Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1977/14 side 159
<<  2:2
 
Mennesket i universets billede
Det menneske, som åbent og fordomsfrit iagttager naturens processer både i makro- og mikrokosmos, vil gennem denne naturiagttagelse have mulighed for at få bekræftet, at det "Noget", som både det selv og andre levende væsener i en nødsituation rent automatisk eller instinktmæssigt henvender sig til, er en realitet.
Ethvert levende væsen må have en organisme for at kunne opleve livet, og en sådan organisme er ikke blot et redskab for sit ophavs manifestation og oplevelse af livet. Den er også en bolig for myriader af levende mikrovæsener: celler, molekyler, atomer osv. For de væsener, der befinder sig i en sådan organisme, må organismen udgøre et univers, og da hvert organ og hver kirtel såvel som hvert organismeområde, muskulatur, skelet osv, danner sit særlige livsrum for partikler med mellemrum imellem, sit særlige system af betingelser for liv, vil organismen altså være sammensat af højst forskellige systemer. Den udgør i virkeligheden samme princip, som makrokosmos eller universet gør det for os. Makrokosmos består jo også af en mængde forskellige systemer eller livsrum, og selv om mennesket ikke er i stand til at opfatte det gennem sine fysiske sanser, vil det ud fra logisk tænkning blive i stand til at forstå, at det, vi kalder universet, er en kæmpestor organisme, hvori myriader af levende væsener "lever, røres og er". Mennesket er virkelig skabt "i universets billede", fordi det selv er et univers, idet dets organisme er et livsrum, hvori mikropartikler, der er levende væsener, kommer til verden, lever og dør og afløses af andre væsener. Det er disse mikroforeteelser, der medfører forvandlinger i organismen, både forvandlinger af den slags, vi kalder udvikling, og af den slags, der må karakteriseres som degeneration.
"Mennesket i Forsynets eller Guds billede"
Bag vor organisme har vi alle – uden at den kan stedfæstes – en jegfornemmelse, og vi giver udtryk for denne jeg- eller centrumsfornemmelse ved f.eks. at sige: "jeg ser", og ikke "øjnene ser". Vi siger heller ikke: "Mine ører hører", men "jeg hører" osv. Der er et "jeg", et "noget", der bruger øjne, ører og hele organismen som et redskab for oplevelse og manifestation. Dette redskab er som før nævnt et helt univers, der består af myriader af levende væsner. Og det er altså i virkeligheden disse mikrovæsener, vi bruger. De er levende redskaber, gennem hvilke vi er i stand til at opleve og skabe i denne fysiske verden. Vi kan hverken fornemme behag eller ubehag, lyst eller smerte, uden at det sker igennem disse vore mikrovæsener. Og hvor det drejer sig om menneskers oplevelse af fysisk smerte eller velvære, sker det igennem de af vore mikrovæsener, der er af animalsk karakter. Klipper vi hår eller negle, kan vi gøre det uden nogen form for smerteoplevelse, fordi mikrovæsenerne i disse "livsrum" er af mineralsk karakter og ikke har dagsbevidsthed på det fysiske plan. Men kommer vi ved negleklipningen f. eks. til at klippe os selv i fingeren, skal vi nok mærke, at det ikke er mineralmaterie, vi klipper i. Der sker en læsion, en katastrofe i en del af vort univers, hvis mikrobeboere er animalske væsener, og det vil sige, at de har dagsbevidsthed i den fysiske verden og er i stand til at føle smerte. Der er indtruffet en disharmoni i deres livsrum, en hæmning af deres naturlige funktion og livsrytme, og denne deres oplevelse går ikke stille af, ligesom det heller ikke gør det, når vi mennesker, der også er animalske væsener med fysisk dagsbevidsthed, kommer ud for større eller mindre katastrofer eller hæmninger i vor naturlige livsudfoldelse. Mennesket, der klipper sig i fingeren, føler igennem sit nervesystem, at det gør ondt, og det holder op med denne både for organismen og for dets egen fornemmelse negative funktion. Kosmisk set var det en "bøn" fra levende mikrovæsener, der blev "hørt" og resulterede i "katastrofens" ophør.
Når alle mikroindividerne i vor organisme arbejder fuldkomment sammen, således at hvert organ i organismen opfylder sin mission, fornemmer vort jeg et sundt og behageligt velvære, men indtræder der en eller anden form for disharmoni, og et eller andet område bliver hæmmet i sin funktion, mærker vort jeg det som en form for ubehag eller ligefrem smerte gennem sit nervesystem. Vi gør da ganske naturligt alt, hvad der står i vor magt for at skabe en tilstand, hvor disse smerter eller dette ubehag kan ophøre. Det er jo ikke altid så let, som i det før nævnte eksempel, at man blot gør sig umage for ikke at komme til at klippe i kødet, når man klipper negle. Organismen kan komme ud for meget værre læsioner, som vi ikke selv er den udløsende årsag til i det øjeblik, hændelsen foregår, og vi kan have pådraget os sygdomme, så vi må søge læge eller på anden måde prøve at udbedre, lindre og helbrede på de steder i organismen, hvorfra der "rapporteres" om disharmoni. Som selve den samlende og styrende faktor i vor organisme må vi karakteriseres som en slags "forsyn" for alle de levende væsener, der befinder sig i det univers, som organismen udgør. Vi er altså ikke blot "mennesket i universets billede", men også et "menneske i Forsynets eller Guds billede".
Mennesket som "forsyn"
Imellem vort jeg og vore mikrovæseners jeg'er er der en stadig forbindelse, en stadig rapportering om situationen i de pågældende legemsområder. Hver eneste mikropartikel i vor organisme er placeret i et livsrum, der er underkastet vor kontrol, og vi kan ikke unddrage os denne kontrol, uden at det går ud over organismen som redskab for vor manifestation. Hvis vi former vort daglige liv og vor daglige væremåde således, at vor organismes mikrovæsener bliver syge, kan de ikke opfylde deres mission i organismen, hvis nedbrydning vi da selv kommer til at mærke som sygdom, smerte og lidelse, ja, på lidt længere sigt kommer det måske til at medføre organismens undergang eller død. Den skæbne, vi giver vore mikrovæsener, bliver vi selv underkastet, og det er tydeligt, at alle levende væsener, som begynder at forstå, at det ikke er ligegyldigt, hvordan man behandler sit legeme, efterhånden vil blive et bedre og bedre "forsyn" for de væsener, der "lever, røres og er" i dets organisme. Det betyder noget, at man får den rette føde, den tilstrækkelige hvile og afslapning, den nødvendige motion, og hvad der ellers er gavnligt for selve den fysiske krop. Men det betyder mindst lige så meget, at man er i stand til at overvinde de tanker og følelser, der kan virke direkte destruktivt ikke alene i nervesystemet, men gennem nervesystemet også i vidt forskellige områder eller livsrum af organismen. Mennesket kan jo blive fysisk syg af at have negative tanker. Disse elektriske kræfter kan direkte skabe kortslutning og dermed hele naturkatastrofer i legemets mikroverden. Er menneskene sure, irritable, bitre eller hadefulde, er det således ikke blot deres medvæsener i mellemkosmos, altså andre mennesker eller dyr, det går ud over, men også i deres egen organisme skaber de uvejr, storme og frygtelige orkaner, hvis virkninger er drab og lemlæstelse, sorg og lidelse for tusinder af levende væsener, som, selv om de er mikroskopiske i forhold til vor størrelse, alligevel i deres mentale perspektiv kan lide lige så meget, som vi kan, set i vort perspektiv. Men når vore mikroindivider således er underkastet et forsyn, hvad så med os selv?
Jorden som levende væsen
Også vi lever i en stor organisme. Det er vel allerede en kendsgerning for de fleste, at vi ikke er omgivet af et absolut tomrum. Omkring os er der logisk skabelse, der er "fordøjelse" eller omdannelse af stoffer akkurat ligesom inden i vor organisme, der er fortætning, fordampning, smeltning og andre former for materieforvandling, der er elektriske og magnetiske virkninger, og hvorfor skulle ikke alle disse mægtige kræfter i sole og mælkeveje være energiladninger i en organisme akkurat som inden i vor egen organisme. Alt er jo her logisk styret og opfylder planmæssige hensigter. Ser vi på selve jordkloden, og vi virkelig søger at komme bort fra den overleverede fordom, at den blot er en mineralsk kugle eller globus, et "sted" i universet, som vi bebor, så kan vi ikke undgå at se, at jorden også er et levende væsen. Den både ånder og tager næring til sig, den har blodomløb og kirtelfunktioner etc, ligesom andre fysiske væsener. Formen for disse livsfunktioner er ganske vist forskellig fra vore, men i princippet er de ganske ens. Set i et kosmisk perspektiv er vi altså mikrovæsener i jordklodevæsenets organisme. Imellem dette makrokosmiske væsens jeg og vort jeg er der en lignende forbindelse som mellem vort jeg og vore mikrovæseners jeg'er. Vore behags- og ubehagsfornemmelser, ja, selv vort mindste bedrøvelsens suk er ikke noget, der går upåagtet hen i verdensaltet. Det er en livsbetingelse for jordklodevæsenet at hjælpe sine mikrovæsener, vi er under dets beskyttelse og kontrol, ligesom vore mikrovæsener er under vor beskyttelse og kontrol.
Nu vil en og anden nok indvende, at jordklodevæsenet åbenbart ikke er noget særlig godt "forsyn" for os, dels ud fra egne oplevelser og dels ud fra en bedømmelse af verdenssituationen som helhed blot inden for dette århundrede. Men hvordan er mennesket selv som "forsyn"? Mon det er bedre? Dertil må man ud fra et kosmisk synspunkt sige, at ligesom vort jeg jo ikke er gud – heller ikke i forhold til vore mikrovæsener – således er jordklodevæsenets jeg heller ikke gud for os. Både jordklodevæsnet og vi er i forhold til vore mikrovæsener "i forsynets eller guds billede", men vi er ikke selve Forsynet eller Gud. Hvad er da forskellen? Alle levende væsener i det uendelige univers udgør henholdsvis universer og materier for hverandre, de repræsenterer "levende væseners kredsløb inden i levende væsener", hvilket er det samme som "Guds billede". Men hvad er da Gud? Det er den uoverskuelige helhed, hvori alle disse myriader af levende væsener lever, røres og er. Det er universet eller kosmos som et levende væsen.
Forsynet og næstekærligheden
Hvad er det, menneskene skal lære ved at leve i jordklodevæsenets organisme? Det skal ifølge vor børnelærdom lære at elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv. Dette er for mange mennesker blot en remse, de har lært, som de ikke forbinder noget realistisk med. For hvad og hvor og hvem er Gud? Det ved man ikke. Og det med næstekærligheden er blevet prædiket så meget, at man ikke hører det mere. Ligesom man ikke rigtigt ser det, man ser hver eneste dag. Det er blevet vane at sige, at man skal være gode ved hinanden, og det er stadig væk vane, at man ikke er det. Og elske sig selv? "Ja, men det er da forkert, man må da ikke være egoist", siger man (samtidig med, at man er det). Menneskeheden trænger til en gennemgribende forklaring på, hvad det vil sige både at elske Gud, at elske sin næste og at elske sig selv, en forklaring, der vil vise, at det i virkeligheden er det samme blot set i tre forskellige perspektiver.
Ved at studere kosmologien og efter evne søge at efterleve den, vil det være muligt for det jordiske menneske at elske Gud ved at elske sin næste, og derigennem vil det samtidig ikke kunne undgå at elske sig selv. Men hvem er vor næste? Det er ikke blot vore medvæsener i mellemkosmos, men også vore organer, celler, molekyler, atomer osv. Det er alle de levende væsener, som lever i det univers, vor organisme udgør, og for hvilke vi udgør en slags "forsyn" eller en "skytsengel nr. 1". "Du skal gøre mod din næste, som du vil, at man skal gøre mod dig selv". Men det vil jo sige, at når vi ønsker, at jordklodevæsenet skal skabe de bedst mulige livsbetingelser for os, så må vi for at kunne høste det, så det, hvor det er muligt. Og det er det i forhold til vore egne mikrovæsener. Der kan vi så den gode skæbne, vi gerne vil høste i fremtiden. Vi kan "høre deres bønner", og ikke blot det, vi kan søge at skabe de betingelser, der ikke bibringer dem lidelse og ubehag, men det modsatte, ved at vi arbejder på at skabe en sund sjæl i et sundt legeme.
Dette, at de levende væsener i hinanden over- og underliggende spiralkredsløb danner henholdsvis universer og materier for hverandre, vil i virkeligheden sige, at de er redskaber eller organer, gennem hvilke det er muligt at opleve Gud. Og for Gud er alle de levende væsener i universet de organer, gennem hvilke det er muligt for Guddommen at opleve livet. Væsenerne er lige så nødvendige for Gud, som Gud er for væsenerne, og tilsammen udgør de en evig, levende helhed, hvor det mindste atom er Gud lige så nær som et mælkevejssystem. Vil Gud da høre vore bønner? Ja, gennem åndelige væsener, der er organer i jordklodevæsenets åndelige legemer, går vore bønner til jordklodevæsnets jeg, der er "menneskenes skytsengel nr. 1" og videre til andre af Guddommens sanseorganer, der er indstillet på en sådan bølgelængde. Men bliver vi da også bønhørt, så det vi ønsker sker? Det er absolut ikke altid, at det, vi lige akkurat ønsker, skal ske os, også sker. På længere sigt ville det måske heller ikke være en hjælp for os, hvis det skete. Derfor lærte Kristus også menneskene at bede: "Fader ske ikke min, men din vilje". Altså bliver menneskene ikke hjulpet? Jo, vi bliver altid hjulpet, hvor vi beder om det, og derfor er der ikke en situation, hvor man ikke kan bede om at få hjælp til at komme igennem vanskelighederne. Hjælpen vil komme – måske på den måde man mindst ventede det. Jo mere et menneske formår at elske sin næste – i mikro-, mellem- og makrokosmos – desto mere vil samme menneske begynde at opleve Gud eller Forsynet overalt, og desto mere vil det være med til i samarbejde med jordklodejeg'et at forvandle jordens organisme til en harmoniens og fredens verden – og det vil det ikke kunne gøre uden at forvandle sin egen organisme til glæde og velsignelse for de myriader af levende væsener, for hvem den er et univers.
M
(fra Kosmos 1966)