Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Spørgsmål: Hvad er begrebet "vilje" i kosmologisk forstand? Er det en talentkerne, et organ i det åndelige legeme – eller hvad?

Hvilken funktion har viljen i det levende væsens struktur?
 

Svar: Det levende væsens vilje har sit udspring i væsenets overbevidsthed som den evige kosmiske realitet, Martinus kalder "urbegæret". "Urbegæret" er ikke identisk med vor dagsbevidste vilje til at gøre det ene eller det andet, men det er den inderste årsag til, at vi overhovedet er i besiddelse af vilje til at manifestere og opleve liv. Martinus skriver i Livets Bog II stk. 529 om "urbegæret": "Bag alle synlige eller manifesterede foreteelser ved det levende væsen eksisterer 'urbegæret', hvilket vil sige: lysten til manifestation, der igen er det samme som lysten til livet. Denne lyst eller længsel ligger ganske uden for individets fysiske dagsbevidsthed, idet den eksisterer som permanent vanebevidsthed eller en evig automatfunktion. Dette begær er ganske enkelt i sin analyse, idet det kun kan være rettet mod manifestationen i sin helhed. Det er ikke rettet imod nogen som helst gren eller retning i stoffet. Det er en evig eksisterende tiltrækning imod alt og alle, imod ondt og godt, imod harmoni og disharmoni. Det er det urokkelige bindemiddel imellem jeg'et, dets 'overbevidsthed' og 'skæbneelement'. Det er urkraften i dets 'evighedslegeme'. Det er den højeste ild's grundkilde eller dybeste udspring. Men det er her ikke i specificeret tilstand. Det er i det stadium, i hvilket det i form af 'X2' endnu er navnløst i sin natur. Det har ingen anden analyse end denne, at det knytter 'overbevidstheden' og 'skæbneelementet' – fra hvilke det udgår til 'underbevidstheden' – uløseligt til jeg'et. Det har sine rødder i selve 'det guddommelige noget'. Ja, det kommer endog til syne som delvis identisk med denne navnløse realitet. Det begynder i denne."

"Urbegæret" er altså i kosmologisk forstand en evig automatfunktion, som er grundlaget for vor livsvilje, det er ikke en speciel vilje til dette eller hint, men viljen til at opleve livet og sig selv. Men hvor i det levende væsens struktur bliver "urbegæret" eller den automatisk virkende livsvilje til bevidst viljeføring, til at ville noget ganske bestemt? Denne proces foregår gennem "urbegæret"s forbindelse både med jeg'et (X 1), "moderenergien" og "skæbneelementet" (X 2) og derved med de seks grundenergier, som er rodfæstet i "skæbneelementet" og derfra stråler som seks legemer, henholdsvis instinkt-, tyngde-, følelses-, intelligens-, intuitions- og hukommelseslegeme ind i bevægelsernes, forvandlingens og formernes verden (X 3). Martinus skriver om denne proces i Livets Bog II stk. 531:

"Men denne af jeg'et og 'urbegæret' bestående enhed er endnu ikke noget 'levende væsen'. Vi er her endnu kun ved analysen af dettes første princip: 'X 1'. Det er ikke nok, at der er et 'noget', der kan udstråle tiltrækningskraft. Et jeg og et ønske er ikke nogen 'synliggørelse', hverken af jeg'et eller ønsket, og rummer i sig selv ikke nogen grund eller form for ønskets opfyldelse". Og i slutningen af samme stykke fortsætter Martinus: "Jeg'et har her således ingen viden om sin egen eksistens. Ja, det kan ikke engang gøre sig bevidst i selve 'urbegæret'. Og her ville vi således få åbenbaret en evig dødens tilstand, en evig altomfattende stilhed eller livløshed, hvis ikke jeg'et igennem 'urbegæret' var knyttet til den syvende grundenergi: 'moderenergien'. Denne energi har sæde i selve jeg'et, fortoner sig ind i dette, ligesom dette fortoner sig ud i den og således på en måde bliver eet med denne energi." Og i stk. 532: "Men idet jeg'et således bliver eet med denne energi, bliver det for første gang her synligt som reaktionsdygtigt. Det kan reagere overfor de øvrige seks grundenergier i tilværelsen. Resultatet heraf er en opretholdelse og vedligeholdelse af overbevidstheden. Ved hjælp af denne realitet opretholder jeg'et sin evige 'individualitet' og udgør en selvstændig enhed i verdensaltet."

Det er altså ikke jeg'et i sig selv, der gør os til et individuelt væsen, men vort jeg's evige forbindelse med moderenergien og skæbneelementet. Vort jeg er eet med Guddommens jeg, det er alle verdensaltets levende væsener fælles om, her eksisterer ingen forskellighed. Heller ikke i urbegærets og moderenergiens inderste natur: begæret efter at opleve og manifestere liv og evnen til at reagere over for de seks andre grundenergier i tilværelsen. Også her er vi alle hinanden ganske lig. Først når vi kommer til spørgsmålet om, hvordan jeg'et gennem urbegæret og moderenergien jonglerer med de seks grundenergier, som er rodfæstet i skæbneelementet, står vi over for begrebet "forskellighed". Selv om der kun er seks grundenergier, instinkt, tyngde, følelse, intelligens, intuition og hukommelse, som bæres af den syvende, moderenergien, er der en uendelig variationsmulighed med hensyn til at kombinere eller sammensætte disse energier. Denne proces finder sted i de seks overbevidsthedsorganer i skæbneelementet, som Martinus kalder "spiralcentre". Derom skriver han i Livets Bog II stk. 533:

"Med hensyn til 'skæbneelementet' eller overbevidsthedens organ eller legeme gælder det, at den syvende grundenergi ganske vist er den bærende, men kun i kraft af et intimt sammenspil med de øvrige seks grundenergier. I 'skæbneelementet' forekommer der nemlig et center for hver af de seks grundenergier. I disse centre mødes 'urbegæret' med grundenergierne, og en organisation af disse opstår. Denne organisation viser sig i form af en evig fortsættende rytmisk bevægelse. Dette vil igen sige, at igennem ethvert af de nævnte centre bliver 'urbegæret's møde med den pågældende grundenergi gradvis 'forstærket' og 'formindsket'. Dette møde bliver således udtryk for en 'mindsteudfoldelse' og en 'størsteudfoldelse'. Der, hvor nævnte møde fremstræder i sin 'mindsteudfoldelse', bliver jeg'ets jongleren med den pågældende grundenergi latent, medens den altid kulminerer der, hvor nævnte møde er i sin 'størsteudfoldelse'. Og vi møder her fundamentet for den omstændighed, at det levende væsens oplevelse af livet eller tilværelsen er 'spiralformig'".

Her påviser Martinus altså den inderste årsag til, at levende væsener i et såkaldt "spiralkredsløb" gennemgår seks forskellige manifestations- og oplevelsesstadier, nemlig som "instinktvæsen"(plante), som "tyngdevæsen" (dyr og jordmenneske), som "følelsesvæsen"(det rigtige menneske), som "intelligensvæsen", som "intuitionsvæsen" og "salighedsvæsen", hvilke sidste tre livsformer er af fuldstændig overfysisk karakter og udgør den for al fysisk tilværelse nødvendige kontrast. Her møder vi nogle af de evige kosmiske principper, uden hvilke al livsoplevelse ville være umulig, nemlig "spiralkredsløbsprincippet", kontrastprincippet" og "perspektivprincippet", idet der i de spiralkredsløb, de levende væsener oplever, er tale om en oplevelse af kontrast- og størrelsesforhold. "I realiteten", skriver Martinus i stk. 534, "eksisterer der i verdensaltet kun 'det guddommelige noget'. Det er dette evige 'noget', der 'ser sig selv' i form af alle eksisterende kontraster, hvilket igen i sin dybeste analyse kun udtrykker 'perspektiviske forhold' og dermed er illusoriske. Dette vil igen sige, at alt det, der sanses eller opleves, i virkeligheden er 'det guddommelige noget'".

Martinus understreger her, at alt, hvad vi oplever, i sin dybeste analyse er Guddommen camoufleret i uendeligt varierede former; for os jordmennesker synlige som planter, dyr og andre jordiske mennesker, og i himmelrummet som kloder, solsystemer og mælkeveje. I mikrokosmos som organer, celler, molekyler, atomer og myriader af mikropartikler, der fortoner sig perspektivisk for vor sansning som stjernetåger i det små, lige som vort syn forlænget gennem teleskoper må standse ved stjernetåger i makrokosmos. Men alt dette, siger Martinus, er kosmisk set levende væsener inden i levende væsener, der gennem spiralkredsløbene danner universer og materier for hverandre. Og foruden disse myriader af levende væsener, der tilsammen udgør det fysiske verdensalt, samtidig med at hver eneste af dem er en individuel og selvstændig enhed, er der de utallige levende væsener, som ikke lever på et fysisk plan, enten fordi de just nu på grund af reinkarnationsprincippet som diskarnerede væsener befinder sig i en ikke-fysisk tilstand, mellem to inkarnationer, eller fordi de på det nuværende udviklingstrin i deres spiralkredsløb ikke mere er underkastet samme princips organismefornyelse gennem fødsel og død. Alle disse væsener lever i et åndeligt eller stråleformigt verdensalt, som er bagved og gennemtrænger det fysiske. Men hvadenten væsenerne i alle spiralkredsløb er inkarnerede eller lever på et åndeligt plan, lever, røres og er de i den Guddom, som er selve det levende verdensalt, hvis guddommelige vilje og skaberkraft gennemstrømmer makro-, mellem- og mikrokosmos. I hvert eneste af disse myriader af levende væsener, "gudesønnerne", findes "urbegæret", den evige, automatisk virkende vilje til at manifestere og opleve livet, og "urbegæret" forbinder jeg'et med "moderenergien" og "skæbneelement"s "spiralcentre", hvor der i forbindelse med hvert af de seks centre findes talentkerner for alle seks grundenergier idet ingen grundenergi nogensinde forekommer alene eller i renkultur. Det er her, som ovenfor nævnt, at det levende væsens individualitet er rodfæstet, da der ikke er to væsener, der blander grundenergikombinationerne inden for talentkernerne på fuldstændig samme måde. De fortoner sig i det uendelige ned i mikrokosmos, derfor er kombinationsmulighederne også uendelige. Og selv om overbevidsthedens skæbneelement i sig selv er en evig kosmisk realitet, er dets tilstand underkastet forvandling, da alle erfaringer og oplevelser, det levende væsen gør gennem X3 eller de seks forskellige grundenergilegemer, rodfæstes som evner og talenter i spiralcentrene og skaber en ændring i væsenets forhold til sult- og mættelsesprincippet og dermed en ændring i dets viljeføring. Væsenets individuelle blanding af evner og talenter i skæbneelementet på grund af "personlige" erfaringer gennem sine legemer gennem mange inkarnationer medfører at, det bliver mæt af én form for livsoplevelse og livsudfoldelse og længes efter en kontrast dertil. Her spiller den variation af kredsløbsprincippet, vi kalder "karmaloven", eller loven for årsag og virkning, sæd og høst en væsentlig rolle.

"I begyndelsen", hvilket ikke betyder livets begyndelse, for det er en evig foreteelse uden begyndelse og afslutning, men i begyndelsen af en "udviklingsspiral", hvor erfaringerne fra en tidligere er blevet automatfunktion, længes væsenet i "salighedsriget" efter en fornyet form for bevidstheds- og viljeudfoldelse. Her bliver urbegæret via skæbneelementet til den første fysiske manifestation i en ny og perspektivisk set større udviklingsspiral, til "krystaldannelser". Det er ganske vist en organdannelse der endnu ikke kan bære en bevidsthed på det fysiske plan, men et væsens selvstændige vilje eksisterer bagved som automatfunktion. Efterhånden udvikler væsenet evnen til at bygge op i organisk materie og får som "plantevæsen" evne til at ane behag og ubehag i en fysisk verden. Man kan opleve virkningen af plantevæsenets automatiske men stærke viljeføring ved at se planter skyde op gennem sne, i klippespalter, ja, gennem den hårde asfalt. Viljen til selvstændigt liv, selvopholdelsesdriften, udfoldes videre gennem "dyreriget" og bliver hos rovdyrene så stærk, at de tilegner sig andre dyrs fysiske organismer som føde. Den enes død, bliver den andens brød. Men de dræbte dyr inkarnerer igen, og alle udvikler de deres livsvilje i kampen for tilværelsen. Det højt udviklede "rovdyr", jordmennesket, dræber ikke blot for at leve, men for at få magt, det dræber derfor også væsener af sin egen art og race. Her er viljen til livsudfoldelse gennem kulminationen af tyngdeenergien blevet til det, Martinus kalder "djævlebevidsthed", størsteudfoldelsen af "det dræbende princip". Væsenerne er her blevet så "selvbevidste", at de midlertidigt har mistet oplevelsen af enheden med Guddommen, verdensaltet og alle andre levende væsener. Men kontrastprincippet og lidelseserfaringerne fører igen "den fortabte søn" til "Faderen", og her er det ikke blot en automatfunktion, men væsenets egen bevidste viljeføring baseret på erfaringer, der fører til fornyelsen, til kun at ville gøre "det gode". Men hvorfor er der da en dyb sandhed i Paulus' ord, der gælder for os alle: "Det gode jeg vil, det gør jeg ikke, og det onde, jeg ikke vil, det gør jeg"? Fordi viljen ikke er nok, vi må have tålmodighed med os selv og andre til at udvikle de evner for "det gode" i vor overbevidstheds skæbneelement ved øvelse og træning, for at vi kan have dem som medfødte evner i næste liv, hvor vor vilje vil kunne udrette mere gennem dem. Og talenterne for "det onde", intolerance, had, irritation, bitterhed, surhed, jalousi, misundelse osv vil degenerere som evner, ved at vi lader være med at bruge dem. Det tager sin tid og er ikke let, men hvem har sagt os, at det er let at blive "mennesket i Guds billede, efter hans lignelse"? Det er vi alle på vej til, nemlig til "kosmisk bevidsthed" eller "kristusbevidsthed", der er udfoldelsen af den største form for frihed eller "fri vilje", og det er paradoksalt nok ensbetydende med at leve efter det princip, som det kristusvæsen, der havde en speciel mission på denne klode, viste som eksempel og forbillede og udtrykte med ordene: "Fader, ske ikke min, men din vilje." Da har udviklingen af følelsens, intelligensens og intuitionens talentkerner i indbyrdes harmoni gjort væsenet til en bevidst medarbejder i den guddommelige plan.