Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Gennem adskillige årtusinder har den jordiske menneskeheds skæbne været bestemt af mere eller mindre strenge morallove, alt efter hvor på kloden og under hvilke forudsætninger kulturer er opstået og har udviklet sig.

Gennem Moses og de ham af Gud åbenbarede bud har vi lært Gud at kende som en retfærdig, men streng herre, som formaner sit folk til absolut lydighed og underkastelse under de guddommelige love, som manifesteredes under Moses førelse af det israelitiske folk. Det har ikke skortet på hverken ubarmhjertige fordømmelser eller nådeløse straffe for de syndere, som op gennem tiderne af den ene eller den anden grund ikke har følt sig i stand til at leve op til Moselovens leveregler. Disse gammeltestamentlige leveregler udgjorde tidligere tilværelsens absolutte faste punkt for de mennesker, som gennem skæbnen var blevet draget ind under denne regelbundetheds beskyttelse og forjættelse. Da en mere omfattende lovgivning i nutidig, verdslig forstand endnu ikke fandtes, idet en sådan lovgivning først kan opstå som et resultat af intelligensevnens vækst iblandt menneskene, behøvede menneskene en fast hånd i form af en religiøs eller trosmæssig funderet lovgivning, som de i fuld tryghed og urokkelig tillid kunne støtte sig til. Moseloven var for dem fra begyndelsen jura og religion i ét. Således troende, elskede menneskene Herren deres Gud, som den eneste virkelig eksisterende Gud. Og ved således at leve op til hans love kunne de vide sig genelsket som hans eneste udvalgte folk.

Ganske vist formanedes folket allerede dengang til at "elske deres næste som sig selv" (5. Moses, 19, 16-18). Men ikke et hvilket som helst væsen kunne på den tid opfattes som ens næste. Det var ens landsmand, man ikke måtte bagvaske eller stå efter livet. Det var ens broder, man ikke måtte bære nag til i sit hjerte, men skulle tale tilrette, så man ikke pådrog sig synd for hans skyld. Det var ens eget folks børn, man ikke måtte hævne sig mod eller gemme på vrede mod. Loven bød én således at elske sin næste og hade sin fjende, ja, aldrig i evighed skulle man bekymre sig om sidstnævnte (5. Moses, 23, 6). Guddommen opfattedes som en lovens Gud, en autoritetens Gud, en straffens, vredens og hævnens Gud, hvis kærlighed til sine børn afhang af, om de elskede ham i blind lydighed og absolut hengivelse. Således opfattedes altså den Gud, som ikke desto mindre da han havde skabt himlen og jorden – og mennesket til at gøre sig til herre over denne – så på alt han havde skabt, som værende "såre godt" (1. Moses, 1, 31).

Med Jesu fødsel trådte noget afgørende nyt ind i datidens årtusindgamle livsform. Hans ord og gerninger, død og opstandelse åbenbarede Gud som en kærlighedens Gud, hvis kærlighed ikke kun rettede sig imod et bestemt folk alene, men gjaldt alle jordens mennesker, hedninge såvel som troende. Med Jesu bøn på korset for sine bødler fuldbyrdedes et nyskabt fundament på det jordiske plan, – fundamentet for den revolutionerende, nyskabende livsholdning, som verdensgenløseren gennem såvel ord som gerning havde opbygget: At Guds vilje er dette, at vi skal elske selv vore fjender, – betingelsesløst, – og tilgive dem alt.

Med Jesu over al skriftlig lovgivning højt hævede livsholdning kom en bevægelse ind i lovens og troens verden, som var ny. Men den var på samme tid en bevægelse, som naturnødvendigt udfoldede sig med udgangspunkt i den i forvejen eksisterende, men sig selv gradvist udlevende bevægelse. Den sande næstekærligheds bevægelse manifesterede sig, for befrugtende at kunne flyde ind i det "tomrum", som opstår overalt, hvor loven bliver til lov for lovens egen skyld mere end for menneskets. De fleste skriftkloge og lovlydige borgere på Jesu tid forstod ikke dette. De forstod ikke virkeligt, at den, som havde sendt loven, måtte være højere end loven og derfor ikke burde identificeres med det lavere. De forstod ikke, at loven var kærlighedens ydmyge tjener og ikke dens bedrevidende fortaler. – Med loven i hånd forsøgte de derfor på forskellig måde at bringe den, som de anså for at være lovbryder, i forlegenhed.

Men Jesus tog ikke derfor afstand fra loven. Ved hele sin fremtræden markerede han blot kærlighedens væsen i forhold til lovens og lovlydighedens væsen: "Tro ikke, at jeg er kommen for at nedbryde loven eller profeterne; jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at fuldkomme. Thi sandelig siger jeg eder: før himmelen og jorden forgår, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå – før det er sket alt sammen". (Matt. 5, 17-18). Hele hans fremtræden var en åbenbaring af kærlighedens overordnethed og eviggyldighed, og af dens nærhed og virkelighed på det jordiske plan tillige. Og derved måtte lovens under ordnethed og relativitet nødvendigvis træde frem.

Kærlighedens møde og konfrontation med lovens verden gennem Jesus formede sig således som en for datidens mennesker næsten ufattelig udvidelse af næstekærlighedsbegrebet, idet ens kærlige følelser nu også måtte omfatte ens modstander og fjende, og ikke mere kun ens familie, slægt, venner eller landsmænd. Jesu lignelse om den barmhjertige samaritan trådte frem som en tydeliggørelse af denne sande kærlighedens livsholdning. Stående over for denne lille fortælling måtte mangen en lovlydig borger føle, hvordan noget hidtil ukendt kom op i hans indre og bankede på hans samvittigheds dør.

Da Jesus engang af en mistænksom lovkyndig blev spurgt om, hvilket bud i loven der var det største, svarede Jesus: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind." – Men han fortsatte: "Dette er det største og første bud. Men der er et andet, som er dette ligt: Du skal elske din næste som dig selv. – På disse to bud hviler hele loven og profeterne." (Matt. 22, 37-40). Med Jesu fremhævelse og sammenføjelse af disse to gammelkendte bud til ét og det samme bud – hvilende i den væremåde, som Jesus selv repræsenterede – åbnede han døren til noget hidtil ukendt. Men dette gjorde han ikke ved at sætte en helt ny lovformulering ind i stedet for den gamle. Han gjorde det ved at lade kærligheden eller livet selv overstråle lovens bogstav på en sådan måde, at dette trådte frem i et nyt lys. – Ja, det er også værd at lægge mærke til, at Jesus end ikke satte en yderste grænse for, hvem eller hvad der måtte være for ens næste at regne. Han åbnede blot døren til det ukendte på klem. Det var, hvad han kunne gøre, og det var stort. Ja, det var større, end det var muligt for menneskene tilfulde at forstå. Selv over for sine disciple måtte Jesus forklare, at han endnu have meget at sige, men at de ikke ville kunne bære det nu. Men han kunne også forvisse om, at denne menneskenes "bæreevne" ikke er af en vedvarende begrænset eller definitiv konstant størrelse eller kapacitet, men tværtimod er udtryk for en evne, som er i vækst: "Dette har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alle ting og minde jer om alt, hvad jeg har sagt jer." (Joh. 14, 25-26 og 26, 12).

Martinus' verdensbillede, udsprunget af kosmisk bevidsthed eller hellig ånd, åbenbarer for den modtagelige studerende, at menneskeheden hidtil endnu ikke har haft mulighed for at lodde næstekærligheden i hele sin dybde. Den studerende ser, at der i sandhed endnu er meget at lære og meget at blive mindet om. Han ser et verdensbillede træde frem, hvis urokkelige grundvold er det gamle, oprindelige, men af Jesus fornyede og udvidede største bud, i "Livets Bog" gennemgående formuleret med de sammenfattende ord: "Du skal elske Gud over alle ting, og din næste som dig selv."

Martinus' analyser med symbolet over livsenhedsprincippet viser os verdensaltet som en uendelig enhed bestående af urokkeligt sammenknyttede levende væsener inden i levende væsener, en enhed, som også i sig selv kun kan eksistere som et levende væsen, nemlig det væsen, som vi kalder Gud. Den studerende ser sig stillet overfor, at intet som helst levende væsen kan eksistere uden netop ved sin urokkelige tilknytning til og sit samvirke med dette verdensaltets levende ophav. (Se "Det evige verdensbillede, 1", symbol nr. 7). Den studerende føres fra sit eget tilværelsesplan, mellemkosmos, ind i mikrokosmos og ud i makrokosmos. Men overalt, hvorhen han så end vender sin opmærksomhed, møder han sin næste. Han ser sin næste ikke blot i de mennesker, han i nærmere eller fjernere afstand er omgivet af, men også i de levende væsener, som i form af organer, celler og atomer udgør det uendelige univers i hans eget indre. Han ser enhver næste, uden undtagelse, som et levende væsen, der er i selve Guds legeme – og Gud i dette væsens. Guds billede: levende væsener inden i levende væsener, kendetegner alt og alle. Dette princip, livsenhedsprincippet, er det samme i alle levende væsener. – Den studerende ser endvidere, hvorhen han så end vender sit blik, at ethvert levende væsen befinder sig i en uophørlig skabelsesproces, som ikke blot strukturelt og principielt til enhver tid og i enhver situation lader væsenet "leve, røres og være" som et væsen i Guds billede, men også uopholdeligt fører det frem imod at blive formet efter Guds lignelse eller forbillede, dvs efter Guds væremåde.

Mangen en studerende vil formodentlig på et eller andet tidspunkt spørge eller have spurgt sig selv, om dog ikke den kristne overleverings glædesbudskab i sig selv er så ren og klar, at her egentlig ikke skulle være noget at føje til. Lykkelig enhver, som ser evangeliets budskab i al dets renhed og klarhed – og formår at lade sine tanker og handlinger bestemmes væsentligt af denne renhed og klarhed! – Men historien taler jo sit tydelige sprog om menneskets endnu fattige formåen med hensyn til at efterleve denne af samme menneske "forgudede" renhed og klarhed. Enhver alvorligt studerende vil derfor også nå frem til at spørge sig selv, om ikke vi i dag i vor moderne tid, to tusinde år til trods, står i en lignende situation som den, vore forfædre befandt sig i, da kærlighedsbudskabet åbenbaredes midt iblandt dem. I dag at betragte vor religiøse overleverings, sproglig skønhed forseglede visdom som "definitiv", "højhellig" og derfor "uantastelig", kan være ensbetydende med at overse, at denne forseglende skønhed dog trods alt er udtryk for en "tjenende" og i denne sin form "tidsbestemt" skønhed. Ja, det kan være ensbetydende med at sætte sig selv i skyggen af det lys, som ikke har stået stille siden vor tidsregnings begyndelse, men er vokset i hvert eneste menneske – og på godt og ondt har ladet den jordiske menneskeheds videnskab fremstå som "søluften i havets nærhed". – I og med fremkomsten af Martinus' verdensbillede er det blevet analytisk åbenbart, hvordan det første og største bud, at elske Gud af hele sit hjerte, er lig med det andet: at elske sin næste; ligesom det er blevet åbenbart, hvordan en sådan livsholdning på forunderlig vis bliver identisk med at "elske sig selv" – ikke i en egoistisk betydning naturligvis, men derimod i den sande kærlighedens ånd, som bliver en kendsgerning overalt, hvor kærligheden til Gud og kærligheden til ens næste i hele sin dybde er blevet erkendt som værende identiske begreber. Den kærlighed, som ikke søger sit eget, men helt og fuldt er indstillet på at tjene næsten, i mellemkosmos såvel som også i mikrokosmos og makrokosmos, kan nemlig ikke undgå at "vende tilbage" til én selv. Den, som sår kærlighed, vil også høste kærlighed. Den, som af hele sit hjerte elsker sin næste og derigennem Gud, vil ikke kunne undgå at opleve selv at blive elsket.

Under blod, sved og tårer er mennesket nu i færd med at gøre sig til herre over jorden. Men et sådant herredømme er ikke et spørgsmål om menneskelige bestræbelser alene, isoleret fra Guds ord eller den hellige ånds vejledning. Martinus' kosmiske analyser viser os tværtimod, at et kærlighedens herredømme kun kan opstå på grundlag af et bevidst samvirke med Gud. Blodet, sveden og tårerne forøges i samme grad, i hvilken isolationen fra Gud vokser. På baggrund af loven om årsag og virkning forstår vi, at vore lidelser kun kan være selvskabte. De henleder vor opmærksomhed på, at vi har sået en sæd, som ikke har været bestemt af eller præget af lydhørhed over for Guds tale til os. Kun gennem det enkelte levende væsens såvel bevidste som også i Guds ord eller den hellige ånds vejledning funderede bestræbelser på at overvinde sine egne ufuldkomne vaner og tilbøjeligheder kan varig lyksalighed, fred og herredømme opstå.

Gennem Martinus' analyser føres vi ikke blot frem til forståelse af vore lidelsers dybere årsager eller udgangspunkt i os selv. Vi føres også frem til erkendelse af lidelsens nødvendighed og derfor velsignelse – som en kontrast, på baggrund af hvilken alene det er muligt at opbygge varigt velvære og varig lykke. Ved gennem kosmisk klarsyn at påvise lidelsens eller mørkets absolutte nødvendighed for at kunne nå frem til at sanse virkelig lyksalighed eller det højeste lys, har Martinus således løst lidelsens mysterium. Jordklodens og dermed også menneskesamfundets kosmiske fødsel eller skabelse i Guds billede og efter hans lignelse er derfor i ét og alt, og altså også med hensyn til lidelsen, en såre god og meningsfyldt proces. I lyset af det Tredje Testamente ser vi da, hvordan lidelsen træder frem som et uundværligt led i skabelsen af en bedre verden, idet den gradvist i os fremkalder vor dybfølte medliden med alt levende og lærer os at så den gode sæd.