Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Sult og mættelse er to kontraster i vor tilværelse, vi alle erfarer hver eneste dag, endda i større grad end vi almindeligvis er bevidst i. I vor daglige livsoplevelse forbinder vi blot sult og mættelse med begrebet mad, og vi spiser, når vi er sultne, hvorefter mættelsen naturligt indfinder sig. Efter en tids forløb, når organismen har optaget den tilførte energi og også brugt en del af den, er vi atter sultne, og således afløser disse to foreteelser hinanden i vort fysiske liv. Sult var noget af det første, vi gav udtryk for efter fødselen, barnet skriger, indtil det bliver lagt ved moderens bryst, og når det har tilfredsstillet sin sult, sover det mæt og afslappet. Efterhånden som barnets hjerne og nervesystem er udviklet til at bære dets fysiske dagsbevidsthed, sover det mindre og bruger en masse fysisk energi til at sprælle, og hoppe, og når det har lært at gå, og dets små ben kan bære det omkring i dets lille verden, begynder en anden naturlig sult at indfinde sig: sulten efter at lære sine omgivelser at kende og også efter at besidde dem. Kommer der forhindringer i vejen for denne form for sults tilfredsstillelse, kan barnets vrælen blive mindst lige så høj, som hvis det er fysisk sulten.

Sult og mættelse er uundværlige livsfaktorer, siger Martinus, uden for sult og mættelse findes absolut intet liv, og da disse to principper former sig som det altbeherskende i livet, kan studiet af dem bibringe os et omfattende materiale af urokkelig visdom eller virkelig åndelig videnskab.

"Mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund", sådan lyder hele det kosmiske facit, Jesus lærte os. Den åndelige videnskab giver udregningen til dette facit. Hvad er da "Guds mund"? Hvordan taler guddommen til os? Naturligvis gennem universet, gennem naturen og alle de levende væsener. Gud er selve det levende verdensalt, hvori vi alle "lever røres og er til". Martinus viser os tydeligt i sit verdensbillede, at der egentlig kun er to levende væsener i verdensaltet, guddommen og én selv. Alle andre væsener er i forhold til os selv guddommens organer og redskaber, hvorigennem samme guddom underviser os både gennem "det behagelige gode" og gennem "det ubehagelige gode". Det er guddommens tale til hver enkelt af os. Altså kan vor næste i sin højeste analyse aldrig i nogen som helst situation være andet end "Guds mund", og denne vor næstes handlinger og væremåde bliver "Guds ord". Det vil sige, at vor næstes handlinger og væremåde således er en del af vor "føde", lige som vore handlinger og vor væremåde naturligvis udgør en del af vor næstes "føde".

Spiser jordmenneskene da så umådelig forkert? Ja, det gør vi, både sjæleligt og legemligt, og næsten hele den jordiske menneskehed lider i dag under virkningerne af deres fejlagtige psykiske og fysiske ernæring. Selv om gennemsnitslevealderen er højere i dag, end den var i tidligere århundreder, er det alligevel et fåtal, der dør en naturlig død af alderdom. Næsten alle dør af en eller anden sygdom. Antallet af sygehuse, hospitaler og plejehjem er enormt, og samtidig med at et stort antal mennesker er alvorligt syge, er der ikke mange, der føler sig fuldstændig raske. Foruden de meget alvorlige sygdomme, som gennem en periode helt nedbryder nogle menneskers organismer, lider en masse andre af hovedpine, dårlige nerver, fordøjelsesvanskeligheder, unaturlig træthed og andre skavanker, som, selv om de ikke er alvorligt dødbringende sygdomme, alligevel er ødelæggende og nedbrydende for menneskenes fysiske og psykiske velvære og dermed for den naturlige livsudfoldelse i hverdagen, hvorigennem de skulle kunne være til gavn og glæde både for omgivelserne og dem selv. Ja, man kan næsten sige, at det synes at være "normalt" i vor tid at have stress, at være deprimeret, at være inde i en krise, at være irriteret, bitter eller sur på tilværelsen og omgivelserne, fordi så kollossalt mange mennesker er det. Det er næsten "normalt" at flygte fra besværlighederne ved hjælp af alkohol eller narkotika, eller at gøre oprør mod forholdene med vold og terror. Det er blevet "normalt" at tænke i egoistisk-økonomiske baner fremfor i humane og næstekærlige baner. En masse umenneskelige foreteelser er blevet "normale", fordi et flertal af de jordiske mennesker er blevet vant til disse foreteelser og anser dem for nødvendige dele af menneskelig civilisation og kultur. En forfatter skrev engang: "Er det udvikling, når en kannibal spiser med kniv og gaffel?" Det er et spørgsmål, der næsten kan stå som symbol på menneskeheden af i dag. Vi har gjort tekniske fremskridt, men udviklingsmæssigt er vi på en måde stadigvæk kannibaler, om ikke fysisk så i alt fald psykisk. Det afslører "forretningsprincippet" i den afsporede profittilstand, hvormed det dominerer verden i dag. Engang i fremtiden, siger Martinus, vil man også se på flertallet af de nutidige jordmenneskers spisevaner som en slags kannibalisme, hvor man ikke blot æder forholdsvis højt udviklede medvæseners kød og blod, men ligefrem opdrætter dem i en slags fabriksfremstilling, hvor der blot er tale om "kødproduktion" uden tanke for, at der er levende væsener med evne til at lide bag de fysiske kroppe.

Når mennesker bruger vold, når de skændes, når de er sure og bitre på hinanden og udtrykker det i skrift og tale, når de sladrer om og intrigerer mod hinanden, når de lyver og bedrager hinanden og på andre måder gør tilværelsen til et "helvede" for deres omgivelser, forsyner de dem kosmisk set med giftig åndelig ernæring. Vor jord er ikke blot forurenet af kemiske giftstoffer. Den primære forurening, som den fysiske forurening er en følge af, er af mental eller åndelig art. Den består af de primitive jordmenneskelige tankearter og tankeklimaer, hvormed menneskene endnu i udstrakt grad gensidigt "ernærer" hinanden og skaber krige, revolutioner, undertrykkelse, koncentrationslejre, raceforfølgelse og andre storkatastrofer. Men ikke blot det, også i det små i den såkaldte normale hverdag trænger giften ind både som fejlagtig åndelig og fejlagtig fysisk ernæring. Jesu lignelse om "Den fortabte søn", der gik bort fra faderen og i sin fornedrelse "åd sammen med svinene", er et genialt symbol på jordmenneskehedens tilstand netop nu. Men i lignelsen bliver den fortabte søn "mæt" af sin tilstand, han blive led ved den, og han vender tilbage til faderen og bliver modtaget med åbne arme. Mon ikke lignelsens sidste del er et lige så godt symbol som den første? Det er den, siger Martinus, også den er et kosmisk facit, som den åndelige videnskab giver udregningerne til.

Sult- og mættelsesprincippet er kosmisk set et af hovedprincipperne bag de levende væseners livsoplevelse. Det betyder, at der i det lovmæssige verdensalt ikke findes nogen naturlig sult, som ikke vil kunne efterfølges af en gradvis tilfredsstillelse, der efterhånden fører til en lige så naturlig mættelse. Denne mættelse er ikke slut på livsoplevelsen. Baseret på det evige kontrastprincip vil mættelsen medføre en ny form for sult, der fører til livsfornyelse. Denne kan naturligvis kun finde sted, fordi det skiftevis hungrige, mætte og påny hungrige væsen er et evigt væsen. Den primære hunger hos en mængde mennesker i vor tid er, uden at de måske er sig det helt bevidst, hungeren efter at forstå, hvad livet er, og hvad meningen med deres eget forhold til dette liv er, og hvad det egentlig vil sige at være et levende væsen. Den almindelige opfattelse er, at vort liv begynder ved fødselen og slutter med døden, og på basis af dette livssyn bliver alt tilfældigt og meningsløst. Paradoksalt nok fortæller den materialistiske naturvidenskab os om naturens logiske opbygning lige fra det mindste, vi kan opfatte til det største, vi har kendskab til, fra mikropartiklers indbyrdes forhold til kloders, solsystemers og mælkevejsystemers samvirke. Paradoksalt, fordi grundsynspunktet inden for samme videnskab er, at alt er hensigtsløst og uden mening. Dog erkender moderne teknikere, at de har lært af cellernes opbygning i et strå, når de hensigtsmæssigt vil konstruere en bro eller et højt tårn. De kan lære af naturens logik, når de hungrer efter at udfolde deres egen logiske sans på en hensigtsmæssig måde. Og det skulle de kunne lære af noget hensigtsløst og tilfældigt? De glemmer, at de selv med deres sult efter logik og hensigtsmæssighed er børn af og dermed en del af den levende natur, de er omgivet af. De tænker ikke på, at det er den samme levende naturs hensigtsmæssighed, der stiller deres naturlige sult efter at skabe i overensstemmelse med naturens love til gavn for helheden. De tror, at naturen og universet er død materie, der tilfældigvis producerer liv, og de forstår ikke, at deres egen hunger efter at skabe og forny sig er en del af den universelle livsfornyelse, at de selv er en del af gud eller det evige liv bag materien, der anvender den til sine hensigtsmæssige livsytringer til gavn for helheden. "Den gode gud kaster ikke terninger" sagde Einstein, der med sin "kosmiske religiøsitet" (som han selv kaldte det) som livsfundament blev en pioner for nyvidenskabelig tænkning. En ansvarsfuld tekniker eller et hvilket som helst andet ansvarsbevidst menneske vil heller ikke kaste terninger eller slå plat og krone om, hvorvidt han eller hun skal handle på den ene eller den anden måde for at opnå det resultat, som vedkommende hensigtsmæssigt stræber eller hungrer efter. Men det er jo væsenet i naturens billede, det er naturens barn, verdensaltets barn. Det er væsenet i guds billede efter hans lignelse, et evigt gudebarn, der lever røres og er til i et levende verdensalt med myriader af levende væsener, der alle hver for sig har to funktioner, den ene: at de er den evige guddoms organ eller redskab, "Guds mund", i forhold til deres næste; den anden: at de er et evigt levende centrum i verdensaltet, "en levende gudesøn", som Martinus kalder det, et væsen der altid har dét, som det er mæt af, som noget, der er ved at glide i baggrunden som "fortid", og det, det hungrer og tørster efter, som den "fremtid", der kommer det i møde. At "tiden går" og "tiden kommer" er således noget, det evige væsen selv er med til at skabe i vekselvirkning med omgivelserne eller guddommen på grundlag af sit evige urbegærs forvandling til hunger efter og påfølgende mættelse af en særlig blanding af livsenergierne, der fører til, at det kommer til at hungre efter og også vil blive i stand til at blande dem på en ny måde.

Den jordiske menneskehed trænger til en ny form for åndelig næring, og der er allerede en naturlig hunger efter frihed, lighed og broderskab og efter fredeligt samarbejde i en mængde menneskers bevidsthed. Meningerne om, hvordan man skal nå frem til det, man længes efter, er delte. Man har ingen freds- og frihedsvidenskab, man kan lære af, på samme måde som menneskene lige siden stenaldertrinnet har udviklet en krigsvidenskab, hvormed man kunne berøve andre deres frihed. Samme stenaldermenneske hungrede efter at kunne beskytte sig imod og lære at beherske naturkræfterne. Det er i stor udstrækning lykkedes, lige som krigsvidenskaben. Man ved blot ikke, at det kosmisk set er stenaldermennesket, det er lykkedes for, fordi man endnu ikke kender reinkarnationsprincippet i forbindelse med sult og mættelse, og heller ikke at det er en mængde af de samme stenaldermennesker, der gennem en lang række inkarnationer er blevet så mætte af krigsvidenskabens udfoldelse, at de hungrer efter dens modsætning, fordi man ikke kender karma- eller skæbneprincippet i forbindelse både med reinkarnationsprincippet og sult- og mættelsesprincippet. Men den fredens videnskab, som mange mennesker mere eller mindre bevidst hungrer efter, findes allerede iblandt os, og vil efterhånden lære os disse ting, og dermed vil en naturlig hunger finde sin tilfredsstillelse. Den nye verdensimpuls blev sået her på jorden som et "sennepsfrø", som et facit, af Kristus, og den vil brede sig som et træ med grene over hele jorden gennem den åndelige videnskabs udregninger af samme facit. Det er kristendommens fornyelse. Vi kan tilegne os dens teoretiske visdom i samme grad, som vi er på bølgelængde med den, dvs i samme grad, som vi er mætte af krigen i alle dens faser og hungrige efter fred og næstekærlighed. Men det er kun begyndelsen. Vi må "fordøje" den og give den videre som fornyet livskraft i vor væremåde, hvormed vi giver vor næste ny "ernæring" i form af tilgivelse, forståelse, hjælpsomhed, livsglæde og godt humør, i form af samarbejde og praktisk, human livsudfoldelse. Da bliver vi til "Guds mund" i den nye verdensimpuls' tjeneste, til et redskab for "det rigtige menneskeriges" skabelse på jorden.