Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Men det er ikke blot dette, at materien bliver en levende verden for os, der har betydning. Dertil kommer, at vi selv igennem dette nye panorama får åbenbaret den side i vort væsens fremtræden, og vor organismes natur, der er det "billede af Guddommen", det er blevet vor opgave at være med til at skabe "i Hans Lignelse".

Hvad er det da, vi her bliver vidne til? – Det er dette, at vi hver især i princippet befinder os som hersker over terræner, riger og sfærer med et sådant utal af levende væsener under os, at alt, hvad der har eksisteret af jordiske herskere, paver, konger og kejsere med al deres glans og herlighed, må blegne ved siden af den storhed og magt, der er underlagt vort Jeg. Vi dirigerer i virkeligheden med vor vilje så umådelige hærskarers og områders skæbne, at de udgør intet mindre end hele universer. Til den storhed og magt, der er nedlagt i det levende væsens fremtræden, findes intet sidestykke, ingen paralleller, den kan sammenlignes med. Individet er suverænt i sin kosmiske vælde. Kun Guddommen alene kan være dets forbillede. "Guds billede" er "levende væsener inden i levende væsener" uendeligt og ubegrænset. Derfor har menneskene også lært, at "i Ham lever, røres og er vi". Alle levende væsener har væsener "over" og "under" sig i makro- og mikrokosmos og oplever et mellemkosmos omkring sig. Derfor taler jeg i mine kosmiske analyser om "spiralkredsløb" eller kredsløb inden i kredsløb, der bevirker, at de levende væsener i kosmos udgør henholdsvis universer og stoffer for hverandre.

Når "Guds billede" er levende væsener inden i levende væsener, hvad er så "Guds lignelse"? "Guds lignelse" er Guds væremåde, dette at være til gavn og glæde for helheden både i forhold til makro-, mellem- og mikrokosmos. De jordiske mennesker skal blive den jordiske sfæres genskin af Guddommens stråleglans. I deres øjnes mildhed, i deres hænders kærtegn og i deres skabende kærlighedsudfoldelse til gavn og glæde for levende væsener skal man engang kunne møde den direkte varme fra Gud og igennem denne kærlighed se dem som hans udtrykte "billede efter Hans lignelse".

Med dette syn ind i mikrokosmos har der åbnet sig et helt nyt perspektiv indeholdende et vældigt panorama af områder befolket med levende væsener, væsener, som er direkte medarbejdere i skabelsen af vor skæbne, ligesom vi selv er en meget væsentlig faktor i opretholdelsen af disse væseners "himmerige" eller "helvede".

Den verden, der omgiver os, betegner vi med det fattige eller intetsigende ord: naturen. Men hvad er denne natur, dette ydre univers egentlig for en foreteelse? Har vi ikke netop i vor egen organismes kosmiske struktur fundet en pendant til strukturen for hele det os omgivende ydre univers? I princippet bliver der ingen forskel. Begge foreteelser består af levende væsener i bevægelse og funktion, og principielt vil et mikrovæsens syn på sine omgivelser direkte kunne sammenlignes med vort syn på naturen. Heller ikke mikroindividerne vil i almindelighed have nogen idé om, at det univers og den natur, de er omgivet af, er et levende makrovæsens organisme, for dem vil det også være "naturkræfter", selv om det er vort åndedræt, blodomløb, fordøjelse osv, det drejer sig om. Og "naturkræfterne" omkring os, landskaber, hav og himmel, solskin, blæst, regn osv er i virkeligheden organismefunktioner i et jordklodevæsen, et solsystemsvæsen og et mælkevejssystemsvæsen. Altså levende væsener inden i levende væsener, det princip, jeg før omtalte som "Guds billede". Naturligvis standser dette "billede" ikke ved mælkevejssystemet, men der ophører for øjeblikket det jordiske menneskes evne til at sanse og fatte mere. Men fortsættelsen er uendelig, ligesom den er det nedad i spiralkredsløbene, hvor de mindste mikropartikler i vor organisme, vi kan opfatte, er universer for myriader af levende væsener.

Ligesom vi selv befinder os i en ydre verden, med hvis kræfter, stoffer eller materier vi må samarbejde, og af hvilket samarbejde en stor del af vor skæbne afhænger, således befinder mikrovæsenerne i vort eget indre sig også i en ydre verden, med hvilken de må samarbejde, og af hvilket samarbejde deres skæbne opstår. Men da denne yderverden er vor organisme, vort blodomløb, vor fordøjelse, vore kirtelfunktioner, vore nervereaktioner osv, er det indlysende, hvor vældigt vi med vor viljeudløsning og tilfredsstillelse af begær og med hele vor indstilling i psykiske og fysiske forhold udgør en fundamental faktor i disse væseners livsoplevelse og skæbnedannelse. I ingen som helst anden situation har vi en så kolossal adgang til at skabe lykke eller ulykke for andre levende væsener som den, vi her er i besiddelse af over for de mikrovæsener, vor organisme består af. Vi kan ganske vist ikke påføre mikroindivider en "uretfærdig mørk skæbne" eller et "helvede", som de ikke selv er den inderste årsag til, for uretfærdighed eksisterer ikke i universet og tilfældighed heller ikke. Den sidste omstændighed bevirker, at netop de mikroindivider befinder sig i vor organisme, som er tiltrukket dertil af den "grundtone", der er den dominerende bølgelængde i det univers, som organismen udgør. Når de jordiske mennesker er tiltrukket af netop jordklodevæsenets "bølgelængde" som mikroindivider i dette væsens organisme og ikke af en anden klode, er det fordi, de passer her, og den skæbne, de har til gode, kan udløses her – såvel hvad det behagelige som det ubehagelige angår, en skæbne, hvis ubehagelige sider ikke skal opfattes som straf eller hævn fra en vred gud, men som en nødvendig erfaringsdannelse og lærdom, der bringer væsenerne længere frem i deres udvikling mod at blive "i Guds billede efter hans lignelse". Gennem vor fysiske og psykiske væremåde, der er vor "grundtone", tiltrækker vi de mikroindivider fra cellespiralerne og nedefter, der passer ind i vor bølgelængde, og derved kan der jo skabes store forandringer i vort legeme både til det gode og til det dårlige. Et menneske, der f.eks. har gjort sig helt afhængig af spiritus eller tobak, vil efterhånden gøre sin organisme til et "helvede" for de i organismen normalt hjemmehørende mikrovæsener. De vil dø bort, og andre – langt mere primitive – der hungrer efter disse former for gift, vil inkarnere i stedet og gøre det svært for makrovæsenet eller mennesket engang med sin viljekraft at vænne sig af med denne afhængighed. Man kan sammenligne det med et frugtbart landskab, der forvandles til en ørken eller en giftig sump, hvor kun specielle, primitive væsener kan leve.

Naturligvis er der stor forskel på, om menneskene behersker disse nydelsesmidler, eller det bliver nydelsesmidlerne, der behersker menneskene, så de bliver drankere eller narkomaner. Men hvor let kan et menneske ikke i en depressionsperiode uden rigtigt at vide af det pludselig være blevet så afhængig af kunstige stimulanser af den ene eller den anden art, at det slet ikke kan undvære dem. Da er det, som hvis herskeren over et kæmperige åbner dets grænser for primitive røverstammer, der fortrænger rigets naturlige indbyggere og deres kultur, så der, hvor der før var landskaber med frodige marker og skønne byer, kun bliver forfald, ruinhobe og vildt voksende terræner. Indbyggerne bliver gjort til slaver, hvis de ikke bliver udryddet; men ikke nok med det, rigets hersker bliver gjort til slave af disse nye indvånere, og forfaldet bliver totalt. Set i makrovæsenets, altså menneskets eget perspektiv vil det sige, at en gradvis nedbrydning af organismen finder sted, koncentrationsevnen sløves, hospitalsophold og sygeleje følger efter, måske nervesammenbrud, ja, i værste fald mistes måske evnen til at leve et normalt liv i resten af denne inkarnation og ligeledes evnen til at opbygge en normal og sund organisme i den næste fysiske tilværelse.

Jeg ved, at dette billede er gjort drastisk og malet med mørke farver. Men efter som nerveklinikker, sindssygehospitaler og åndssvageanstalter er fulde af patienter, ja, næppe nok kan rumme, dem, der gerne skulle være der, er det vigtigt, at mennesker, der gerne vil tænke, forstår årsagerne til disse sørgelige tilstande, som ikke blot væsenerne selv, men også millioner af væsener i mikrokosmos lider under. En sådan tilstand er ikke efter "Guds lignelse". På den anden side skal dette, at sådanne tilstande eksisterer og i den nærmeste fremtid absolut ikke vil blive mindre, ikke få mennesker til at opgive håbet om, at alt kan blive anderledes. Tværtimod, det vil blive helt anderledes. Nævnte tilstande er erfaringsområder, som menneskene i deres eksperimenterende udviklingsstadier kommer igennem. Men når så samme mennesker er blevet søgende og på basis af deres søgen også finder den viden, som skal kunne bringe menneskeheden ind i en anden tilstand ved at blive praktiseret, så har de naturligvis også et større ansvar, så gælder det om, at de med deres vilje gør en indsats for at skabe de tilstande i deres "rige", som både deres "undersåtter", mikrovæsenerne, og de selv kan opleve som velvære og sund livskraft og livsglæde. Med den indstilling vil mennesket uvilkårligt også komme på bølgelængde med jordklodevæsenets vilje, der er indstillet på at forvandle livet i sin organisme til sundhed og velvære, dvs. uden det vi kender som krige, sygdomsepidemier, naturkatastrofer osv. Også i dette forhold har menneskene en "næste", de kan samarbejde med.

Igennem sygdommenes lidelser og smerter, igennem erfaring og studium vil menneskene blive givet et sådan overblik over deres egen organisme, deres eget mikrokosmos og komme til at nære en sådan kærlighed til dettes individer, at enhver hensyntagen til disses liv og velvære vil blive praktiseret til fuldkommenhed. Igennem den måde menneskene lærer at tænke på og derved undgå hidsighed og depression og finde frem til sund vegetabilsk ernæring, nødvendig hvile og motion i frisk luft, vil de efterhånden kunne bandlyse sygdomme fra deres organismes område. De vil alle i kommende inkarnationer kunne forvandle Deres organismer til de skønneste terræner og boliger for levende mikrovæsener, hvis velvære vil opfylde Dem selv med glæde og velbehag. Men det er vigtigt at tænke på, at man allerede kan lægge grunden til en sådan gensidig livsoplevelse ved i sin nuværende inkarnation også at begynde at elske sin næste i mikrokosmos.

(Fra Kosmos 1965)