Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1978/12 side 141
Foreningen Albert-Schweitzer-Haus
Beethoven Allee 16, 5300 Bonn-Bad Godesberg.
 
MARTINUS KOSMOLOGI I TYSKLAND
Gruppe-ferie i Martinus Center i Klint ved Nykøbing Sj. i Danmark.
 
Den første begyndelse blev gjort i foråret 1974 med et foredrag af Mogens Møller. Derefter fulgte der flere gange yderligere foredrag af Mogens Møller i Albert-Schweitzer-Haus i Bad Godesberg (en forstad til Bonn). Derigennem lærte vi Martinus analyser og hans kosmiske verdensbillede at kende, og vi forstod, at Martinus har skabt, formet og forklaret symbolerne udfra sine intuitive evner.
I mange mennesker var der imidlertid opstået et ønske om at lære Martinus-bevægelsen at kende ved selve kilden og måske også få lejlighed til at høre et foredrag af Martinus, ikke mindst fordi han i denne inkarnation allerede står i en fremskreden alder. Vi har allerede længe været klar over, at vort arbejde her i Albert-Schweitzer-Haus er beslægtet med det, som Martinus Kosmologi ønsker og stræber efter.
Derfor var vi i år syv kvinder, der mødtes i Martinus Center i Klint, hvor vi 14 dage igennem, fra den 24/6 til den 8/7 kunne glæde os over den herligste havluft, selv om der desværre var meget lidt solskin. Man blev gode venner med mennesker fra Danmark, Sverige, Norge, Holland og England, som alle var kommet til dette sted med de samme ønsker som vi. Ved det første åbnings- og indledningsforedrag talte Martinus. Med kraftfuld stemme fremstillede han på overbevisende måde en sammenfatning af grundlaget for sin lære. Vi oplevede ham som et åbent, klart og sandfærdigt menneske, der på sin jævne og enkle måde udstråler en indelig kærlighed og godhed, der var domineret af en visdom, som var helt gennemstrømmet af ydmyghed og af bevidstheden om det ansvar, der var pålagt ham. Det væsentligste ved hans udtalelser var den åbne måde, hvorpå han erkendte sin opgave – noget, der skete på en beskeden og jævn måde, der er speciel for ham alene. Han talte om Guds plan med menneskeheden i vore dage. I Genesis står der skrevet: Og Gud sagde: "Lad os gøre et menneske i vort billede og i vor lignelse". Mennesket måtte vælge mellem livets træ og kundskabens træ. Og han valgte kundskabens træ og sin egen frie vilje. Gennem tusinder af år søgte mennesket nu at nå til fuldkommenhed ved hjælp af sin egen vilje, indtil han måtte indse, at han ikke på den måde kunne blive til mennesket i Guds billede. Ondskab og mørke fordunklede verden mere og mere, indtil Gud sendte Jesus Kristus til denne verden for gennem sit liv og sin død at udføre sit verdensgenløser-arbejde. Med bjærgprædikenen viste han menneskene, hvordan de skulle leve; han stillede deres materielle sult ved underet med de to små brød og de fem fisk. Menneskene hilste ham med Hosianna-råb, men de måtte opleve, hvordan det onde dominerede verden, idet den uskyldige blev dømt skyldig og korsfæstet. Men derved gav Kristus det største eksempel til menneskeheden. I Gethsemane bad han: Fader, ske ikke min, men din vilje, og da han var ved at dø på korset kunne han bede: Fader, forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør! Han havde sagt til sine disciple, at de skulle tilgive ikke bare syv gange daglig, men syv gange halvfjerdsindstyve gange daglig, og nu viste han, at selv i den største nød kunne han selv bede for sine bødler. Ved at genopstå fra de døde viste han, at mennesket lever videre efter døden. Således viste Kristus menneskene den vej, de skulle gå. Gennem Kristus blev det vist menneskeheden, hvordan det fuldkomne menneske i Guds billede var.
Dog – kun få mennesker lærte noget af disse eksempler. Den materialistiske menneskehed har forvildet sig mere og mere. Siden den tid er der sket meget ugudeligt her på jorden, og menneskene blev mere og mere forblændede, så de ikke mere så Guds billede, men mere og mere vendte sig mod det onde i denne verden. Hertil kom nu i stadig stærkere grad begæret efter erkendelse og som følge heraf de tekniske fremskridt. Det unaturlige i menneskets måde at tænke på, med forstanden alene, har i vor tid nået sit højdepunkt gennem videnskaben.
Guds alkærlighed og alvidenhed har derfor i vore dage givet menneskeheden en ny videnskab om livet igennem Martinus, og den har gennem Martinus og hans symboler vist menneskene det evige verdensbillede. Det er en vidunderlig symbolik, der fuld af visdom beskriver Guds skaberværk og viser, hvorledes det levende væsen går fra mineralriget, gennem planteriget og dyreriget til menneskeriget. Endvidere viser de åndelige verdener, hvorfra menneskesjælen kommer, og hvortil den igen går efter hvert fuldført liv her på jorden, for at erkende, om det tilbagelagte jordeliv har bragt en strålende eller en belastende karma, hvis følger må udlignes i kommende inkarnationer. Andre symboler viser "gudesønnerne", de fuldendte væsener, som nu har lov til at være guddommens medarbejdere, og som med deres kosmiske bevidsthed kan være guddommens hjælpere ved skabelsen af det fredens rige, af den stat, bestående af den forenede menneskehed, som på det åndelige plan bliver regeret af de højeste mestre. I dette rige hersker de virkeligt kærlige væsener, der lærer menneskene at overholde budet om kærlighed til Gud og til alle andre mennesker.
Med denne beretning er der givet et lille udsnit af alt det, som vi i disse uger har hørt om Martinus kosmologi. Enhver af os har optaget noget af dette i sit eget jeg, det vil være forskelligt for de enkelte. Men vi vil tale om det i fællesskab. Vi vil danne et arbejdsfællesskab og i fremtiden regelmæssigt beskæftige os med spørgsmål af denne slags. Enhver, der føler sig tiltalt heraf, er hjerteligt velkommen i denne kreds. Det vil ikke være nogen sluttet kreds. Vi vil drøfte det alt sammen nærmere på den første sammenkomst søndag den 14. august og så fastlægge planen for det kommende arbejde. Klokken 17 indbydes der til en kop the (dog kun for dem, der var med i Klint). Hvem der føler sig tiltalt af ovenstående beretning, men som er forhindret i at komme, kan aftale en personlig og senere samtale.
Emma Schubmehl