Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Et af de Punkter i Martinus' Arbejde jeg hyppigst hører kritiseret er det, at Lidelsen er en Velsignelse man bør være Forsynet taknemlig for. Mange mener, at det er at stille Sagen paa Hovedet, naar man fremhæver Lidelsen som i sin Natur værende mere værdifuld end Glæden og synes, at det er at gøre Livet mere besværligt for sine Medmennesker ideligt at omtale Lidelsen som det centrale i al Udvikling.

For kort Tid siden kom jeg til at sidde overfor en Dame, hvis Ansigt var furet og ældet af Lidelse og Modgang, men hvis Øjne lyste med en Glans, det kun er blevet mig forundt at møde hos faa. Ganske naturligt kom vi til at tale om Livet og dets Mening, og ejendommeligt var det for mig at høre hende fortælle om, hvorledes hun i sin Ungdom havde drømt om at kunne leve sit Liv i Overensstemmelse med sine Idealer, hvorledes hun med Begejstring havde taget de hende stillede Opgaver op, stolende paa, at netop hun vilde være den rette til at føre dem igennem til Sejr. Og hvorledes saa Modgang og Skuffelser Gang paa Gang havde knækket hendes lyse Optimisme, havde skabt Tvivl og Bitterhed i hendes Sind og ladet hende blive et Bytte for den mest haabløse Fortvivlelse.

Nu sad hun her i sit Livs Efteraar og gjorde op med sig selv, hvad hun naaede, og Resultatet blev her – som forøvrigt overalt, hvor jeg har lyttet til virkelig Livserkendelse, – at Lidelsen var det, der havde givet hendes Liv Mening og Indhold, havde bibragt hende aandelig Vækst og aabnet hendes Bevidsthed for, at det virkelige Liv ikke leves i den ydre, men derimod i den indre Verden.

Vi higer alle mod Lykken, sagde hun, men ingen af os forstaar i Virkeligheden Lykken før bagefter. De fleste af de Taarer, jeg i mit Liv har grædt, er grædt i den Tid, jeg aandeligt set voksede mest, og nu, da alt er ved at være forbi, maa jeg ærligt for mig selv vedgaa, at de Timer, i hvilken jeg har lidt mest, har været de mest betydningsfulde for mig, de mest positive. Medgangens Tid var blot nødvendige Frikvarterer.

Fra mit eget Liv ved jeg, hun talte sandt, og mit Svar til de Mennesker, der har fundet Martinus' Opfattelse af Lidelsen negativ, har da ogsaa altid været, at ingen behøver nogen Stimulans for at udholde Glæden i Livet, men at det er en virkelig Stimulans for den lidende, naar det lykkes at bibringe ham Forstaaelse af Lidelsens positive Værdi for ham selv. Det er jo en Kendsgerning, at det er langt lettere at udholde en Smerte, naar man øjner en Hensigt med den, end omvendt, og Gang paa Gang har jeg været Vidne til, at Martinus' Arbejde netop i sig rummer Evnen til at bibringe endog stærkt lidende Mennesker Forstaaelse af Digterens skønne Ord: "Ej Skæbnerne var blinde, men blinde var kun vi!" – En Forstaaelse, der ikke kan andet end give Mod og Kraft til atter at tage Kampen mod det triste og tunge i Tilværelsen op paany og stimulere Individets voksende Længsel efter at naa frem til de Zoner i Udviklingen, hvor Smerten kun eksisterer som den evigt nødvendige – men forlængst oplevede – Kontrast til den Lykke, vi alle bevidst eller ubevidst længes efter.