Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Alle jordmennesker er på vej mod sandheden. De fleste har ikke erkendt dette. Deres søgen er ubevidst, og de søger blot efter den for øjeblikket største fordel for dem selv og vil først gennem en lang række fejltagelser og lidelser komme dertil, at de bevidst søger mod sandheden og en virkelig menneskelig tilværelse. Andre er kommet så langt, at de med rette kan kalde sig sandhedssøgere, og dog vil de fleste af os kun være delvis sandhedssøgere og samtidigt delvis forsvarere af vore ufuldkommenheder. Det kan derfor være nyttigt for os at gøre os klart, om det blot er en teoretisk sandhed, vi søger, eller om den sandhed, vi søger, også skal gælde os selv og vor egen tænke- og væremåde. Hvis vi blot søger et teoretisk tankesystem, som er helt uforpligtende for os selv, et system af principper og love, som gælder generelt, men som vi ikke søger at gøre til mønster for vor egen tilværelse, ja så har det ikke større betydning for os end at eje et kort med beskrivelse af Tokyo eller New York, når vi ikke har til hensigt at besøge disse byer.

Hvis vor søgen efter sandheden skal tages alvorligt, må vi også søge at ændre vort eget liv i overensstemmelse med denne, også om det skal betyde ubehagelige erkendelser af vor egen svaghed, fejlagtighed og ufuldkommenhed.

Når nu ikke blot vi selv, men vore medmennesker og også vore nærmeste venner og bekendte søger at finde almengyldige sandheder, kan det ikke undgås, at vi indbyrdes taler om hinanden og om hinandens fortrin og fejl. Og her er det, at vi ofte ikke er enige i vore omgivelsers syn på og omtale af os. Vi er tilbøjelige til at bedømme os selv med større mildhed, end de gør. Det, den ene betragter som en neutral og velvillig omtale af en anden, betragter denne sidste måske som ondsindet sladder. Det vi hos os selv anser for at være vor sjælsstyrke og karakterfasthed vil andre måske se som uvilje og stædighed, osv. Vi vurderer ikke os selv uvildigt eller neutralt. Når vi søger efter sandheden og taler til andre om de tanker og ideer, som vi mener er rigtige, udstiller vi os i virkeligheden over for omverdenen, som naturligt vil sammenligne de teorier, vi forfægter som sandhed, med den væremåde som vi præsterer, og på den måde beder vi faktisk selv om det skudsmål, vi får. Her er det så, at vi kan vælge enten at kalde omtalen for sladder eller vi kan tage andres bedømmelse af os op til overvejelse og finde ud af, om den efter vor mening er rigtig eller om andres udsagn er en fejlvurdering af vore hensigter og handlemåde. Hvis vi står midt i en omvurdering af vort liv og vore tankevaner, kan vi slet ikke undgå at blive skive for andres omtale og vurdering, for kritik eller sladder, for det vi ønsker er vel ikke, at andre skal helt forbigå os i stilhed og hverken berømme os eller kritisere os? Skal vi søge at undgå en omtale af os overhovedet? Og må andre slet ikke se os som vi er? Vil vi stadig foregive at være helt anderledes end andre ser os og altså camouflere os for omverdenen? Hvis vi vil camouflere os, benytter vi en evne, nedarvet fra dyreriget. Ingen andre væsener har talenter for camouflage som dyrene, som i farve, form og placering i naturen næsten helt kan gøre sig til eet med sine omgivelser og derved beskytte sig mod overfald og udslettelse. Men da vi er på vej ud af dyreriget og udvikler os i retning af menneskelig væremåde, må vi undgå denne dyrets metode for uærlighed som camouflagen indebærer.

Den omtale vi får af vore omgivelser, enten den så er rosende og positiv eller kritisk og negativ, er det spejl, som vi må se os selv i. "Spejlet" afslører ofte vor dyriske arv og vor ringe menneskelige formåen, ligesom det også kan afsløre en voksende menneskelighed. Det vil altid være ubehageligt at få afsløret sine fejl og erkende disse og altså se os selv, som vi virkelig er, men vi kan ikke søge sandheden og samtidig forsvare usandheden og ufuldkommenheden i vort eget indre og vor væremåde. Sandhedssøgeren kan ikke søge retfærdighed og ærlighed og samtidig lave små fiduser i forretningslivet. Vi kan ikke have høje mål om alkærlighed og samtidig forlade en ægtefælle, som sidder tilbage med ensomheden, smerten og tårerne, når man selv går tankeløst videre i en ny forelskelse, uden at det har sine konsekvenser. Man kan ikke være "udviklet" og samtidig forråde alkærligheden og altså svigte både sin efterladte part og sine børn, og det undskylder ikke, at børnene er blevet voksne. Måske har den forladte netop ekstra brug for ens trofasthed og hjælp, når hjemmet er tømt for ungdom, for ægtefællen er jo ikke et stykke brugt inventar, men et menneske med følelser og et behov for omhu og ømhed. Trofasthed er en karakteregenskab, som Martinus vurderer højt. Med idealer som alkærlighed og lighed mellem mennesker, kan vi ikke mere – selvom vor stilling som overordnet måske indbyder til det – træde andre langt op i nakken og lade dem føle, at de er af en helt anden og lavere rang eller stilling, der må lade sig nøje med at udføre det arbejde, man selv helst skyder fra sig.

Vore liv må bringes i overensstemmelse med den sandhed, vor søgen bringer frem i vor bevidsthed, enten det "spejl", vore omgivelser nu engang er, giver udtryk for velment kritik eller ondsindet sladder, for negativitet eller rent vrøvl, for ros eller forherligelse. Vi må prøve at vurdere os selv i forhold til disse "rigtige" eller "forkerte" bedømmelser og søge at forandre os, dér hvor vi finder det rigtigt og nyttigt. Vi kan ikke give vore omgivelser "mundkurv" på, men må tage dem som de er, og vi kan så efter behag åbne eller lukke årerne for deres omtale af os.

Med det evighedsperspektiv og karmaloven, som Martinus gennemanalyserer, viser enhver påvirkning, behagelig som ubehagelig, sig som "Guds tale" til os. Vore omgivelsers holdning er Guds svar, er en høst, et resultat af, hvad vi selv har sået, er en kærlig tilrettevisning, en vejledning i at blive menneske.

Men så er kritik og ondsindet sladder altså et gode? Ja! Den er, som Martinus vil kalde den "et ubehageligt gode", medens det selvfølgelig ikke er anbefalelsesværdigt for den, der udøver kritik eller sladder, idet han eller hun dermed selv sår en sæd, som senere må høstes. Det vedkommer imidlertid i første omgang ikke os. Den omtale vi bliver udsat for er den "tale" vi må lytte til, og vælger vi at bortforklare sagen eller at forsvare os eller bekæmpe den person, der omtaler os, så vi kan leve i fred med vore ufuldkommenheder, ja så bruger vi dyrets metode eller vore nedarvede "kløer og tænder". Så er det selvopholdelsesdriften, der gør sig gældende i et forsvar for vor fysiske eller åndelige position. Så dyrker vi den længst levende afgud, som er vor egen integritet og ophøjethed, hvori vi kan leve behageligt uforandret. Men denne tilstand kan ikke være statisk. Livet er vækst. Og vi er i denne periode af vor udvikling halvt menneske og halvt dyr, eller som Martinus kalder det: en såret flygtning mellem to zoner og kan ikke bevare og forsvare vore dyriske, mere eller mindre degenererede, egenskaber og samtidig udvikle menneskelige talenter. Vi må gøre op med os selv, om vi søger en universel sandhed eller en lokal sandhed. En sandhed, der gælder for alle levende væsener eller en sandhed, som er en behagelig teori, og som ikke kræver for store ofre af os i retning af at ændre os. En teori med særlige regler for os selv. Hvis vi imidlertid godtager Martinus kosmiske analyser som den universelle sandhed, som derfor både gælder for os selv og for alle andre levende væsener, så må vi lære os selv at se den bestandige strøm, som vi møder gennem vore omgivelser i form af alle de reaktioner og oplevelser, medgang og modgang, som en korrespondance med Gud, som livets egen tale. Vi kan opleve de smerteligste lidelser blandet med den højeste skønhed og harmoni. Alt dette er det klima, som er naturligt i vor zone, og som yder de allerbedste betingelser for vor vækst netop ved dets paradoksale og modstridende påvirkninger af vor ånd. Gør det så noget, vi af og til hører om det, som vi i vort indre kalder sladder? Kan vi ikke blot væbne os med det man i gammel tid kaldte tålemod, og som vi idag kalder tålmodighed, evnen til at udholde og tåle ufred, smerte, lidelser og modgang. Vi vil i alle fald vokse i indre styrke.

Men hvordan vi så end vender og drejer spørgsmålet om andres holdning og deres udsagn om os, så kan vi ikke med Martinus analyser i hånden påstå, at der gøres os uret, eftersom alt er i balance i dette øjeblik med basis i det forgangne og med henblik på fremtiden. Men i næste øjeblik vil situationen være ændret på grund af ny påvirkning. Martinus værker er altså en beskrivelse af vor situation og de love og principper, som verdensaltet er baseret på og som levende væsener udvikler sig efter. Han gennemanalyserer disse love og principper helt neutralt og påtrykker ikke andre sine meninger. Han dikterer ikke andre mennesker bestemte handlingsmønstre, men stiller alle frit med hensyn til opfattelse og væremåde. Han kan derfor heller ikke have noget ansvar for, om de mennesker, som er ham nærmere eller fjernere også vil være i stand til at efterleve de anskuelser, som de søger at gøre til deres egne. Om vi kan efterleve den sandhed, vi søger, er helt og fuldt vort eget ansvar. Endnu ejer vi ikke sandheden, den er foreløbig kun en teori for os, og den lange vandring fra at have denne teori til at kunne opfylde den i praksis koster blod, sved og tårer, mange smertelige oplevelser, og under vor vandring vil vi ofte komme i den situation, at vi behøver tilgivelse. Alle kommer vi til at tilgive og til at få tilgivelse for vore mange fejl og ufuldkommenheder, men alt det forhindrer ikke, at sandhedens krav må opfyldes til punkt og prikke. Der er ingen undtagelse fra Guds plan med mennesket. Vi skal alle lide det samme for at blive det samme, og derfor skal der også mod til at søge sandheden og til at leve sandheden.

Mange er døde af det, mange har lidt på korset, på bålet, drukket gift eller været lyst i band. Det er ikke let at ændre sig fra at være et dyremenneske til at være et rigtigt, fuldkomment menneske. Men selv om det koster sin pris, er det den vej, vi alle må gå. Ingen af vore ældre brødre, der har fulgt denne sandhedens vej er sluppet billigt, og vi skal heller ikke vente, at det er let, men det er prisen værd.