Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Vi går videre i brevet til 3. spørgsmål: Dernæst vil jeg spørge om medfølelse og medlidenhed. Hvad kan vi bruge dem til? Er det et overskud af følelse, som ikke kan bruges i sig selv? Hvis udviklingens vej kun kan gå gennem lidelser, hvad hjælper det så, at vi sidder og hulker over hinanden?

Svar på 3. spørgsmål: Det hjælper ikke spor, at vi sidder og hulker over hinanden, det er ganske rigtigt udtryk for et overskud af følelse, der ikke bruges til noget, i alt fald ikke til noget nyttigt eller positivt.

Dermed være ikke sagt, at det er forkert, hvis man måske kommer til at græde, fordi en, man holder af, er kommet ud for noget meget ubehageligt. Det er en naturlig reaktion, og man ved da også af erfaring, at det kan være en lettelse at græde ud. Men det hjælper ikke en anden, at man græder, og kan man ikke ret hurtigt komme ud af den tilstand, er den direkte negativ og kan udarte til at blive et mentalt fængsel af depression, sorg og græmmelse, "følelsesknuder" i sindet, der kan være svære at løse op igen. Virkelig menneskelig medfølelse forbindes naturligt med menneskelig intelligens ud fra ønsket om at forstå, hvad der vil være bedst at gøre for at kunne være til gavn i den givne situation. Altså ikke blot passiv medlidenhed, men aktiv medfølelse. Menneskelig næstekærlighed ytrer sig ikke blot ved evnen til at tilgive, men i det hele taget ved ønsket om og en efterhånden mere og mere udviklet evne til at være til gavn og glæde og hjælpe andre. Her må intelligensen med ind i billedet, overblikket over årsag og virkning. Derfor understreger Martinus gang på gang, at det er den intellektualiserede følelse, der gør os mere menneskelige, dvs mere næstekærlige i vor handlemåde. Det er den erfaringsdannelse, man kalder visdom, ud fra hvilken man kan være bestemt uden at blive vred, og kærlig uden at være sentimental eller tossegod.

Karma- eller skæbneprincippet kan også misforstås og mistolkes, som det er blevet af visse kredse i Indien, nemlig på den måde, at man, når det f.eks. gjaldt de kasteløse og spedalske, i stedet for at prøve at hjælpe dem blot trak på skuldrene og sagde: "Det er jo deres karma." Vist er det deres karma, men ingen af os kan vide, når det drejer sig om mennesker i nød om det ikke også er deres karma nu at blive hjulpet ud af deres situation og i alt fald få den forbedret. Det kan vi kun erfare ved, at vi gennem vor medfølelse og intelligens forsøger at hjælpe så godt, vi kan. I visse tilfælde (som vi siger, for det er jo ikke tilfældigt) vil vi kunne hjælpe, fordi det ligger i deres karma at blive hjulpet, og da bliver vi Guddommens redskaber for denne hjælp. Der vil være andre tilfælde, hvor hjælpen ikke kan gennemføres, selv om vi forsøger, og da er der noget, vedkommende skal erfare, som vi ikke kan eller skal forhindre. Men så har vi gjort, hvad vi kunne, og også her gælder det, at kærlige tanker og forbøn vil altid kunne hjælpe dem, der trænger til det, så de lettere kommer igennem deres vanskeligheder.

Der kan også forekomme tilfælde, hvor vi gerne vil hjælpe, men hvor hjælpen absolut kun kan ydes som en hjælp til selvhjælp. Hvis den, vi vil hjælpe, ikke er indstillet på at gøre sit til forbedring af forholdene gennem positiv tænkning, men i stedet lukker sig inde i et mentalt fængsel, f.eks i kritik og harme over alle andres fejl og negative sider, så er det også kun gennem kærlige tanker og forbøn, hjælpen kan ydes. Dens gavn og gennemtrængningsevne vil være afhængig af, hvor "tykke fængselsmure" den skal trænge igennem, altså hvor stærk koncentrationen er bag den anden parts negative tankeklima. Og der skal måske lang tid og stor tålmodighed til, men ingen positiv tanke er forgæves.

Medfølelse og medlidenhed i virkelig menneskelig forstand er altså ikke blot et overskud af følelse. I betydningen næstekærlighed er den afbalanceret følelse og intelligens, og jo mere disse energier er harmoniseret som en indre ligevægt, desto større mulighed er der for intuitionsenergiens indtrængen i vor dagsbevidsthed som de ideer, hvorigennem vi bliver i stand til at hjælpe på den bedst mulige måde i den givne situation.
 

4. spørgsmål:Hvis ethvert væsen selv er årsag til alt, hvad det kommer ud for, hvad har så den lille fugl gjort, som flyver imod mit vindue og måske mister livet derved? Vil det engang blive sådan på jorden, at ingen lider ondt? Når ingen mere nænner at beskadige planter og dyr, hvordan skal så disse høste erfaringer – på en anden planet måske? Skal vi så undvære planter, blomster og dyr, fordi vi er for gode?

Svar på 4. spørgsmål: Den lille fugl er – med hensyn til det dræbende princip – et væsen, der æder orme og insekter og er derfor ikke selv beskyttet mod drab, enten det, som i dit eksempel, er ved et ulykkestilfælde, eller, som det måske oftere hænder, ved at den bliver ædt af et andet dyr, eller af et jordmenneske – i de sydlige lande er visse sangfugle f.eks en lækkerbisken.

Det dræbende princip og dermed det såkaldte onde i alle variationer, vil gradvis forsvinde fra jorden, efterhånden som jordklodevæsenet og de jordiske mennesker udvikles frem mod den fuldkomne kosmiske bevidsthed. Efterhånden som udviklingen skrider frem, vil der være planter og dyr, som ikke mere passer som celler i jordklodens organisme og derfor ikke mere tiltrækkes til jorden. De vil naturligvis gå videre i deres udvikling på planeter, hvor de kan få den karma, som kan befordre deres videre udvikling.

Vi behøver ikke derfor at undvære blomster og dyr. Når vi, som Martinus forklarer det i "Den ideelle føde", engang – efter at alle jordiske mennesker for længst er overgået til vegetarisk føde – ophører med at indtage planternes rødder, blade og kerner som føde og går over til kun at spise frugtkødet omkring kernerne, hvorved vi befrier vor ernæringsform for at have mere med det dræbende princip at gøre, idet cellerne i frugtkødet kan overgå til vor organisme uden nogen form for drab, så må der jo være skønne frugttræer på jorden. Martinus skriver, at vi vil udvikle plantearter, hvis frugter vil være langt bedre end dem, vi har i øjeblikket.

Efter frugtkødsernæringen vil vi i forfinede organismer overgå til lufternæring, men også der vil planteverdenen spille en rolle for os, da deres form for åndedræt er med til at danne den luft, vi indånder. Det er altså først og fremmest samarbejdet som organer i jordklodeorganismen, det drejer sig om, og de mennesker, dyr og planter, der efterhånden ikke passer ind i helheden, i det udviklede jordklodevæsens mere forfinede organisme, vil forsvinde herfra, og deres udviklingsbane vil føre dem gennem andre himmelstrøg i forbindelse med klodemakrovæsener, der naturligt udgør det fysiske og åndelige livsrum, som passer for deres videre udvikling.