Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Vi lever i en tid, hvor der tales så meget om våben, der tales om bombeflyvemaskiner, slagskibe, tanks, flyvende bomber, håndgranater, maskingeværer, revolvere, bajonetter osv. Kulminationen af sabotage og ødelæggelser i stor stil kaster larm og røgskyer kilometer højt op igennem atmosfæren. Myrderier og blodbade, hele befolkningers dødsskrig runger igennem verden. En dødslavine går hen over Jorden. Og det store problem for den lidende menneskehed må urokkeligt blive spørgsmålet: "Hvad eller hvem er den dræbende magt"?

Her vil man måske svare, at det er "kapitalismen", "militarismen", det er den eller den form for "politik", eller det er "forretning" eller monopoliseringen af de eller de landes særlige råstoffer eller råmaterialer, der udgør den dræbende magt, ligesom man måske også vil fremhæve, at religionen eller religiøse ideer kan afføde krig eller kamp om værdierne. Men er det nu rigtigt? Er det disse foreteelser, der er den absolut dybeste årsag til dødslavinen eller det i øjeblikket frembrusende ragnarok over jorden?

Det er naturligvis rigtigt, at disse foreteelser er de ydre iklædninger, i hvilke krigs- eller kampenergierne udfolder sig. Men fordi en ting udfolder sig i en af de nævnte foreteelser, behøver den ikke i sig selv være "ond" eller krigsbefordrende. "Kapitalismen" behøver ikke i sig selv at være "ond", tværtimod, den sande "kapitalisme" sætter jo "kapitalisten" i stand til at kunne yde sin næste en langt større materiel hjælp end noget som helst andet væsen. Han kan give millioner af kroner til mange forskellige velgørende formål. Han kan yde hjælp til forældreløse børn, til syge og andre nødlidende. Han kan skænke hele kapitaler til hospitaler, rekreations- og alderdomshjem. Han kan lade bygge skoler og læreanstalter. Han kan således på mange måder mildne livet for sin mindrebemidlede næste i en målestok, der næsten ikke har noget sidestykke. At "kapitalisten" ikke benytter kapitalen eller besiddelserne på denne måde, men udelukkende i selvisk eller egoistisk retning, ja måske oven i købet bekæmper eller modarbejder ovennævnte formål, er en sag for sig. Det skyldes altså ikke selve kapitalen eller rigdommen. Det samme gør sig naturligvis også gældende med hensyn til "militarismen". Denne er i sig selv heller ikke "ond" eller krigsbefordrende. Tværtimod, den kan jo netop i sig selv være krigsforhindrende. Den kan være identisk med en magt, der holder alle forbryderiske tendenser i ave, kan holde alle havesyge og begærlige landes anmasselser og overfald i skak. Den kan være det urokkelige fundament for beskyttelse af ædel kultur. Den kan betinge retfærdighed eller absolut lige ret for alle inden for samfundene, ja, den kan være det absolut uundværlige, livsbetingende moment bag enhver form for ro og orden inden for samfund, i hvilke der er anarkistiske tendenser. At "militarismen" eventuelt ikke bliver benyttet på denne måde eller som "politi", men derimod benyttet til at tyrannisere, røve og plyndre andre og mindre bevæbnede stater med, skabe terror, undertrykkelse og fornedrelse for andre folkeslag og racer er ligeledes en sag for sig. Det skyldes altså slet ikke selve "militarismen".

Med hensyn til politik da afviger den ikke i princip fra de to førnævnte faktorer. Den kan i sig selv være en overdådig energi- eller kraftudfoldelse i retning af at føre disse faktorer i kontakt med den allerhøjeste moralske begrundelse. Ser vi nærmere på princippet "politik", da vil dette i sig selv lige så lidt være "ondt" som de to forudgående principper. Ja, det kan endog repræsentere det højeste ideal, have de mest menneskekærlige formål, ligesom det naturligvis også kan være udtryk for den højeste forfængelighed, begær efter at erobre og besidde magt, være fremmende for befordring af undertrykkelse, skabende herrevælde for nogle væsener og åbent eller camoufleret slaveri for andre. Men en ting, der lige så vældigt kan bruges i "det gode"s tjeneste, som den kan bruges i "det onde"s eller ukærlighedens tjeneste, kan ikke bedømmes som en "ond" foreteelse. Kun det, der bevirker nævnte tings benyttelse i "det onde"s tjeneste, kan retmæssigt være genstand for nævnte bedømmelse.

Med hensyn til den fjerde af de førnævnte foreteelser og som under begrebet "forretning" så at sige udelukkende behersker hele den civiliserede verden, da er dette princip i sig selv eller i sin egen renkultur også ganske blottet for at udgøre noget som helst i retning af "ondskab" eller mentalt mørke. Tværtimod, det udtrykker jo i sin egen absolutte natur kun den evige skabers eget store hovedprincip: "Noget for noget", hvilket igen vil sige: "Samme værdi for samme værdi". I denne sin renkultur er "forretning" i allerhøjeste grad af "det gode". Da er det opretholdende universets ligevægt eller evige balance. I denne tilstand umuliggør nævnte princip al egoistisk udnyttelse af andre levende væsener. Ingen kan i form af denne overholdelse af forretningsprincippet komme til at snylte sig livets goder til eller leve højt og mageligt i dovenskab, ugidelighed og frådseri på bekostning af andre menneskers førlighed og naturlige krav til livet, så at disse må gå til grunde i fornedrelse, armod, sult og savn. Der, hvor "forretningsprincippet" kun manifesteres i form af camoufleret røveri og plyndring, hvilket vil sige, der hvor nævnte princip anvendes som påskud til at tilegne sig – ikke "samme værdi for samme værdi", men derimod "mere værdi for mindre værdi", har vedkommende "forretningsmand" jo tilegnet sig et kvantum værdi, han ikke har ydet noget for. Dette kvantum er altså stjålet. Og nævnte "forretningsmand" er ikke nogen "forretningsmand", men en "tyv". At samfundet beskytter dette "tyveri" i kraft af dettes camouflage som "forretning", forandrer ikke nævnte princips kosmiske analyse. I absolut forstand er enhver udøvelse af "forretning" på denne måde "tyveri", og i kraft af, at nævnte "tyveri" er camoufleret som noget, der er moralsk tilladeligt, vil samme "tyveri" yderligere i kosmisk forstand være at stemple som "bedrageri". Og her gælder Frelserens ord vel mere end noget andet sted: "Hvo, som tykkes at stå, se til, at han ikke falder".

At en civilisation, der er baseret på autorisering af et sådant tyveri og bedrageri, næsten udelukkende betinger, at dens individer må være "tyve" og "bedragere" og i samme omfang ligeledes må bestå af "bedragne", "bestjålne" eller "udplyndrede", er naturligvis en selvfølge. Ja, er ikke en overordentlig stor del af skoleundervisningen og opdragelsen netop baseret på at dygtiggøre de enkelte individer i dette som "forretning" camouflerede "autoriserede tyveri- og bedragerisystem"? At en sådan civilisation og kultur umuligt kan bestå, men må opløse sig selv i krig og lemlæstelse, fornedrelse og undergang er vel ikke vanskeligt at fatte? Og er det ikke netop en kendsgerning, at kultur på kultur er gået under, alt eftersom nye og mere genialt udtænkte og opfundne metoder i dette bedragerisystems favør opstod og satte sine ophav i stand til at slå det bestående samfunds kultur ud? Taler ikke talrige ruinhobe verden over om fortidens ødelagte storbyer og for længst hensmuldrede kulturer? Og hvad er det, der sker for vore øjne i dag? Synker ikke den højeste og mest moderne kultur, der endnu nogen sinde har eksisteret på jorden, i grus? Er verden ikke i øjeblikket udtryk for den herskende udfoldelse af virkningerne af det autoriserede "forretningsprincip"s totale fallit? Er det ikke netop fornemmelsen af at være genstand for den allerhøjeste form for "uretfærdighed", der som en uimodståelig orkan stormer hen over Jorden og med den allerhøjeste anspændelse af genialitet udløser alt, hvad der kan udtænkes af dræbende, myrdende og lemlæstende foreteelser? Intet er mere helligt og ukrænkeligt. Hævn, hævn og atter hævn over og udslettelse af "forbryderne" er det store almene ønske. I alle lejre, i alle kredse, på alle slagmarker eller krigsskuepladser råber menneskene på straf over "forbryderne", hvilket vil sige modstanderne. Kun én eneste stor følelse behersker menneskeheden af i dag, nemlig: "Martyrfornemmelsen", fornemmelsen af at være genstand for blodig uretfærdighed. Hvem af stridende parter vedgår sig at være besjælet af nogen anden ånd, indstilling eller erkendelse? Hvem af stridende parter råber det ud: "Jeg har fejlet, jeg vil nu gøre alt det godt, jeg har forbrudt, jeg vil erstatte alt det, jeg, ganske vist med myndighedernes og civilisationens beskyttelse og autorisering, har stjålet og bedraget andre væsener for"? Ingen. Kun "sejrherren" kan tvinge "den besejrede" til en erkendelse af ydre kapitulation, men "martyrfornemmelsen" hos "den besejrede" kan ingen materiel magt eller terror bringe til at kapitulere. Følelsen af at være uretfærdig behandlet af modstanderen vokser i samme grad, som der gøres forsøg på ved tortur, straf eller ydre magtmidler at tilintetgøre den. Og vi er her kommet til den største form for magt, der overhovedet findes i universet, en magt, over for hvilken alverdens sprængstoffer og mest geniale dræbende midler, hemmelige og åbenlyse våben uundgåeligt må kapitulere. Denne magt er "sindets" magt. "Sindet" er således en udøvende, altbesejrende hemmelig magt bag våbnene.

Principperne: kapitalisme, militarisme, politik og forretning er således i sig selv ikke "onde" faktorer, de kan lige så godt anvendes i det "godes" tjeneste som i det "ondes". Det der er "ondt" eller "godt" vil altså være den hemmelige magt, af hvilken de beherskes og dirigeres. Da denne magt, som før bemærket, er "sindet", og dette igen udgør det samlede produkt af det levende væsens sanseevne og den heraf udrundne "erkendelsesevne", og denne igen betinger væsenets viljeføring, bliver det således denne erkendelsesevne, der udgør den allerdybeste årsag til, om de nævnte principper skal udfoldes til fordel for "det gode" eller "det onde".

Det bliver altså udelukkende denne erkendelsesevne, der kan stemples som "ond" eller "god", hvilket igen kosmisk set vil sige: kan erkendes som udgørende den ene eller den anden af de to kontraster. Nævnte erkendelsesevne kan ikke i nogen som helst situation repræsentere de to kontraster samtidigt. Den kan ikke på én gang erkende en ting som "ond" og "god". I så fald måtte viljeføringen blive udslettet, thi den ville da diktere to modsatte handlinger. Men at ville to modsætninger på én gang er det samme som at neutralisere sin vilje. Man kan ikke samtidigt stige op på et loft og ned i en kælder. At ville begge dele på én gang er det samme som ikke at ville noget. Derfor kan en viljeføring således kun udgøre en foreteelse, til hvilken der må findes en modsætning. Om denne modsætning opfattes som "ond" eller "god" vil altså udelukkende være afhængig af den bag viljeføringen eksisterende erkendelsesevne, der jo igen er det samme som fundamentet for sindet. Erkendelsesevnen er et resultat af sanseevnen, der jo har til opgave at registrere, om en tings natur er "behag" eller "ubehag" for væsenet. I samme grad, som tingen igennem sanserne erkendes som "behag", i samme grad vil erkendelsesevnen diktere viljeføringen til fordel for nævnte ting, medens det modsatte jo er tilfældet der, hvor tingen igennem sanserne erkendes som "ubehag". Denne erkendelse af tingene som "behag" eller "ubehag" udgør således den eneste, der kan ændre væsenets viljeføring.

Men denne erkendelse kan være identisk med selvoplevet viden og derved fremtræde som "kendsgerning", ligesom den også kan være blot en af andre væsener overbragt beretning og kan da højst blive et postulat, et dogme, en formodning der, hvor den ikke udgør en korrekt "teoretisk viden". Da denne tilegnelse af indtryk af livet eller omgivelserne igennem sanserne danner væsenets erkendelse af det heraf fremtrædende "sind", bliver det her til kendsgerning, hvor kolossal en skala af "falske" eller "uægte" former dette sind eventuelt kan udgøre. Et sind kan således udelukkende være en koncentreret kombination af bare overleverede dogmer, andre væseners beretninger, postulater, som væsenet instinktmæssigt føler dragning imod og derfor bliver en "troende" tilhænger af, selv om det er ganske afskåret fra at eje disse tillærte foreteelser som realistisk viden eller kendsgerning. Disse kan derfor være totalt falske, uden at dette vil ændre noget i væsenets sympati for og tro på dem. De vil således ganske udgøre dets "sind" og uhindret dirigere dets viljeføring, der igen betinger forholdet til dets omgivelser.

Men tænk, hvilket skrigende og ulyksaligt falsk billede af sandheden, et sådant forhold kan afstedkomme. Er det ikke netop en kendsgerning, at fanatiske dogmer, postulater, tåbelige formodninger har bragt deres ophavs manifestationer til at være en udløsning af den mest forfærdelige forfølgelse, underkuelse og fornedrelse af andre væsener. Ja, er ikke tåbelige ideer, der slet ikke har noget med videnskabelig begrundelse at gøre, undertiden opstået i et enkelt væsens hjerne og derfra igennem dets viljeføring bragt videre og styrtet hele folk i fornedrelse og ulykke, skabt forfølgelse, krig og lemlæstelse, ja, været den næsten uudslukkelige ild bag enhver form for intolerance, religionsforfølgelse, magtbegær og yderligere i form af "religion" afstedkommet ikke blot blodige drab af dyr, men også store blodbesudlede ceremonier med menneskeofringer på foregivne "altre for guder". Og hvad mener man om inkvisitionens hundrede tusinder af ofre på "den kristne guds alter", befordret af hans egne præster og ypperstepræster? Tænk hvilken åbenlys demonstration af "sindets" tåbelighed, der her er overleveret efterverdenen. Foran den almægtige ene Guddoms åsyn, der påberåbes at være "kærlighed" og påbydende, at enhver, "der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd", "det et menneske sår, skal det høste", "man skal vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre", ja, kort og godt påbyder, at "man skal elske sin næste som sig selv" – opsætter man et alter i form af en heksekedel, i hvilken man i ordets allermest bogstavelige forstand brændte sin næste levende op under foregivelse af at behage det "alkærlige" højeste væsen. Med glødende tænger, radbrækningsinstrumenter og andre raffinerede torturredskaber tvang man sin ulykkelige næste – det væsen man i virkeligheden skulle elske – i hundred tusindvis ind i dette "helvedes" glødende ild. Man forstod altså at skabe sig aspiranter til denne ild. Med torturredskaberne skulle man nok skaffe sig "ved" til dette djævelske bål. Tænk, hvilken sadistisk atmosfære, der her er steget op imod den eviges trone. Tænk, hvilken ny besudling og korsfæstelse af det ophøjede og rene væsen, der allerede en gang tidligere havde ladet sig korsfæste for at stadfæste "næstekærligheden" på Jorden. I hans navn retfærdiggjorde man sit eget sadistiske sinds tåbelighed og udsmykkede sin endnu noget grovkornede samvittighed med pragtfulde ornater, gyldne krucifikser, rosenkranse, salmesang og orgelbrus, tændte lys etc. og opretholdt dermed suggestionen om sin egen høje kontakt med menneskesønnen.

Vi ser således her, hvorledes "sindet" bag religionen eller de religiøse kræfter i mennesket bestemmer, om disse kræfter skal anvendes i "det godes" eller "det ondes" tjeneste. Ja, som vi her har set, kan "religionen" bruges i "det ondes" tjeneste der, hvor denne anvendelse endog strider direkte mod selve religionens hovedforskrifter.

Men "sindet" bestemmer jo også i felter, der ligger helt uden for de rent religiøse. Hvor mange kan i dag sige sig fri for ikke at have bragt en eller anden lille, ikke helt flatterende og endnu mindre som absolut sandhed bekræftet, nyhed til torvs om den eller den af deres næste, der ikke i særlig grad er i deres yndest? Ja, ser man ikke, at individer, der hver især endog udgiver sig for at være en særlig moralsk kapacitet, være inkarnationen af den eller den profeterede åndelige autoritet eller storhed, der skulle komme, være inkarnationen af en messias, være inkarnationen af Jesus eller lignende, udgøre redskaber for den samme slags "nyhedsudbredelse" om deres næste, når denne næste hører til væsener, hvis højintellektualitet er en besværlig hindring for udbredelsen af troen på deres egen formodede høje åndelige identitet og storhed?

Men ethvert træ må bære sin særlige slags frugt. Og en moralsk kapacitet, en Kristus, der befordrer nedsættende tale om sin næste, der ikke kan bekræftes som sandhed, kan umuligt være identisk med den "Kristus", der var ét med sandheden. Men selv om denne nedsættende tale kan bekræftes som sandhed, vil en Kristus, der udbreder den, ligeledes umuligt kunne være identisk med den Kristus, der var "ét med vejen". "Vejen" er jo dette: at "elske sin næste som sig selv". Og der er vel ingen, der retmæssigt kan påstå, at verdensgenløseren Jesus Kristus ikke var den inkarnerede næstekærlighed? Ja, det skulle da lige være de falske Kristus'er, hvis mangel på næstekærlighed er alt for åbenlys kompromitterende for deres påstand om at være verdensgenløseren. Desuden er verdensgenløserens personlighed ikke blot og bar et væsen, der kan vise ydre venlighed, tilgivelse eller næstekærlighed. Han er noget meget mere end det, at være et godt og rart menneske. Han er også inkarnationen af "næstekærlighedens videnskab", thi uden denne ville hans mission som verdensgenløser være umulig. Og stillet over for sådanne kvalifikationer er det, at væsener, der endnu ikke engang er nået så langt i deres udvikling, at de kan være et godt og rart menneske og derfor i langt, langt mindre grad kan besidde denne sindstilstands videnskab, åbenlyst kompromitterer sig for det almindeligt intellektuelt begavede menneske, når de påberåber sig at være "Kristus" eller en af menneskehedens allerstørste førere. Og i særdeleshed når de, som før bemærket, ligefrem nedlader sig til at udsprede nedsættende nyheder om medvæsener, hvis virkelige højintellektualitet er dem i vejen, ja, så er det jo tydeligt at se, at deres sind gør dem identiske med den slags sandhedsforfølgende væsener, om hvem Kristus siger: "Fader forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør".

Vi er således alle en slags mentale træer i Guddommens store have. Og vi må som følge heraf bære frugt. Og denne frugt hedder altså "sindet". Sindet udgør således mange slags frugter. Og nogle af os kan altså bære frugter, der ligefrem gør os sandhedsødelæggende, sandhedsforfølgende, får os til at befordre illusioner og løgne, skabe krig, død, tortur, lemlæstelse eller korsfæstelse i den tro, at vi dermed er moralske storheder. Og andre af os kan bære frugter, der er umådeligt velsignelsesrige, befordrende den evige sandhed, spredende liv, kraft, glæde og lykke eller mental helbredelse ind i ethvert sind, hvor overtroens, sorgens og ulykkens lidelser ellers plejer at have til huse og derved gør os til væsener, der virkeligt i større eller mindre grad er "ét med Kristus" eller en verdensgenløser. Det er altså sindet, der er den altbeherskende magt bag manifestationerne. Det er sindet, der får os til at være "ond" eller "god". Det er sindet, der får os til at lave de mest raffinerede og grusomme mordvåben og lemlæstelsesinstrumenter; revolvere, maskingeværer, bomber, kanoner, krigstanke, flammekastere, giftgas og andre livsfjendtlige tekniske og kemiske substanser. Og det er sindet, der får os til at bruge disse foreteelser enten i hadets eller kærlighedens tjeneste. Det er sindet, der får os til at udløse de mest geniale samfundsgoder: jernbaner, dampskibe, flyvemaskiner, sporvogne og biler, sunde og hygiejniske boligforhold, hospitalsvæsen, invalide- og alderdomsforsorg, statsstyrelse, retsvæsen, ro og orden osv, osv.

Sindet gør os således til herre over tingene, lige så vel som det er sindet, der gør os til slaver af tingene. Det levende væsens sind er den absolutte magt bag al dets manifestation og skabelse.

(Sluttes i næste nummer)