Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I – stk. 240 – 243

 

I tiden og rummet findes ingen absolut virkelighed, intet absolut fast punkt, ingen evige realiteter. Alt er bevægelse, alt er forvandling, alt er skabelse og dermed manifestation. Men hvad er da de "faste punkter" i tilværelsen? – Det er de realiteter, der skaber og oplever manifestationerne, de realiteter, der oplever bevægelserne. Disse realiteter kan ikke være identisk med bevægelse, thi en bevægelse kan ikke opleve bevægelse. Men når de ikke er bevægelse, befinder de sig jo ikke i bevægelsernes verden eller zone, hvilket vil sige, at de befinder sig udenfor tiden og rummet. Men da tid og rum er skabte realiteter, vil de førnævnte realiteter således være hævede over tid og rum, hvilket i dette tilfælde vil sige ophav til tid og rum. Da en bevægelse som nævnt ikke kan opleve bevægelse, vil den altså være en "livløs" ting. Men da de førnævnte realiteter oplever bevægelse, vil de være at udtrykke som "levende". Men de "levende" ting i verden er jo det samme som de "levende væsener". De levende væsener i tilværelsen er således udgørende de "faste punkter" bag bevægelserne.

Da det "levende væsen" jo er omgivet af store samlinger koncentreret bevægelse i form af dets legemskultur, udgør denne legemskultur ikke den virkelige "levende" del af det levende væsen. Da den "levende" del ikke er bevægelse, er den udenfor tiden og rummet og kan således ikke sanses af individer, der endnu kun sanser bevægelser. Et sådant individs opfattelse af de levende væsener står og falder derfor med de bevægelser, det bliver vidne til, der udgår fra de nævnte væsener. Det opfatter derfor disse bevægelser, hvilket i dette tilfælde altså vil sige legemskulturen, som udgørende den "levende" del af væsenerne. Det opfatter således det levende væsens manifestation, men ikke denne manifestations ophav eller det levende væsen selv. Det lever derfor i et sådant tilfælde i virkeligheden om end ubevidst på den illusion, at manifestation kan opleve manifestation, eller at bevægelse kan opleve bevægelse.

Da det netop er en kendsgerning, at bevægelserne bliver oplevet, bliver den "levende" del af væsenet også en kendsgerning. Men da det jo også er en kendsgerning, at bevægelse ikke kan opleve bevægelse, bliver det ligeledes en kendsgerning, at det, der oplever bevægelserne, ikke kan være bevægelse. Men når denne realitet ikke er bevægelse, er den jo evigt uforanderlig. Dette vil igen sige, at vi her kommer til et "noget", der udgør en evig realitet, et virkeligt "fast punkt". At opleve dette "faste punkt" vil altså være det samme som at opleve sin egen absolut virkelige identitet som "et evigt levende væsen". Hermed menes naturligvis ikke en teoretisk oplevelse, men individets egen selvoplevelse. Den teoretiske oplevelse er jo ikke den samme som den praktiske. Fordi man har læst en bog om et fremmed land, betyder dette jo ikke det samme som, at man har været der. Den praktiske oplevelse af udødelighed vil altså udgøre den første del af den store fødsel.

Idet individet således har fået evne til at opleve de virkelige "faste punkter" i tilværelsen, er det jo kommet i besiddelse af en målestok ud fra hvilken alle eksisterende bevægelser kan udmåles. Dets oplevelser bliver derfor nu ikke som i den fysiske verden "bevægelsernes erkendelse på basis af andre bevægelser", men derimod "bevægelsers erkendelse på basis af virkelige faste punkter". Men når en bevægelse udmåles eller erkendes på basis af et virkeligt "fast punkt", opstår der jo et ligeså "fast" eller virkeligt facit, hvilket vil sige en absolut analyse af den pågældende bevægelse. Denne analyse vil adskille sig fra det absolutte facit eller den uvirkelige analyse, der opstår, når den samme bevægelse udmåles i kraft af en anden bevægelse, ved at være absolut. Hvis vi således udmåler en bevægelse, der ud fra et såkaldt fysisk fast punkt udgør 20 kilometer i timen, fra en bevægelse i samme retning, der udgør 16 kilometer i timen, får vi et facit, der udviser en bevægelse på kun 4 kilometer i timen. Ligesom dette facit ikke kan være udtryk for den virkelige analyse af nævnte bevægelses virkelige fart, således kan heller ikke noget som helst facit være udtryk for en bevægelses virkelige natur, når det ikke er blevet til på basis af et virkeligt fast punkt. Men da der i den fysiske verden ikke findes absolut faste punkter, bliver det første facit, der udtrykte 20 kilometer i timen heller ikke noget absolut facit. Det virkelige facit kan således først erkendes, når vi finder det virkelige "faste punkt" bag den pågældende bevægelse. Men da det ikke findes på det fysiske plan, men eksisterer udenfor dettes grænse, må vi jo passere denne grænse. Da alle fysiske bevægelser på denne grænse bliver lig "intet", idet de ikke mere kan opleves under de fysiske sanser, kan bevægelsen ikke mere opleves som bevægelse, men som "idé", hvilket igen vil sige "hensigt". Men da en "hensigt" kun kan eksistere i tilknytning til og på basis af et levende væsen, bliver de levende væsener således udgørende de "faste punkter" for udmåling af alle bevægelser, og de samme væseners "hensigter" de dybeste facitter i enhver form for bevægelse. Alle eksisterende bevægelsers absolutte facitter eksisterer således ikke i hastigheder, men i – hensigter.