Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1979/3 side 36
Vedr. medhjælpere til reparations- og vedligeholdelsesarbejde i Klint
 
Interesserede i Martinus kosmologi, som har lyst til i behageligt fællesskab at udføre praktisk arbejde i Martinus Center i påsken, men også i kommende week-ends og helligdage i foråret, vil være meget velkomne til at melde sig til Instituttet snarest muligt. Der er opgaver, hvor håndværksmæssig kunnen er ønskelig, men også en del opgaver, hvor et godt håndelag er fuldt tilstrækkeligt. Ligesom i mange tidligere påsker vil arbejdet foregå i dejligt arbejdsfællesskab, og desuden vil der blive undervisning i Martinus kosmiske analyser (Gunner Frederiksen og Sv. Å. Rossen o. a.), så vi håber mange vil melde sig.
Arbejdsholdet får gratis logi i centralfyrede værelser ell. lejligheder og fri undervisning, medens man må betale for råvarer til maden, som tilberedes af et særligt køkkenhold.
Ferie i påske i Klint
Et begrænset antal vil være velkomne til at holde ferie i centret mod betaling for logi og undervisning. Feriegæsterne må selv sørge for madlavning. Betalingen, der gælder for en uge (fra onsdag til onsdag) bliver:
kr. 400.- for lejlighed til 4 personer
kr. 160.- for lejlighed til 1 person
kr. 100.- for værelse til 1 person
Fremtidige arbejdsopgaver i Klint
Både af skønhedsmæssige og økonomiske årsager er det af stor betydning, at bygningerne i Klint bliver godt vedligeholdt. Klargøringen hvert forår kræver en stor indsats, men tillige er der brug for et hold også om efteråret, da det er vigtigt at få malet træværket, medens det er tørt, og vi håber at både forårs- og efterårsarbejderne vil appellere til en hel del mennesker, som vil se det som en kærkommen mulighed til at dyrke kosmologi i praksis.
Fra Instituttets side håber man derfor at få dannet nogle solide og vel samarbejdede hold til de mange forskellige opgaver, og da arbejdslønninger er høje, giver man ved manuelt arbejde et vigtigt bidrag til Martinus sag ved at tilbyde sin hjælp.
Alle henvendelser om arbejdshold og ferie i Klint til Martinus Institut, Mariendalsvej 94. 2000 København F, tlf.: 01 – 34 62 80 (9-16).