Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 
Mange har oplevet – og mange vil fremover komme til at opleve – det tomrum, der kan opstå, når tvivlen hos den enkelte indfinder sig om, hvorvidt det nu også kan være rimeligt at tro, at "nadveren" skulle kunne formidle tilgivelse for alle synder. Når denne tvivl er opstået, kan der normalt ikke længere hentes virkelig trøst gennem dette hellige sakramente – hverken ved kirkens alterbord eller under andre ydre former.

Tvivlen opstår hos den enkelte i forbindelse med en degeneration af den instinktevne(1), som har befordret den blinde religiøse tro, og en samtidig udvikling af intelligensen – af evnen til at tænke logisk. Den måde, hvorpå nadverens sakramente formodes at udøve sin virkning, kan ikke rigtig forenes med individets voksende, ny tænkeevne. Tomrummet opstår, fordi man samtidig mister noget trøsterigt, og megen ulykkelig rådvildhed kan herefter komme til at gøre sig gældende, omend den i nogen grad vil skjule sig under den tilsyneladende sikkerhed, den voksende intelligens på andre områder kan bringe individet. Denne tilstand kan strække sig over meget ulige tidsintervaller for de forskellige individer – eventuelt over flere inkarnationer – afhængig af, hvordan den enkeltes udvikling forløber, idet der her er tale om forhold, der følger udviklingens love.

For det menneske, der for kortere eller længere tid siden har forladt troen på nadverens "syndsforladelsesprincip", og som måske en tid lang har levet i en usikker søgen efter en forklaring på, hvorledes begreberne "synd" og "straf" forholder sig til hinanden, kan Martinus' analyser af det virkelige kosmiske syndsforladelsesprincip komme til at betyde intet mindre end "livets brød".

I kirken tales der om evig fortabelse, for den som ikke tror! Martinus understreger, at dette at tro ikke er nogen viljesakt, men en evne, man enten har eller ikke har – afhængigt af hvor stærkt instinktet endnu gør sig gældende som førende kraft for individet.

Martinus kræver ikke, man skal tro på analyserne. De lægges frem som et tilbud til enhver, som søger efter en logisk og retfærdig forklaring af begreberne, samtidig med at der gives enhver mulighed for i et betydeligt omfang at efterprøve analysernes "holdbarhed" gennem personlige erfaringer i dagligdagens mangeartede oplevelser.

Martinus analyserer, hvorledes begrebet "synd" og begrebet "straf" slet ikke eksisterer. Det, menneskene kalder synd, er fejlmanifestation på grund af uvidenhed om livslovene. Jordmenneskene er endnu hjemmehørende i "dyreriget", men de er som stærkt degenererende dyr på vej ud af dette rige og vil engang i fremtiden, som færdigskabte mennesker "i Guds billede efter hans lignelse", befolke "det rigtige menneskerige"(2). De er midt i en skabelsesproces, hvor skaberen (Guddommen) er ansvarlig for deres ufærdige tilstand. Gud straffer ikke jordmenneskene for de fejl, de i deres uvidenhed og ufærdige tilstand kommer til at begå. Men der kan på den anden side heller ikke blive tale om, gennem en "syndsforladelse" i den forstand kirken synes at tilbyde gennem nadverens sakramente, at fritage den enkelte for virkningerne af de fejl, der begåes. Martinus forklarer, hvorledes al udvikling ville standse, hvis ikke den enkelte fik mulighed for at lære af sine fejl. Den eneste vej ud af uvidenhed går gennem undervisning. Og den undervisning, det enkelte menneske har behov for, for at komme videre i sin udvikling frem mod en mere fuldkommen tilstand, er netop oplevelsen af det ubehag, der forårsages af fejlmanifestationerne. Det er dette ubehag – denne høst af noget man selv har sået – der stadig af mange opfattes som en straf for begåede synder, mens det af Martinus benævnes som "det ubehagelige gode" i modsætning til "det behagelige gode", man kan høste, hvis man har sået den rette sæd for en god høst, hvilket igen vil sige: hvis man har handlet i harmoni med de evige love. Men for at handle i harmoni med de evige, universelle love, må man kende disse.

Mennesket skaffer sig kendskab til væsentlige universelle love ved – gennem den ene inkarnation efter den anden – at overtræde disse love utallige gange og ved at opleve virkningerne af "lovovertrædelserne". Martinus' omfattende analyser af loven for bevægelse, kredsløbsprincippet og skæbneprincippet kan ikke behandles her. Men ifølge disse love og principper vil ethvert levende væsen i form af "skæbne" modtage energibølger, der med hensyn til kombinationsforhold(3) på "godt" og "ondt" helt svarer til, hvad det selv afsender – uanset om energibølgerne ved afsendelsen manifesterer sig i handlinger, eller de "kun" eksisterer som tankerækker. De uhensigtsmæssigt kombinerede vil altid være lidelsesbefordrende, både på det tidspunkt hvor de afsendes mod nogen eller noget, og igen på det tidspunkt hvor de vender tilbage til udgangspunktet, hvilket vil sige – til afsenderen.

De mange således "selvforskyldte" lidelser, hvert enkelt jordmenneske gennem en vis periode i sin udvikling oplever både på krop og sjæl, vil ifølge Martinus gradvis udvikle den humane evne, hvilket sker gennem lidelsernes påvirkning af følelseslegemet(4). Med den humane evnes udvikling – gennem en enorm lidelseserfaring opsamlet gennem mange inkarnationer – vil ethvert menneske en dag nå dertil, at det ikke mere kan nænne selv at forvolde lidelse for andre. Og først da opnåes den egentlige kosmiske syndsforladelse, hvilket vil sige en fuldstændig beskyttelse mod lidelsesfyldte og ubehagelige oplevelser i netop det omfang, man ikke selv nænner at påføre andre væsener lidelse eller ubehag. Martinus forklarer, hvorledes de forandringer, der opstår i menneskets aura under humaniseringsprocessen, bevirker, at auraen herefter vil være i stand til at afbøde eller helt neutralisere tilbagevendende "skæbnebølger". Det kosmiske syndsforladelsesprincip består altså i, at man selv bliver helt fri for at opleve lidelse, når man har udviklet en sådan grad af humanitet, tolerance og næstekærlighed, at man ikke på nogen måde er i stand til at gøre andre fortræd. Man har da lært, alt hvad det er muligt at lære af lidelserne, og alt hvad det er nødvendigt at lære. Undervisningen har båret frugt. Den er afsluttet med en prøve, som er "bestået". Og man skal ikke herefter i al evighed fortsætte med at modtage den samme undervisning på det samme "klassetrin".

Al oplevelse af "det ubehagelige gode" må således ifølge Martinus betragtes som et led i en kærlig faders opdragende undervisning af sine børn – og altså ikke som en straf for begåede fejltrin. Og den opmærksomme læser vil her kunne gå tilbage i artiklen og angribe udtrykket "uhensigtsmæssigt kombinerede" som brugt om visse energibølger. Denne kritiske opmærksomhed vil være berettiget, idet der ikke i egentlig forstand kan tales om, at noget er uhensigtsmæssigt, når alt tjener et formål og har en hensigt.

Med Martinus' kosmiske analyser indenfor rækkevidde – og med udviklingsmæssig baggrund for at forstå dem – får det enkelte menneske et uvurderligt værktøj i hænde. Et værktøj gennem hvilket det virkelig bliver muligt for jordmennesket bevidst at arbejde med på egen videre udvikling ud af dyreriget og frem mod det rigtige menneskerige. Det bliver gennem kendskabet til og forståelsen af de her nævnte analyser muligt at se både egne og andres lidelser i et helt andet perspektiv end hidtil, og det bliver muligt at drage nytte af de ubehagelige tildragelser i livet på en langt mere positiv måde. I virkeligheden bliver det muligt for det menneske, som er nået tilstrækkelig langt i sin udvikling at træne sig i, når som helst det befinder sig i en ubehagelig situation, da at analysere den med det sigte at finde ud af, hvad det mon er, der skal læres ud af netop denne situation.

Og den, der samtidig er opmærksom på, at det er gennem en sådan holdning, man efterprøver Martinus' analyser, bliver nemt indfanget af et meget interessant, privat forskningsarbejde. Et forskningsarbejde som gradvist vil give forskeren en personlig vished for, at de her nævnte analyser afslører væsentlige detaljer af den evige sandhed.

Jo flere mennesker, der efterhånden får kendskab til analyserne omkring begreberne "synd" og "straf" set i kosmisk sammenhæng – og som samtidig er i stand til at forstå dem – jo bedre bliver mulighederne for at bringe hjælp til mennesker, som i kraft af udviklingens love måske netop befinder sig i et tomrum af den art, som er nævnt i artiklens indledning – søgende mennesker som på grund af manglende trosevne ikke kan hente hjælp gennem kirkens dogmer eller hellige sakramenter, og som på den anden side heller ikke, gennem de erfaringer, den voksende intelligens har beriget dem med, har kunnet finde noget tilfredsstillende svar på det påtrængende spørgsmål om, hvorfor lidelserne har en så fremtrædende plads i jordmenneskenes tilværelse, som de umiddelbart synes at have. Hvis et sådant menneske er alvorligt søgende, kan dets søgen bringe det i kontakt med et medmenneske, som har haft mulighed for at studere Martinus' analyser, og som måske i kraft heraf vil kunne bringe en form for hjælp – afvejet efter den søgendes behov.

Men lige så betydningsfuldt det kan forekomme at være i stand til at bringe hjælp på denne måde, lige så betydningsfuldt må det dog være, for den der har fået kendskab til analyserne, aldrig at glemme, at der stadig overalt findes mennesker, som henter stor trøst og inspiration netop gennem nadverens sakramente. Martinus skriver om "nadveren", at den ikke i sig selv er et syndsforladelsesmiddel, men derimod "et symbol på det virkelige kosmiske syndsforladelsesprincip" og forklarer, hvorledes dette sakramente gennem tiderne har haft og stadig har "et fremtrædende guddommeligt formål som hjælp for det af synd og skyldfølelse deprimerede eller nedtrykte menneske". Martinus forklarer videre, hvorledes "denne guddommelige foreteelse" er givet til jordmenneskene i stor kærlighed på et tidspunkt i menneskehedens udvikling, hvor det ikke ville tjene noget formål at begynde at udrede kosmiske analyser, fordi kun meget få på daværende tidspunkt ville have været i stand til at forstå disse.

Hvis man således i en slags "beruselse" over måske selv at have fået uvurderlig hjælp gennem kendskabet til Martinus' analyser glemmer, at ikke alle har behov for samme hjælp netop nu (eller endnu), afslører man samtidig en alvorlig mangel på forståelse af tingenes rette sammenhæng – og det kan være betydningsfuldt at erindre sig Martinus' kærlige formaning, som den kommer til udtryk i indledningen til Livets Bog 1 (stk. 161): "Med hensyn til at påvirke andre væsener med sin viden, må man udvise stor hensynsfuldhed, omtanke og forsigtighed, ligesom der må være absolut frivillig modtagelighed til stede hos de væsener, man ønsker at påvirke, ganske uden hensyn til hvor ædel og i overensstemmelse med sandheden ens opfattelse eller viden så end måtte være." "Når man derfor ønsker at påvirke andre væsener med den opfattelse af livet eller med den viden, man selv sidder inde med, må man først og fremmest overvåge, at denne påvirkning kun kommer til udtryk overfor væsener, der viser interesse og derved modtagelighed og glæde for denne, thi overfor alle andre væsener vil den skabe disharmoni – – –."

1) Instinktevnen er ifølge Martinus den førende evne i planteriget, hvor intelligensen er helt latent. Meget langt frem i dyreriget har instinktevnen – trods en begyndende degeneration – stadig en dominerende betydning, idet degenerationen først virkelig begynder at gøre sig gældende hos de højerestående dyr og jordmenneskene i takt med en udvikling af intelligensen. Når væsenerne i udviklingen når helt frem til "det rigtige menneskerige" er der tale om en stærkt svækket instinktevne og en veludviklet intelligensevne.

2) I Martinus' verdensbillede omfatter en udviklingsspiral 6 på hinanden følgende "tilværelsesplaner" eller livsoplevelses-riger. "Det rigtige menneskerige" er det tilværelsesplan, som følger umiddelbart efter dyreriget, på samme måde som dyreriget følger efter planteriget.

3) Der refereres her til kombinationsforholdet mellem de 6 grundenergier – instinkt, tyngde, følelse, intelligens, intuition og hukommelse – der forekommer i Martinus' kosmologi. Alle 6 energier vil være tilstede i enhver bevægelse – enhver energibølge – men i forskellig mængde. Og da både energiernes egenskaber og deres gennemtrængningskraft er vidt forskellige, vil kombinationsforholdet alene være afgørende for, om der frembringes en behagsoplevelse eller en ubehagsoplevelse – noget "godt" eller noget "ondt".

4) Følelseslegemet er det "grundenergilegeme", der skal bære dagsbevidstheden, når væsenet i udviklingen når frem til det rigtige menneskerige, på samme måde som instinktlegemet bærer væsenernes dagsbevidsthed i planteriget, og tyngdelegemet bærer dagsbevidstheden i dyreriget. Da følelseslegemet hos jordmenneskene i dyreriget endnu befinder sig i en slags fostertilstand, er det indlysende nødvendigt, at vækst og udvikling af dette fosterlegeme må finde sted, så det vil kunne klare den opgave, det er beregnet på, når mennesket kommer længere frem i udviklingen. Den humane evnes udvikling og følelseslegemets vækst foregår således side om side – og kan ikke adskilles. Og da lidelserne betinger denne vækst frem mod den humane evnes fuldkommenhed og følelseslegemets bæredygtighed, ser man lidelsernes nødvendighed i en bestemt fase af udviklingen. Men man ser tillige, hvorledes lidelsesoplevelserne bliver overflødige, når denne vækst er tilendebragt.