Ældre Kosmos og Kontaktbreve

At vi i dag lever i en kaotisk tidsalder, er vel ikke blot en påstand men en kendsgerning, som opleves af det enkelte menneske. Vi oplever både politisk, økonomisk, socialt og moralsk kaos, og der er kaotiske tilstande inden for videnskab, teknik og kunst, i undervisning og i religion. Helt ind i det enkelte menneskes tilværelse – i arbejdsforhold og i private forhold – hersker kaos, og dér bliver det til stress og dårlige nerver, til sygdom og fortvivlelse, der i visse tilfælde fører til selvmord.

Så længe der har været jordmennesker på denne klode, har der også været en idé om guder og dæmoner, om en skabende, ordnende magt, over verden og også om væsener, hvis magt var destruktiv og "ond". Gudsideen var naturligvis begrænset af jordmenneskenes forestillingsevne, og det samme var ideen om mørkets magt. I hver tidsepoke tænker menneskene på Gud og Guds forhold til verden i billeder, der passer ind i den pågældende tidsalders sociale og politiske liv. Jøderne, med hvem vi på grund af kristendommens oprindelse i Israel har et "gammelt testamente" fælles, havde idéen om een Gud, den strenge Jahve, som de ganske vist ikke måtte gøre sig noget fysisk billede af, men naturligvis gjorde sig forestillinger om. Og i disse forestillinger ser vi tydeligt billedet af en typisk orientalsk despot, en grum og grusom hersker, der befalede sit udvalgte folk at knuse og tilintetgøre andre folkeslag, som repræsenterede "det djævelske" princip. I visse afsnit af det gamle testamente er der skildringer af blodsudgydelser, drab, tortur og vold, som ikke står tilbage for voldsscener i vor tids kriminal- og gyserfilm. Men i Bibelen er det Guds værk! Det gamle testamente fulgte med som en del af den kristne Bibel til vesterlandet, men i kristendommen gjorde en ny faktor sig gældende: Det nye testamente med "forsoningen" gennem genløseren og frelseren Jesus Kristus. Så skulle det vel være slut med krig og vold?

I vor tid er kirken ikke mere en magtfaktor som før i tiden. I visse lande som f.eks. de skandinaviske har den endda meget lidt indflydelse, selv om den kaldes "statskirke". Folk kan frit tro og undlade at tro, som de vil, og naturvidenskab, teknik og ikke mindst økonomi er blevet de ledende og bestemmende faktorer i stærkt materialistisk og ateistisk betonede samfund. Nye "religioner" af voldsom politisk-revolutionær karakter bekæmper det bestående klassedelte samfund, men ingen af parterne kæmper mere som i gamle dage for "Gud, konge og fædreland", Gud og djævelen er nærmest "afsat" (lige som adskillige kejsere og konger) og "gået i eksil", i landflygtighed. Og hvor mon de er gået hen? For de er ikke forsvundet, selv om man ikke tror på dem. De er gået i eksil i den del af menneskenes bevidsthed, man i moderne psykologisk terminologi kalder "det underbevidste" område, hvor de stadig eksisterer under navne som "godt" og "ondt" og virker derfra ind i dagsbevidstheden. Psykiatere og psykologer har for størstedelen overtaget præsternes sjælesørgende arbejde og må i stedet for sidstnævntes guddommelige autoritet forsøge at sætte en videnskabelig autoritet.

Når det hele synes at gå ad helvede til, må den årsag, der skaber helvedes virkninger jo på en eller anden måde være en virkelighed, selv om man ikke tror på djævelen. En af de moderne litterære profeter, forfatteren Sartre, fremsætter i et af sine skuespil den påstand, at "Helvede er de andre". Men eftersom vi alle er "de andre" i forhold til vor næste, må denne påstand siges at være dobbeltbundet og farlig i den forstand at den kan misforstås, at de, der tager det bogstaveligt kun kommer ned i bevidsthedens første "kælderetage", hvor de er vant til at "gå ned", når de er i dårligt humør og nu oven i købet med støtte fra en litterær berømthed og autoritet kan bruge det gammelkendte: "Det er hans skyld og hendes skyld og deres skyld, det er de andres skyld!" Færre tænker på, at der også altid er et perspektiv, hvor de selv er en af "de andre", og at det derfor er en lige så stor sandhed at sige: "Helvede er mig selv", eller "det er min skyld".

Selv om midlerne har været grove, har målet for menneskelig stræben altid været "en bedre verden", i alt fald en bedre verden for dem selv. Man har søgt at skabe den på andres bekostning, for "helvede var de andre", de stod i vejen for målet, de var "satan" eller den modstand, der måtte overvindes. Verdensomspændende riger er blevet til på denne måde, men de er altid igen gået i opløsning. Hvert eneste imperium er en slags "Babelstårn", der endte med splittelse og "babylonisk forvirring" eller kaos. Skal der da aldrig blive "een verden" eller jordens forenede stater? Skal der ikke blive frihed og lighed og broderskab, som menneskene længes efter? Det er det, der skal, og det er det, der er ved at ske, siger Martinus, hvis kosmologi kan blive en hjælp til selvhjælp for hver eneste bygmester, der skal være med til at opbygge dette "rigtige menneskerige", og det skal vi efterhånden alle, hver og én. Derfor er vi betydningsfulde, du og jeg, og ingen anden betyder mere end vi; og – hvad der måske kan være lidt sværere at indprente sig – heller ingen anden betyder mindre! Men hvad er da vi "betydningsfulde væsener" for nogle størrelser? I universet af partikler og tomrum er vi jo kun som nogle støvfnug, og endda støvfnug, der hvirvler rundt i en kaotisk verden, hvor alt synes at være forvirring og meningsløshed. Martinus sagde engang: "Hvis et støvfnug kunne lægge sig tilfældigt, ville hele universet være af lave." Det kan jo lyde som en hasarderet påstand, men hele hans værk i skrift og symboler underbygger denne påstand for den, der vil have tålmodighed nok til at studere det. "Kend dig selv, og du kender hele universet", skrev de gamle grækere over deres templer, hvor de havde mysterieindvielser, der kunne være til hjælp for den tids mennesker. At lære sig selv at kende og beherske sin bevidstheds kræfter er stadig den vigtige vej. Men hvad med mennesket af i dag? Skal vi slippe al møjsommeligt indsamlet naturvidenskabelig viden og teknik og springe tilbage i mysterier? Det hverken kan eller skal vi. Lige så lidt som støvfnugget lægger sig tilfældigt, er udviklingen af naturvidenskab og teknik en tilfældighed, og heller ikke alverdens krige, også selv om de er udkæmpet i Guds og Jesu navn, er tilfældigheder. Ej heller vort nuværende kaos og vor tilsyneladende afmagt og vor angst både for livet og døden. Martinus verdensbillede er på én gang den naturlige fortsættelse af kristendommen, og viden om det, der udfylder tomrummet mellem partiklerne i naturvidenskabens verdensbillede og gør det levende. Det er en åndelig videnskab, der analyserer det levende verdensalt, som er Gud, hvori vi lever, røres og er til, og os selv, som værende på vej til at blive mennesket i Guds billede. Ikke som noget fjernt og abstrakt, men som noget, der også gennemstrømmer din og min hverdag, og vor bevidsthed hvor der ganske vist endnu er kaos, men et kaos, der er ved at forvandles og udvikles til et kosmos, efterhånden som din og min og alle andre jordmenneskers bevidsthed udvikles fra kaotisk til kosmisk bevidsthed.

Vi har vel alle oplevet en byggeplads og dens kaos af grus, kalk, bræddestabler og mursten, af gravkøer og kraner, af midlertidige skure, sjap og vandpytter og larm af både maskiner og mennesker. Håndværkerne er ikke altid lige enige, og hvert fags medlemmer kan være tilbøjelige til at mene, at deres arbejde er det vigtigste af det hele. Det samme tror måske ingeniøren og arkitekten. Og sandheden er dog, at ingen af dem kan undværes, når der ud af dette kaos skal komme en færdig bygning til gavn og glæde for levende væsener. Det er deres samarbejde, der fører til resultatet og lidt efter lidt – det tager jo sin tid – forvandles det tilsyneladende kaotiske til noget ordnet og logisk, der er til gavn. Martinus har sammenlignet vor verden med en byggeplads, hvoraf resultatet skal blive "et rigtigt menneskerige", dvs jordens forenede stater (uden stormagter), der samarbejder til gavn for helheden uden at tro, at den ene er mere end den anden, fordi de enkelte borgere i staterne har denne demokratiske indstilling. Det er altså af dig og mig og vor evne til harmonisk og humant samarbejde med andre nu og i fremtiden, det hele afhænger. Jo mindre vi er egoistiske "sataner", der yder modstand, og jo mere vi udfra de evner og talenter vi har, er medarbejdere til gavn for helheden, des bedre. Men lad os lige til slut vende tilbage til spørgsmålene, der i et tidligere afsnit af denne artikel blev stillet af det menneske, der var begyndt at tvivle på dogmernes rigtighed. 1. "Hvorfra kom disse "onde magter" ind i Guds verden?" 2. "Hvorledes kan Kristi død gøre syndsforladelsen mulig?" 3. "Er det en retfærdig Gud, som lader et uskyldigt væsen lide for millioner af syndere?" 4. "Kan ideen om Guds straf over vantro syndere forenes med ideen om Guds kærlighed?" I sine kosmiske analyser af udviklingen fra dyr til menneske eller den skabende udvikling af "mennesket i Guds billede efter hans lignelse" besvarer Martinus disse spørgsmål og mange flere af lignende art. De "onde magter" er ikke onde, det er "det ubehagelige gode", der forvandler dyret til menneske, hvor det lærer at overvinde modstand "satan" først i den ydre verden, hvor det selv er en "satan" over for andre, men hvor reinkarnationsprincippet og karmaloven lader det høste, hvad det har sået, så det skaber en mindre behagelig skæbne gennem en række liv, en skæbne, som naturligvis også har sine lyse oplevelser afpasset til væsenets udvikling. Men lidelsens og smertens erfaringer får efterhånden væsenet til at finde "satan" eller djævlebevidstheden i sig selv og overvinde den der. I denne proces er Kristus eksemplet på guddommelig-menneskelig væremåde. Han er ikke et "offerlam", han er modellen, som vi som vor egen arkitekt kan lære at bygge efter, ikke for at få straf, hvis vi handler forkert, der er ingen "fortabelse", men for at lære fra liv til liv af vore fejltagelser, at livet er evigt; Når vor kaotiske bevidsthed lidt efter lidt indstilles på alkærlighedens bølgelængde, både vor intelligens og vor følelse, vil vi hverken tvivle eller tro på Gud, da vil Guds tilstedeværelse stråle igennem os, og vi vil gennem vor tanke og vor være- og handlemåde forvandle kaos til kosmos.