste vel nok vidste i forvejen – en nedtrykt sindstilstand. Martinus siger herom: "Depression er det samme som sygdom i tænkeevnen" (fra: "Unaturlig træthed"). Martinus fortsætter: "Når man er deprimeret, har man mistet evnen til at se tilværelsen i dens normale fremtræden – man ser det hele i et sort mentalt lys. Sindsstemningen er nedtrykt, man bevæger sig i tankeverdenens skyggeregioner".

– Og det er netop det, vi føler. Alt virker håbløst og fuldkommen uoverkommeligt. Et arbejde, som normalt klares i et snuptag, kan virke som et uoverstigeligt bjerg. Livet kan føles hårdt og brutalt, alt og alle er onde. Man føler sig uretfærdigt behandlet af livet.
 

Gennem studiet af Martinus analyser over det levende væsens udvikling vil man kunne se, at menneskene på deres nuværende udviklingstrin i ikke ringe grad er disponeret for martyrfølelse og selvmedlidenhed. Som en "arv" fra dyreriget har vi stadig en større eller mindre grad af egoisme, men der er sket en betydelig ændring af vore forsvarsmidler. Hos de egentlige dyr er det horn, klør, tænder og andre fysiske kampredskaber. Hos os er det blevet til intellektuelt forsvar, som dog ikke behøver at fungere mindre automatisk af den grund. I kraft af vor voksende intelligens har vi udviklet en betydelig evne til at danne forestillinger. En evne vi ofte rent automatisk benytter til som et psykisk forsvar at danne os en mængde tankebilleder eller forestillinger om, hvor uskyldige vi selv er, og hvor forkerte de andre er. "Skæven i vor næstes øje får vi lettere øje på end bjælken i vort eget".
 

I Livets Bog (bind 6) udtaler Martinus, at depression skyldes egoisme og mangel på kærlighedsevne. En sandhed, vi nok finder bekræftelse for, når vi prøver at se kritisk på vor egen depression – hvis vi altså kan. For det er netop enormt svært i sådanne situationer. Vor egoisme får præg af egocentricitet, hvilket medfører, at vi bliver enormt selvoptagne og har en frygtelig medlidenhed med os selv, medens vi er skuffede over andre. – Hvoraf kommer nu den skuffelse?

Jo, skuffelse har noget med forventninger at gøre. Hvis et menneske ikke lever op til de forventninger, man – mere eller mindre berettiget – stiller til ham eller hende, bliver man skuffet. Ved at stille høje forventninger løber man altså en stor risiko for at blive skuffet. Skuffelsen er affødt af, at man havde forventet mere, end man med rette kunne forvente, thi intet menneske kan være anderledes – eller handle anderledes, end det er eller gør på det pågældende tidspunkt. Alle er vi til enhver tid på toppen af vor udvikling. At forlange at et menneske skal være mere kærlig, handle klogere eller disponere mere hensigtsmæssigt end det netop gør her og nu, er det samme som at forlange, at det skal løfte en sten, som det absolut ikke kan løfte.

Måske kan han ikke løfte samme stene – mentalt set – som man selv kan, men kritik er ikke berettiget. Derved vil man blot slukke hans livsglæde og dermed formørke sin egen skæbne. Og det kunne jo også hænde, at han eller hun er i stand til at løfte andre stene, som man selv ikke kan rokke ud af stedet, når blot de er af en anden type – mentalt set.
 

Depression kan også sættes i forbindelse med skuffelse over sig selv og kan udarte så alvorligt, at man bogstavelig talt ikke kan holde sit eget selskab ud. Kan skuffelse over andre få humørbarometret til at falde til dårligt vejr, så kan skuffelse over sig selv let få det ned på tung, trykkende og kvalmende uvejrsstemning. Man er skuffet over, træt af og simpelt hen led ved sig selv.

Og nu er det klart, at man er ilde stillet – så meget mere som det er den mest almindelige form for alvorlig depressiv skuffelse. For de andre kan man da løbe fra, eller lukke ude af sit selskab. Ganske vist kan det være svært at lukke dem ude af sine tanker, men det er alligevel meget værre, når det er sig selv, man er skuffet over. Man kan i al fald ikke løbe fra sig selv. Det er rigtigt, at der daglig gøres kraftige forsøg derpå bl.a. ved hjælp af alkohol og narkotika. Men ingen af disse midler giver nogen som helst hjælp i det lange løb. Efter rusen eller den euforiserede tilstand er man jo stadig hos sig selv. Og man synker da endnu dybere ned i sin kældermentalitet.
 

Nu er det muligvis faldet en og anden opmærksom læser for brystet, at depression har sin rod i egoisme. Det kan være svært at forstå, for depression kan som nævnt udarte til fuldkommen lede ved sig selv. Hvordan kan det da være udtryk for egoisme?

Jo, egoisme er udtryk for manglende kærlighedsevne i det hele taget – også mangelfuld evne til at holde af sig selv. Jesus sagde som bekendt: "Du skal elske din næste som dig selv,...".

Det er ikke let at elske andre, hvor talen er om næstekærlighed. Men man er helt ude af stand til det, såfremt man ikke kan acceptere sig selv, tilgive sig selv eller forstå, at når man på et eller andet tidspunkt har lavet et eller andet "fejltrin", så er det simpelt hen, fordi man på det pågældende tidspunkt ikke kunne handle anderledes.

Også det kan virke deprimerende, vil nogen måske sige. Naturligvis er det rigtigt, men baggrunden er da, at man her har stillet urealistisk høje forventninger til sig selv, og man kan da ikke gøre andet end at skrue dem ned på et passende leje.

Men hvad vil det sige, at holde af sig selv – for selvovervurdering og overdreven selvfølelse kan jo være lige så farligt som undervurdering og mindreværdsfølelser? – Måske vi atter kan hente hjælp fra Martinus livsvisdom. Han siger i en af sine 7 gyldne leveregler:

"VÆR ABSOLUT UPÅVIRKELIG AF SMIGER, ROS ELLER DADEL!"

Lader man sig påvirke af smiger eller ros ud over en naturlig glæde ved at opleve sig anerkendt af sine omgivelser, da kan man let komme ind i en falsk vurdering af sig selv og sine evner, og som vi så før, har man derved allerede taget det første skridt til kommende nederlag og måske alvorlige depressioner. – "Hvo som står se til, at du ikke falder!"

Hvad så, når talen er om at lade sig påvirke af kritik? Selvfølgelig betyder det ikke, at man skal ignorere andres velmente kritik, men det nytter ikke "at gå i kælderen" – derved mister man bare "evnen til at se tilværelsen i dens normale lys". Tag hellere kritikken op til realistisk vurdering på baggrund af egne erfaringer. Men her er det såre vigtigt, at man hele tiden selv er med i vurderingen. Indretter man sig efter alle andres kritik, da ender man som et skib uden ror på det oprørte hav.
 

Vi er alle borgere i et samfund. Vi påvirkes af andre mennesker, ligesom vi påvirker dem. Vort humør, vor mentale tilstand, ja, hele vor psykiske udstråling er af den største betydning – også for vore omgivelsers velbefindende. Depression er absolut ikke nogen privat affære, thi tanker er ikke toldfrie, som det så rigtigt er udtrykt i en tidligere artikel her i bladet. Vi har alle et ansvar – også for vor næstes velbefindende og dermed en ren social eller samfundsmæssig pligt til efter bedste evne at prøve at "hive sig selv op i håret", når man er ved at synke ned i depressionens hængedynd.

Og dette ansvar bliver ikke mindre med kendskab til kosmologien. Tværtimod – det mangedobles. For herigennem får vi forståelse for, at vor organisme i realiteten udgør et levende stjerne- eller mælkevejssystem bestående af myriader af levende væsener i form af organer, celler, molekyler og endnu mindre livsenheder, som alle er i stand til at opleve behag og ubehag, harmoni eller disharmoni, lykke eller ulykke. Med dette kendskab udvides vort ansvarsområde ganske betydeligt, for i den verden, vi her konfronteres med, finder vi jo også vor næste. Han eller hun er alle vegne – såvel inden i som uden for vor fysiske organisme. Og hvor talen er om ansvar for og kærlighed til vor næste, kan vi ikke ignorere vor egen organisme med dens milliarder og atter milliarder af levende væsener. I dette gigantiske samfund sidder vi inde med en ganske betydelig magt. Som en enevældig hersker kan vi – alt efter vor mentale tilstand – formidle behag eller ubehag, solskin eller gråvejr, kvægende og svalende grødevejr eller buldrende torden og gnistrende lynild for disse levende væsener. Og mon noget klima kan være mere trykkende og glædesdestruerende end det, vi gennem vor depression skaber for vor næste i mikrokosmos?

Gennem blodet formidles næring til cellerne i vor organisme, og netop derfor er blodets sammensætning af den største betydning. Når Martinus i "Bisættelse" (s. 34) skriver: "blodets og tankernes love er identiske", peger han på den nære sammenhæng, der er mellem tankernes og blodets kvalitet. Vore tanker kan opmagnetisere eller afmagnetisere blodet – eller sagt på en anden måde: oplade det med livskraft eller aflade det for livskraft. I "Bisættelse" (kap. 43) gør Martinus opmærksom på, at tanker er det samme som "fine elektriske bølger, der gennemstrømmer organismen". Martinus forklarer videre, at al tænkning derfor er identisk med en eller anden form for elektrificering af organismen – og at denne elektrificering "udløses direkte i blodet". – Martinus forsætter: "Tænkningen bliver derved det højeste fundament for blodets skabelse, og dets kvalitet må derfor stå og falde med tænkningens natur og kvalitet".

Da det siger sig selv, at blodets kvalitet i overvejende grad er bestemmende for vor sundhedstilstand, ser vi, at tænkningen er en meget væsentlig faktor i skabelsen af sundhed og sygdom – ikke alene på det psykiske område, men også på det fysiske. Tænker man sygelige tanker, løber man en stor risiko for at blive fysisk syg. Der er således en ret stor sandsynlighed for, at man bliver lettere modtagelig for smitte fra omgivelserne. – Og denne misere bliver ikke mindre af den kendsgerning, at man ved at omgive sig med depressive tankearter hyppigt får svært ved at falde i søvn. De depressive tanker kan være vanskelige at slippe og tillader derfor ikke den ro og afslappede tilstand, som er betingelsen for at falde i søvn. Det er ikke mindst for den deprimerede en yderst uheldig ting, for netop hans tankearter er medvirkende til at fremkalde skader på nervesystemet, som jo netop skulle udbedres under søvnen. Er søvnen utilstrækkelig opnår han ikke den udbedring eller helbredelse af de syge nerveceller, som er påkrævet for, at de kan fungere tilfredsstillende. Et sådant menneske vil stadig slide på sit nervesystem, og tilværelsen kan blive en voldsom belastning for det selv. Organismen vil i tilsvarende grad blive et "univers" af jammer, nød og elendighed for de mikroindivider, der er henvist til at finde deres livsbetingelser her. Vor depression bliver en svøbe for dem – som for os selv.
 

Som omtalt i starten har vi sikkert alle prøvet humørmæssigt at "gå i kælderen" – eller ned i "rummet under kælderen", som Mogens Møller har udtrykt det. Vi kender utvivlsomt også andre mennesker, der har prøvet det. For sådanne mennesker gælder, at de kan gå hen og blive selvdestruktive. Hvad kan vi gøre for sådanne mennesker? Her er det bl.a., at vi måske kan gøre vor lille indsats i hverdagen. Fra vore egne "kælderture" ved vi, hvad det er, vi i sådanne situationer har brug for, og det må vi prøve at bruge på andre. På en stilfærdig måde bør vi lade vedkommende forstå, at vi regner med ham eller hende. Vi bør lade ham mærke, at vi mener, der er noget godt og værdifuldt i ham, som vi andre har brug for. Han skal vide, at han er i besiddelse af nogle menneskelige egenskaber, som vi holder af. Og han skal først og fremmest vide, at vi andre også kender til at føle os fuldkommen værdiløse.

Vi har pligt over for vore medmennesker til at lade hinanden forstå disse ting. Og er vi selv blevet deprimerede, vil vi ved på denne måde at hjælpe andre hurtigt opdage, at vi hjælper os selv – ikke mindst ved at forsøge at flytte opmærksomheden bort fra vort eget lille centrum.

Et væsentlig træk ved depression er jo netop, at vi bliver offer for proportionsforvrængning. Vor egen ulykke bliver langt større – og langt alvorligere end alle andres. Vi bruger det stærkeste mikroskop, når vi ser på vore egne problemer, medens vi ser på andres gennem den omvendte kikkert. Det er væsentligt, at man her gør et alvorligt forsøg på at mindske denne tendens, og det kan man gøre ved at prøve at sætte sig ind i andres problemer. Måske opdager man, at ens egne problemer slet ikke er så enestående og uoverskuelige endda.

Og hvem har fremkaldt problemerne? Gennem kosmologien lærer vi, at det har vi selv. Intet møder os – absolut intet – uden vi selv er den første årsag dertil. Uretfærdigt kan det altså ikke være, og det vil sige, at der i realiteten ikke er nogen som helst baggrund for de mørke og triste tankearter. Vi er ikke blevet uretfærdigt behandlet, for når vi selv er årsag til vor skæbne, eksisterer begrebet uretfærdighed simpelt hen ikke. Problemerne er den anskuelsesundervisning i livets skole, som netop passer til vore evner. Nogle af dem vil vi altid kunne løse. Måske vil der være nogle, vi må lade ligge, men en anden dag møder vi dem igen, og da vil vi måske være bedre udrustet til at klare dem.

Kosmologien er her et værdifuldt hjælpemiddel til at undgå den initiativløshed, som er så karakteristisk for depression. For herigennem ser man, at uanset hvor generende problemerne kan være, så har de alle deres specielle mission. Alle er de led i den lange kæde af erfaringer, som sluttelig fører til det "rigtige" menneske, der hævet over depressioner kun er i stand til at sprede glæde og velsignelse omkring sig.

Det kan være svært at komme op af depressionens kælderdyb, men det er ikke umuligt. Det vil altid være en hjælp at koncentrere sig i bøn til Gud. Ved så helhjertet som muligt at give afkald på sin egen vilje til fordel for den guddommelige vilje vil man vinde styrke og tillid til at indstille sig på det uafvendelige. Vi vil gerne høre Guds svar, men netop når vi befinder os i depressionens klamme favntag er det enormt svært. På det tidspunkt, hvor man synes, at man har allermest brug derfor, har man netop også allermest svært ved at åbne sig for den guddommelige stemme, som den f.eks. kommer til udtryk gennem naturens mangfoldige udtryksmidler. Uanset hvor skønne naturomgivelser, man befinder sig i, kan man have svært ved at nyde dem. Man føler sig kapslet inde i sine egne triste tanker.

At opgive netop i denne svære fase er imidlertid farligt. Det fører til ørkesløs passivitet eller det, der er endnu værre. Her bør man drage nytte af den tilfredsstillelse, der ligger i ren fysisk aktivitet: havearbejde, sport, rengøring, cykelture eller andet. Og er man først kommet bare lidt op af det allerdybeste mørke, vil man med lidt god vilje så småt kunne lukke op for den guddommelige tale, som vi møder i naturen: i fuglenes sang til os, i kildens sagte pludren, i vindens susen i trækronerne, i bølgernes skvulpen ved stranden. Intet er som skoven, stranden og naturen i det hele taget i stand til at sætte tingene på plads. Her er der ingen proportionsforvrængning – og: kan det ikke være svært at begrave sig i depressivt mørke, når man lytter til lærkernes muntre trillen? – Hvordan formørke sit sind med grublerier, når man ser den vævre skovmus smutte af sted mellem trærødderne? – Eller bølgernes beroligende skvulpen ved strandkanten en stille sommeraften – giver det tungsind, skuffelser og selvmedlidenhed?

Jamen det er jo netop svaret på dine bønner: Den harmoni, den glæde og kærlighed, du søger, er overalt – den er simpelt hen Guds tale til dig.
 

I længst forsvunden tid skulle menneskehedens hjælpere overvinde svære prøvelser i store pyramider. Sådanne pyramider har vi ikke mere. Men i hverdagen har vi dem. De omtalte "kælderture" eller depressionsperioder er netop en slags "hverdagens pyramider". Her er det vor opgave at øve os i at tage tingene som de kommer og ved bønnens hjælp at indstille os på Guds vilje. Ad den vej vil vi skridt for skridt – men med usvigelig sikkerhed – bevæge os frem mod vor egen lille indvielse, som forvandler depressioner, tungsind og mentalt mørke til lys, kærlighed og optimisme.

Og dukker der alligevel lejlighedsvis en enkelt mørk tankesky op på din mentale himmel, da vil det måske også være en ide at overveje sandheden i Anton Berntsens ord, hvor han siger: "Tro ej, at hver mørkladen sky skal tydes som et uvejrstegn, måske skal den blot forny din agers grøde med sin regn".