Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Som det sikkert er de fleste læsere velbekendt, har Martinus behandlet bønnens problematik i bogen: BØNNENS MYSTERIUM, ligesom han ofte vender tilbage til det i sine øvrige værker.

Mange af os oplever imidlertid, at det trods den bedste vilje kan være svært at få en fornemmelse af at blive bønhørt. I forbindelse med kursusforedrag i Kosmologi er der f.eks. fremkommet et spørgsmål, som nok ikke er helt ualmindeligt – og forøvrigt fuldt forståeligt. Det lyder:

Undersøger vi, hvad Martinus siger om dette spørgsmål, rettes opmærksomheden straks mod ordene "i mit navn". Mange har troet – og tror stadig – at det skal opfattes som en opfordring til at indflette Jesu navn i sin bøn f.eks., som en afslutning: "I Jesu navn, Amen". Hermed mener de, at hovedbetingelsen for bønhørelse skulle være opfyldt. – Men så let går det ikke. Såfremt en ren rituel handling som dette rent verbalt at nævne Jesu navn kunne frelse menneskene, da ville de forlængst være frelst al den stund, der jo har været og stadig bliver udfoldet oceaner af ritualer verden over.

Jesu tale er imidlertid en guldgrube af symbolik, som afspejler dybe kosmiske sandheder. Ordene "i Jesu navn" skal således betyde "i Jesu ånd". Og kan det være andet end alkærligheden, uselviskheden og den guddommelige vilje – akkurat som Jesus udtrykte det i Getsemane have: "Ske ikke min vilje, men din", og som det ligeledes kommer til udtryk i den 4de tankekoncentration i Fader Vor: "Ske din vilje, som i himlene, så og på jorden"?

Her vil nogen måske sige, at Guds vilje vel under alle omstændigheder vil ske fyldest. Som bekendt hedder det, at "ikke en spurv falder til jorden uden min Faders vilje", og "endog vore hovedhår er talte".

Det er naturligvis rigtigt, at Guds vilje under alle omstændigheder vil ske, men for den bedende er der betydelig forskel på, om Guds vilje sker med eller mod hans vilje. I første tilfælde er den bedende i stand til at tage tingene som de kommer – i sidste vil han uvægerlig blive opfyldt af bitterhed, følelse af at være uretfærdigt behandlet o. lign.

Det må være klart, at man ved at forvente bønhørelse mod den guddommelige vilje meget let vil komme i en meget vanskelig situation. Man vil utvivlsomt mærke, at alting går på tværs. Og denne kontrære tilstand vil fortsætte, indtil man kommer på bølgelængde med den guddommelige vilje.

Ingen magt kan ophæve de guddommelige love og principper. Uanset hvor meget et deprimeret og tilsyneladende livstræt menneske trygler og beder derom, vil han f.eks. ikke være i stand til at opnå bønhørelse om at få udslettet sin egen eksistens. Livet er evigt, og det kan ikke ændres. Og på samme måde med alle de øvrige kosmiske principper. Man kan ikke forvente, at Gud vil ophæve sine egne love. Og naturligvis heller ikke karmaloven. Alle må vi regne med, at hvad vi sår, skal vi også høste. Det vil således være omsonst, at bede om fritagelse for fysiske lidelser og smerter, som vi ved tidligere at have påført andre tilsvarende lidelser, har været den første årsag til.

At sådanne lidelser kan være ubehagelige, er sandt nok, men i det lange løb er de faktisk et gode, idet de befordrer den medlidenhedsevne, som er det eneste, der kan skabe beskyttelse mod ubehagelig karma. Denne evne er umulig at erhverve sig uden at føle smerter på sin egen krop.

Det er netop på den baggrund, at Martinus afviser eksistensen af et absolut onde. Selv de værste smerter er – i kraft af deres forædlende virkning – i sidste instans til gavn for dets offer, hvorfor Martinus også benævner dem som "ubehagelige goder".

Såvel de behagelige som de ubehagelige goder er simpelt hen Guddommens tale eller belæring af os – en belæring uden hvilken al udvikling ville gå i stå – og alt liv simpelt hen ophøre.

Kunne man ved bøn standse den karmabølge, man har udsendt, ville det, som Martinus skriver i Bønnens Mysterium svare til, om man ved bøn kunne standse det udstrømmende vand, når man har lukket op for vandhanen.

Det vil derimod altid være i overensstemmelse med de guddommelige love at bede om kraft og styrke til at tage de vanskeligheder og smerter, som melder sig og tålmodighed til at komme over det, og på den måde kan bønnen bevirke, at den skæbnebølge, man engang har udsendt, opleves anderledes.

Fritagelse for virkningerne af sine egne handlinger er der således intet menneske, der kan regne med at opnå ved bøn, for disse virkninger er i realiteten en af de kosmiske love, som er selve det fundament, den guddommelige plan bygger på.

Hvad er da den guddommelige plan? – Det er intet mindre end det, Bibelen udtrykker som skabelsen af "mennesket i Guds billede efter hans lignelse". – Kan der eksistere en mere kærlig plan? – Vil det være kærligt at omstøde denne plan, såfremt det i det hele taget lod sig gøre?. – Nej, en sådan plan, der er i pagt med selve alkærligheden, er naturligvis i sidste instans til størst mulig gavn og glæde for os alle – også det lidende og bedende menneske. Og det vil derfor være alt andet end kærligt at omstøde den.

Bønnen er imidlertid en videnskab for sig – en livskunstens videnskab – en videnskab, som man ikke alene kan læse, men må erfare sig til. På denne erfaringens stenede vej, støder vi på en række vigtige milepæle, som det er væsentlig at sætte sig grundigt ind i. Det er livets forskellige love.

Som et eksempel på hvorledes bønhørelse kan finde sted i overensstemmelse med livets love, kan vi betragte den allerførste bøn eller kilde til al religiøs liv, nemlig dyrets dødsangstskrig. Et dyr, som er i vild flugt for et rovdyr, vil i sidste øjeblik – når al anden udvej er udelukket – rette et desperat angstskrig mod himlen. Det sker helt automatisk på baggrund af en diffus, udefinerbar, instinktiv anelse om en højere magts eksistens og kan kun have eet formål, nemlig henvendelse til denne magt som den absolut sidste udvej. Her i de egentlige dyrs verden træffer vi på denne måde det første udtryk for en gribende bøn til den Guddom, hvis eksistens her er genstand for den allerførste spæde fornemmelse eller anelse.

Bliver dyret da bønhørt? – Nej, ud fra en lokal egoistisk betragtning må man sige, at bønnen ikke bliver hørt af den ganske simple grund, at det ville kollidere med livslovene. Rovdyrets naturbestemte tilværelse er at dræbe for at leve. Det er simpelt hen dets livsbetingelse, og det forfulgte og angstfyldte dyr er dets lige så naturbestemte bytte. Og man kan ikke forvente, at en Guddom vil gå imod sine egne love.

Ud fra en kosmisk betragtning ser det imidlertid helt anderledes ud. Ved dyrets hjerteskærende skrig, åbnes der muligheder for en kærlig hjælp, som er helt i pagt med naturen.

På det åndelige plan kan særlig hjælpsomme væsener nu træde hjælpende til, idet bønnens specielle vibrationer udgør den kanal, hvorigennem hjælpen kan formidles. Og hjælpen består i at indstille det såkaldt "døde" dyr på en helt ny livsform – nemlig en livsform på det åndelige tilværelsesplan – eller sagt på en anden måde: dyret har opnået, at fødselshjælpere kan hjælpe det over den "anden fødsel", som døden rettelig burde betegnes som. Og alt dette er i fuld overensstemmelse med Guds vilje, som i dette tilfælde er at formidle dyrets naturbestemte livsbetingelser og dets fortsatte udviklingsforløb. Og det er i det lange løb til størst mulig gavn og glæde for alle parter.

Retter vi opmærksomheden mod Jesu sjælekamp i Getsemane Have, da ved vi, at han bad: "Fader, ville du dog tage denne kalk fra mig! dog ske ikke min vilje, men din!" At fritage Jesus for korsfæstelse og alle de dertil hørende smerter og lidelser har ikke været i overensstemmelse med Guds vilje, tværtimod har denne begivenhed været et led i den plan, der skulle formidle kærlighedens budskab udbredt over hele jorden, hvilket jo netop også har fundet sted gennem den dogmatiske kristendom. Dertil kom, at Jesus ved sin bøn fik styrke til at vise for alverden, at det fuldkomne menneske selv under de værste lidelser er i stand til at tilgive sine bødler.

Vi er tilbøjelige til at mene, at bønhørelse må betyde, at vi rent kontant får den hjælp eller gunstbevisning, vi beder om. Men det er langt fra sikkert, at en sådan bønhørelse altid vil være til gavn for det bedende individs fortsatte udviklingsforløb. I mange tilfælde vil det tværtimod være hæmmende eller bremsende. I "Bønnens Mysterium" rejser Martinus således det spørgsmål, om det ville være rigtigt, såfremt "man ved bøn kunne redde en mor fra at dø fra sine små børn og derved fjerne de bekymringer, en sådan katastrofe ville afføde".

Hans svar er: "hvis man derved forhindrer den samme moder, såvel som hendes børn i at nå ind i et højere udviklingsplan, så vil det kun være guddommeligt, om "bønhørelse" ikke finder sted". Og her kommer vi måske til noget ret centralt i det spørgsmål om bønhørelse, som er anført i indledningen. Det kan udmærket tænkes, at en "bønhørelse" vil bremse den bedendes fortsatte udvikling. Problemerne, vi støder på i hverdagen, er Guddommens tale til os, som vi bedst kan besvare ved at prøve at løse dem. En særlig gunstbevisning eller fritagelse for disse problemer vil jo afskære os fra chancen for at gå i gang med denne problemløsning og dermed forhindre, at vi en anden gang bliver dygtigere til at løse tilsvarende problemer. Når vi derimod beder om bønhørelse i overensstemmelse med den guddommelige vilje, vil bønnen altid blive hørt, og heraf følger, at sådanne bønner samtidig vil være en form for terapi til i stadig stigende grad at indstille sit tanke- og handlemønster på Guds vilje.

Spørgsmålet om bønhørelse skal utvivlsomt ses i kosmisk perspektiv. Når vi retter vor bøn til den evige, allestedsnærværende og altomfattende Guddom, så bør vi nok erindre os at vi alle er sanse- og manifestationsredskaber for Gud – også os selv. Konsekvensen heraf bliver, at vi faktisk også retter en bøn til os selv – og det vil da være ulogisk at forvente nogen bønhørelse, såfremt vi ikke efter bedste evne arbejder på at løse det problem, vi beder om en løsning på. Det vil nytte meget lidt at bede om at bestå en eksamen, hvis man ikke efter bedste evne arbejder på at bestå denne eksamen. Går man derimod hen og dumper, er det altså i overensstemmelse med den guddommelige vilje, at man lærer at gøre noget mere ud af forberedelserne. – Og det er måske heller ikke så galt.

Forøvrigt kender vi begrebet bønhørelse fra vor egen organisme. Her er vi præsenteret for et helt univers af levende individer, som vi kender som organer, celler, molekyler osv. Vi møder i denne verden et samarbejde og en planmæssig organisation, som ligger milevidt over, hvad vi i mellemkosmos er i stand til at fremvise. Men også i vor organisme kan der opstå problemer, som giver anledning til at disse mikroindivider beder om hjælp. Det er sådanne bønner vi som makrokosmos og skytsånd for disse små medvæsener oplever f.eks. som tørst, træthed og smerte, der henholdsvis er bønner om drikke, hvile og helbredelse af det syge sted. Set fra det mikrokosmiske perspektiv er det os selv – dig og mig – der fungerer som den guddommelige medhjælper, der efter bedste evne skal prøve at finde ud af, hvilke bønner fra mikrokosmos det vil være i overensstemmelse med Guds vilje at opfylde. Og det kan godt afstedkomme en hel del problemer.

Vi ved jo alle, at der ofte kommer "bønner" fra ens egne mikroindivider, som er i modstrid med de mest elementære sundhedsregler. Det gælder således tobakshunger, hunger efter narkotika, spiritusbehov og den slags, der jo er bønner fra mikrokosmos om mere tobak, narkotika og spiritus. Ved at studere Martinus' analyser over mikrokosmos vil vi forstå, at der er tale om, at vi ved fejlagtig levevis har skabt livsbetingelser f.eks. for tobakshungrende mikroindivider. Når de inkarnerer i ens organisme, er det fordi der her er muligheder for at få tobaksbehovet dækket, og efterhånden som de vokser i antal vil deres "bønner" om mere tobak vokse i styrke. Det kan efterhånden føles af organismens indehaver som en brændende tobakshunger.

Her sidder vi selv som mikrovæsenernes skytsånd og skal afgøre i hvilken grad det vil være til varig gavn og glæde for vore små medvæsener – og dermed vor egen organisme – at efterkomme deres bønner. At en uhæmmet "bønhørelse" i de fleste tilfælde er til ubodelig skade for deres fortsatte udvikling er let at se. Ved i stedet at bede om kræfter til at komme sit begær til livs og samtidig gennem sit tanke- og adfærdsmønster indrette sig på at skabe så gode og sunde betingelser for sine medvæsener i mikroverdenen, at stimulanserne bliver mindre påkrævede, skulle man have en reel chance for at aftrappe sit behov. På den måde vil der nemlig være overensstemmelse mellem det, man beder sin Gud om, og det man arbejder på at byde de mikroindivider, hvis levevilkår man selv i meget stor udstrækning er herre over.

Der er utvivlsomt mange tilfælde, hvor man kan lære en del – også om begrebet bønhørelse – ved at drage paralleller til sin egen organisme. Ligesom der her kan være eksempler på, at en "bønhørelse" kan være skadelig, må vi nok også forvente, at der kan være tilfælde, hvor det vil være skadeligt – eller ukærligt – om vi opnår bønhørelse af en højere magt. Det gælder således, når der er tale om rent egoistiske ønsker. Fra børneopdragelsen ved vi også, at et klart og bestemt "nej" i mange tilfælde kan være det mest kærlige f.eks. når barnet vil have sin vilje på andres bekostning, eller det ønsker at fylde sig med usundt slik el. lign.

Men ligesom det for barnet kan være svært at vide, hvad der i det lange løb er til dets eget bedste, således kan det være svært for os. Vi kan naturligvis ikke have det samme overblik over den guddommelige plan som Guddommen selv. Men ved i sin bøn at indstille sig på Guds vilje vil der efterhånden blive tale om en korrespondance med Gud om denne plans udførelse eller praktisering.

Synes vi, at det kan være svært i denne kontakt at høre Guddommens stemme eller svar, er det måske, fordi vi ved at kapsle os ind i et hav af bekymringer lukker af for den stemme, som skulle give et svar på ens bøn. Lukker man derimod op, opdager man måske, at svaret kommer gennem naboen, arbejdskammeraten, familien eller naturens tale. Og jo mere man prøver at lytte, jo mere vil man utvivlsomt kunne høre. Måske dukker der pludselig en idé op, medens man sidder og "tænker på ingenting", eller en god ven kommer med det forløsende ord.

På den måde opdager vi, at vor næste i mangfoldige tilfælde virker som vort forbindelsesled til en højere magt. Der bliver altså i realiteten tale om to korrespondancekanaler: vort forhold til vor næste og bønnen. Og vi vil sikkert opdage, at disse to kanaler i høj grad kan gribe ind i hinanden. Dette vil sandsynligvis være tilfældet, såfremt vi beder til Gud om at formilde vore fjender, men samtidig sender dem negative tanker f.eks. i form af bitterhed, "retfærdig harme" og den slags. Den ene kanal vil overdøve den anden. Det svarer til, om man f.eks. på en fabrik starter en larmende maskine, samtidig med at man med hviskestemme retter en bøn til sin arbejdskammerat. Ligesom maskinens larm vil overdøve den svage hvisken, således kan en bøn til en højere magt blive "overdøvet" af negative tanker mod denne magts sanseredskaber.

Vort moderne samfund fremmer ikke en sund indstilling til bønnen. Det er konkurrencebetonet, og mange tager det som et tegn på svaghed at spørge andre om hjælp. Opfatter man imidlertid sine omgivelser som redskaber eller kanaler for kontakt med Gud, da vil man måske lettere kunne forstå, at man ofte kan rette sin bøn til sine venner og bekendte.

Selv om de fleste mennesker i dag er mest optaget af deres egne problemer, møder man dog også mennesker – ikke mindst ældre – som lider betydeligt under mangel af muligheder for at "være noget for andre". De vil undertiden være lykkelige for at få lejlighed til at gøre et andet menneske en tjeneste, for ofte opdager de, at deres egne problemer derved bliver væsentlig mindre.

Ved sådanne henvendelser til ens medmennesker vil vi også gøre det klart for hinanden, at vi alle kommer hinanden ved og netop har brug for hinanden. At bede om hjælp er ikke svaghed, men tværtimod en tilkendegivelse af at man "har råd til" at vedkende sig, at vi alle har brug for hinanden. Dertil kommer, at man ved sin henvendelse til andre åbner større muligheder for, at de en anden gang henvender sig til en selv.

Vi må imidlertid nok gøre os klart, at henvendelse til ens næste trods alt har sine begrænsninger. Nok er han eller hun – som alle vi andre – et guddommeligt sanse- og manifestations redskab, men gennem ham eller hende kan Guddommen ikke opfatte andet og mere end denne næste kan forstå, og det vil sige, at hans evne og vilje til at forstå vor bøn udgør samtidig begrænsningen for, hvad Guddommen kan opfatte af vor bøn. Her er det nødvendigt at benytte den anden kanal – den telepatiske eller bønnen. Når der ikke er fysiske væsener tilgængelige, som er tilstrækkeligt velegnede som Guds sanseredskaber, så er der til gengæld en hel hærskare af væsener på det åndelige plan, som har væsentlig større sansekapacitet. Tilsammen repræsenterer disse væsener nemlig alle udviklingstrin i spiralen, og iflg. Martinus skulle der således ikke kunne opstå en situation på det fysiske plan eller for det jordiske menneske, som ikke vil kunne forstås og afhjælpes fra det psykiske plan. Hvis ikke vor daglige adfærd kolliderer med bønnen f.eks. ved, at vi i vor tankegang og hele adfærd udfolder dræbende og negative energier og denne bøn samtidig er i overensstemmelse med det skæbnemønster vi selv har skabt os, vil der være gode muligheder for bønhørelse. Martinus skriver herom: