Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1979/8 side 86
Forsidebilledet: Arabisk beduinsheik foran sit telt i en beduinlejr i Negevørkenen, Israel.
 
Der har været arbejdet hårdt for at bevare freden i mellemøsten, og nogen virkelig fred er ikke i sigte, hvorimod en våbenstilstand har afløst de direkte krigshandlinger. Noget af det, der angives at være en anstødsten og hindring for oprettelsen af mere fredelige tilstande og parternes manglende tiltro til hverandres fredsvilje, er de bosættelser, der finder sted i de af israelerne besatte arabiske områder. Både arabere og de lande, der forsøger sig som fredsmæglere, protesterer mod bosættelser på arabisk jord, og disse ses som en alvorlig trussel mod freden, der jo som nævnt ikke er nogen varig fred, men blot en våbenhvile.
I grænseegne overalt på jorden bor der imidlertid folk fra nabolandene på "fremmed" jord, og der vil altid være en blanding af folkeslag og sprog i sådanne zoner. For at kunne opretholde fred må disse grupper søge at forstå eller i hvert fald respektere hinandens særpræg. Hvis ikke man kan tolerere mennesker af anden race, sprog, kultur og livsmønster er freden i fare. Og det er ikke spor anderledes hvor det gælder naboer i en landsby eller enhver beboelsesejendom i storbyen og heller ikke for villaejerne på hver sin side af ligusterhækken, også her må man akceptere, at mennesker er forskellige, især også fordi man må lære at indse, at der ikke eksisterer to levende væsener, der er fuldstændig ens. Der bor arabere på israelsk jord og jøder på arabisk jord, og for at den virkelige fred kan opstå og bevares, må begge parter opøve sådanne menneskelige egenskaber, at de kan leve sammen og arbejde sammen og affinde sig med hinandens kulturmønster og afvigende tankesæt. I stedet for at kriges, men ved at leve i fredelig sameksistens, kunne de to parter lære umådeligt meget af hinanden, og de ørkenagtige områder kunne opdyrkes i fællesskab og overrisles, således at forudsigelserne i det gamle testamente (Esejas kap. 35) kunne gå i opfyldelse, at disse områder skulle komme til at "blomstre som en rosengård". (Se iøvrigt artiklen i dette blad "70 x 7 gange").
tb