Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Kristendommen som kulturfaktor har haft en umådelig betydning i menneskehedens nyere historie. Alligevel må man konstatere, at den for flere og flere mennesker i de moderne samfund er ved at miste sin inspirationskraft til løsning af personlige såvel som samfundsmæssige problemer. Det er ikke fordi kristendommen ikke i sin egentlige natur er i overensstemmelse med de højeste kosmiske og universelle love, men fordi den gennem gejstlige myndigheders fortolkninger og udlægninger gennem tiderne har fået en udformning, som i mange henseender er direkte urigtig.

Hvad er da kristendommens egentlige natur, vil man spørge? Ja, det er ønsket om at svare herpå, som har bevæget Martinus til gennem et langt liv at skrive utallige artikler og adskillige bøger. Kernen i dette arbejde er netop kristendommen, ikke den dogmatiske udformning, som vi kender fra kirken, men den åndelige inspirationskilde, som lå bag Jesu liv og virke, som er identisk med Den hellige Ånd eller Guds skabende bevidsthed. For at forklare dette grundlag fyldestgørende logisk og bringe det i sammenhæng med menneskers egne erfaringer, med begivenhederne i historien og vor samtid samt i overensstemmelse med videnskaberne om naturen og det fysiske univers, har Martinus skabt et komplet verdensbillede, der beskriver de grundlæggende åndelige og fysiske love i tilværelsen som én sammenhængende helhed. Kristendommen er således ikke blot nogle usammenhængende og mere eller mindre uforståelige dogmer og moralske påbud, men er en usynlig, åndelig verden af højere orden, hvis omfattende viden, visdom og kærlighed har været den virkende kraft bag hele klodens milliardårige udvikling og forvandling fra glødende ildkugle til dens nuværende tilstand med kontinenter og have, med en farverig og frugtbar natur, der er velegnet til at bebos af højereudviklede mennesker, som er modne til at forvalte disse gaver og har kærlighed til at leve i fred og fordragelighed med hinanden. Hvad vi kender som kristendommen i dag er således den første usikre og famlende indtrængen i menneskehedens bevidsthedsområde af en åndelig verden, der repræsenterer Guds primære bevidsthed dvs Guds hellige ånd. Det er det første usikre fodfæste i en fysisk verdens menneskehed, hvis mentalitet på grund af den naturlige udvikling hidtil kun har haft selvhævdelse og magt som ledende idealer og derfor i overvældende grad har udfoldet krigstilstande mellem mennesker, – det første fodfæste for en helt modsat holdning, nemlig den der kommer til udtryk gennem tolerance, tilgivelse og overbærenhed, som er essensen af Guds primære bevidsthed, og som flere og flere mennesker på grund af personlige lidelser og erfaringer føler trang til både at opleve og efterleve.

Spørger man kristne mennesker om, hvad der er kristendommens mest centrale ide, bliver man gerne henvist til Joh. 3, 16, hvor det hedder: "Thi således elskede Gud verden, at han gav sin søn, den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have et evigt liv." Her gives der ganske vist udtryk for, at Gud elsker verden, men alligevel er der stærk grund til at tvivle på denne Guds kærlighed, når man ser, hvorledes den praktiseres. For det første antages Gud at have en enbåren søn, dvs at der er én ud af hans talløse skabninger, som han har favoriseret og løftet til en højere status end alle andre og gjort til sin yndlingssøn. At han har givet denne sin yndlingssøn til verden rummer yderligere en grov uretfærdighed, idet det fortolkes på den måde, at Gud ved Jesu korsfæstelse har forsonet sig med menneskene dvs indgået en ny pagt med dem, der går ud på, at de kan blive "frelst", hvis de tror på denne pagt og angrer deres synder. Det der i følge denne teologiske fortolkning af korsfæstelsesmysteriet kræves af mennesket er således ikke en kærlig og tilgivende levevis, men troen på, at Jesus alene har påtaget sig menneskenes skyld. Med hensyn til personen Jesus ser vi, at han tildeles to modsatte, men lige uretfærdige roller. I den ene er han højt hævet over andre og nyder Guds højeste gunst, i den anden udsættes han for en pinefuld død, hvor han må påtage sig skylden og dermed virkningerne af – ikke sine egne fejl – men den samlede menneskeheds fejl, laster og forbrydelser.

Man kan også tvivle på Guds kærlighed, når Gud i samme fortolkning overhovedet skal forsones med menneskene. Hvad er det, der skal forsones? Er det ikke Gud selv, som har skabt menneskene såvel som alle andre skabninger, og må han da ikke også være indforstået med deres handlemuligheder? Kan det være fremmed for en "alvidende" Gud, at mennesket som alle andre levende væsener på jorden er uvidende på mange områder og naturligvis ikke kan handle rigtigt, før det har fået tilstrækkeligt med erfaringer? Forsoningslæren og troen på syndernes forladelse tager slet ikke hensyn til denne kendsgerning. Der er naturligvis ikke tale om, at Gud er uvidende på dette felt, men derimod, at de kirkelige personer, som har gjort forsoningslæren og syndsforladelsen til kristendommens centrale dogmer, har været uvidende om dette forhold. De har troet, at det var tilstrækkeligt at angre sine synder for at komme i himlen. At angre er imidlertid ingen garanti for, at man er blevet et bedre menneske, især ikke hvis angeren er betinget af truslen om et evigt helvede. Hvem vil ikke gerne beklage sine forbryderiske handlinger, hvis det gjaldt det evige liv i lys og herlighed i modsætning til et lidelsesfyldt helvede? Men det er naturligvis ikke nogen sikkerhed for, at vedkommende ikke kunne blive fristet til den samme forbrydelse en anden gang, navnlig ikke hvis den nævnte trussel ikke var tilstede, eller at vedkommende var i stand til at begå andre former for forbrydelser. Konsekvensen af syndsforladelsesdogmet ville derfor blive, at himlen ville blive befolket med mennesker, der stort set var i besiddelse af de samme fejl og laster, som de mennesker der lever på jorden. Man må dog fraregne de mennesker, som ikke var i stand til at tro på dette dogme eller aldrig havde hørt om det, da de jo var kommet i helvede!

En af de største ufuldstændigheder i den kirkelige kristendom er ignoreringen af reinkarnationsprincippet. Når man tror, at mennesket kun lever én gang, kan det være vanskeligt i alle tilfælde at se skæbneloven opfyldes, og der er ikke den fornødne tid til menneskets erfaringsbetingede udvikling, som tager årtusinder. Derfor er syndsforladelsesdogmet en nødløsning, man har måttet gribe til ud fra etlivsforudsætningen. Men som vi har set er dette dogme utilfredsstillende, når det udsættes for en intelligensmæssig og psykologisk analyse.

Men på trods af denne moralske afstandtagen fra angrebskrig ser vi alligevel, at de samme nationer gennemfører et hidtil uset rustningskapløb, som omfatter våben med en ødelæggelseskapacitet, der er tusinder af gange større, end de hidtil anvendte våben har haft. Det afgørende er imidlertid, at dette rustningskapløb er en befæstelse af nationernes forsvar og ikke tager sigte på angreb. Selvom man anser det for forkasteligt at føre angrebskrig, er man dog hundrede procent indstillet på, at man må og skal forsvare sig, og man er overbevist om, at freden kun sikres, hvis man har så stort et forsvarsberedskab, at eventuelle fjender ikke tør angribe. Dette er formodentlig grænsen for, hvor langt den kristne lære om næstekærlighed i sin hidtidige formulering har kunnet inspirere mennesker i retning af humanitet. Det kristne ideal om tilgivelse er ikke tilstrækkeligt logisk og intelligensmæssigt begrundet til at kunne medføre en afstandtagen også fra forsvarsberedskabet. Og her har vi en af de væsentligste grunde til, at kristendommens idealer må uddybes og forklares helt eksakt. Her har Martinus analyser over reinkarnation og skæbnebuerne, der vender tilbage til deres ophav, deres store mission. Gennem studiet af denne sammenhæng kan den enkelte komme til forståelsen af, at mennesket såvel som nationer kun har sig selv at frygte, eftersom alle formodede fjender kun er en slags eftervirkninger eller resultater af egne tidligere handlinger, og at fjendskabet holdes ved lige af den indstilling, at man om fornødent vil anvende våben imod disse fjender. Menneskene kæmper således imod skyggerne fra deres egen fortid, og en erkendelse heraf er nødvendig for at overvinde den sidste barriere, forsvars- og gengældelsesholdningen, på vejen mod den endelige fred.

Som eksempel på et andet vigtigt område, hvor den intelligensmæssige analyse af skæbnesammenhænge er nødvendig for at nå en praksis, der er helt i overensstemmelse med livslovene, kan man nævne kriminalforsorgen. Den er blevet meget humaniseret i de sidste år. For det første er dødsstraffen afskaffet i adskillige af vore kulturstater, men desuden er hovedsigtet med domfældelser ikke længere straf som sådan, men resocialisering. Mange mennesker, ikke mindst unge, som forsynder sig imod samfundets love, får betingede domme, som ikke bringes til udførelse, hvis vedkommende afholder sig fra kriminalitet inden for et nærmere fastsat tidsrum. Det vil egentlig sige, at man "tilgiver" disse personer deres overtrædelser, hvis de forbedrer sig, og man er derved på bølgelængde med de kristne idealer. Denne humane retspraksis har haft stor betydning for mange unge, som derved er blevet sparet for institutions- eller fængselsophold, som sandsynligvis ville have virket imod hensigten ved negativ afsmitning fra fængselsmiljøet, afbrydelse af uddannelse eller erhvervsarbejde og opståen af eventuelle hævnfølelser mod samfundet. Statistisk set kan man imidlertid næppe sige, at kriminaliteten er gået afgørende ned som følge af den humane kriminalforsorg. Man bemærker derfor, at der er en stigende utilfredshed i den almindelige befolkning med den lempelige eller "blødsødne" behandling af kriminelle. Man kræver strengere straffe, og nogen taler endda om genindførelse af dødsstraffen. Her er det påny forståelsen af skæbneloven, som er afgørende for videre fremskridt. Samfundet avler selv sine lovbrydere, dels på grund af uretfærdige indkomstfordelinger og dels på grund af de urimeligt hårde straffe, samfundet tidligere har idømt sine lovovertrædere. Hvis et samfund f.eks. idømmer dødsstraffe, så er det dermed modtagelig for inkarnation af primitive mennesketyper, der er i stand til at gøre dræbende anslag mod samfundsmedlemmer f.eks. myndighedspersoner som præsidenter, justitsministre osv. Hvis det påny afføder dødsstraffe, fortsætter den onde cirkel. Den humane kriminalforsorg, som forsøger at afkriminalisere og resocialisere lovovertrædere, er således på rette vej, men den kan næppe komme længere, før den dels selv kan støtte sig på Martinus analyser over skæbnelovens dybere sammenhæng og dels kan vinde gehør for disse tanker i befolkningen.

I sin bog "Den længst levende afgud" har Martinus meget indgående analyseret den gængse kristendomsopfattelse og vist, at den afspejler det ufærdige, følelsesbetonede menneskes egen mentalitet. Det er derfor nødvendigt med en fornyelse af kristendommen, der ikke skal "nedbryde", men "fuldkomme" Jesu udtalelser med logiske begrundelser.