Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Ned gennem historien har utallige mennesker stillet de samme fundamentale spørgsmål til tilværelsen uden at få fyldestgørende svar, først og fremmest fordi de ikke var modne til at forstå de rette svar. Det er spørgsmålene om Guds eksistens, om menneskets sande identitet og om tilværelsens mening. Ved at stille sådanne spørgsmål går mennesket ud over sin dagligdags fysiske horisont og viser derved, at det dybest set er et åndeligt væsen, der har rod i noget universelt åndeligt og ikke kan finde ro, før det har erkendt sin sammenhæng med denne universelle realitet. – Når ingen af de mange tilværelsesforklaringer, hverken religiøse eller videnskabelige, har kunnet accepteres af alle, skyldes det, at de ikke har været så omfattende og sådan afbalancerede, at de kunne tilfredsstille både hjerte og hjerne, både følelse og intelligens. Hvis man upartisk studerer Martinus verdensbillede, tror jeg, at man dér vil finde disse krav tilfredsstillende opfyldt.

Første gang man hører om Guddommens uendelighed, kan man godt undre sig over, at et væsen uden grænser kan have en samlet bevidsthed eller personlighed. For at forstå, at det kan lade sig gøre, kan det være hensigtsmæssigt at analysere menneskets egen natur lidt nærmere og afsløre en misforståelse i forbindelse med den. Vi er vant til at betragte os selv som begrænsede størrelser, der er ca. 1,70 m høje og en halv meter brede, men hvis vi iagttages i et mikroskop, viser der sig noget helt andet. Da må vi konstatere, at vort legeme udvides og antager en universel størrelsesorden. Vore enkelte organer som nyrer, lever og lunger afslører da, at de er udstrakte verdener, befolket af talløse celler og andre mikrovæsener. I totalforstørrelse ville vort menneskelige legeme komme til syne som et stjerneunivers med enorme afstande mellem de faste partikler. Mennesket er således et uendeligt stort univers set fra et mikrokosmisk synspunkt, og dog er det i besiddelse af en bevidsthed og en personlighed, som kan koncentrere sin opmærksomhed om bestemte interesseobjekter. Det viser, at et individs størrelse ikke er nogen hindring for, at det kan være i besiddelse af en bevidsthed med enhedspræg. -

Man kan også undre sig over, at Guddommen kan opretholde en totalt omfattende opmærksomhed, der kan vise lige stor omsorg for alle væsener på alle kloder og planeter i sit uendelige univers, og i den forbindelse også har interesse for det lille fnug i verdensrummet, som er Jorden, endsige for de små menneskeskabninger, som befolker den. Mennesket har jo ikke på samme måde en ubegrænset opmræksomhedsevne, men må på skift rette sin opmærksomhed på forskellige ting. For at forstå Guddommens totale opmærksomhed, må man derfor påpege to vigtige forskelle mellem mikroindividet, i dette tilfælde mennesket, og Guddommen. For det første, at Guddommen er universets totale eller altomfattende væsen og derfor ikke har nogen omverden eller væsener uden for sig selv. Hvis der var nogen eller noget udenfor Guddommen, så var denne jo ikke altomfattende. Det betyder, at Guddommen ikke har nogen interesser uden for sit univers, men kan koncentrere hele sin opmærksomhed om mikrovæsenerne i sin indre verden. Da denne interesse som nævnt bæres af en ubegrænset kærlighed og understøttes af den højeste visdom, bliver alle skabninger indbefattet menneskene således omfattet af en umådelig omsorg, varme og sympati. I modsætning til Guddommen må vi som mennesker dele vor opmærksomhed mellem en indre og en ydre verden, og da vor udvikling er betinget af vekselvirkningen med vore omgivelser, er det klart, at vor opmærksomhed først og fremmest er koncentreret på den ydre verden. Men alligevel kan vi også registrere visse funktioner i vort indre, og særlig i tilfælde af sygdom kan vi opfatte klare smertesignaler fra vore mikrovæsener, der skal tydes som bøn om hjælp. Hvis vi antager, at menneskets sanseoplevelse af sin indre verden kun er en brøkdel af én procent og forøger den til hundrede procent, kan vi få en anelse om Guddommens indadrettede oplevelsesevne. Guddommens sanse- og skabekapacitet er således langt mere omfattende end menneskets, og her er vi ved den anden vigtige forskel mellem mennesket og Guddommen. Denne besidder permanent det højeste udviklingsstadium ved til enhver tid at have de højest udviklede væsener i universet til rådighed som redskaber dels med henblik på at sanse eller opfatte mikrovæsenernes situation og dels med henblik på at etablere den hjælp og støtte, som der er brug for. På denne baggrund bliver det klart, at Guddommen har en altomfattende indsigt i livsprocesserne overalt i sit uendelige univers, og man kan derved også indse, at dette at bede til Guddommen er en livsproces, der er lige så naturlig og nødvendig som at indtage mad og drikke. For Guddommen er det en livsnødvendighed at korrespondere med sine mikroskabninger, fordi denne vekselvirkning er den eneste mulighed, Guddommen har for livsoplevelse. For Guddommen er mikrovæsenernes tanker og ønsker, deres glæder og sorger, deres savn og deres handlinger ensbetydende med oplevelser, der danner Guddommens grundlag for fortsat at skabe nye inspirerende udviklingsbaner for sine "gudesønner".

Guddommens undervisning gennem naturen rækker derfor også videre. Efterhånden som menneskene gennem deres intelligensudvikling formår at tænke abstrakt, vil de blive i stand til ikke blot at kunne udnytte naturkræfterne praktisk, men også at opfatte naturlovene som et sprog eller en kommunikation, hvorigennem Guddommen søger at overføre en højere viden om livet til dem. Naturen og universet er således som en bog, hvori mennesket under sin opvågning fra dyrerigets åndelige søvn gradvist begynder at kunne stave sig frem til et åndeligt indhold, der vil indvi det i livets sande natur og lovene for dets egen evige tilværelse.

Den første fundamentale læresætning, naturen således præsenterer for det sandhedssøgende menneske, er loven om vækst eller udvikling. Denne lov dokumenteres af hver eneste plante, der er begyndt som frø og endt med selv at sætte frugt, og den virkeliggøres i det søgende menneskes eget legeme, der har vokset sig fra fostertilstanden frem til dets nuværende voksne stadium. Videnskaben har yderligere slået fast, at kloden for ca. 4 mia. år siden var en flammende ildkugle, der gradvist blev afkølet, hvorved der opstod en skorpe af mineralske dannelser på dens overflade. Af forvitrede mineralske stoffer i verdenshavene opstod de første organiske legemer, primitive encellede væsener, der gradvist blev til de første primitive former for planter som f.eks. den blågrønne alge, der blot består af kæder af ensartede celler. Der opstod således i havene et planterige, der efterhånden også tog landjorden i besiddelse og i løbet af ca. 50 millioner år dækkede det meste af Jorden i et grønt tæppe. Gennem lysets påvirkning af de grønne blade, den såkaldte fotosyntese, produceres i denne periode den iltrige atmosfære, som var grundlaget for det næste store udviklingstrin, dyreriget. Talrige parallelle dyrearter blev skabt, og utallige stadier f.eks. fra amøben til mennesket understreger den universelle læresætning for mennesket, at enhver skabelse eller tilblivelse er gradvis eller udviklingsbetinget. – Men desuden fortæller enhver organisk skabning, at den er et produkt af en bevidst, intelligent skaber!

Den officielle videnskab, som har afdækket det organiske livs udvikling, anerkender ganske vist ikke nogen guddommelig medvirken i processen. Den antager, at det er tilfældige ændringer i arvemassen, såkaldte mutationer, som har været årsag til nye arters opståen. Denne tilfældighedsteori er imidlertid paradoksal i betragtning af, at den samme videnskab har udviklet en matematisk sandsynlighedsteori, kombinatorikken, der klart viser, hvor vanskeligt det er at skabe specifikke eller specielle kombinationer af faktorer ved tilfældighed. Et af de bedst kendte eksempler fra det daglige er kombinationen på en tipskupon, hvorfra alle tippere ved, hvor svært det er at finde frem til 13 rigtige tipstegn. Her er der endda kun tale om små tal. Når det drejer sig om det komplicerede DNA-molekyle med over 200.000 enheder, som opbygger en organismes gener og dermed styrer organismens sunde udvikling, er antalsmulighederne for fejlkombinationer astronomiske. Chancen for frembringelsen af en rask og funktionsdygtig organisme er som én i forhold til milliarder. Ud fra en matematisk sandsynlighedsteori er dette, at en organisme skulle kunne opstå i "livets lotterispil" et enestående held, og man måtte antage, at antallet af nittere eller fejlslagne organismer ville være altdominerende i naturen. Det viser sig imidlertid at være omvendt. Det er misfostrene, som er undtagelserne, medens de sunde funktionsdygtige organismer er reglen. Konklusionen på disse kendsgerninger må derfor være, at de levende organismer og dermed livets udvikling på Jorden ikke kan skyldes tilfældigheder, men må have deres oprindelse i en bevidst styring.

Der kan være forskellige grunde til, at højtuddannede og højtbegavede videnskabsmænd er tilhængere af tilfældighedsteorien. F.eks. kan der være tale om en følelsesmæssig negativ holdning til al form for religion. Men der er naturligvis også mere rationelle begrundelser for, at livet er tilfældighedernes spil, og den vægtigste er utvivlsomt henvisningen til, at livet i naturen er alles kamp imod alle, hvor den svage må bukke under for den stærke, kort sagt en tilværelsesform, som ikke forekommer særlig guddommelig.

Fra en snæver betragtning kan det se ud, somom vi her står overfor et paradoks, men i et større perspektiv får også disse forhold mening. Martinus påpeger, at "det dræbende princip" i dyreriget har sin positive og uundværlige betydning, når man ser på udviklingens mål. Dyreriget er således et stadium i udviklingen, hvor individernes bevidsthedsliv endnu er delvis sovende. Dyrenes åndelige horisont strækker således ikke videre end til interessen for at få organismens behov tilfredsstillet. De er fysisk orienteret og "kender" endnu ikke medvæsenet. Men kampen for tilværelsen og den heraf uundgåelige smerte og lidelse er netop de faktorer, der gradvist udvikler dyrets følelser og stimulerer dets latente intelligens, så det kan blive et bevidst væsen, der kender og kan overholde lovene for en fuldkommen tilværelse. Det er denne proces, der i Biblen er omtalt som at "spise af kundskabens træ på godt og ondt". Hvordan skulle de levende væsener kunne blive vidende og kærlige skabninger uden at kende livslovene, og hvordan skulle de kunne kende livslovene uden i praksis at have oplevet følgerne af en egoistisk moral. Denne erfaringsdannelse er den vigtigste betydning af dyreriget, og menneskeheden i dag oplever netop kulminationen af denne nødvendige erfaringsdannelse. – Det "onde" i dyreriget og blandt mennesker er således ikke noget argument for, at der ikke er en guddommelig magt bag udviklingen, men understreger tværtimod, at denne magts skabeevne er af en sådan kvalitet, at den indebærer viden om, at man kun når til visdommen gennem sine egne fejltagelser.

Kredsløbsprincippet er en anden læresætning, som naturen aftegner med store bogstaver. Det findes overalt, men tydeligst i årets og døgnets kredsløb, Når dette princip fremtræder så markeret og utvetydigt, må det have en ganske særlig betydning. Det har det også, da det rummer et abstrakt budskab om individets evige tilværelse. Da døgnkredsløbene opbygger årets kredsløb, belæres mennesket derved om, at de samme principper gentager sig i større og større formater. Men desuden kan det se, at tendenser, som kun er svagt udfoldede i det mindre kredsløb, kommer til kulminerende udfoldelse i det større kredsløb. En vinterdags ringe solhøjde selv ved middagstid er således minimal i forhold til solhøjden, lyset og varmen ved årskredsløbets "middagstid" dvs midsommer. Lad os prøve at overføre dette princip på Jordens skabninger, f.eks. mennesket. Menneskets levnedsløb fra vugge til grav er et kredsløb eller en del af et kredsløb ligesom dagen, og dets middagshøjde i dette kredsløb er ensbetydende med dets manddom. Her fortæller døgnkredsløbet for det første, at individets liv ikke slutter med "døden", men at denne ligesom natten afløses af en ny "dag", idet jeg'et ligesom solen påny vil stige op over den fysiske verdens horisont i et nyt legeme. Men ud over at belære om reinkarnation, fortæller døgn- og årskredsløbet tillige, at det beskedne "lys", som udfolder sig i menneskenes nuværende intellektualitet og næstekærlighed, kun er en svag begyndelse til en kulminerende visdom og alkærlighed, som vil vokse for hvert reinkarnationskredsløb og engang vil nå sit maximum i et større kredsløbs åndelige sommerzone.

Ligesom bogstaverne og ordene i en bog, selv om de i sig selv blot er konkrete og fysiske ting her og nu, kan rumme en mening, der sprænger tidens og rummets grænser, således kan Guddommen også gennem naturens tekst kommunikere en viden, der strækker sig ud over nuet og ind i evigheden.

Men hvordan kan mennesket selv, når det befinder sig i denne overgangszones besværligheder, skabe sig en meningsfyldt tilværelse? Det kan lade sig gøre ved, at man arbejder med på sin egen udviklingsproces ved at frigøre sig fra negative evner og vaner, samtidig med at man positivt bestræber sig på at opbygge nye menneskelige egenskaber, der er i samklang med det kommende "rigtige" menneskerige. Med hensyn til negative vaner må man først og fremmest nævne tendensen til at udnytte andre mennesker og til at blive vred og ophidset. At kunne styre sin vrede og prøve at fremtræde afbalanceret i alle situationer, det var, hvad Jesus mente med "at vende den højre kind til". Der er intet så svært som at overvinde sig selv, men det bliver lidt lettere, når man kan bruge sin logiske sans og indse, at vedkommende ikke kunne handle anderledes på grund af sin udviklingsmæssige baggrund. Det er også nemmere, hvis man forstår, at det er et skæbneanliggende, som man selv er den inderste årsag til.

De fleste mennesker kender personer, som de ikke kan lide. Det er meget uheldigt, fordi antipati har en tilbøjelighed til at forstærke sig selv. Den negative holdning medfører nemlig, at man lægger mærke til flere dårlige træk hos de pågældende for at få bekræftet sin opfattelse. For at standse denne onde cirkel må man ændre holdning og bevidst se efter positive sider hos vedkommende. En effektiv måde er i sit stille sind at tænke kærligt på den eller dem, det drejer sig om. Man vil da uundgåeligt opdage nye sider i de pågældende menneskers væsen, som man har været blind for før, samtidig med at den venlighed, man selv udstråler, vil skabe positive gensvar hos vedkommende. Senere vil man da kunne undre sig over sin egen tidligere negative holdning!

En anden gammel negativ vane er "begæret". Det er "en pæl i kødet", som nagler mennesket til materielle ting. Når man "begærer" noget, ønsker man den pågældende ting (eller måske et menneske) med en sådan styrke, at man glemmer sit ansvar – måske overfor sine nærmeste – for at opnå det pågældende. Man taber sin åndelige balance og styrter hovedkuls ud i eventyr, som skader andre, og som man også selv i sidste ende vil fortryde. Det betyder ikke, at man behøver at forsage alle de attraktive ting, som teknikken kan fremstille i dag, men det er et spørgsmål om at afstemme sine ønsker efter, hvad der er foreneligt med hensynsfuldhed og næstekærlighed.

På samme måde er det i allerhøjeste grad meningsfyldt for den enkelte at opbygge nye positive evner. Ofte vil man med et opgivende skuldertræk spørge: "Hvad skulle jeg vel kunne gøre for menneskeheden?" Svaret er det overraskende, at det enkelte menneske kan gøre umådelig meget for at forbedre verden. Ikke nødvendigvis ved at drage ud i den store verden og gøre en heroisk indsats, som kan omtales i pressen, men ved at yde sit bedste i det nære miljø for at gøre det bedre. At dygtiggøre sig i sit arbejde, ikke for at brillere eller avancere, men for at skabe et bedre produkt eller bedre service, er f.eks. kærlighed i en meget håndgribelig og praktisk form. Den står i grel modsætning til de former for kunstig åndelig træning, som nogen fejlagtig tror bringer dem nærmere til Gud. Kan man desuden bidrage med godt humør, optimisme og hjælpsomhed i sit nær miljø, så kaster det et strejf af lys ind i andre menneskers sind og tanker, hvor det for en stund gør livet lysere og lidt lettere at leve. Selvom man ikke kan leve andres liv eller ophæve de problemer, som er nødvendige for deres personlige udvikling, så kan man alligevel give dem et lyspunkt på vejen, der kan virke som en opmuntring i en mørk hverdag. – En positiv evne er det også at kunne sprede oplysning om livets virkelige natur og mening. Først når man kommer på sporet af den, har man det virkelige grundlag for at opleve en varig lykkelig tilværelse. Men i sin meningspåvirkning af andre mennesker skal man være meget varsom for ikke at blive opfattet som fanatiker. Man må føle sig frem og fornemme om vedkommende er åben og modtagelig for oplysning, og hvis samtalen udarter til en hårdnakket diskussion, så er det klogest at holde inde, før man har skabt sig en modstander i stedet for en ven.

Konklusionen på, hvordan man får en meningsfyldt tilværelse, er opøvelsen af livskunst, dvs kunsten at leve rigtigt i de situationer, hvori livet har anbragt én. At føle kærlighed overfor alle dem, man har med at gøre og at udmønte denne følelse i praktiske handlinger, som er tilpasset de enkelte situationer, det rummer den højeste mening for det enkelte menneske, og med den holdning er enhver et nyttigt led i den kæde af alle gode kræfter, som er i færd med at skabe Guds rige på Jorden.