Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Saa langt vi kan gaa tilbage i Udviklingen, har Menneskenes Tanker svinget mellem disse to Grænser. I Fantasiens Verden frigjorde de sig for alle snærende og hæmmende Baand og svang sig let og lykkeligt op til Hersker over de Problemer, som de senere, i Virkelighedens Verden, maatte kæmpe aarelange Kampe med, før de havde opnaaet en lignende Beherskelse af dem. Vi ser, hvorledes store Forfattere i Fantasiens Verden har skabt Opfindelser, som Teknikere og Ingeniører har kæmpet med i Aartier, før det lykkedes dem at gøre Fantasien til Virkelighed. Vi bliver baade gennem Historien og det daglige Liv Vidne til, at de to Skabeprocesser afviger i væsentlig Grad fra hinanden.

Naar en Opfinder faar en Idé til en Maskine, saa sker der i Virkeligheden det samme for ham, som der sker for en Forfatter, der faar en Idé til et Skuespil, eller en Kunstner, der faar en Idé til et Billede; det er Intuitionsenergi, der gennemstrømmer hans Bevidsthed. Men da hans Intuitionslegeme er latent, evner han ikke at sanse permanent igennem det; han oplever kun den Bevidsthedstilstand i et kort Glimt – Idéen skabes.

Denne Idé bearbejder han i sine Tanker, det vil sige, at han foretager en intelligensmæssig Behandling af Idéen, altsaa en Skabelse i Intelligensenergi. Opbyggelsen af en Model, eller selve Maskinen, er derimod en Skabelse i Tyngdeenergi. Denne sidste Skabelsesproces vil ofte afsløre Fejl i de Planer, som Opfinderen har udkastet for sin Maskine. Tænk blot paa alle de, der gennem Tiderne har syslet med Problemet "Perpetuum mobile". De har alle ment, at nu var det lykkedes dem at finde ind til netop det, der var nødvendigt for at faa Maskinen til at gaa, men Skabelsen i Tyngdeenergi af en Model har altid vist, at de paa et eller andet Punkt havde fejlet. Hvordan kan det nu være?

Vi kender fra "Livets Bog" Analysen af de tre X'er: Det levende Væsens "Jeg" eller X 1, dets Skabeevne eller X 2 og dets Legemskultur eller X 3, og vi ved ligeledes, at det levende Væsen i Løbet af en Udviklingsperiode, som Martinus kalder en "Udviklingsspiral", oplever Tilværelsen gennem seks forskellige Legemer, paa seks forskellige Planer. Eet af disse Legemer, Tyngdelegemet, bærer Individets Dagsbevidsthed, og er det mest udviklede, og de andre Legemer er i Forhold til det mindre og mindre udviklede, jo længere borte det Plan ligger fra Tyngdeplanet, som disse Legemer er skabt til at korrespondere med. Det vil heraf forstaas, at Intelligenslegemet, der først faar sin Kulmination to Tilværelsesplaner senere, ikke i den Grad kan bære Bevidstheden som Tyngdelegemet, der jo netop har sin Kulmination paa nuværende Tidspunkt, og det er heri, vi maa søge Grunden til, at de ovennævnte Ting kan finde Sted.

Har De et Radioapparat, saa er dets Evne til at modtage Radiobølger afhængig af, hvor fint det er bygget; er det lille og enkelt, faar De ikke saa mange Stationer ind, som naar De har en stor Supermodtager. Udviklingen af vort Intelligenslegeme er afgørende for, i hvor høj Grad vi er i Stand til at korrespondere med Intelligensenergien.

Betragter vi et lille Barn, der har faaet nogle Byggeklodser at lege med, vil vi ofte se, at det gør sig de hæderligste Anstrengelser for at opstille dem paa en Maade, der strider mod alle Tyngdelovens Regler, og hvorfor –? Fordi det lille Barn endnu ikke er klar over disse Reglers Eksistens og derfor i sin Skabelse gaar frem efter de Love, der efter dets Mening vil give et smukt Resultat af Skabelsen. Paa nøjagtig samme Maade skaber Menneskene ofte igennem deres Intelligenslegeme; da dette endnu langt fra er fuldt udviklet, evner de ikke at beherske deres Skabelse, saa den kommer i Kontakt med de Love, der gælder for den Grundenergi, i hvilken den er foretaget, og Skabelsen vil billedlig talt "falde sammen". Det er ikke i alle Tilfælde, at Opfinderens Intelligenslegeme er saa udviklet, at han igennem en ren intelligensmæssig Behandling er i Stand til at paavise Fejl i det skabte, men saa snart han forsøger at foretage Skabelsen i Tyndeenergi, vil eventuelle Fejl komme frem. Her foregaar Skabelsen nemlig i en Grundenergi, som Individet behersker; her er det i Stand til at overse Konsekvenserne af enhver af de Handlinger, det foretager sig, naar det drejer sig om at bringe Tandhjul i Indgreb med hverandre o.l.

Vi finder altsaa i den "fysiske Verden" et glimrende Middel til at kontrollere, om de Tankebilleder, vi har skabt, er fri Fantasi, eller om de har noget med Virkeligheden at gøre, og vi ser ogsaa, at denne Indikator i stor Udstrækning bruges af Menneskene – af Videnskaben, men desværre ikke altid. Vi bliver ofte Vidne til en mærkelig Inkonsekvens hos de Individer, der betegner sig selv som Logikkens Forkæmpere.

De lever i en Verden myldrende fuld af Liv, samtidig med at de er lige ved at sprænge deres Hjerner for at udspekulere en Teori, der skal vise, at der ikke er nogen Gud, ikke noget Jeg – at alt skyldes kemiske Reaktioner i Hjerne og Nerver. Betragter vi en Videnskab som Arvelighedsforskningen, der jo arbejder paa at paavise den slaviske Lovmæssighed, der skulde gælde for Forplantningen, saa vil vi se, at et Begreb som Mutationer, der omfatter de Individer, der falder udenfor Lovenes Rammer, stadig vokser i Omfang efterhaanden som Videnskaben gaar frem og truer med at overskygge de "lovlydiges" Grupper.

Tager vi et Problem som den rette Linies Eksistens, der jo har været Genstand for utallige Filosoffers Behandling, lige fra de gamle Grækere til vore Dage, saa vil vi ogsaa her se, hvorledes en tænkt Ting efterhaanden har tilkæmpet sig en Realitets Værdi. Bruger vi den Indikator, vi før fandt paa om en Tanke var i Overensstemmelse med Virkeligheden, saa kommer vi til det Resultat, at den rette Linie ikke eksisterer undtagen som Fantasi. Det kan nemlig ikke lade sig gøre at fremstille den. Vi kan bygge en Mur, hvis Overkant hele Tiden er "i water", men vi opnaar kun at komme rundt om Jorden og altsaa faa lavet en Cirkel. Nogle mener, at man ved at rejse en Mast vil kunne fremstille en ret Linie som en forlænget Jordradius, men det er et Tankeeksperiment, og i Fantasien kan man som sagt godt lave det. I Praksis vil man altid kun kunne fremstille en Del af denne saakaldte rette Linie, og da man let kan tegne en Cirkel med saa stor Radius, at dette Stykke kan ligge paa dens Periferi uden at afvige fra denne, har man intet Kriterium paa den rette Linies Eksistens; man har tværtimod bevist, at den kun er en Del af en Cirkel.

Saa er der andre, der vil indvende, at en Lysstraale vil forløbe efter en ret Linie, men heller ikke denne Paastand holder Stik. Udbredelsen af Lys sker jo globeformigt, saaledes at et Lys, der brænder midt i et Værelse, sender sine Straaler til dette Værelses Hjørner og Kroge, og ethvert Punkt, der træffes af Lys, vil igen udsende Lys globeformigt, hvilket jo bevirker, at vi kan se en Stol, hvadenten vi kommer ind fra højre eller fra venstre.

Vil man nu have Lys til at beskrive en absolut ret Linie, saa maatte man "tænke sig", at det faldt ud gennem et uendeligt lille Hul, og endvidere "tænke sig", at det forløb i et Rum, hvor der var absolut tomt, thi traf det noget paa sin Vej, vil dette jo udsende Lys til alle Sider, og saa er den rette Linie forsvundet; men De ser nok, at vi nu atter er kommet over i Fantasiens Verden, og der kan vi som før nævnt tænke os, hvad det skal være.

Vi kan tænke os de tre X'er adskilt, men vi vil aldrig kunne paavise det noget Sted; vi kan tænke os, at Udviklingen gaar baglæns, men vi bliver overalt Vidne til det modsatte o. s. v.

Nu kunde det maaske efter det foregaaende synes, som om jeg fordømte Fantasiens Verden, men det er langt fra Tilfældet. For at en Skabelse kan finde Sted, maa der være en Idé, og det er, som jeg nævnte til at begynde med, i Fantasiens Verden, at Idéerne undfanges, fordi Menneskene der ikke er hæmmet af en langsomt vibrerende Grundenergi.

Desuden er det jo kun et lille Omraade af Fantasiens Verden, jeg her har omtalt, idet den jo i hele sin Udstrækning udgør den Del af de højere aandelige Planer, hvor Jordmenneskene endnu ikke er blevet bevidst. Vi har Kendskab til lidt af disse Planer. Vi evner i større eller mindre Grad at udøve Kærlighed og leve i Kontakt med Følelsesplanets Love, og vi evner paa visse Omraader at tænke logisk og handle intelligensmæssigt, men det er kun de allerførste vaklende Trin paa et senere Tilværelsesplan.

Fantasiens Verden bliver saaledes af umaadelig stor Betydning for Menneskene, idet de der kan skabe sig en Verden fyldt med lyse og lykkelige Oplevelser, ved hvis Hjælp de faar Kraft til at udstaa de Lidelser, de maa igennem i Virkelighedens Verden.

Kun hvor Ting fra Fantasiens Verden – de ubegrundede Teorier – bliver taget til Indtægt for een eller anden videnskabelig Opfattelse, er det, at Fantasiens Verden har tabt sin Berettigelse, thi naar et Individ er begyndt at forske selv, har det ikke længere Brug for den Gangkurv, der støttede det i de unge Aar.