Kosmos 1977/10 side 111
Næstekærligheden og skæbnen
Igennem deres børnelærdom har menneskene lært, at man skal være god imod sin næste, ja, at man ligefrem skal elske denne næste. Hvem denne "næste" er, er endnu ikke helt gået op for alle mennesker. Naturligvis har man nok været klar over, at der med dette udtryk menes vore medmennesker og i nogen grad også dyrene, ja, man kan måske endda til nød gå med til, at planter også skal behandles godt; men at mikrokosmos hører ind under samme begreb, er endnu uden for de fleste menneskers livsindstilling og dagsbevidsthed. Når menneskene har fået at vide, at opfyldelsen af kærlighedsbudet er "al lovens fylde", vil det jo i virkeligheden sige, at den er fundamentet for al sand lykke og opnåelsen af den højeste form for velvære, den mest fuldkomne skæbnedannelse. Men hvis denne opfyldelse ikke er fuldkommen, ja, hvis der blot viser sig en eneste lille mangel i denne opfyldelse, vil det pågældende individs skæbne, dets lykke og velvære urokkeligt i tilsvarende grad være præget heraf.
Der findes i virkeligheden ikke en eneste form for disharmoni inden for et væsens oplevelse af livet, selv den svageste lille tendens i retning af en mørk skæbne, uden at dens udspring vil kunne føres tilbage til en eller anden mangel i opfyldelsen af det store bud: "Du skal elske Gud over alle ting og din næste som dig selv". Det er derfor af den allerstørste betydning for hele menneskehedens skæbne, at samme menneskehed lærer alle de områder at kende, inden for hvilke deres næstekærlighedsevne eller mangelen derpå kan blive årsag til kommende skæbnedannelse.
Vor "næste" i mikrokosmos
Mørk skæbnedannelse kan udfolde sig på så mange måder, f.eks. kan et menneskes velvære forstyrres af en personlig forfølgelse af et eller andet medmenneske, men den mørke skæbne kan også opleves som en eller anden sygdom. Loven byder jo: "Som man sår, skal man høste". Men medens ubehagelighederne ved personlig forfølgelse eller lignende vil kunne forstås af en del mennesker, specielt hvis de er fortrolige med reinkarnationstanken, som en virkning af overtrædelse af næstekærlighedsloven – måske helt tilbage i et tidligere liv, er det sværere for de fleste mennesker at fatte, at en kræftsygdom, en lungebetændelse eller blot en simpel forkølelse eller lignende skyldes – mangel på næstekærlighed. Set i et kosmisk perspektiv er der imidlertid i princippet ingen forskel på de to nævnte eksempler af mørk skæbnedannelse.
Det betyder naturligvis ikke, at objekterne for det syge menneskes manglende næstekærlighed har været mennesker, dyr eller planter. Tværtimod er dette menneske måske netop, hvad man i daglig tale kalder et sympatisk, kærligt og godt menneske. Det er muligvis endda så langt fremme i denne form for væremåde, at dets sympati og kærlighed allerede er begyndt at stråle tilbage til det fra omgivelserne, således at dets skæbne i dette forhold kun udviser de bedste betingelser for lykke og velvære. Når dette velvære forstyrres af en eller anden mere eller mindre ondartet sygdom, og denne forstyrrelse også skyldes manglende næstekærlighed, afsløres det hermed, at det jordiske menneske endnu ikke er i fuld kontakt med næstekærlighedsloven, og at dette at være god mod medmennesker, dyr og planter ikke er nok til at skabe en lys og lykkelig skæbne. Selv om et harmonisk og lykkeligt forhold til omgivelserne naturligvis er et overordentlig stort gode og til tider endog kan fornemmes som selve kulminationen af lykke, er det højst ubehageligt, at denne harmoni når som helst kan afbrydes af sygdom. Derfor er det af den allerstørste betydning, at de jordiske mennesker bliver klar over, at den "næste", de skal elske, også er alle de levende væsener, der lever som mikrovæsener i deres egen fysiske organisme, og at mangelen på næstekærlighed inden for dette skæbneområde på sin vis kan være lige så katastrofal som manglende næstekærlighed i forhold til omgivelserne kan være det.
Vaccination er absolut kun en midlertidig løsning
Selv om lægevidenskaben efterhånden er blevet overordentlig dygtig til ikke alene at kunne helbrede mange sygdomme, men også at kunne forebygge mange lidelser, er man dog ikke nået frem til nogen virkelig løsning af problemerne, så længe bekæmpelsen og forebyggelsen for en meget stor del opretholdes ved hjælp af midler, det kun er muligt at fremstille i kraft af andre væseners lidelse og død. Her er det ikke forholdet til mikrokosmos, jeg tænker på, men de mange hundreder af dyr, der har måttet miste deres førlighed eller livet ved vivisektion. Hvor megen lidelse har det ikke kostet disse yngre medvæsener i udviklingen at være tvunget til at stille deres sunde organismer til rådighed som materiale for forskerens forsøg, hans kniv, hans giftpræparater og serumfremstilling for ikke at tale om de mange andre smertefulde og lemlæstende indgreb, der i videnskabens navn kan foretages af den autoriserede eksperimentator. At denne tingenes tilstand er et led i de utallige former for eksperimenter, jordmenneskene må gøre for at komme videre i udviklingen med den nødvendige viden som basis, er ikke ensbetydende med, at disse forhold skal fortsætte. En sundhed, der kun kan opretholdes ved andre væseners pinsler og død, kan umuligt udgøre det store mål for den guddommelige skabelsesplan, der er forjættet jordmenneskene som "Himmeriges rige". Hvad kan det nytte, at menneskene engang får afskaffet deres krige, deres had og antipati over for medmenneskene, hvis de for at opretholde deres sundhed og velvære dagligt må indtage så og så mange unaturlige medikamenter og må vaccineres med serum, hvis fremstilling udelukkende kan ske i kraft af andre væseners sygdom, lidelse og død? At disse andre væsener er "yngre" i udviklingen, ophæver ikke det femte bud: "Du skal ikke dræbe". Det kan heller ikke forandre det evige kosmiske facit: "Det et menneske sår, skal det også høste". Begrebet "næste" dækker over intet mindre end alle levende væsener og dermed over alle former for liv. Så længe det ikke bliver opfattet således, og loven derfor heller ikke opfyldt i forhold dertil, vil intet væsen på denne klode fuldt ud kunne opleve den tilstand, der er udtrykt som "Himmeriges rige".
Mange mennesker spørger mig, om de skal lade dem selv og deres børn vaccinere. Det er ikke et spørgsmål, jeg kan besvare med, at de skal gøre sådan eller sådan, Det må det enkelte menneske selv tage stilling til ud fra sin egen samvittighed. Vaccination med ufarlige og sygdomsforebyggende virkninger forekommer endnu i langt flere tilfælde end vaccination med direkte farlige følger. De sidstnævnte tilfælde forekommer dog også, da vaccinationens virkninger i den menneskelige organisme indtil en vis grad er giftige eller på en måde udgør en brutalitet og lidelse over for organismen, der kun tolereres, fordi den er et middel til bekæmpelse af et større onde. Der findes imidlertid organismer, der er så sårbare, at de ikke reagerer på normal måde over for vaccinationen, der måske endda kan sætte dem i livsfare. Netop dette, at vaccination og serumbehandling ikke er uden risiko og gene, viser, at denne fremgangsmåde ikke er fuldkommen og derfor heller ikke den naturlige og endelige løsning på problemet. Desuden er der jo også mange sygdomme eller kropslige lidelser, over for hvilke vaccinationen eller serum er ganske uden virkning. Men selv om man kunne skabe serum for en hvilken som helst lidelse, ville problemet ikke dermed være løst. Det kan være meget godt at kunne lappe, klinke og reparere ituslagne ting, men selve den utidige slåen i stykker er ikke dermed fjernet, så længe selve betingelserne herfor ikke er fjernet. Det er årsagerne, man må til livs for virkelig at komme sygdommene til livs, og årsagerne til sygdommene ligger i manglende næstekærlighed. Dette er naturligvis ikke sagt som en bebrejdelse eller kritik af syge mennesker, for menneskene ved jo endnu ikke, at næstekærlighedsprincippet fungerer lige så hårfint og lovmæssigt i forhold til mikrokosmos som i forhold til mellem- og makrokosmos.
Livets struktur og udvikling
For at nå frem til at blive ét med en total opfyldelse af næstekærlighedsbudet og den hermed forbundne sygdomsfri tilværelse vil det være nødvendigt at lære at forstå selve livets store hovedstruktur. Den vil fra et bestemt synspunkt være at inddele i tre store hovedområder: "Mikrokosmos", "mellemkosmos" og "makrokosmos". Tilsammen udgør disse tre "kosmos" hele verdensaltet, de udgør altså, hvad man under ét udtrykker ved begrebet "kosmos". Når vi inddeler "kosmos" i tre afdelinger, er det for at markere det perspektiviske forhold, i hvilket vi med vor organisme er stillet over for dette umådelige verdensalt. Vi fornemmer alle os selv som centrum i dette, ligegyldigt hvor vi befinder os. Vi er i stand til at manifestere tanke, vilje og bevægelse, ligesom vi er i stand til med vore sanser at opleve en mængde andre væsener udstyret med lignende anlæg. Foruden at omfatte os selv og vore medmennesker, forbinder vor oplevelses- og sanseevne os også med dyrene og i nogen grad med de livsformer, vi kalder planter. Det er alle disse livsformer, der er mere eller mindre beslægtede med vor egen fremtræden, jeg har givet navnet "mellemkosmos". Til dette kosmos hører også en del af de forekommende fremskredne, selvstændige men dagsbevidsthedsløse krystalliseringsformer. Her er den store grænse for det almindelige jordmenneskes evne til direkte at opleve livsformer eller væsener uden for sin egen fremtræden, og det har da også gennem årtusinder været skik og brug at opfatte alle de uden for "mellemkosmos" virkende kræfter og skabelsesprocesser som "døde" materier. Som målestok for liv har man kun anerkendt ting, hvis bevægelsesart ligesom menneskets gav udtryk for bevidst viljemæssig handling og fremtræden. Det var derfor, man tidligere ikke regnede planteformerne som virkelige udtryk for liv. De spadserede jo ikke rundt eller gav udtryk for nogen særlig dagsbevidst villen og kunnen. Det er først igennem intellektuel forskning, at det er begyndt at gå op for jordmennesket, at planten også udgør en form for liv, selv om den hverken kan tale, le eller græde. Den kræver næring, lys og varme, og dens tilværelse er ligesom andre fysiske væseners baseret på stofskifte eller omskabelse af materie. Forskellen mellem vort liv og plantens liv er en gradsforskel og et spørgsmål om udvikling. Dyret og det jordiske menneske er i virkeligheden fremskredne eller mer-udviklede planter. Men hvorfra er da plantevæsenerne udviklet? De kan jo ikke være opstået af intet. Af "intet" kan der umuligt komme "noget", lige så lidt som "noget" kan blive til "intet". Engang var der ingen planter på denne klode; rugede døden mon forud for plantens eksistens over hele kloden? Var der total stilhed, ubevægelighed eller energiløshed overalt i dens sfærer i denne fjerne fortid? – Nej, det var der ikke, tværtimod!
Bevægelse og "stilhed"
Før plantevækstens fremkomst på jorden forekom der overalt i dens sfærer voldsomme bevægelser, eksplosioner, larmende flodbølger af glødende materiemasser, ligesom orkanagtige storme rasede gennem dens ildatmosfære. Hvorfra al den energi? Kan selve døden, den totale livløshed afstedkomme en så voldsom manifestation af bevægelse? Nej, bevægelse er liv, og det døde kan ikke avle liv, kun livet kan avle liv. Tænk engang på Deres egen oplevelse af livet. Er "bevægelse" og "stilhed" ikke skiftende udtryk for Deres egen villen og kunnen? At tro, at bevægelse kan være udtryk for noget som helst andet end liv, er at være indhyllet i den største og dybeste overtro, der kan eksistere. Der har altså været liv på denne klode, førend planteverdenen fremkom. Men når bevægelse er liv, hvad er da stilheden? Enhver sansemæssig oplevelse af "stilhed" eller "ubevægelighed" er ikke ensbetydende med en absolut stilhed. En sådan kan ikke opleves. Det vi oplever som og kalder "stilhed" er oplevelsen af mangelen på kontraster mellem to bevægelser af forskellig hastighed. Der hvor vi ikke har den kontrast, synes vi at opleve stilhed. Det er netop i kraft heraf, at vi synes, at jorden udgør en fast og stillestående foreteelse for os. Den i forhold til jordens bevægelse langsommere eller hurtigere bevægelse, der skal til, for at vi direkte kan sanse eller opleve jordens egen bevægelse, kan kun ydes af solen og de andre kloder i den himmelegn, jorden tilhører. Men disse himmellegemer er så langt borte i rummet, at de i forhold til vort eget himmellegeme bliver ligesom af mikroskopisk natur. Deres bevægelse bliver derfor i dette vældige fysiske perspektiv, i hvilket vort øje ser dem, ligeledes af en mikroskopisk natur, ja, endda i sådan en grad, at de slet ikke udgør nogen for vort øje synlig bevægelse. Derfor kan de ikke udgøre den i forhold til jordens bevægelse langsommere eller hurtigere bevægelse, der er nødvendig, for at vi skulle være i stand til at opleve jordbevægelsen. I vort fysiske perspektiv ser det ud, som om disse fjerne himmellegemer står stille, og det ser ud, som om jorden står stille, da der ikke er synlige kontraster i vort perspektiv imellem disse to former for bevægelse, som vi – gennem videnskabelig forskning – alligevel har kendskab til. Det er det samme princip, vi bliver vidne til gennem kupévinduet i toget. Medens det er let at konstatere togets bevægelse i forhold til de nærmeste detaljer eller omgivelser langs banelegemet, bliver det sværere og sværere at konstatere togets bevægelse i forhold til omgivelsernes detaljer, jo længere disse befinder sig ude imod horisonten. Fra et frembrusende togs kupévindue vil man således i en given situation i længere tid kunne se på fjerne bjergtoppe uden derved at opdage den stedforandring på snesevis af kilometer, der eventuelt har fundet sted med ens egen person i den tid, man har nydt udsigten. Alle for sanserne direkte fremtrædende "faste punkter" vil altså kun kunne eksistere som ligevægtspunkter mellem to bevægelsesarter. De udgør altså en virkning af bevægelse, uden bevægelse kunne de ikke eksistere
(Sluttes i næste Kosmos).
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige