Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Spørgsmål: Hvordan kan noget, som i sig selv er stilhed, få noget til at bevæge sig?

Svar: Dette spørgsmål, som blev rejst i Martinus Center sidste sommer, har sit udgangspunkt i Martinus analyser over det levende væsens højeste jeg. Dette er i sig selv ikke bevægelse, men et "fast punkt", hvorfra al bevægelse udgår. Martinus skriver bl.a.:

Livets Bog III, stk. 785 "... Der er altså "noget", der ikke alene oplever, men også afstedkommer "bevægelse", idet det viser sig at være "bevægelsen" overlegen. Det "oplever" og "skaber" bevægelsen. Det er "bevægelsens" absolutte herre. Men for at være dette, må det i sin egennatur være absolut fri af "bevægelsen" og må således som netop før påpeget i denne egennatur være absolut "stilhed"..."

Årsagen til spørgsmålet er utvivlsom den, at mennesker ikke fra deres fysiske omgivelser kender eksempler på, at bevægelse skabes af stilhed, og at det forekommer paradoksalt, at det skulle kunne lade sig gøre. Hvis bladene bevæger sig i en trætop, så ved alle, at de er sat i bevægelse af vinden, der selv er bevægelse, eller hvis en bombe eksploderer, så tvivler ingen på, at den er forårsaget af en bevægelse i tændingsmekanismen. En af de væsentligste landevindinger ved videnskabens og teknikkens udvikling er netop erkendelsen af årsagsloven, som siger, at de samme forudsætninger medfører de samme virkninger. Da hele den moderne tankegang hviler på dette grundlag, er det meget naturligt, at man tror, at bevægelse kun kan påvirkes af bevægelse. Fejltagelsen skyldes imidlertid, at menneskene i dag i overvejende grad har deres opmærksomhed rettet udad mod den fysiske verden og eksperimenterer med materielle stoffer og i mindre grad ser indad mod den psykiske verden og livets udspring. Når forskeren står i sit laboratorium og blander forskellige stoffer i sine reagensglas, glemmer han måske, at disse eksperimenter slet ikke ville blive til noget, hvis ikke han havde fået ideen til dem og med sin viljesudløsning førte dem til ende. Forskerens "jeg" er således den faktor, der i form af ønske og vilje sætter processen igang ved at sætte nogle stoffer sammen på en bestemt hensigtsmæssig måde. Martinus:... "Dette jeg er således den absolut "første" årsag til alle årsager eller virkninger i vor egen eksistens. At det er den første årsag, bliver til kendsgerning derigennem, at det er hævet over bevægelsen eller manifestationen ved at være det viljebestemmende "noget" bag bevægelsen. Det kan således ikke i sig selv være viljebestemt og adskiller sig derved fra alle bevægelsesarter eller manifestationer. Det kan ikke som disse være et produkt af forudgående tænkning, men er selv "det tænkende", "det skabende", "det manifesterende". Da det ikke kan være et produkt af nogen som helst forudgående årsag, er det nødsaget til at eksistere som den absolut "første" årsag og adskiller sig derved fra alle andre former for "årsager" ved at være "årsagsløs"... (Livets Bog III, stk. 686)

Når man er tilbøjelig til at overse jegets natur og betydning som den inderste årsag til alle bevægelser, hænger det naturligvis sammen med, at jeget i sig selv ikke kan sanses. Da det i følge Martinus er evigt og ubevægeligt er det som allerede nævnt absolut stilhed, og en sådan tilstand kan naturligvis ikke opleves direkte. Jeget er således uden for sansningens område. Sansningen opstår først dér, hvor bevægelser danner kontraster i form af størrelser, hastigheder, vægt, farve, konsistens o.s.v. Når iagttageren står overfor noget, er det derfor altid virkningerne, han iagttager og ikke den dybeste årsag. Hvordan kan man så dokumentere, at dette "usynlige" jeg findes. Ja, det kan i følge sagens natur ikke lade sig gøre ved nogen form for eksperimenter. Det vil ikke kunne registreres ved nogen som helst slags apparater eller aftegnes i nogen form for kurve. Det kan kun dokumenteres intuitivt for den enkelte gennem erkendelse af hans egen indre natur. Men her er der til gengæld også et aldeles overbevisende bevismateriale, idet det enkelte menneske med ubetvivlelig sikkerhed ved, at han har en vilje, som han kan udløse i en bred vifte af muligheder. Hvis mennesket kun var bevægelser, så var det en maskine eller en robot, og hvordan skulle den kunne kende begreber som "vilje", "at vælge" eller "muligheder". Disse begreber ligger fuldstændig udenfor en robots muligheder, da den i enhver situation kun kan gøre ét. Når man betænker, hvor megen tid mennesker bruger på at overveje og vurdere, rådslå og planlægge, burde man ikke tvivle på, at det inden for visse rammer har fri vilje. Men når det er tilfældet, så må der med Martinus ord i individet være "noget", som er bevægelsen overlegen, "noget", som kan bestemme, hvilken bevægelse, der skal sættes igang.

Den omstændighed at jeget ikke kan sanses direkte er således ikke tilstrækkelig grund til at underkende dets eksistens. Det er tværtimod begrundelsen for dets udødelighed. Thi hvis det kunne iagttages, måtte det være en form for bevægelse, og da ville det dø med denne bevægelses ophør. Lad mig i den forbindelse citere Sokrates, som Platon lader sige flg. i dialogen Faidros: "... Sjælen er udødelig, helt og fuldt, thi det, der bevæges af sig selv, er udødeligt. Det, der bevæger noget andet og selv bevæges af noget tredje, ophører at fungere, når det ikke mere selv sættes i bevægelse. Kun det, der bevæger sig selv, vil visselig aldrig holde op med sin bevægelse, thi det kan ikke opgive sin egen natur. Og så bliver det også for alt andet, der bevæges, den første årsag og begyndelse til bevægelsen.... Hver den, der forsker menneskets sjæl, vil dristigt kunne sige, at dens dybeste væsen er selvbevægelighed. Thi hvert legeme, til hvilken bevægelsen kommer udefra, er sjælløst, men det legeme, hvor bevægelsen bryder frem fra dets inderste dyb, har sjæl. Thi selvbevægelighed er sjælens væsen. Og er det nu så, at det, som bevæger sig selv, ikke er noget andet end sjælen, må sjælen nødvendigvis være til fra evighed af og udødelig. Dette må være nok om sjælens udødelighed!" Denne passage fra et af oldtidsfilosofiens største værker må nok kaldes et intuitivt glimt i Vestens åndshistorie. Alligevel må man vel sige, at den sidste bemærkning på baggrund af Martinus analyser er vel flot, da det ikke understreges helt klart, at det, der "bevæges af sig selv" er stilhed, og derfor ikke bevæger sig selv, men igangsætter anden bevægelse. Citatet i sin helhed lader også formode, at dette er meningen.

Der er mange ting i naturen, som ikke kan bevæge sig selv. En sten eller en klippe f.eks. må således blive, hvor de er, indtil de bliver påført bevægelse udefra i form af havets brænding, jordskælv, en gravemaskine eller andet. Planterne derimod har en spæd form for bevægelighed, idet de kan vokse mod lys og vand. Det er kun i enestående tilfælde som med mimosen, der folder bladene sammen, når man berører dem, at en spontanbevægelse opstår. Ellers er planters bevægelse væsentligst forårsaget af vind og vejr. Dyrene og menneskene har derimod udviklet en udpræget evne til selvbevægelighed, der tillader dem at bevæge sig rundt i de fysiske omgivelser efter behov og ønske. Denne udvikling fortæller noget om jegets forhold til "materien". Det viser sig, at jeget ikke under alle omstændigheder eller i enhver situation kan bevæge materien, men at der skal tilvejebringes visse betingelser. Jeget skal således have etableret en organisation, der tillader "fine" bevægelser gennem forskellige led at blive overført til "grove" bevægelser. Dette princip kender vi også fra teknikken, f.eks. når en bil skal startes. At dreje tændingsnøglen kræver ikke megen kraft, men det er nok til at aktivere batteriet, der yderligere får starteren igang, som endelig får selve motoren til at køre. Dette princip at en lille impuls som f.eks. at trykke på en knap sætter mere og mere omfattende processer igang kender vi overalt i teknikken. Et meget interessant tilfælde var åbningen af en teknisk verdensudstilling, vistnok den i 1930, da man lod en fotocelle, som på et forud beregnet tidspunkt blev ramt af lyset fra en fjern stjerne, være den impuls, som tændte udstillingens tusinder af lys og igangsatte de tekniske installationer. Disse eksempler er en slags analogi til jegets forhold til materien generelt. Jegets bevægelsesskabende indflydelse gør sig først gældende overfor overbevidsthedens fine eller subtile energier, og overføres derfra gennem de åndelige legemers ligeledes meget æteriske energiformer til det fysiske legeme. For det fysiske legemes vedkommende er det derfor afgørende, om det har udviklet et passende fintfølende "relæsystem", der kan modtage impulserne fra de åndelige legemer og omsætte dem til et grovere bevægelsessystem som f.eks. musklerne. Og det er netop tilfældet for dyr og mennesker i form af hjernen og nervesystemet. Den australske neurofysiolog og nobelpristager John Eccles, som er specialist i hjernens struktur, fremhæver, at hjernen med dens 10 millioner følsomme neuroner er et så fintfølende instrument, at den må kunne påvirkes af åndelige impulser, der er for fine til, at de endnu kan registreres af selv de mest udviklede fysiske instrumenter (Eccles: "Facing reality s. 127). Han skriver bl.a. "Det er min opfattelse, at jeg ubetvivleligt oplever, at jeg kan kontrollere mine handlinger med tænkning og vilje.... Jeg er ikke i stand til at give en videnskabelig redegørelse for, hvorledes tanken kan føre til handling, men denne svaghed tjener til at understrege den kendsgerning at vor nuværende fysik og fysiologi er for primitiv til den udfordrende opgave at løse modsætningen mellem vor oplevelse og vor nuværende primitive forståelsesniveau af hjernefunktionerne. Når tanken fører til handling, er jeg nødt til som neurovidenskabsmand at postulere, at min tænkning på en eller anden måde helt uden for min forståelse ændrer de neurale aktiviteters operative mønster i min hjerne. Tænkningen kommer således til at kontrollere udladning af impulser fra pyramidalcellerne i min motoriske cortex (hjernebark) og derefter sammentrækningen af mine muskler og et heraf følgende adfærdsmønster." ("Facing reality" s. 4)

Tilbage til selve spørgsmålet: hvordan kan noget, som i sig selv er stilhed, få noget til at bevæge sig? Forklaringen har to led, hvoraf det første er, hvordan jeget kan skabe selv de fineste bevægelser i overbevidstheden. Her er der tale om et grundfænomen, som kan erkendes intuitivt, men næppe kan forklares tilfredsstillende intelligensmæssigt, fordi intelligensen er afhængig af sit erfaringsområde, som er den ydre fysiske verden, hvor dette fænomen ikke finder sted. Som Niels Bohr har påpeget, så består en forklaring normalt i, at man henfører det pågældende fænomen til nogle mere generelle lovmæssigheder. Franklin forklarede f.eks. lynet ved at kunne henvise til elektriske lovmæssigheder, der var fundet gennem laboratorieeksperimenter. Men denne forklaringsmulighed ophører naturligvis, når man er rykket så langt tilbage i forklaringskæden, at der er tale om et grundfænomen eller en sammenhæng, der ikke yderligere kan henvises til bredere eller mere generelle lovmæssigheder. Forholdet mellem "stilheden" og "bevægelsen" er således tilværelsens mest generelle lovmæssighed og kan ikke forklares ved noget andet, men er en grundlæggende kendsgerning, der til syvende og sidst må opleves i sig selv for at blive absolut kendsgerning. Denne lovmæssighed siger, at der findes et "noget" – der er identisk med de levende væseners jeg – som ikke er bevægelse i sig selv, men er herre over bevægelsen og kan regulere og udvikle denne i overensstemmelse med dets skabeevnes vækst og udvikling. Der viser sig med andre ord et tredje princip, der er lige så betydningsfuldt som jeget og "bevægelsen", nemlig "skabeevnen". Disse tre principper, som Martinus benævner X 1 (jeget eller stilheden), X 2 (skabeevnen) og X 3 (det skabte eller bevægelsen) kan man læse nærmere om i Martinus værker, f.eks. Livets Bog III stk. 785 og følgende. Det andet led i forklaringen er netop X 2 eller skabeevnen, hvis vækst udkrystalliser er sig i sådanne organer eller legemer, der led for led kan transformere jegets første bevægelsesskabende impuls til mere og mere grove systemer, som til sidst gør det muligt at bevæge meget store materiemasser.

Vi ser således, at selvom jeget i princippet er herre over bevægelserne, er det også nødvendigt, at jeget udvikler en hensigtsmæssigt fungerende skabeevne i form af åndelige talenter og fysiske legemer.