Ældre Kosmos og Kontaktbreve

GAVEKULTUR, 8. kapitel

 

Den virkelige absolutte "gave" er hellig og kan aldrig nogen sinde afføde andet end glæde for sin giver, idet den, kosmisk set, kun kan være en udløsning af kulminerende kærlighed, hvilket vil sige, en hundrede procents følelse af lykke udelukkende ved at give. Kærligheden har ingen som helst tilknytning til at fordre, "den søger ikke sit eget". Derfor vil den fuldkomne gavegiver aldrig nogen sinde komme til at vise bitterhed, uvilje eller fjendskab imod dem, han (hun) har støttet eller givet gaver, idet han jo aldrig har ventet sig så meget som den mindste skygge af personlig fordel eller favorisering deraf.

Når han ikke har haft denne forventning, kan han jo ikke føle sig skuffet, selv ikke engang i værste tilfælde, hvor gavemodtageren slet ikke viser taknemmelighed eller velvilje mod ham, men derimod, som det stundom sker, bliver fordringsfuld. Den fuldkomne gavegiver har lykke nok ved bevidstheden om at have gjort noget virkeligt godt. Hans lykke er ikke belønningen for det gode, han har gjort, men derimod den fulde fornemmelse af den salighed, der uundgåeligt følger med enhver uselvisk handling eller manifestationsmåde, der vibrerer hundrede procent i kontakt med selve livets egen impuls eller de allerhøjeste bærende kræfter i universet, ganske uafhængigt af hvor megen materiel vinding eller tab den pågældende handling på øvrige områder så end måttet have afstedkommet.

For den reelle eller virkelige gavegiver er det altså ikke nogen som helst forventning om belønning eller gengældelse, der er det bærende eller udløsende moment, men derimod handlingens fornemmelse i bevidstheden som en højeste guddommelig oplevelse. Og nævnte væsen får således i selve den guddommelige handling en overdådig belønning.

For den primitive eller falske gavegiver er det derimod den hemmelige vinding eller belønning, der er det udløsende moment. Og man forstår derfor godt skuffelsen og bitterheden hos samme væsen, når denne helt udebliver.

Men nævnte bitterhed gør det jo til kendsgerning, at han slet ikke er nogen gavegiver, men at gaveprincippet hos ham derimod kun er en bevidst eller ubevidst metode til opnåelse af tilfredsstillelsen af egoistiske eller selviske begær. Men da en sådan metode jo er en forvanskning eller maskering af de faktiske forhold, og derved bliver en slags faldgrube for gavemodtageren, er den et bedrag. Og enhver gave, der mere eller mindre er udløst eller givet under en sådan form, kan kun høre hjemme i civilisationens underverden. Den forhindrer således hvem som helst, der måtte være dens ophav, i at være et virkeligt kulturmenneske. Et sådant væsen er endnu en åndelig proletar.

Den måde, et menneske giver sin gave på, bliver altså målestokken eller kendetegnet for, hvor langt det står fremme i virkelig kultur eller ånd. Hvis et væsen er i stand til at give en gave uden på basis af den allermindste fordring om gengældelse, men derimod yder den med hundrede procents frigivelse af modtageren, hvilket vil sige, giver den med en hemmelig, hellig forpligtelse af sig selv til aldrig nogen sinde, på grund af gaveydelsen, at føle det mindste gran af bitterhed eller indignation imod gavemodtageren, ganske ligegyldigt, hvorledes han så end måtte handle imod en i fremtiden, ligegyldigt om han på alle måder tilsidesætter en til fordel for favorisering af andre personer, han måtte finde behag i at omgås eller føle lyst til at yde sin sympati eller velvilje, da er ens ydelse en virkelig gave, ligegyldigt hvad gaveobjektet så end måtte have været, ligegyldigt om det har været ydelsen af rent legemlig eller mental arbejdskraft, eller det har været materielle genstande, gods eller guld. Thi da er man virkelig nået til et trin, hvor kærligheden og ikke selviskheden har været det højeste dikterende moment i ens bevidsthed. Da har gaveydelsen allerede betalt sig selv i form af den guddommelige fornemmelse af kontaktskabet med livet og dermed følelsen af at være "et med Faderen".

I samme grad som en gave afviger fra at være givet under disse forudsætninger, i samme grad er den et falsum og dermed ude af stand til at være udtryk for virkelig kultur og vil således uomstødeligt være identisk med en af de mange realiteter, der endnu holder menneskene tilbage i primitivitet og nedværdigelse, forfølgelse og lidelser.

Men igennem modgangens tårer bliver selviskheden knust, og den forlorne søn ført tilbage til livets kurs, lærer at give på den rigtige måde, bliver i kontakt med verdensaltet, træder ind i rækken som Guddommens redskab for den største og mest fuldkomne gaveydelse: den alttilgivende evige kærlighed. Og dermed bliver det til virkelighed: "Saligt er det at give, hellere end at tage". Thi kun i enhver fuldkommen uselvisk gaveydelse til sin næste kommer den evige Faders stråleglorie til syne. Kun her mærkes hans direkte nærhed. Og ingen kommer ham nærmere end den, der har så stor kærlighed, at han vover sit liv for at redde sine medvæsener. Det er livets største åbenbaring af princippet "at give". Det er modellen for al fuldkommen væremåde. Kun gennem kulminationen af kærlighed kan en virkelig gave fødes. Og kun gennem væsenernes indbyrdes ydelse af en sådan gave til hverandre kan en varig fred og fuldkommen harmoni blive lysende og afsløre "mennesket i Guds billede".