Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det menneske, som åbent og fordomsfrit iagttager naturens processer både i makro- og mikrokosmos, vil gennem denne naturiagttagelse have mulighed for at få bekræftet, at det "Noget", som både det selv og andre levende væsener i en nødsituation rent automatisk eller instinktmæssigt henvender sig til, er en realitet.

Bag vor organisme har vi alle – uden at den kan stedfæstes – en jegfornemmelse, og vi giver udtryk for denne jeg- eller centrumsfornemmelse ved f.eks. at sige: "jeg ser", og ikke "øjnene ser". Vi siger heller ikke: "Mine ører hører", men "jeg hører" osv. Der er et "jeg", et "noget", der bruger øjne, ører og hele organismen som et redskab for oplevelse og manifestation. Dette redskab er som før nævnt et helt univers, der består af myriader af levende væsner. Og det er altså i virkeligheden disse mikrovæsener, vi bruger. De er levende redskaber, gennem hvilke vi er i stand til at opleve og skabe i denne fysiske verden. Vi kan hverken fornemme behag eller ubehag, lyst eller smerte, uden at det sker igennem disse vore mikrovæsener. Og hvor det drejer sig om menneskers oplevelse af fysisk smerte eller velvære, sker det igennem de af vore mikrovæsener, der er af animalsk karakter. Klipper vi hår eller negle, kan vi gøre det uden nogen form for smerteoplevelse, fordi mikrovæsenerne i disse "livsrum" er af mineralsk karakter og ikke har dagsbevidsthed på det fysiske plan. Men kommer vi ved negleklipningen f. eks. til at klippe os selv i fingeren, skal vi nok mærke, at det ikke er mineralmaterie, vi klipper i. Der sker en læsion, en katastrofe i en del af vort univers, hvis mikrobeboere er animalske væsener, og det vil sige, at de har dagsbevidsthed i den fysiske verden og er i stand til at føle smerte. Der er indtruffet en disharmoni i deres livsrum, en hæmning af deres naturlige funktion og livsrytme, og denne deres oplevelse går ikke stille af, ligesom det heller ikke gør det, når vi mennesker, der også er animalske væsener med fysisk dagsbevidsthed, kommer ud for større eller mindre katastrofer eller hæmninger i vor naturlige livsudfoldelse. Mennesket, der klipper sig i fingeren, føler igennem sit nervesystem, at det gør ondt, og det holder op med denne både for organismen og for dets egen fornemmelse negative funktion. Kosmisk set var det en "bøn" fra levende mikrovæsener, der blev "hørt" og resulterede i "katastrofens" ophør.

Imellem vort jeg og vore mikrovæseners jeg'er er der en stadig forbindelse, en stadig rapportering om situationen i de pågældende legemsområder. Hver eneste mikropartikel i vor organisme er placeret i et livsrum, der er underkastet vor kontrol, og vi kan ikke unddrage os denne kontrol, uden at det går ud over organismen som redskab for vor manifestation. Hvis vi former vort daglige liv og vor daglige væremåde således, at vor organismes mikrovæsener bliver syge, kan de ikke opfylde deres mission i organismen, hvis nedbrydning vi da selv kommer til at mærke som sygdom, smerte og lidelse, ja, på lidt længere sigt kommer det måske til at medføre organismens undergang eller død. Den skæbne, vi giver vore mikrovæsener, bliver vi selv underkastet, og det er tydeligt, at alle levende væsener, som begynder at forstå, at det ikke er ligegyldigt, hvordan man behandler sit legeme, efterhånden vil blive et bedre og bedre "forsyn" for de væsener, der "lever, røres og er" i dets organisme. Det betyder noget, at man får den rette føde, den tilstrækkelige hvile og afslapning, den nødvendige motion, og hvad der ellers er gavnligt for selve den fysiske krop. Men det betyder mindst lige så meget, at man er i stand til at overvinde de tanker og følelser, der kan virke direkte destruktivt ikke alene i nervesystemet, men gennem nervesystemet også i vidt forskellige områder eller livsrum af organismen. Mennesket kan jo blive fysisk syg af at have negative tanker. Disse elektriske kræfter kan direkte skabe kortslutning og dermed hele naturkatastrofer i legemets mikroverden. Er menneskene sure, irritable, bitre eller hadefulde, er det således ikke blot deres medvæsener i mellemkosmos, altså andre mennesker eller dyr, det går ud over, men også i deres egen organisme skaber de uvejr, storme og frygtelige orkaner, hvis virkninger er drab og lemlæstelse, sorg og lidelse for tusinder af levende væsener, som, selv om de er mikroskopiske i forhold til vor størrelse, alligevel i deres mentale perspektiv kan lide lige så meget, som vi kan, set i vort perspektiv. Men når vore mikroindivider således er underkastet et forsyn, hvad så med os selv?

Også vi lever i en stor organisme. Det er vel allerede en kendsgerning for de fleste, at vi ikke er omgivet af et absolut tomrum. Omkring os er der logisk skabelse, der er "fordøjelse" eller omdannelse af stoffer akkurat ligesom inden i vor organisme, der er fortætning, fordampning, smeltning og andre former for materieforvandling, der er elektriske og magnetiske virkninger, og hvorfor skulle ikke alle disse mægtige kræfter i sole og mælkeveje være energiladninger i en organisme akkurat som inden i vor egen organisme. Alt er jo her logisk styret og opfylder planmæssige hensigter. Ser vi på selve jordkloden, og vi virkelig søger at komme bort fra den overleverede fordom, at den blot er en mineralsk kugle eller globus, et "sted" i universet, som vi bebor, så kan vi ikke undgå at se, at jorden også er et levende væsen. Den både ånder og tager næring til sig, den har blodomløb og kirtelfunktioner etc, ligesom andre fysiske væsener. Formen for disse livsfunktioner er ganske vist forskellig fra vore, men i princippet er de ganske ens. Set i et kosmisk perspektiv er vi altså mikrovæsener i jordklodevæsenets organisme. Imellem dette makrokosmiske væsens jeg og vort jeg er der en lignende forbindelse som mellem vort jeg og vore mikrovæseners jeg'er. Vore behags- og ubehagsfornemmelser, ja, selv vort mindste bedrøvelsens suk er ikke noget, der går upåagtet hen i verdensaltet. Det er en livsbetingelse for jordklodevæsenet at hjælpe sine mikrovæsener, vi er under dets beskyttelse og kontrol, ligesom vore mikrovæsener er under vor beskyttelse og kontrol.

Hvad er det, menneskene skal lære ved at leve i jordklodevæsenets organisme? Det skal ifølge vor børnelærdom lære at elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv. Dette er for mange mennesker blot en remse, de har lært, som de ikke forbinder noget realistisk med. For hvad og hvor og hvem er Gud? Det ved man ikke. Og det med næstekærligheden er blevet prædiket så meget, at man ikke hører det mere. Ligesom man ikke rigtigt ser det, man ser hver eneste dag. Det er blevet vane at sige, at man skal være gode ved hinanden, og det er stadig væk vane, at man ikke er det. Og elske sig selv? "Ja, men det er da forkert, man må da ikke være egoist", siger man (samtidig med, at man er det). Menneskeheden trænger til en gennemgribende forklaring på, hvad det vil sige både at elske Gud, at elske sin næste og at elske sig selv, en forklaring, der vil vise, at det i virkeligheden er det samme blot set i tre forskellige perspektiver.