Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

I dette år er vi alle blevet mindet om, at det var i 1959, FNs generalforsamling vedtog "Erklæringen om Barnets Rettigheder" udformet i 10 artikler og med det formål at forsøge at sikre ethvert barn en lykkelig barndom. Og dagligt bliver vi mindet om, at indeværende år er proklameret som "internationalt børneår" med den hensigt at henlede alles opmærksomhed på alle børns situation og på enhver tænkelig mulighed for at forbedre forholdene for børn globalt. Og det må indrømmes, at der er nok at rette sin opmærksomhed på. Vi må med sorg i sindet erkende, at vi endnu er meget langt fra erklæringens mål: at sikre ethvert barn en lykkelig barndom. Men udover at måtte erkende, at umådelig mange børn lever i grufyldte tilværelser i krigs- og hungersnødhærgede områder på jorden, er der i dag mange mennesker, der er begyndt at gøre sig tanker om, hvorfor der er så ulige betingelser for børnene i de forskellige geografiske områder. Man vil gerne finde en slags forklaring på de enorme forskelle, børn har for deres opvækst, forskelle der for en stor del synes at have relation til netop det område på kloden, hvor de er født. Andre vil gerne finde en forklaring på det uhyggelige begreb, der hedder børnemishandling, og som visse steder i den vestlige verden har været genstand for undersøgelser, der har afsløret kendsgerninger omkring dette fænomens art og omfang, som får det til at løbe koldt ned ad ryggen på enhver. Og andre igen ser ret nøgternt på den udvikling, der er foregået i vort eget land, og på den betydning denne udvikling har haft specielt for børnenes forhold under opvæksten – og kan finde det svært at komme til klarhed over, hvorvidt disse ændrede forhold har bragt mere godt end dårligt med sig.

Ved at arbejde med det materiale til forståelse at alle livets forhold og foreteelser, som Martinus kosmiske analyser indeholder, vil man – hvor utroligt det end kan lyde i manges øren – kunne finde svar på disse påtrængende spørgsmål (og på mange flere end disse).

Vi kan nok i det daglige her i vort lille land skyde de mest uhyggelige af de ovennævnte problemer i baggrunden, så de kun dukker op af og til, når der vises noget særlig grelt i fjernsynet. Hos den overvejende del af børnene her i landet er primære behov som tilstrækkelig ernæring, søvn, hygiejne, forældreomsorg o.l. tilgodeset i et rimeligt omfang, ligesom undervisning for alle børn er både gratis og obligatorisk ganske som foreskrevet i FN's erklæring. Men derudover kan man godt – uden at det iøvrigt skal diskuteres her – gøre sig tanker om, hvorvidt det er den rigtige måde, vi opdrager vore børn på. Om det er de rigtige ting, der lægges vægt på – i det enkelte hjem, i skolen, i de radio- og TV-udsendelser, der produceres specielt for børn, og i den nyeste børnelitteratur – eller om vi måske i vor iver efter at gøre det så godt som muligt alligevel tager fejl på væsentlige punkter.

Det anses for klarlagt ad psykologiens vej, at så snart visse basale behov hos mennesket er tilgodeset i fuldt omfang, opstår der straks andre og højere behov med krav om at blive tilfredsstillet. Dette har vi rig lejlighed til at iagttage i vort eget samfund. Og hvor der er tale om f.eks. en overmætning af behovet for materielle goder, vil de nye behov være af overvejende åndelig art. Således i nogen grad også hos barnet. Hvorvidt man som voksen vil være i stand til at bringe barnet hjælp til imødekommelse af disse nye behov, vil i ret høj grad afhænge af den voksnes egen personlige situation, af modenhed og åndelig formåen. Er man som forældre selv usikre overfor meningen med livet, vil det være meget svært at formidle tryghed til børnene på dette område, og svært at give dem svar på mange af de spørgsmål om "livet", som de vil komme med. I hvert fald hvor det drejer sig om sådanne spørgsmål, som forældrene forlængst har stillet sig selv, men opgivet at få eller finde noget svar på. Der kan være tale om spørgsmål som: "Hvor kommer jeg fra?" – eller: "Hvorfor skal man dø, når man bliver gammel?" – spørgsmål som mange forældre har fået stillet af deres børn på et eller andet tidspunkt. Med hensyn til det første spørgsmål – "hvor kommer jeg fra?" – er der sikkert mange forældre, der i dag føler glæde over, at vi omsider her i Danmark har overvundet det seksuelle tabuområde, så man nu kan finde en måde at fortælle barnet om selve kønsakten på og måske derefter forklare noget om de biologiske processer, der kan igangsættes som følge heraf – alt efter barnets alder og øvrige spørgsmål. Men tilbage står, om barnet nu også finder denne forklaring tilfredsstillende og tilstrækkelig spændende? Måske havde det ventet en forklaring, der var meget mere interessant? Vi giver det stene for brød, fordi vi i vor åndelige afmagt ikke har andet at give – og dog føler vi os avancerede!

I virkeligheden kan der ud fra Martinus kosmologi gives et noget mere interessant svar på spørgsmålet om, hvor vi alle kommer fra, end det, der normalt gives børn på dette spørgsmål. Men før vi kan komme så vidt, må vi overvinde endnu et tabuområde foruden det seksuelle – nemlig tabuområdet omkring døden. I realiteten er nemlig barnets to spørgsmål om, hvor vi kommer fra, og hvorfor vi skal dø, når vi bliver gamle, så nøje forbundet med hinanden, at de ikke kan besvares enkeltvis, men rettelig bør besvares under et.

Men så længe vi endnu ikke har nogen forståelse for eller opfattelse af vort eget fysiske jordliv som en "synlig" del af et kredsløb, der "rundes af" af en "usynlig" del for senere igen at fortsætte i et nyt kredsløb, begyndende med fosterstadiet til den synlige og fysiske del af dette nye kredsløb og således videre, så længe udviklingen kræver det – så længe vil der gå, før vi kan overvinde tabuområdet omkring døden – og frygten for døden. Døden bliver da blot en betegnelse, vi bruger, for det "punkt" eller den overgang i kredsløbet, hvor vi går fra den fysiske og synlige del ind i den ikke-fysiske og usynlige del, ligesom det, vi kalder fødslen, er vor betegnelse for overgangen til den synlige del af et nyt kredsløb.

Vi ser overalt omkring os lovbundne kredsløb, som aldrig svigter. Vi ser, hvorledes der efter hver eneste nat følger en morgen og en næste dag, og hvorledes der efter hver vinter følger en vår og en sommer. Vi ser, hvorledes træer og buske om foråret får nye blade og blomster, og hvorledes de senere igen taber løvet og står visne og "døde" om vinteren. Men det falder os ikke ind at tvivle på, at de påny vil grønnes næste vår. Det ligner en overtro at mene, at vi alene kun "kører" dette ene kredsløb, i hvilket vi befinder os netop nu. Det er ikke nogen logisk antagelse, når så meget andet i naturen følger kredsløb, hvor vi kan iagttage gentagelse og gentagelse og atter gentagelse.

Vi må lære at forstå, at vi til stadighed er "på rejse"! At vore fysiske jordliv er at betragte som overordentlig betydningsfulde etaper på denne rejse. Det er her vor udvikling foregår. Kun her kan vi gøre de erfaringer og opleve den modstand, der ifølge Martinus er nødvendig, for at vi kan få de påvirkninger, der skal modne vort "følelseslegeme", så det i en senere udviklingsperiode vil kunne bære vor bevidsthed. Og vi må lære at forstå, at vore fysiske legemer er nødvendige "oplevelsesredskaber" i disse jegets inkarnationsperioder. Overalt hvor man i arbejde anvender redskaber, er det helt naturligt, at man udskifter disse, når de bliver så slidte, at de ikke længere kan tjene os i det arbejde, de var beregnet på at tjene os i (eller hvis de ved et uheld går i stykker). Og ikke blot skifter man ud med nye, men man skifter meget gerne til endnu bedre og mere hensigtsmæssigt udformede redskaber. Martinus viser os gennem sine analyser, at det er det samme, der sker med vor fysiske krop, når den er blevet så gammel og udslidt (eller så svært skadet af sygdom eller ulykke), at den ikke længere kan tjene os som oplevelsesredskab for livet her i den fysiske verden. Den efterlades da her, denne krop, (efter at have tjent os vel), og vi fortsætter vor "rejse" – dvs vort jeg fortsætter sin rejse – ved hjælp af de ikke-fysiske legemer ind i den del af kredsløbet, som ikke er synligt her fra det fysiske plan. Hvor længe denne vor ikke-fysiske tilværelse vil vare, vil ifølge Martinus helt afhænge af vort jegs begær og ønsker. Når vort jeg, gennem vort midlertidige ophold i en åndelig verden udenfor tid og rum, dels har haft tid til at "rekreere" sig efter strabadserne i den foregående inkarnation, dels har haft mulighed for i kraft af sine åndelige legemer og via sin "overbevidsthed" at erfare, at der også udenfor det fysiske tilværelsesplan forekommer attraktive "verdener", man ikke uden videre kan skaffe sig adgang til (fordi "adgangskortet" her er "bølgelængder", der ligger højere end de bølgelængder, man på sit nuværende udviklingstrin er i stand til at gøre brug af), vil dets ønske om igen at opleve en fysisk tilværelse, med de muligheder for videre udvikling som kun en ny inkarnation kan byde på, blive så stærk, at det vil sætte hele sin vilje ind på at forberede en sådan ny inkarnation. Denne vil så – ledet af jegets ønske og vilje – kunne etableres bl.a. ved hjælp af de af Martinus udførligt beskrevne evige love. Loven for tiltrækning og frastødning spiller en særlig rolle her, idet den "sørger for" tilvejebringelse af et resonansområde mellem det af os selv opbyggede talentkerneområde i vort "skæbneelement" og tilsvarende talentkerneområder hos et nyt forældrepar på det fysiske plan. Inkarnationen er etableret, når en undfangelse har fundet sted. Et nyt kredsløb er igangsat og vil blive helt "synligt", når fosteret ved fødslen viser sig. Vi har da skabt os et nyt "redskab", gennem hvilket vi en tid fremover vil kunne manifestere os og opleve livet. Vi har skaffet os nye forældre, nye omgivelser, nye muligheder! Vi kan begynde at gøre nye erfaringer, som kan bringe os videre i udviklingen. Og hvorvidt vi har været i stand til gennem skabelsen af den nye krop at stille et endnu mere hensigtsmæssigt livsoplevelsesredskab til vor egen rådighed end det, vi betjente os af i forrige inkarnation, vil afhænge af vor livsførelse i dette forrige liv. De ønsker, tanker og handlinger, der prægede vor forrige inkarnation, prægede samtidig talentkernerne i vort eget "skæbneelement" og herunder også de talentkerner, som trådte i funktion ved opbygningen af den nye fysiske organisme. Dette forhold er nok værd at mærke sig, idet det samtidig betyder, at det vi ønsker, det vi tænker, og det vi foretager os i denne vor nye inkarnation på samme måde vil få omfattende betydning for os i vore kommende inkarnationer, hvilket vi om lidt vil vende tilbage til.

Men tabuområdet omkring døden vil her i vor kulturkreds alene kunne overvindes gennem et fortroligt forhold til reinkarnationsprincippet. Når vi engang, gennem kendskabet til Martinus analyser af kredsløbsprincippet og reinkarnationsprincippet og disse teoriers "samarbejde" med vore egne erfaringer, har tilvejebragt et sådant fortroligt forhold til tanken om, at det naturnødvendigt må forholde sig således, at vi lever det ene liv efter det andet gennem den del af en udviklingsspiral, der kaldes "dyreriget" vil vi ikke alene have overvundet den dødsangst, som i dag indtager en dominerende plads i mange "moderne" menneskers bevidsthed, men vi vil da også være i stand til at besvare vore børns alvorlige spørgsmål vedrørende fødsel og død på en måde, som de har krav på. Vi vil være i stand til at formidle den tryghed videre til børnene, som vi selv har erhvervet os i forhold til livets væsentlige spørgsmål, og dette vil kunne få afgørende betydning for dem i deres eget livsforløb.

Når man desuden har haft mulighed for at gøre sig fortrolig med Martinus analyser af loven for årsag og virkning og herigennem fået en grundig forklaring af Bibelens ord om, at som man sår, skal man også høste, og man har haft tid til at iagttage denne lovs virkning i sit eget liv såvel som i "livet" i det hele taget, vil man desuden være på det rene med, at det ikke er tilstrækkeligt at klare sig gennem dette ene liv med "skindet på næsen", hvis det sker på bekostning af andre. Og det må være meget vigtigt, at man begynder at lære børnene noget om disse væsentlige ting – ikke mindst gennem egen adfærd og eget eksempel – og at forklare dem, at man gennem sine handlinger i dette liv forbereder kvaliteten af sit næste livs oplevelser, at intet er tilfældigt, og at vi selv har betydelig indflydelse på vor egen skæbne gennem den måde, vi lever vort liv på – ønsker, tænker og handler.

Det flere gange nævnte "skæbneelement" er i Martinus analyse af "det levende væsen" et "organ" i væsenets "overbevidsthed". Det rummer talentkerner (kraftcentre) for alle vore evner og anlæg. Og med sin tilknytning til "overbevidstheden" som en evig, kosmisk realitet, følger det os således fra inkarnation til inkarnation uberørt af vor fysiske krops død. På trods af sin evighedsnatur, ifølge hvilken det også må være uforanderligt, finder der dog en vis indre forvandling sted i "skæbneelementet" i form af opbygning af nye talentkerner og nedbrydning af gamle talentkerner. En funktionsdygtig talentkerne kan "nedbrydes" ved ikke at blive brugt, og nye talentkerner kan dannes gennem øvelse. Og for det moderne kulturmenneske, som generelt udfolder megen aktivitet både på det fysiske og det tankemæssige område, er det nok værd at være opmærksom på, hvad det egentlig er, man i det daglige "går og øver sig på".

Har man fået øje på anlæg hos sig selv, man ikke synes så godt om, kan man bevidst forsøge at få de talentkerner, som styrer disse i tidligere liv opelskede anlæg, til at degenerere, hvilket udelukkende kan ske, ved at man ikke " "trækker på dem", ved at man bruger dem så lidt som muligt.

Og finder man hos sig selv begyndende anlæg, man ønsker at træne yderligere, f.eks. evne til hjælpsomhed overfor andre, tolerance eller lignende, kan man ifølge Martinus styrke opbygningen af talentkerner for disse egenskaber ved bevidst at "øve sig" på disse områder. Og skal man eventuelt i begyndelsen virkelig overvinde sig selv til at udvise tolerance i situationer, hvor det måske forekommer en mere naturligt at blive irriteret eller forarget (fordi talentkernerne for disse tankesæt er langt stærkere og derfor automatisk træder i funktion), så vil denne overvindelse, hvis den forekommer tilstrækkelig ofte, træne evnen og bevirke, at der opbygges en ny talentkerne, der en dag vil være stærk nok til automatisk at træde i funktion. Besvær med at udvise tolerance vil da ikke mere forekomme. Det vil være en naturlig egenskab (en automatfunktion) hos den, der har optrænet den. Og sideløbende er der sket dette, at man har bragt de tidligere så stærkt virkende talentkerner for irritation og forargelse til degeneration ved at gøre mindre og mindre brug af dem.

Det er helt naturligt, at vort "skæbneelement" rummer mange talentkerner for det Martinus kalder "det dræbende princip". Der er tale om talentkerner til befordring af evner og anlæg, som ikke blot var brugbare for os i vore fjernereliggende inkarnationer her i "dyreriget", men som ligefrem var livsbetingende for os på daværende udviklingstrin. Men eftersom vi på vor "rejse" er stærkt på vej ud af "dyreriget" med dets helt specielle livsbetingelser og på vej mod et nyt livsoplevelsesafsnit, som Martinus kalder "det rigtige menneskerige", og hvor livsbetingelserne vil være ganske anderledes end i "dyreriget", er det ved at være tid for os til at "rydde ud" i vor "rejsebagage". Det er ikke hensigtsmæssigt at have vintertøj i kufferten, hvis man skal på sommerferie. De to ting passer ikke sammen. Vore "gamle" talentkerner og de anlæg hos os, de styrer, passer heller ikke for den tilværelse, vi er på vej imod. Men ifølge Martinus kan vi selv bidrage til degeneration af vore talentkerner for "dyriske egenskaber", samtidig med at vi gennem en mere "menneskelig adfærd" opbygger nye talentkerner, som skal tjene os i den kommende tid som "rigtige mennesker". Ja faktisk er det den "indre forvandling", der således kommer til at foregå i "skæbneelementet" gennem nedbrydning af gamle talentkerner og opbygning af nye, der fører os endeligt ud af "dyreriget".

Vi må således se i øjnene, at den, der klarer sig gennem livet ved at trampe henover andre i bogstavelig eller overført betydning – den, som forsøger på den ene eller den anden måde at tilrane sig andres mad eller penge eller forsøger med ord eller andre våben at "rydde andre af vejen", hvis de forekommer til besvær, vil, i kraft af de tankeklimaer der konsekvent befordrer en sådan adfærd, fortsat stimulere sine talentkerner for "det dræbende princip".

Det er tidligere i denne artikel nævnt, at der, for at en ny inkarnation kan etableres, må være en slags resonans – en form for lighed – mellem talentkerneområdet hos det væsen, der ønsker at inkarnere og talentkerneområderne hos det nye forældrepar. Således "vælger" vi selv vore forældre fra gang til gang (og hermed også de forhold disse forældre lever under). Og det synes klart, at har man gennem flere inkarnationer hyldet en adfærd som ovennævnte, og gennem samme adfærd præget sine talentkerner i "skæbneelementet", kan man ikke pludselig ved etableringen af en ny inkarnation "skaffe sig adgang" til et forældrepar med høje næstekærlige idealer og betydelig distance til rå og egoistisk adfærd. Der forekommer ikke tilstrækkelig lighed mellem talentkerneområderne til at en kontakt kan skabes og et forhold etableres. Man kan kun skaffe sig adgang til forhold, hvor man rettelig hører hjemme, hvilket vil sige hos et forældrepar, hvis talentkerneområde har en vis lighed med ens eget, en lighed der er tilvejebragt gennem nogenlunde ensartede påvirkninger. Her er det rette miljø for udfoldelsen af de opelskede talenter. Her kan man fortsætte den udvikling, man selv har forberedt – her kan man høste det, man selv har sået. Således sørger de evige love for kontinuiteten i vor udvikling – sørger for, at vi altid vil kunne begynde en ny inkarnation under netop sådanne forhold, som vil kunne bringe os de nødvendige erfaringer for vor videre udvikling. Og der findes virkelig i dag på vor klode et "tilbud af udviklingsmuligheder", som spænder overordentlig vidt. Og det er langt fra tilfældigt, hvor vi bliver født.

Vi må se alle de ulykkelige og for os tilsyneladende uretfærdige hændelser overalt på jorden i det lys. Og selv om det kan forekomme mere end barskt at skulle anskue både børnemishandling og børns opvækst i krigs- og hungersnødhærgede områder på denne måde, er der alligevel ikke længere nogen vej udenom. Vi kan ikke blive ved med at leve i den "overtro", at alt, hvad der møder os af ubehageligt, enten er andres skyld – eller ren og skær tilfældighed! Vi kan, hvis vi vil arbejde alvorligt med Martinus analyser og sammenholde disse med vore egne erfaringer, begynde at forstå, at vi selv er den inderste årsag til alt, hvad vi oplever og erfarer af "ondt" og "godt". De ønsker, der har ligget til grund for vore tanker og handlinger i vore tidligere liv (eller tidligere i dette liv), har præget talentkernerne i vort "skæbneelement". Og den grad af egoisme og evt hensynsløshed, der har været nedlagt i vore handlinger, vil være afgørende for den grad af ubehag vore påfølgende oplevelser får – og omvendt! Men det er samtidig meget vigtigt at holde sig for øje, at i Martinus verdensbillede er lidelsesoplevelserne ikke noget meningsløst. De er tværtimod – mens vi i vor udviklingsspiral passerer det afsnit, der kaldes "dyreriget" – en overordnet faktor i befordringen af den videre udvikling.

Men Martinus advarer dog stærkt imod, at vi, fordi vi hverken har hungersnød eller direkte krig, sætter os hen og mener, at vi så har vores på det tørre – og at "de andre" jo selv har været ude om det! For det første har vi jo aldeles ikke vores på det tørre, hvad alle vore mange alvorlige sygdomme og ulykkestilfælde vidner om. Hver enkelt af os har stadig mange talentkerner i "det dræbende princips" favør, talentkerner som det vil kræve en personlig indsats at få bragt til degeneration. For det andet vokser vort ansvar for det, Martinus kalder "vore yngre brødre i udviklingen", med vor egen fremadskridende udvikling. Det er derfor meget vigtigt, at vi alle er opmærksomme på, hvor vi kan yde hjælp til andre – og på hvilken måde. Næsten alle er da også i dag opmærksomme på, at der mange steder på kloden er en hjerteskærende mangel på fødemidler, lægehjælp og almindelig oplysning til afhjælpning af denne nød. Og der arbejdes en del på at afhjælpe disse ulykkelige forhold. Knap så mange er endnu tilstrækkeligt opmærksomme på, at der i den del af verden, hvor der er mad og klæder i overflod, er ved at afsløre sig en så gennemgribende åndelig armod, at den må betragtes som "livstruende". Og endnu færre ved, hvad man skal stille op mod denne armod. Og i netop den del af verden fødes i dag mange børn, som er så langt fremme i personlig udvikling, at deres behov for allerede under opvæksten at få kvalificerede svar på deres spørgsmål om livet og døden og meningen med livet er meget påtrængende.

Lad os derfor, når vi har tænkt på hjælp til dem, der sulter, også tænke på den, for hvem den åndelige armod nærmer sig det livstruende. Lad os gøre brug af det enestående materiale til afhjælpning af åndelig nød, som Martinus har lagt frem for os. Ikke på den måde at vi forsøger at presse disse analyser ned over hovedet på mennesker, som ikke har brug for dem, men med en skærpet opmærksomhed overfor situationer, hvor vi møder et andet menneske, for hvem kendskab til analyserne vil kunne komme til at betyde et vendepunkt i livet. – Og lad os ikke glemme børnene!