Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Der er megen lidelse i verden. Både fra dyr og fra jordiske mennesker stiger der hørlige og tavse skrig mod himlen – fra mennesket også i form af bønnner – som følge af den smerte, der påføres os af den omgivende natur og især fra andre levende væsener. Vi søger at beskytte os mod naturen og medvæsenerne, og det lykkes i nogen grad, men de store naturkatastrofer og krige kan vi ikke beskytte os imod. Menneskers grovere forbrydelser mod hinanden er der en vis beskyttelse mod ved vort retsvæsen, og mange fysiske lidelser kan afbødes gennem kyndig lægehjælp, og alligevel må mange gamle og syge udholde utrolige lidelser. Men det er disse, der efterhånden gør os til tålmodige og medfølende mennesker. Også i hverdagen påfører vi hinanden fysiske og psykiske smerter og ubehag på grund af vor ufærdige natur på vor vandring fra dyreriget mod et rigtigt menneskerige, som "sårede flygtninge mellem to zoner".

Selvom vi har visse menneskelige træk er den dyriske natur dominerende hos de fleste jordiske mennesker, og det menneskelige er ofte kun en ydre tynd fernis. Vrede, had, bitterhed, misundelse, jalousi og udnyttelsen og misbruget af andre osv. gør, at vi udsætter hinanden for ubehag eller det såkaldte "onde", eller vi undlader at sige og gøre de ting, der skaber behag eller lykke for vor næste eller det såkaldte "gode". Mange sukker i ensomhed efter venlige ord og kærtegn.

Hvor gerne vi end vil undgå det, sårer vi ofte ved vor tale og adfærd vore medmennesker. Vort liv i hjemmet eller på arbejdspladsen kan ofte være et minislagsmål eller en våbenstilstand, og den virkelige harmoni findes sjældent begge steder. Vi har mange muligheder for hver dag at komme hjem med mentale skrammer og sår, selvom vi også kan have gode perioder ind imellem. Men de daglige sår og skrammer kan vi modsat de store katastrofer gøre noget ved. Vi kan først øve os i ikke at påføre vor næste det såkaldte "onde", og vi kan søge at undgå at komme grovkornede og rå naturer alt for nær, og endelig kan vi søge at lære os at tilgive vor næste, hvad "ondt" han/hun måtte påføre os. Og det er denne tilgivelsens kunst denne artikel skal handle om, hovedsagelig bestående af citater fra Martinus bøger.

I "Bønnens Mysterium" taler Martinus om den højere eller lavere kærlighedsstandard, som mennesker besidder. Denne kærlighedsstandard viser menneskets moralske placering, idet nogle kan nænne at påføre andre store smerter og lidelsestilstande, medens andre ikke kan nænne at "slå julefluen ihjel" eller "gøre en kat fortræd", og altså meget nødigt sårer sit medmenneske, men hellere selv vil lide end lade andre lide. Martinus taler om en mental "aksehældning", og, om vi foretager os noget, som ligger under vor normale kærlighedsstandard eller "aksehældning", og vi opdager dette, at denne aksehældning så forskubber sig, og vi derved oplever et ubehag i form af samvittighedsnag eller brødebetyngethed. Men på grund af vor generelt lave kærlighedsstandard påfører vi, ofte uden at vide det, vor næste smerte og ubehag. Og der er meget lidt kærlighed i verden. Den megen tale og sang om kærlighed har stort set udelukkende relation til "parringskærligheden", som har meget lidt eller slet intet med kærlighed at gøre.

Som "sårede flygtninge" kan vi slikke vore sår undervejs, men for at komme videre må vi først og fremmest lære at tilgive, hvad ubehageligt vi end måtte komme ud for fra vor næste. Vi må i sidste instans lære at tilgive alt. Dette er et mål og ikke noget vi kan gøre her og nu netop på grund af vor dyriske natur og iboende talenter, men i samme grad som vi ikke kan tilgive, påfører vi os selv nye lidelser, som kan komme til os enten fra den vi ikke kan tilgive eller fra andre sider. Vore lidelser og besværligheder holder aldrig op, før vi har lært tilgivelsens kunst.

I Livets Bog I, stk. 211 taler Martinus om erindringer, som efterhånden overgår til at blive "guldkopier" og skriver så: "Alle mørke erindringer vil derfor altid, efterhånden som tiden går, komme til at stråle i et stedse tiltagende forherliget skær. Og det er udviklingen af dette forherligende skær om erindringerne, der ligger til grund for dette, at "tiden læger alle sår", ligesom det samme skær naturligvis i stor udstrækning også er befordrende for enhver form for forsoning eller tilgivelse af uret".

For at kunne tilgive må vi søge at glemme hurtigst muligt. Selvom vor modpart reagerer negativt, med uvilje, irritation, vrede, had eller hævn, må vi flytte vor tanke til behagelige eller positive oplevelsesområder og bort fra den tilsyneladende "uret", der er overgået os, som er vor egen "høst". Vi må altså lære at tilgive og glemme. Martinus skriver i begyndelsen af samme bog stk. 19, at Livets Bog's hovedopgave er "at inspirere læseren til at elske sin næste, og at vise at hver gang vi tilgiver denne næste, hvad større eller mindre forulempelse, han end måtte have forvoldt os, befrier vi os fra en ad de "sandsække", hvis tyngde i form af "ikke-tilgivelse" holder os bundne til de lavere og mindre udviklede former for tilværelsesplaner, og hvorfra vi, i samme grad som nævnte "sandsække" slippes, mere og mere frit og uhindret kan hæve os op til lysere og lykkeligere regioner eller tilværelsesplaner".

Vi kan roligt tilgive. Vi skal ikke være bange for at vor modpart ikke senere bliver gjort opmærksom på sine uheldige sider. Og vi behøver ikke selv at gøre os til det redskab, der udløser ubehag og irettesættelse af vor næste. Det er helt unødvendigt, at vi vredes, irriteres eller tager til genmæle. Paulus siger i Rom. 12. 19: "Hævner eder ikke, I elskede, thi der er skrevet: Mig hører hævnen til, siger Herren". Ja, der er i virkeligheden ikke tale om hævn fra Guddommens side, men om årsag og virkning, om sæd og høst. Martinus skriver i Livets Bog, IV, stk. 1253 bl.a.: "Selv om der er væsener, der ikke kan være med til at "straffe" og "hævne", vil der altid være væsener nok, der har hjerte og sindelag til at varetage alle de robuste foranstaltninger, den karma- eller årsagsvirkning, som uundgåeligt må og skal finde sted indenfor et samfund af væsener, der endnu ikke elsker sin næste som sig selv, men mere eller mindre i tanke, væsen og fremtræden hylder eller sværger til "straffens og hævnens lov"."

Skønt vi ikke har megen human tankegang, men en hel del dyrisk natur, kan vi ofte rent hjernemæssigt indse, at det vil være fornuftigt at tilgive, og tilgivelsen bliver så udelukkende af teoretisk art og af rent egoistiske grunde. Og herom skriver Martinus i samme stykke: "Tilgivelsen her er ikke nogen virkelig tilgivelse, men kun en som tilgivelse camoufleret overflade, under hvilken der stadig kan lure nag, bitterhed og vrede imod den anden part. Men den teoretiske tilgivelse er bedre end slet ingen tilgivelse. Den virkelige tilgivelse er den, der er givet både med forstand og hjerte og dermed har forenet de to stridende parter i virkelig sympati og kærlighed".

For virkelig at kunne tilgive er det helt nødvendigt at lære os selv, at vi ikke kan placere nogen "skyld" hos vort medmenneske, men at vi selv er den første årsag til et hvilket som helst behag eller ubehag, vi bliver udsat for. Ved oplevelsen af enhver sårende bemærkning eller handling må vi lære os at rette blikket mod os selv og finde ud af, hvor vi gør forkert, eller vi må i hvert fald acceptere, at selv om vi ikke kan lokalisere, hvilke sider i vor egen bevidsthed, der bevirker ubehaget, så stammer det i hvert fald ikke fra modparten, men har sin oprindelse i vort eget sind. Han eller hun er kun en budbringer, der meddeler os en ufærdig side i vort sind, og er ikke selve årsagen. Vi sparker jo ikke postbudet, selv om han bringer dårlige nyheder.

Martinus skriver i Livets Bog, VII, stk. 2449 herom: "Før mennesket lærer at forstå, at der umuligt kan ramme dem noget, som helst i deres skæbne, som de ikke selv er det absolutte ophav til, og som de derfor ene og alene selv har sat i gang, og at ingen som helst andre væsener derfor kan have nogen skyld i denne, vil de ikke blive i stand til at indse, hvorledes hele menneskeheden i dag lever på en hundrede procents falsk moralopfattelse der, hvor den hævner, straffer og fører krig. Denne væremåde udgør et eneste stort ocean af skabelsen af nye årsager til mørk skæbne, til krig, lidelser og ulykke. Hvis menneskene var nået frem til at kunne tilgive sin næste – ikke blot syv gange dagligt, men indtil halvfjerdssindstyve gange syv gange dagligt, hvilket altså vil sige, opfyldelsen af livets største bud: du skal elske din Gud over alle ting og din næste som dig selv, ville al krig, hævn og straf, alt fjendskab, al uærlighed eller bedrageri og enhver form for at leve højt på sin næstes bekostning være en umulighed på jorden. Dette at tilgive sin næste et hvilket som helst onde, han så end måtte have påført en, er således den korrekte hundrede procents opfyldelse af loven for livet. Denne tilgivelse udgør altså vejen til lyset, til lykken og saligheden. (2450) At tilgive sin næste hans mørke handlemåde imod os betyder ikke, at vi ikke må beskytte os imod ham, tværtimod, men denne beskyttelse behøver absolut ikke at være fjendtlig, selv om den i givne situationer må være en magtudfoldelse. Denne magtudfoldelse må kun udløse befrielse eller beskyttelse imod det fjendtlige væsen, men absolut ikke mord, drab eller lemlæstelse."

Vi kan altså højst benytte os af en afværgemanøvre mod vold og overlast, og den kan da meget ofte foretages ved myndighedernes hjælp. Denne situation bunder udelukkende i dette, at vi er overgangsvæsener af højst forskellige udviklingstrin, hvor mulighederne for uoverensstemmelser er mangfoldige. Den ideelle holdning er den, som verdensgenløseren Jesus anviste: "Men jeg siger eder, at I må ikke sætte eder op imod det onde; men dersom nogen giver dig et slag på din højre kind, da vend ham også den anden til". (Math. 5. 39), og vi kan så med Martinus ord: "vise vore forfølgere eller fjender, at man mentalt eller psykisk set er ganske immun overfor voldshandlinger, og at ens menneskebevidsthed således er totalt uovervindelig for ens forfølgere." (se Martinus bog: Hvorfor skal man tilgive sin næste? kap. 7 og også kap. 13, hvor han skriver): "Man forstår således her verdensgenløserens holdning der, hvor han mødte de dyriske naturer i sine forfølgeres mentalitet. Man forstår, hvorfor han på korset overfor sine bødler bad: "Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre", i stedet for at udløse had, vrede og bitterhed overfor dem. Man forstår, hvorfor han siger, at man skal tilgive sin næste ikke blot syv gange, men halvfjerdssindstyve gange syv gange. Man forstår, hvorfor han sagde til Peter: "Stik dit sværd i skeden, thi hver den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd". Han så klart og tydeligt den sande årsag til, at menneskene handlede dyrisk. Han så, at det udelukkende var, fordi de i det givne felt endnu ikke havde nået at få "menneskelig" mentalitet." Vi skal ikke fortsat med vore dyriske evner overvinde vore medvæsener, vi skal ikke gøre os til herrer over mennesker" men kun over ting, og udover at være materiens herre tillige blive vore medmenneskers og livets tjenere. I "Mental Suverænitet" Kap. 16 siger Martinus: "Når væsenerne lever uden at gøre sig til livets tjenere, hvordan skal det sande liv da blomstre eller komme til sin sande bestemmelse, udfylde sit særlige formål? Hvem andre skal gøre livet fuldkomment og dermed skæbnen lykkelig uden det levende væsen selv? Hvorfor skulle det ikke ligeså godt kunne gøre sig til livets tjener, som det har kunnet gøre sig til materiens herre? Skulle det være vanskeligere at række sin næste en tilgivende hånd og et forstående og varmende kærtegn, end det er at flyve over skyerne og sejle under vandet? Kan man ikke lige så godt udvikle sig til at få et par milde og kærlige øjne at rette mod sin næste, som man har kunnet udvikle en hjerne, der kan veje solen og måle stjernernes gang, gennem mikroskopet skue ned i mikrokosmos og gennem teleskopet orientere sig tusinder af lysår ind i makrokosmos? – Til hvad nytte er denne vældige kunnen, denne vældige begavelse, dette vældige herredømme over kræfterne, når det udelukkende kun er i eget favør og dermed til ulykke og skade for ens omgivelser?"

Ja, vor relativt store intelligensmæssige begavelse har gjort os dygtige til at beherske og til at tilegne os materien, penge, jord, og gøre til privateje alt det, som i virkeligheden fra naturens hånd er fælleseje. Og Martinus fortsætter i Kap. 16 og 17: "Dette, at jordmennesket er blevet herre over materien har ikke bragt det nogen sand eller virkelig lykke. Midt i dette sit materielle herrevælde råber det efter en varig fred, hvilket igen egentlig vil sige: en virkelig varig lykke." – "Men hvordan skabes da en sådan lykkelig tilværelse, eller den varige fred, som alle jordmennesker hungrer efter, og som er bebudet igennem juleevangeliet? – Ja, har ikke juleevangeliets hovedperson netop givet forskriften herpå? Sagde han ikke selv: "Jeg er ikke kommet for at lade mig tjene, men for at tjene". Har han ikke også sagt, at tjeneren er lige så stor som herren? – Hedder det ikke videre: "Du skal elske din næste som dig selv, dette er al lovens fylde", ligesom han også har udtrykt: "Derpå skulle alle kende, at I er mine disciple, dersom I haver indbyrdes kærlighed", og at "det er bedre at give end at tage", samt "ingen har større kærlighed end den, der sætter sit liv til for at redde sine venner". Er det ikke også fra ham, vi har erklæringen om, at "den, der giver sit liv, skal komme til at eje det, men den, der ikke giver sit liv, skal miste det?" – Er ikke alle disse sætninger udtryk for en påberåbelse af, at man skal leve og tjene sin næste, ja, leve for ham ligesom man tidligere totalt har levet for sig selv? – Ja, man skal ligefrem elske ham, således som man ellers kun plejer at elske sig selv. Hele individets mentalitet skal altså være kærlighed. Hvad er da kærlighed? – Ja, er kærlighed ikke netop udelukkende begæret efter at give sin næste lykke og glæde? Og er tilfredsstillelsen af dette begær ikke i tilsvarende grad netop glæden over at se sine medvæsener og omgivelser eller denne næste totalt eller fuldkommen lykkelig?"

Nu er dette at elske sin næste eller "gøre denne næste totalt eller fuldkommen lykkelig" ikke noget vi kan gøre straks. Det er et fjernt mål for de fleste af os, da dette også beror på forandringen af vor seksuelle polstruktur, som ikke uden videre lader sig ændre på viljens bud, men hvis ændring hovedsagelig er et udviklingsspørgsmål. Hele det jordiske menneskes mentalitet og sæt af talenter og egenskaber skal ændres for at det kan blive "mennesket i Guds billede". Men noget kan vi allerede gøre nu ved bestemte lokale sider af vor bevidsthed, og det er f.eks. dette at øve os i eller lære os selv at tilgive vor næste. Ikke-tilgivelse er noget af det, som helt og fuldt blokerer vejen frem for os, og mange af os har det rent billedligt som den cyklist, der før han skal ud at køre, sætter en stor pind i forhjulet. Der er virkelig mange af os, der har sådanne vaner og tilbøjeligheder, som fuldstændig forhindrer os i at komme videre, og reagerer vi med irritation, vrede, bitterhed eller hævngerrighed, i stedet for at kunne tilgive vor næste hans eller hendes mange gange helt ubevidste sårende bemærkninger, så er vi helt afskåret fra at komme videre. Så har vi – også rent ubevidst – "sat en pind i forhjulet" og forhindret vor rejse frem. Vi vil da stå i stampe.

I vor nuværende inkarnation er vi tiltrukket til et bestemt miljø, som netop er det sted, hvor vi har vore allerbedste udviklingsbetingelser, og når vi nu engang befinder os mellem mennesker, der kan såre os, udnytte os, viser os arrogance eller ligegyldighed, ja, så må vi finde os i det. Vi kan ikke pludseligt frigøre os fra dette miljø, vi må bære de byrder, det er at leve i en ufuldkommen verden, idet vi jo ikke selv er fuldkomne. Vi må, som Jesus sagde det: "tage vort kors op og følge ham", og det at "følge ham" vil sige, at vi må tilegne os samme tålmodighed og samme tilgivelsesevne, sådan at vi med ham kan sige om dem, som øver overgreb mod os: "Forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre". Og oftest ved vor næste faktisk ikke, hvordan hans væremåde virker på os.

På vor lange vandring fra en dyrisk tilværelse mod et rigtigt menneskerige kommer vi gennem områder med "vildnis" af misforståelser, intolerance, misundelse, hadefuldhed osv., men vi må vandre videre, og enkelte gange kan vi passere "skønne enge", hvor harmoni og velvære findes. Denne lange udvikling fra dyr til menneske er "Guds vilje" med os lige nu, og en detalje i denne vilje, er det at vi må lære os selv tilgivelsens kunst. I stedet for at blive hængende i dette "vildnis" af forskellige former for ufordragelighed må vi frigøre os og fortsætte rejsen. Tilgivelse er lig med frigørelse. Martinus selv tilgiver glad og gerne. Jeg hørte ham engang svare en mand, som bad om tilgivelse: "Det er allerede tilgivet". Han har en natur, der tilgiver alt på forhånd. Alligevel har hans vandring her på jorden ikke altid været lige let, og han sagde engang til mig efter en meget vanskelig periode: "Nå-ja, vi trasker videre". Det er ikke let for nogen af os, og det skal heller ikke være det, men vi må alle se at komme videre.