Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Spørgsmål: Hvad er kendetegnet for "dyrerigets kunst", altså jordmenneskenes kunst, og hvorledes kommer "det rigtige menneskeriges kunst" til at adskille sig fra denne?

Svar: I dyreriget, også i den afsluttende del af det, som vi jordiske mennesker tilhører, er tyngde- eller eksplosionsenergien dominerende over de andre grundenergier, og det dræbende princip hersker derfor naturligt i denne tilværelseszone. Men jordmenneskene er overgangsvæsener, vi er blevet fysisk oprejste væsener og er på vej til at blive, hvad Martinus kalder "rigtige mennesker". Vort mål er ikke blot at blive andre væseners kærlige medskabninger, men også guddommens bevidste medskabere, selv om der endnu er lang vej mod dette mål. Vi er degenererende dyr, i hvis bevidsthed menneskelige tendenser gradvis er under udvikling baseret på et følelsesliv, som ikke blot rummer selvfølelse, men hos mange også en tiltagende medfølelse, samfølelse og indfølingsevne, og en voksende intelligens, som ganske vist er begrænset til lokale områder, men giver overblik over mange årsags- og virkningssammenhæng. Denne udvikling af følelses- og intelligensenergi i bevidstheden medfører en større evne hos det jordiske menneske både til at opleve og til at skabe og dermed efterhånden også til at blive kunstner, når balance mellem følelse og intelligens i korte lyse øjeblikke bringer dets dagsbevidsthed i kontakt med idéernes verden eller intuitionen. Men kunst skabt af væsener, der endnu ikke har kosmisk bevidsthed vil på en eller anden måde bære præg af dyrerigets principper og må derfor kosmisk set karakteriseres som "dyrerigets kunst".

Fortidens dyremennesker, der fra at gå på fire havde rejst sig på to ben udviklede efterhånden en evne til ikke blot at bruge deres "forben" som arme og hænder, men også til at forlænge disse deres naturlige redskaber med kunstige redskaber, hvormed de med større virkning kunne gribe ind i et hændelsesforløb og opnå, hvad de ønskede. De fandt også ud af, at de ved at bearbejde og forfine redskaberne kunne få endnu bedre resultater på en lettere måde. Det var først og fremmest til angreb og forsvar, de skulle bruge redskaber, fordi de var fysisk svagere end så mange andre dyr. Ved hjælp af primitive og efterhånden bedre forarbejdede våben blev dyremenneskene de stærkeste og fik herredømmet i dyreriget. De blev jægere, og det blev lettere for dem at skaffe sig føde, selv om de måtte slås om retten til jagtmarkerne med rivaliserende jordmenneskegrupper. I denne magtkamp fik de brug for at finde på endnu bedre redskaber og våben, så de primitive mennesker udviklede sig både i jagtkunst og krigskunst, og da deres fysiske organismers vibrationer ændredes på grund af deres forstærkede følelsesliv og tankevirksomhed (hvad de selvfølgelig ikke selv vidste), så de ikke kunne tåle alt det rå kød, deres jagtlykke skaffede dem, og blev syge af det, udviklede de også en kogekunst.

Nu vil nogle sikkert indvende, at ovennævnte former for kunst, da ikke har noget med "rigtig kunst" at gøre, men ordet "kunst" kommer af at kunne, og man siger da også om én, der er dygtig i sit virkefelt, at vedkommende er en sand kunstner i sit fag. Hvad det så er, han eller hun er dygtig til, om det er til at lave mad, snedkerere, bruge et våben, danse på line, spille fodbold, tegne, skrive, lave musik eller spille komedie osv., det er en anden sag. Men man kan blive en sand kunstner, ja virtuos, indenfor ethvert af disse virkefelter og mange andre hvor det gælder om at overvinde den fysiske materies modstand og lære at beherske den. Det kan kun ske ved at beherske sin bevidstheds materier og sin organisme inden for dette område gennem talentudviklingen, som Martinus beskriver det: "Fra begærets og længslens A-stadium over adskillige inkarnationers stadige øvelser, B-stadiet, frem til C-stadiet, til virkelig at kunne, at være en kunstner på dette område". Men derfor har man jo ikke kosmisk bevidsthed. Et er, hvad man kan kalde "brugskunst", noget praktisk, nyttigt, realistisk og jordbundet, som f.eks. fint håndværk, der forøvrigt nu er ved at forsvinde og for en stor del er blevet erstattet af industri og teknik, men noget som altså skal bruges til noget; og noget andet er den kunst, der ikke kan "bruges", det man i forrige århundrede kaldte "de skjønne kunster". Jordmenneskene kan andet end at bruge redskaber til praktiske formål, de kan f.eks. spille på redskaber, der giver lyde fra sig i rytmer og tonarter, når man gennem øvelse i at behandle redskabet eller instrumentet rigtigt efterhånden kan lokke tonerækker frem, der kan påvirke sindet glædeligt eller sørgeligt, til stille harmoni eller til stor dramatisk spænding. Måske er rytmen sådan, at flere ønsker at deltage, de føler rytmen så stærkt i deres eget sind og krop, at de må synge og danse. Man har kaldt det "musik", hvilket antyder, at det egentlig kommer fra en anden verden, musernes verden, en usynlig "overnaturlig" sfære. Musik, sang og dans har spillet en stor rolle i den jordiske menneskeheds historie helt fra de primitive samfund, hvor de egentlig også på deres måde var en slags "brugskunst", da de blev brugt i forbindelse med den herskende magi og religion, der for samfundets medlemmer var lige så vigtige foreteelser som alt det praktiske, ja, vigtigere, for det var det, hele samfundsdannelsen hvilede på.

Gennem musikkens, sangens og dansens rytmer kom man i kontakt med guderne og ånderne, en usynlig verden man blindt troede på ud fra sit religiøse instinkt og sine primitive men stærke følelser, en verden, som det var vigtigt at stå sig godt med for at få beskyttelse og medhold og undgå guders eller dæmoners vrede. Lige som man gennem dansen havde synliggjort rytmen, så den blev oplevet mere intenst end blot gennem øret, følte man trang til i endnu stærkere grad at synliggøre forbindelsen med den usynlige verden. Nu kom håndværksredskaberne i brug til andet end fremstilling af våben og daglige nyttegenstande, nu begyndte fremstillingen af det, der senere har udviklet sig til billedkunst: dansemasker, fetishfigurer og andre rituelle og symbolske redskaber og billeder, som man følte formidlede kontakten med ånder og guder og beskyttede mod dæmoner. For os er det billedkunst, når vi ser det i dag, men for naturfolkene var det ikke blot nyttige men nødvendige redskaber, der tjente til beskyttelse, til angreb, sort magi og forsvar på et andet plan end det fysiske. De fantastisk levende dyremalerier fremstillet af folk, der vel nærmest var på stenaldertrinet, og som man har fundet i vor tid på vægge i grotter i syd-Frankrig og Spanien har også været magiske figurer ved hvis fremstilling man følte, man fik magt over dyrene, så det var lettere at jage dem.

Det er ikke svært at se, at kunstens oprindelse i vor verden, enten det drejer sig om brugskunst eller kunst i magiens og religionens tjeneste, er så stærkt behersket af det dræbende princip eller af forsvar imod det, at den naturligt må kaldes "dyrerigets kunst". Det er nok sværere at forstå at senere og højere kulturers kunst kan komme ind under dette begreb, men det gør den, selv om den er skabt af partielle genier i en eller anden kunstart. Kunstens udvikling fjerner den fra dyrerigets indflydelse, men den vil bære spor af dyrerigets mentale klima, indtil det drejer sig om den kunst, som skabes af et kosmisk geni, eller et væsen med kosmisk bevidsthed. Inden vi forsøger at forstå, hvad "kosmisk kunst" er, må vi prøve at koncentrere os om kunstens og religionens forvandlinger i fortid og nutid.

I lange tider var religionen og kunsten sideløbende og hinanden understøttende kulturfaktorer i jordmenneskehedens udvikling fra dyr til menneske, som det så klart er vist af Martinus i "Det evige verdensbillede III", symbol nr. 33, "De dyriske og menneskelige tankeklimaer", fig. 15 og 16. Studerer man symbolet vandret i forbindelse med tallene yderst til venstre på symbolet, forstår man, hvorledes de forskellige tankeklimaer tilsammen danner baggrunden for den på dette udviklingsafsnit herskende kultursituation, og samtidig hvilken enorm rolle polforvandlingen spiller i den forbindelse. Det gælder naturligvis også, når det drejer sig om religionens og den dyriske kunsts forvandling og gradvise degeneration til fordel for udviklingen af højere etiske og humane kulturfaktorer.

Om udviklingsafsnittene nr. 27 og 28 skriver Martinus, at jordens menneskehed befinder sig her, og "kun ganske enkelte mennesker er nået op i udviklingsafsnittet nr. 29". Om afsnittene 27 og 28 skriver han videre, at de "er hjemstedet for menneskehedens oplevelse af deres sidste store og grove karma- eller mørke skæbneudløsninger. Her er mange skæbner, der kommer ind under begrebet "tærskelens vogtere". Denne skæbne opstår hos mennesker, der er kommet relativt langt frem i udviklingen, men på visse felter i det udviklingsområde, de har nået, endnu ikke er humane, stabile eller trofaste i væremåden og kan have en lidt vaklende sandfærdighedsevne." Sådanne mennesketyper er der mange af i vor kultur inden for forskellige samfundsgrupper, og mange af dem er ærgerrige og ønsker at dominere og har indflydelse eller er ledere i deres grupper, hvilket også fremgår af figur nr. 12 på symbolet, "Hovmodets og ærgerrighedens tankearter", der netop kulminerer i udviklingsafsnit 27 og endnu er ret fremtrædende i 28. Men hvad har det med kunst at gøre? Disse mennesker er jo netop sådanne typer, der kan noget og er blevet kunstnere inden for deres virkefelt, hvad det så end er. De har C-viden inden for dette område, og de har magt og indflydelse. Det kan være alt lige fra statsmandskunst og kunsten at balancere som politiker mellem stridende partier, kunsten at være arbejdsgiverleder såvel som leder af arbejdstagerne, men også kunsten at være en dygtig arbejdsgiver og kunsten at være en dygtig arbejder, ja, i det hele taget kunsten at være noget, fordi man kan noget inden for mange forskellige jordmenneskelige samfundsmæssige forhold helt ind i familielivet og privatlivet. Det afgørende for den videre udvikling er: Hvor meget betyder "kunsten at være menneske og medmenneske" samtidig med kunsten at være noget og kunne noget? Om ovennævnte tankeklima nr. 12 skriver Martinus: "Det fundamentale i de tankearter, samme figur symboliserer, er selvdyrkelse. Hovmodet er en tankeart, i hvilken væsenet overvurderer sin egen mentale eller fysiske kapacitet. Det opfatter mere eller mindre sig selv som andre mennesker overlegen, ganske uden at der foreligger noget som helst berettiget grundlag herfor. Det praler med denne sin falske kapacitet, som det har suggereret sig selv til at tro er virkelig. Dette tankeklima kan ofte udarte sig til storhedsvanvid, såvel åndeligt som fysisk, såvel religiøst som politisk." Så grelt er det naturligvis kun i kulminationen af dette tankeklima. Vi har et godt eksempel derpå i en vis kunstmaler Hitler, som ikke bragte det så vidt på malerkunstens område, men til gengæld kom til at spille en rolle i statsmandskunstens historie, som blev en menneskelig tragedie for åbent tæppe.

Alle vi jordmennesker har mere eller mindre af en "Hitler" i os, både noget af den "Hitler" der gerne ville være kunstner men ikke var nået så vidt med talentet, og som ikke havde tålmodighed og ydmyghed nok til både at arbejde med sin kunst og med sig selv så han gennem nogle inkarnationer ville kunne skabe god kunst til glæde og inspiration for andre og til gavn for sin egen videre udvikling; og noget af den "Hitler", der ville erobre verden, blive noget stort, vise de andre, at man kan mere end de og er mere end de, det, Martinus kalder "den længst levende afgud", som nyder at stå på piedestalen, selv om vejen dertil har kostet blod, sved og tårer – ikke mindst andres. I Adolf Hitler fik sidstnævnte tankeklima overtaget, og gik ind i rækken af historiske forbilleder på, hvordan det kan gå, når hovmod og selvdyrkelse tager overhånd i bevidstheden. Han er blot én af mange, men én, hvis skæbne fik et sådant historisk format, at han er kommet til at stå som skræmmebillede for tusinder af jordmennesker. Men det er vigtigt, at det ikke er personen Hitler, vi rakker ned på. Han har sin skæbne og er også på vej mod kosmisk bevidsthed. Det er det i os selv, som han er blevet symbol på, vi må bekæmpe, det er sådanne selvforherligende kræfter, omend de måske er i mindre format, der står mellem os og vor kommende udøvelse af kosmisk kunst, og det er kun os selv, der kan bryde dem ned.

Men hvad nu med de "rigtige" kunstnere, vor kulturs geniale billedkunstnere, digtere, musikere og teaterkunstnere gennem lange tider, er deres kunstværker også en del af "dyrerigets kunst"? Til dels, ja, selv om visse af deres største værker er mere eller mindre gennemtrængt af en højere verdens vibrationer og principper og peger i retning mod det rigtige menneskeriges kunst. Det er svært at være hjemmehørende i jordmenneskezonen og samtidig på en eller anden måde at ville være budbringer fra en verden, hvor helt andre love gør sig gældende, end dem, vi er vant til. Derfor er grænsen mellem geni og sindssyge heller ikke stor. Nogle kunstnere sprænges så at sige i spændingen mellem det geniale i deres bevidsthed og det meget jordmenneskelige, som også er en del af dem. Undgår de sindssygens faldgrube, falder de måske periodevis i den, hvor selvoptagethed, forfængelighed og alt for stor sårbarhed holder dem fangen, eller intriger, jalousi og kunstpolitik. Når de har været i stand til at skabe stor kunst, er det på grund af udviklingen af den modsatte seksuelle pol, der fungerer, når de arbejder med deres kunst, men som samtidig har bragt mange kunstnere i vanskeligheder i samfund, hvor den enpolede ægteskabsmoral er dominerende, og hvor de heller ikke selv ved noget om den polforvandling, vi alle gennemgår i udviklingen fra dyr til menneske. Idealer både fra en gammel og en ny verden brydes i deres sind. Når de periodevis var stærkt forelskede i det modsatte køn udtrykte de et ideal, som – hvor poetisk det end formes – hører dyreriget til. Ægteskabsdramaer som Ibsens og Strindbergs viser derimod den begyndende oplevelse af dette ideals forfald, hvordan "de ulykkelige ægteskabers zone" følger efter forelskelsens "paradis". Disse dramaer, såvel som mange moderne romaner, noveller og film, ender brat uden nogen løsning på problemerne eller har en sørgelig slutning, medens ældre skuespil, romaner og film som regel ender med, at skurken får sin straf og helten sin belønning. Begge dele er eksempler på det manglende overblik over livslovene, som gælder inden for "dyrerigets kunst". Forståelsen af reinkarnationsprincippet og karmaloven vil bringe stor fornyelse i litteraturen og filmen, når tiden er moden til det og det er den snart. Så vil man følge flere jordmenneskers livs- og skæbneforløb gennem flere inkarnationer, for, som Martinus skriver: "Slutningen er først dér, hvor helten og skurken mødes i tilgivelse og kærlighed."

Den dyriske kunst har gennem lange tider lovprist det dræbende princip, hævn- og strafprincippet, såvel som den har lovprist parringssympatien eller forelskelsen, som om den var virkelig kærlighed, hvad den kosmisk set ikke er. Set i kosmisk perspektiv er den endog nærmest en modsætning til absolut kærlighed, idet den indebærer skinsyge og rivalisering og kan vendes til had, hvis den ikke bliver gengældt. Det er ingen kritik af denne kunstform, den kan ikke være anderledes, og den har sin værdi for dem, der inspireres til den og af den, men det er "dyrerigets kunst."

Men hvordan vil så det rigtige menneskeriges kunst kunne karakteriseres? Det er bedst at lade en, der véd det af erfaring tale: "Den dyriske kunst vil blive afløst af en kunst, der vil hylde og lovprise den absolutte alkærlighed eller livets allerhøjeste bærende guddommelige fundament. Den vil lovprise Gud og det af mørket opstandne menneske i Guds billede efter hans lignelse." Sådan skriver Martinus i "Det evige verdensbillede III", og at han ikke dermed mener et kor i hvide kjortler med halleluja og harpeklang i gammeldags forstand viser de følgende linjer: "Den samme kunst vil i stor udstrækning danne symbolik over kommende realiteter, der er utilgængelig for naturel fysisk gengivelse. Motiverne for denne menneskelige kunst vil i særlig grad være strålerne fra Guds evige lys i alle dets livgivende forgreninger igennem verdensaltet."

Martinus har også skrevet, at virkelig kunst ikke eksisterer uden samtidig at være videnskab, og omvendt. Disse to kulturfaktorer vil mødes til en fælles fremtid. Det vil du og jeg også, for vi er alle på vej til at blive kosmiske kunstnere, det vil ikke blive en levevej eller søndagshobby, men en måde at leve på: Kunsten at elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv.