Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Hvad er da "sindet"? Sindet er selve den foreteelse ved det levende væsen, der netop betinger, at det er et "levende væsen". Sindet er selve livet. Livet består igen af de to foreteelser: skabelse og oplevelse, hvilke foreteelser igen er identiske med det, der i mit hovedværk LIVETS BOG er beskrevet som "livets grundfacit nr. 2" og udtrykt som "årsag og virkning". Skabelse kan ikke blive til eller manifesteres uden at være årsag og virkning. Men da virkninger lige så umuligt kan blive til uden at blive årsag til ny skabelse, der igen bliver årsag til nye virkninger og således fremdeles, bliver livet eller sindet en uendelig kæde af manifestation eller skabelse, bliver en uendelig kæde af oplevelse og dermed stadfæstende sig selv som evigt eller udødeligt. Det er dette evige eller udødelige ved det levende væsen, der får det til at fremtræde enten som mord-, lidelses- og ulykkesfrembringende eller som et velsignelsesrigt, glæde- og lykkefrembringende væsen. Det er dette evige i væsenet, der får det til at være "ondt" eller "godt", være lig den øvrige natur, være ét med de love, under hvilke denne natur udfolder sig eller være imod naturen, være på tværs af dennes love og dermed være i disharmoni med det store liv, i hvilket man "lever, røres og er". Det er således sindet, der betinger vor sorg og ulykke, lige så vel som det betinger vor højeste lykke og salighed. Alt i vor skæbne udrinder fra et eller andet i vort sind. Men når vort sind er en så altomspændende faktor i vor skæbne, ja, er vor skæbne, bliver en hvilken som helst opfattelse af os selv som martyr eller vort liv som et martyrium, for hvilket det eller det af vore medvæsener har ansvaret, identisk med selve kulminationen af overtro. Det er ikke det eller det væsen, der er vor virkelige og dybeste fjende, det er ikke det eller det væsen, der er den sande årsag til vor ulykke, lige så vel som det naturligvis heller ikke kan være det eller det væsen, der er den sande årsag til vor skæbnes fremtræden som udgørende lykke og salighed. Hvorledes skulle dette vel gå til? Om en ting skal kunne fornemmes som ulykke eller lykke er ikke et spørgsmål om næstens optræden over for os, det er ikke et spørgsmål om, hvad han gør, og hvad han ikke gør. Den sande årsag til vor fornemmelse af tingene som "onde" eller "gode" er udelukkende kun et spørgsmål om vort eget sind, altså vor egen fremtræden som identisk med den evige livskæde af årsag og virkning. I kraft af vor identitet med denne kan vi jo umuligt opleve virkninger, som vi ikke selv er forudgående årsag til. Virkninger kan umuligt opstå uden en forudgående årsag. Hvis et menneske pludseligt på en mørk vej overfalder og udplyndrer os, ja, måske sårer og lemlæster os, er vi jo blevet genstand for en serie af virkninger. Nu vil man måske fremhæve, at i en sådan situation er vi da totalt uskyldige og overfaldet derfor en forbrydelse, som vi har ret til at hævne ved at lade dens ophav straffe. Og det er jo ganske rigtigt inden for det juridiske lovsystem eller retsvæsen, som ethvert kultiveret samfund foreløbig er nødsaget til at befordre. Inden for det sanseområde eller det overblik over livets mysterium, man her har til rådighed, kan tingene ikke bedømmes anderledes. Men samtidigt er det også en kendsgerning, at det område, ud fra hvilket nævnte bedømmelse stadfæstes, dog kun udgør et overordentligt lille lokalt område i det umådelige spil af kræfter, der udgør helheden, hvilket i dette tilfælde vil sige: røverens evige årsags- og virkningskæde. Denne kæde er jo i kraft af sin evige eksistens identisk med uendeligheden. Men når vi ikke kan se denne helhed, men derimod kun en lille mikroskopisk del af den, hvordan kan vi da være sikker på, at vor dom over røverens adfærd er absolut retfærdig?

Denne adfærd, som blev til virkninger i vor skæbne eller livskæde af årsag og virkninger, er jo en så uendelig lille mikroskopisk del, dels af røverens og dels af vor egen årsags- og virkningskædes uendelighed, at den i allerhøjeste grad danner muligheden for, at begivenheden kan være noget helt andet set fra et større overblik over helheden end det, den i dette lille lokale felt ser ud til eller formodes at være, og ud fra hvilket strafudmålingen finder sted. Hvis man kun ser et enkelt bogstav af teksten i en stor bog på flere tusinde sider, kan man dog ikke vide, hvilke andre bogstaver i værket det er forbundet med, og hvilken berettiget placering i og betydning for bogen i sin helhed det kan have. Vor dom eller vor erkendelse af nævnte bogstav kan derfor umuligt udgøre en fuldkommen eller absolut bedømmelse af selve bogen, da vi jo i dette tilfælde er ganske afskåret fra de forudsætninger, der kræves for at kunne udløse en sådan bedømmelse. Vor dom bliver derimod en afsløring af vor egen sympati eller antipati over for bogstavet. Samme bogstav kan jo være af en i vor smag fremtrædende kunstnerisk skønhed, og vi vil beundre og glæde os over det; og det kan være fremtrædende i en udførelse, der slet ikke falder i vor smag og vil derved udløse vor antipati i form af nedsættende kritik eller bedømmelse af samme bogstav. Denne vor bedømmelse eller kritik har således i begge tilfælde intet som helst med selve bogstavets virkelige mission og forbindelse med det værk, i hvilket det forekommer, at gøre. Det er altså kun bogstavets forhold til os, altså bogstavets virkning på vort sind, vi sætter op som målestok for dets livsberettigelse. Vor kritik, vor sympati eller antipati for bogstavet er vort sinds reaktion over for nævnte. Men da denne reaktion, som vi her har set, kan være sympati så vel som antipati over for bogstavet, ganske uafhængigt af dets virkelige eksistensberettigelse og nødvendighed i det værk, hvor det hører hjemme, bliver hele problemet i realiteten ikke et spørgsmål om bogstavets berettigelse, mission eller absolutte analyse, men derimod kun et spørgsmål om vort eget sinds reaktion over for bogstavet. Og har vi ikke her et klart billede af vort sinds reaktion over for den førnævnte røver, hvilket nærmere betegnet vil sige: vor næste? Om vor næstes manifestation er røveri eller kærtegn, kan den som nævnt umuligt udgøre andet end en ganske lille mikroskopisk del af den helhed, hans uendelige kæde af årsag og virkninger eller hans liv eller evige fremtræden udgør. Den lille hændelse, vi blev genstand for, den være sig nok så smertelig for os, kan altså kun udgøre et enkelt "bogstav" i den store "bog", hans evige liv og tilværelse udgør. Og da denne "bog" er endnu større, ja er ligefrem gigantisk i forhold til det værk, vi før betegnede ved flere tusinde sider, thi hvad betyder flere tusinde sider i et værk, der er uendeligt, er selve evigheden, vil vor bedømmelse af vor næste som "røver" således ikke være nogen absolut bedømmelse af vor næstes virkelige højeste selv eller den guddommelige "bog" eller det "evige værk", han som levende væsen udgør. Nævnte bedømmelse vil derimod kun udgøre en afsløring af vor reaktion over for det enkelte lille bogstav i nævnte evige værk, som vor næstes røveri allerhøjest kan udtrykkes at være.
 

At denne næste overhovedet slet ikke har udløst den absolut første betingende årsag til eller basis for, at vi blev genstand for den handling, vi udtrykker som røveri, og at vi selv således er den absolut første udløsende årsag til nævnte begivenhed, ligger som regel helt uden for vort daglige fysiske erkendelsesområde. Når vor næstes handlemåde overhovedet har kunnet få indpas i vor egen skæbne eller i vor egen årsags- og virkningskæde, er det jo netop fordi, vi på et eller andet tidspunkt, måske endog i et tidligere liv, ved vore handlinger har udløst eller formet nævnte kæde således, at der har kunnet danne sig mulighed for en kollision med vor næstes årsags- og virkningskæde. Kendsgerningen viser os altså, at vi kunne blive genstand for – virkninger. Men da virkninger umuligt kan opstå uden en forudgående årsag, må der også være en årsag til at vi kommer i en sådan situation, at vor næste kan udplyndre os. Denne årsag kan umuligt findes hos næsten, idet samme årsag jo nødvendigvis må være udløst allerede inden, vi mødte denne næste. Men når årsagen til vor udplyndring allerede findes hos os selv, inden vi overhovedet mødte vor næste, bliver det her til kendsgerning, at vor næste absolut ikke kan være den første årsag til vor skæbne. Det samme gælder i en hvilken som helst situation. Hvad vor næste så end gør imod os, kan han aldrig i noget som helst tilfælde være den første årsag til vor oplevelse af hans indblanding i vor egen skæbne. Der må altid forud for dette være en årsag til, at vi kan blive genstand for vor næstes påvirkning, enten det er røveri eller kærtegn, enten det er had eller kærlighed. Der må være en årsag til, at vi kommer til at møde denne næste, kommer i forbindelse med ham. At vi måske slet ikke har opsøgt ham, men at han derimod har opsøgt os, forandrer jo ikke princippet. Hvis han opsøger os, skønt vi måske slet ikke kender ham, kan det jo kun være på grundlag af, at vi har udløst eller bevirket noget, der tiltrækker ham, noget der vækker hans interesse, enten det nu er for at hade eller for at kærtegne os.

Som vi her ser, kan den "første årsag" til vore oplevelser aldrig i noget som helst tilfælde ligge hos andre end os selv. Hvordan livet så end former sig for os, hvilke oplevelser der så end kommer over os, vil situationen altid urokkeligt være den, at vi er stillet over for spørgsmålet: hvad har bevirket, at vi netop kommer til at være stillet over for disse begivenheders ophav – for kun det, der er årsag hertil, kan være den sande årsag til, at disse begivenheder er blevet vor skæbne.

Da denne årsag nødvendigvis må være udløst inden vort møde med de nævnte begivenheder og deres ophav – i modsat fald ville dette møde jo aldrig kunne have fundet sted – kan nævnte ophav således, som allerede tidligere påpeget, umuligt være vor skæbnes sande ophav eller første årsag.

Men da jordmenneskets sind ikke desto mindre er baseret på den tro, at næsten er ophavet til dets skæbne, bliver det ond eller god imod næsten, alt eftersom det tror, han er ond eller god imod det selv. Og da denne tro er den absolut førende kraft i det ufærdige jordmenneskes sind og derved bliver den virkelige førende eller styrende faktor bag samme væsens vilje, er vi her kommet til den inderste analyse af den magt, der befordrer alverdens ulykkelige skæbner, der befordrer krigens og lidelsernes kulmination og eldorado inden for det jordiske menneskesamfund. Det er denne fuldstændigt fejlagtige tro eller falske forestilling om sin næste og sig selv, der udgør den altbeherskende magt bag viljen og dermed bag væsenets materielle virkeliggørelse af denne vilje. At denne falske tro på sin næste umuligt kan gøre sindet venligt, lyst og lykkeligt stemt over for denne næste turde vel være åbenlyst. Men da den ikke desto mindre udgør den hemmelige magt bag væsenets viljeføring, bestemmer absolut alt, ja, former væsenets sind, skaber dets modtagelighed og immunitet, dets antipati og sympati og dermed hele udformningen af dets skæbne, er vi her ved roden til absolut alt "ondt". Sindet, formet som en udløsning af denne falske tro på næsten og denne heraf følgende tro på sig selv som martyr, som uretfærdigt behandlet af denne næste, er således den absolut inderste magt bag alle ydre dræbende, lemlæstende og ødelæggende våben eller redskaber. Det er ikke så mærkeligt, at verdensgenløsningen igennem verdens største vise og de af dem skabte religioner og moralforskrifter koncentrerer sig i det store og ene bud: "Du skal elske din næste som dig selv", og forkynder, at dette er "al lovens fylde". Den falske tro på næsten er således jordmenneskets største onde. Det er frøet eller kernen til dets egen ulykkelige skæbne, ligegyldigt hvilken art af ulykke eller ubehag denne skæbne så end udviser. Hvis mennesket når at få udviklet evnen til at elske sin næste således, at dets forhold til denne bliver det samme som hundrede procent kærlighed, vil det udelukkende betinge, at det kommer til at leve i et tilværelsesplan, hvor sygdomme og ulykker lige så lidt kan forekomme, som krig eller forfølgelse og lemlæstelse af næsten i det samme plan kan finde sted. Til en sådan hundrede procent kærlighed hører naturligvis også ophøret af myrderierne af vore medvæsener på det animalske plan, de såkaldte dyr. Disse væsener hører jo til de medskabninger, som Gud også velsignede efter skabelsen og påbød: "Vorder frugtbare og mangfoldige og opfylder jorden".

Tror man ikke, det er Guds mening her, at det menneskelige sind skal være opfyldt af at være med i forståelsen og udfoldelsen af denne guddommelige vilje? Han sagde aldeles ikke, at disse skulle være føde for jordmennesket. Tværtimod, var det ikke netop denne føde, der hører med til den "forbudte frugt"? Den guddommelige vilje angående jordmenneskets føde står udtrykkeligt klart i den bibelske overlevering. Siger Gud ikke her til Adam og Eva: "Se, jeg har givet eder alle urter, som give sæd, som ere over al Jorden, og allehånde træer, i hvilke træers frugt, som have sæd, de skulle være til føde"? Stemmer dette ikke overens med det femte bud "du skal ikke dræbe"? Den fuldkomne Adam eller det fuldkomne menneske behøver således ikke at dræbe for at leve. At spise træers frugt, i hvilke der er sæd (kerne), er altså det samme som at spise frugtkødet, der er omkring kernen. Men derved sker der jo ikke noget som helst drab på selve træet. Da kernen netop bliver fri, ved at man borttager kødet omkring den, bliver der jo dermed skabt mulighed for, at den kan sås eller plantes og dermed bringes til at spire og udvikle sig. Og hvad selve frugtkødet angår, får det jo den fordel af at blive spist eller optaget som næring i en organisme, at dets mikroliv (det levende i stoffet) får lejlighed til på en naturlig måde at fortsætte sit liv i den organismes stofverden (dens blod og kød), i hvilken det er indgået som føde og kommer derved til at opfylde sin guddommelige plan og hensigt. I modsat fald ville nævnte frugtkød være prisgivet den såkaldte forrådnelsesproces, der for dets mikroliv uundgåeligt betyder unaturlig død og undergang. Alle betingelser for på normal måde at leve videre bliver samme liv derved afskåret fra. At jordmennesket endnu ikke kan leve udelukkende ved dette fine og levende stof forandrer ikke princippets rigtighed eller den guddommelige befaling. Det viser derimod bare, at "Adams" skabelse endnu ikke er færdig. Han er endnu ikke udgørende "mennesket i Guds billede". Men selv om jordmennesket endnu ikke er så langt fremme i sin udvikling eller den guddommelige skabelse, så er det dog urokkeligt fremtrædende i en sådan situation eller omgivet af sådanne muligheder for vegetabilsk føde, at det slet ikke på nogen som helst måde er en livsbetingelse for det at dræbe dyr.
 

Det er ganske rigtigt nødvendigt for vegetaren at nyde vegetabilsk føde, der ligger lidt uden for de foreskrevne rammer, såsom rødder, blade og stilke, ja, endog i visse tilfælde kerner, hvorved situationen ikke bliver helt i kontakt med en hundrede procent opfyldelse af det guddommelige bud. Men en "Adam", der f.eks. indtil halvfems procent overholder dette bud, er nærmere sin fuldendelse og mere i "Guds billede" end en "Adam", der indtil halvfems procent overtræder det. At virkningen heraf ikke udebliver er naturligvis en selvfølge. Var det ikke netop denne virkning af den "forbudte frugt", der betød, at Jorden skulle være "forbandet", hvilket vil sige: fuld af disharmoni, smerte og lidelse?

Hvorfor bringer det da mindre lidelse at "dræbe" planter, hvilket jo mere eller mindre sker i de situationer, hvor det drejer sig om at spise rødder, stilke og kerner? Da planten ikke har den fundamentale del af sin vågne dagsbevidsthed på det fysiske plan – dens højeste sansebegavelse her er udelukkende kun en svag begyndende anelsesevne – er den i det væsentlige et endnu "ufødt" væsen på det nævnte plan. Den har derfor ikke noget nervesystem af en så udviklet standard, at den kan lokalisere en læsion i sin fysiske organisme på anden måde end som en mere eller mindre fremtrædende "ubehagsanelse". Ja, man kan her rent billedligt udtrykke, at i dens forhold til dyrets hundrede procent evne til at fornemme smerte, har planten kun en fem procent evne. Hvad der således ligger uden for disse fem procent af plantens oplevelsesevne, kan jo umuligt påføres den som oplevelse af bevidst ulykke og lidelse og er dermed ganske uden for dens skæbne. Og det er jo disse fem procent (ubehagsanelse), der totalt ophører for planten i situationer, hvor kun dens rene frugtkød eller modne frugter bliver antastet eller beslaglagt som føde for en animalsk organisme.

Når jordmenneskene ikke desto mindre svælger i deres animalske medvæseners eller dyrenes organismer, kød og blod, ja, endog i visse tilfælde har gjort dræbningen af disse medvæsener til tidsfordriv, til sport, til fornøjelse i form af lystjagt, lystfiskeri og lignende, og således er hundrede procent overtrædere af selve loven for livet, er det altså også her sindet, der er den altbesejrende magt i dette "lystmorderiske" væsens mentalitet. At dette væsen her dækker eller camouflerer sine overtroiske formodninger eller indbildte forestillinger om, at det har ret til at dræbe, bag flertallets autoriserede skik og brug, mode, dannelse eller såkaldte "kultur" på samme måde, som det dækker så mange andre konflikter med eller udskejelser over for loven for livet, forandrer ikke princippet eller samme lovs urokkelige krav om opfyldelse. At flertallet overtræder loven for livet gør jo ikke overtrædelsen til en overholdelse og fjerner således ikke overtrædelsens virkninger, men gør derimod overtrædelsen til en magt. Den "autoriserer" overtrædelsen med de mange overtrædendes enstemmighed. Den enkelte overtræder får flokkens magt og dermed dens velsignelse bag sin overtrædelse. Og tænk, hvad der så opstår, når "magten" velsigner overtræderen af "loven for livet", velsigner undermineringen af selve det fuldkomne livs eksistens. Er det ikke denne flokkens velsignelse og samtykke, der gør tobaksrygning, nydelse af alkoholindholdige drikkemidler, nydelsen af kød og blod eller andre animalske produkter til uundværlige foreteelser eller faktorer i den såkaldte "god tone". En enlig ikke-ryger, ikke-dranker, ikke-kødspiser i et selskab på f.eks. 50 personer tilhørende nævnte "god tone" eller den heraf fremtrædende "autoriserede" moderne "dannelse" og "kultur" er nærmest udsat for dette selskabs medynk og beklagelse, hvis han da ikke er udsat for dets hån, latter og vittigheder. Han er og bliver dette selskabs eller denne floks "sorte får". Tænk, hvilken rå magt der således skjuler sig i den moderne kultur og dannelse, den autoriserede "god tone".

Og hvad er så denne kultur og dannelse eller "god tone"? Ja, er den ikke slet og ret "flokkens sind"? At være et "fint menneske", at være "kultiveret" eller "dannet" vil altså være dette, at have flokkens sind ganske uafhængigt af, om dette sind i sin natur er udløsningen af den værste mordudskejelse. Tænk, hvor farligt det altså kan være, kun at eje flokkens sind og tanke, og hvor guddommeligt det til gengæld uundgåeligt er at eje et sind, der uafhængigt af flokkens mening, efter evne tør opfylde "loven for livet". Uden disse væsener ville "flokken" aldrig nogen sinde komme længere fremad eller opad i kultur, men måtte forsumpe i moral og væremåde. Kun den, der tør overholde "loven for livet" på tværs af flokkens mening, er dens åndelige fører, selv om han er dens fysiske "sorte får". Dens hån og forfølgelse er kun det sikre kendetegn på, at han virkelig er i færd med mentalt at løfte flokken. Det markerer, at han har tag i den. Den føler sig allerede ilde berørt af dette hans tag, derfor hån og spot, derfor forfølgelse af den formastelige, der, om end ikke ved propaganda eller trang til at erhverve proselytter, dog ved sin blotte væremådes mere eller mindre fremtrædende opfyldelse af livspligten fornemmes som en fare for flokkens overtro, indbildte kultur og dannelse, dens fortsatte tilfredsstillelse af unaturlige og dræbende begær og lyster.
 

Som vi her har set, er sindet således den absolut altbeherskende magtfaktor bag viljeføringen. Det er ikke blot på det rent fysiske område i forholdet til andre mennesker, men også i allerhøjeste grad i forholdet til dyrene, til den føde vi indtager. Alt, hvad vi foretager os, er et udslag af vort sind. Men da sindet igen kan reguleres i kraft af åndeligt lys, hvilket vil sige intellektualitet, kundskab og viden om tingene, vil det "ene store fornødne" for det jordiske menneske af i dag udelukkende være: åndeligt lys, lys og atter lys. Dette lys er ikke blot en kundskab om mål og vægt, det er ikke et spørgsmål om, hvor langt der er til solen, eller hvor meget Jorden vejer. Det er ikke et spørgsmål om, hvad der i dag er skik og brug, eller hvad man i dag anser for "god tone" eller "flokkens" mening angående moral, ligesom det heller ikke er et spørgsmål om, hvordan ens næste lever, eller hvad han gør eller ikke gør imod en selv. Det er derimod et spørgsmål om kundskab til overholdelsen af "loven for livet" og evnen til at praktisere denne overholdelse. Men da loven for livet ikke kan eksistere uden samtidigt at være identisk med "loven for væsenets forhold til sin næste", idet denne næste også er identisk med "livet", ligger hele vor skæbnedannelse, vor mulighed for opnåelse af virkelig lykke eller glæde ved at være til, således udelukkende i vort daglige forhold til denne næste. Hans liv er den mark, i hvilken vi nedplanter vort sinds frugter, dets kerner eller frø. Denne mark vil så efterhånden over for os blive fyldt med giftige, dræbende urter, blive en krigens, dødens og lemlæstelsens valplads, eller en guddommelig have, overdådigt fyldt med livgivende og salighedsbefordrende skønne træer, blomster og frugter, blive et lysets hjemsted, alt eftersom vort sind over for næstens liv eller på nævnte mark var en nedplantning eller såning af had eller kærlighed.

Når sindet eller denne "den hemmelige magt bag våbnene" bliver til kærlighed, går lysets porte op for menneskeheden. Dødens overtro er ikke mere. Gråd og tænders gnidsel, skrig og pine er også fjernet fra menneskehedens kontinenter. Og Jordens bevægelse i tid og rum er blevet en fredens lysende bane i universet.

(Foredrag holdt 1944, bearbejdet af Martinus personlig,
– fra Kosmos 1965)