Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Men lad os begynde med en påstand, som er fremsat for over 2000 år siden, men alligevel i forbløffende grad bekræfter Martinus analyser af intuitionen. Den fremføres af Platon, som i flere af sine dialoger eller filosofiske essays lader Sokrates udtale, at det at lære i virkeligheden er det samme som at erindre. Med at lære mener Platon ikke trivielle ting som at lære at læse og skrive, men at lære "de højeste ting" eller virkelighedens sande natur. I dialogen Faidon siger en af personerne således: "Det passer jo også glimrende med den tanke, Sokrates – om den ellers er sand – som du plejer at fremsætte, den tanke, at når vi lærer noget, betyder det i virkeligheden, at vi erindrer det. Det kræver jo, at vi i en tidligere tid har lært det, vi nu erindrer. Og det ville jo igen være umuligt, om ikke vor sjæl havde været til, før den fremtrådte i denne menneskelige skikkelse. Og det synes igen at føre til den slutning, at sjælen er udødelig."

Livets Bog I, stk. 209 "For at være bevidst i sine erindringer, hvilket vil sige, for at kunne huske sine oplevelser kræves der også et legeme. Dette legeme bliver her i Livets Bog senere beskrevet som "hukommelses-" eller "salighedslegemet". Da dette legeme hos jordmennesket endnu kun fremtræder i latent form, bliver jordmenneskets "huskeevne" således tilsvarende latent. Det er derfor kun en ganske lille brøkdel af dets erindringsmateriale, det er bevidst i. Dets oplevelser går således forholdsvis hurtigt i "glemmebogen". Kun de mest grove og robuste oplevelser, hvilket vil sige oplevelser, der enten i behag eller ubehag har gjort dybest eller stærkest indtryk på individet, kan bevares gennem årtier. Mindre oplevelser derimod glemmes i løbet af timer, ja endog undertiden i løbet af minutter eller sekunder. Her må vi huske på, at det levende væsen i følge senere analyser og afsnit i Livets Bog udgør en evig realitet og som sådan rummer i sin bevidsthed en umådelig sum af erindringer herom. Den samlede sum af erindringer udgør igen for det pågældende væsen en realitet, der i Livets Bog bliver beskrevet under udtrykket "Den indre verden". Denne indre verdens detailler vil udelukkende bestå af spejlbilleder eller erindringer af det pågældende individs samlede oplevelser gengem flere udviklingsspiraler...."

Stk. 210 "Ligesom den fysiske sansning begrænses af det fysiske legemes sansedygtighed, således begrænses erindringsoplevelsen naturligvis også af hukommelseslegemets sansedygtighed. Og da hukommelseslegemet som allerede nævnt for jordmenneskets vedkommende befinder sig på så lavt et niveau, at det må sidestilles med det fysiske legemes tilstand, da dette endnu ikke repræsenterede fysiske sanser, vil man kunne forstå, hvor uendelig lidt af sit erindringsmateriale nævnte væsen er i stand til at gøre sig bevidst i. Kun erindringer af de sidste stærkeste oplevelser, hvilket vil sige erindringer af oplevelser, der har fundet sted inden for dets nuværende lokale liv, har den kraft, der skal til for at kunne få dets primitive hukommelseslegeme til at reagere. Overfor erindringer af fjernere oplevelser, hvilket vil sige oplevelser, der fortaber sig i samme individs nuværende lokale livs første leveår, kan dets hukommelseslegeme ikke reagere, og jordmenneskets bevidste erindring om sin tilværelse får altså her sin yderste periferi eller horisont. Da denne horisont altså ligger inden for jordmenneskets nuværende lokale liv, er den overtro bleven almindelig i samme væsens udviklingszone, at det netop har begyndt sin tilværelse med dets nuværende lokale livs begyndelse, idet det jo ikke er i stand til i den fysiske dagsbevidsthed at gøre sig bevidst i nogen som helst erindring fra dets forudgående tilværelser eller lokale liv...."

I årtusindernes eller årmillionernes forløb gennemgår individets erindringskopier en åndsproces, hvorved uvæsentlige detailler og oprindeligt ubehagelige aspekter eller lidelser opløses, således at oplevelsernes princip eller "facit" står tilbage som det mest fuldkomne udtryk for meningen eller hensigten med de pågældende fortidige oplevelser. Disse udrensede eller forædlede erindringer benævner Martinus "guldkopier", da de er den åndelige verdens ædleste "metal" eller "guld". Samtidig med at de repræsenterer et intellektuelt indhold, idet de er koncentrater eller facitter af fortidige livsperioders talløse oplevelser, er de tillige en art kærlighedsmaterie, som kan berede opleveren en ekstatisk glædesoplevelse over livets og Guddommens fuldkommenhed. (Se Livets Bog I, stk. 211)

Som nævnt kan "hukommelseslegemet" ikke på menneskets nuværende udviklingstrin trække disse fjerne, fortidige erindringer eller "guldkopier" frem til bevidst oplevelse. Det vil først ske i spiralkredsløbets sidste rige, d.v.s. det 6. rige, medens menneskeheden nu endnu kun befinder sig ved udgangen af 2. rige.

Mennesket kan imidlertid komme i kontakt med sine evighedserindringer på anden måde end via hukommelsen, nemlig gennem intuitionsevnen. Den repræsenterer tilværelsens mest gennemtrængende åndsenergi, samtidig med at den er den højeste kærlighedsenergi. Medens intelligensen er moralsk neutral, og som sådan kan bruges i såvel det ondes som det godes tjeneste, er intuitionen kun forenelig med, ja er ét med kærlighed. Det er netop derfor, at intuitionsenergien og ikke intelligensenergien kan etablere kontakt med evighedserindringernes guldkopier.

Intuitionen er både en sanseevne og en energiart, der har form af stråling og er informationsbærende. Martinus sammenligner intuitionen med det fysiske syn, der tilsvarende er betinget af en synsevne, d.v.s. øjet, og en informationsbærende stråling i form af lyset. Intuitionsevnen er imidlertid en "højere" synsevne, der kan modtage intuitionsenergiens stråler, som igen på deres side er den eneste form for åndsenergi, der er så gennemtrængende, at den kan "nå" guldkopierne og tilbagekaste et billede på intuitionsevnens åndelige "nethinde". Da intuitionen således er en slags synsevne, benytter Martinus også udtrykket "kosmisk klarsyn". Martinus skriver:

Livets Bog I, stk. 216 "Da guldkopierne udgør den essens, der bliver tilbage, når en oplevelse har udspillet sin rolle eller mission som erfaringsgivende, og den af samme erfaring efterladte erindring er blevet udrenset således, at den virkelige ide eller kerne, hvilket vil sige facittet i samme erindring, er blevet blottet, vil enhver guldkopi således eksistere som identisk med facittet af den handlings eller manifestations dybeste årsag eller ide, der affødte erfaringen. Alle eksisterende åndelige guldkopier vil således eksistere som "facitter". Med intuitionen eller det kosmiske syn "ser" man således ikke genstandene, men de i genstandene inkarnerede ideer og årsager...."

Stk. 218 "Da en guldkopi udgør en fortidig energiudløsnings efterladte facit eller ide, bliver alle eksisterende guldkopier tilsammen udgørende selve verdensaltets ideer eller facitter. Da guldkopierne er det samme som verdensaltets koncentrerede eller udrensede facitter og ideer, får individet i kraft af intuitionslegemet således evne til at se ind i "verdensaltets historie", i hvilken dets eget fortidige evighedspanorama i form af guldkopier jo også står manifesteret. Når intuitionsevnen er blevet så meget udviklet, at den fremtræder som permanent syn hos individet, "ser" det altså sin egen udødelige tilværelse, verdensaltets evige og ufejlbarlige kærlighedslove, verdensaltet som "et levende væsen" og oplever således som kendsgerning "synet af en altoverstrålende guddom"."

Når intuitionen har denne store betydning, er det klart, at man vil spørge, hvordan denne evne kan fremmes. Er der nogen form for øvelse eller træning, man kan foretage? Kun indirekte, idet intuitionen på dette udviklingstrin kun optræder spontant. Den intuitive evne i sig selv kan man således ikke træne. Men man kan berede mentaliteten, så den kommer på bølgelængde med intuitionsenergien og guldkopierne. Det kan man gøre ved at skabe harmoni og balance i sit sind, d.v.s. undgå alle former for negative tanker. Man kan ikke leve en daglig tilværelse hjemme eller på arbejde uden at møde modgang. Derfor er konflikter, uoverensstemmelser, vredesudbrud, irritation eller surhed også en betydelig del af menneskers tanke- og følelsesliv i almindelighed. Man har svært ved at affinde sig med andre menneskers holdning og reaktioner, og er tilbøjelig til at protestere og foretage sanktioner. Bliver man kritiseret, vækker det som regel trang til at gøre gengæld, selvom kritikken måske var berettiget. Det er ved at tage kampen op mod disse og alle andre negative sindsstemninger, at mennesket kan træne og dermed skabe modtagelighed for intuitionen. Undertiden hører man mennesker sige om Martinus analyser, at de er "bare teori" og der er ingen praksis. Det kommer skam an på den enkelte. Hvis man ikke i praksis arbejder med sit eget sind og prøver at være til nytte og glæde dér, der hvor livet har anvist én midlertidig plads, kommer man ikke langt med teorien, i hvert fald ikke med den intuitionsbårne. For den, som er inspireret af Martinus analyser, åbner der sig et meget stort arbejdsområde med hensyn til at forstå og hjælpe de mennesker, man møder på sin vej, undgå disharmonier, være ærlig i forhold til sin egen samvittighed uden at såre andre, tilgive andres eventuelle uretfærdigheder imod én o.s.v. o.s.v. Livet er en hård skole, men alligevel retfærdig, eftersom det er menneskets egne tidligere negative handlinger, som kommer tilbage for at blive løst på en bedre måde. Hvert skridt er under kærligt opsyn af Guddommen, og målet er udelukkende at føre individet tilbage til det virkelige liv, intuitionen, kristusbevidstheden og Guds rige.