Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Medens Mennesket under den Bevidsthedstilstand, hvor Evnen til blindt at tro paa et eksisterende Forsyn udløser den religiøse Inspiration, ligesom lever i to Verdener: en speciel fysisk, som nærmest er af "det Onde", fordi Djævelen, Satan eller Lucifer, her driver sit rænkefulde Spil og ideligt ligger paa Lur efter en, – og en aandelig, der i sig selv nærmest udtrykker et klippefast Haab om hinsides denne fysiske Verden, at komme til et Sted hvor Tilværelsen kun er Salighed, saa ændres dette Forhold totalt i det Øjeblik, denne Trosevne bryder sammen, og Kravet om Viden bliver det herskende. Overgangen fra den ene Tilstand til den anden, frembyder forøvrigt et interessant Problem, idet vi her finder det saakaldt "irreligiøse" Menneske, – Mennesket uden Interesse for, som det selv udtrykker det, "det aandelige". Passer det? Nej, slet ikke. Intet normalt Menneske kan være uden Interesse for aandelige Problemer, men det kan befinde sig i en Tilstand, hvor dets aandelige Videnserfaringsmateriale er saa ringe, at det ikke for Individets indre Blik afslører nogen Sammenhæng, der kan bringe det paa Sporet af et Verdensbillede med en altgennemtrængende Guddom som Centrum. Da al Tankeliv jo er Aandsfunktion, er Mennesket saaledes kun aandelig, men hvor denne Aandsfunktion kun udløser sig i fysisk Begær, kun er rettet mod ét Felt, og dette Felt, i Form af "Kampen for Tilværelsen" byder det mere end tilstrækkelig Modstand for sin Overvindelse, ja, da kan Bevidstheden en Periode lade sig forlede til at tro, at man, blot man er mæt og ejer sin rimelige Part af denne Verdens fysiske Rigdomme, vil være lykkelig. Men den gradvise Overvindelse af dette Felt beriger Mennesket med en anden Overbevisning. Besiddelsen af fysiske Rigdomme skaber ikke den fuldkomne Lykke, – i saa Tilfælde var Lykke jo knap saa sjælden at møde, som Tilfældet er. "Jamen fysisk Rigdom og en underskøn Ægtemage", tænker maaske nu en og anden, "det er da Lykke", – ja forudsat man aandeligt set er saa primitiv, at ens hele Interesse kan opsluges af et saadant Forhold, saa vil man naturligvis være lykkelig, – men hvor ofte er det Tilfældet? En Ægtemage kan være et overmaade inspirerende Element i ens Tilværelse, men hele Tilværelsen er et saadant Væsen i Almindelighed kun i – Forelskelsesperioden.

Nej, det levende Væsens Udvikling fra Mørke til Lys, kan i Virkeligheden ogsaa udtrykkes som det samme Væsens Kamp for at frigøre sig for de med den fysiske Verden forbundne Illusioner, der netop koncentrerer sig i Besiddelse af fysiske "haandgribelige" Realiteter som Fundament for den saa attraaværdige Lykke eller Salighed. Og denne Frigørelsesproces fuldbyrdes i akkurat samme Grad, som Individet faar sit Begær opfyldt. Den selvsamme Lede, som et Menneske føler sig behersket af, naar det overmæt bliver anbragt ved et Bord, der bugner af Mad, den selvsamme Lede kommer ogsaa tilsyne i det Menneskes Sind, der er i Stand til at faa et hvilket som helst af sine fysiske Ønsker opfyldt, – hvad skal det saa ønske?

Her vil man maaske tænke, at et saadant Menneske ikke er Udtryk for noget almengældende, at det tværtimod repræsenterer en saadan Grad af Sjældenhed, at det er uden Betydning, hvor Talen drejer sig om os, – det store Flertal. Men ogsaa denne Opfattelse beror paa en Illusion. Omend de fleste maaske ikke har gjort det helt klart for sig selv, er en meget stor Part af Menneskene i deres evige Udvikling, d. v. s. i den føromtalte Frigørelsesproces naaet dertil, at de nu kun begærer at eje netop saa meget, som der skal til for at svare enhver sit, og saa ellers blot have til "Husbehov". Drømmen om Paladset, Rolls Roycen og de mange Undergivne, er blevet gennemskuet, den med Besiddelse forbundne Afhængighed er blevet synlig, "Dyret" er stærkt paa Vej til at blive "Menneske" til at blive et frit Væsen, der ejer Jorden, og ikke ejes af den.

Naar Mennesket er naaet til dette Trin, er det modent til at møde Martinus kosmiske Analyser. Da er det i Besiddelse af det Erfaringsmateriale, der nødvendigvis maa være til Stede for Forstaaelse og dermed Glæde af denne Mands Arbejde. Man kan være saa intelligent, saa "intellektuel" man være vil, har man ikke med sit inderste Væsen frigjort sig for de føromtalte Illusioner, ja da er Martinus kosmiske Analyser en lukket Bog for en. Her er en Doktorgrad uden nogen større Betydning, idet denne jo hyppigt er affødt af Ærgærrighed, og dermed af Begær efter at blive til noget, komme foran, ovenpaa – og derved afslører Individets Afhængighed af Illusioner, det fremskredne Menneske har gennemskuet. Naturligvis skal dette ikke opfattes som et Angreb, stor Viden parret med stor Menneskelighed er af uoverskuelig Betydning for det samlede Menneskesamfund, men man kan godt have umaadelig megen Viden og alligevel være et meget lille Menneske.

Men har man altsaa gennemskuet "Besiddelsesmysteriet", er naaet igennem de Tilstande, hvor Tanken om at eje Alverden beherskede en, ja, da er man jo i Realiteten naaet til en helt ny Verden, til en Verden med ganske andre Grundlove end den, man forlod. Modstridende Strømninger mødes i ens Sjæl, aandelige Kriser indfinder sig, og Individet kan i den Periode føle sig aandelig hjemløs og elendig. Hvor svær en saadan Tilstand end er, vil Individet senere erkende, at den var uhyre frugtbar. Aandelig Nød har kun een Hensigt: at bringe Individet i Vækst, bringe det bort fra en forældet Forestillingskres' altfor lammende Indflydelse paa dets aandelige Liv, og bringe det ind under en højere Forestillingskres' Inspiration. "Du skal forlade Fader og Moder" er ikke en Sætning, der blot vedrører et ægteskabeligt Problem, nej, overalt hvor et højere Lys straaler ind i ens Bevidsthed, lyder Budet uvægerligt: Du skal forlade – –.

Den aandelige Uro, den Krisetilstand, der gaar forud for en ny Erkendelses Fødsel, er jo netop de gamle "Guder"s, d. v. s. de gamle Illusioners Sammenbrud i ens Bevidsthed. Men et saadant Sammenbrud finder ikke Sted uden Kamp. Gang paa Gang rejser de sig ligesom spøgelsesagtigt af Graven og slører ens Bevidsthed med falske Forestillinger. Den aandelige "Hjemve" rider i en saadan Periode en som en Mare. "Barnetroen" med dens Skær af tilforladelig Tryghed rækker sine Arme imod en og byder en at blive: – se, din Far og Mor havde nok i mig, utalte Generationer før dig levede paa mig, lod sig varme og saliggøre af mig, hvor vover da du at byde mig Trods? Er du maaske klogere end dine egne Forældre? Fortvivlet kaster man sig paa sit Leje og tigger og beder et taaget Forsyn, en fjern Gud, om Hjælp og Kraft til at tro, men nej, – en isnende Tavshed er Svaret.

Men Ordet "Søger, og I skulle finde" er ikke et Postulat. Overalt hvor den aandelige Hunger er virkelig, d. v. s. overalt hvor Tilfredsstillelsen af den aandelige Sult er blevet en livsbetingende Nødvendighed, – og hvor ofte er den det? – vil Sulten blive stillet. Kanaler, der først synes en mirakuløse, sidenhen letfattelige, leder "Livets Vand" ind over den udtørrede Bevidsthed, og se, Livet bryder atter frem. Mødet med denne "Ørkentilstand" er Individets Prøvelse. Giver det op og vender tilbage til den hjemlige Arne, Barnetroen, ja, da havde det endnu ikke den Modenhedsgrad, der vilde have ladet det føle sig lykkelig i en ny Mentalverden, da var Hungeren ikke stærk nok, Kravet om aandelig Viden ikke dybt nok, – det "fandt" intet, – ikke fordi der intet var at finde, men fordi "Tørsten" endnu ikke var kvalfuld nok.

Men "Livets Vand" er stærkt. Som den vildfarne i Ørkenen, der mente sig dømt til at svides til Døde af den brændende Sol, beruses af Synet af Oasen, saaledes beruses ogsaa det til Fortvivlelse bragte aandeligt søgende Menneske den Dag, en ny aandelig Sol kaster sit Lys ind i dets af religiøse Kriser forpinte Sind. En voldsom og ubehersket Trang til at meddele sine Omgivelser sin Oplevelse besætter det. Det har mødt Gud, det har mødt selve Livets Ophav, mødt det højeste noget Væsen kan møde, de maa vide det, have Del i dets Oplevelse, dets svimlende Nydelse, dets Salighed. Blændet af det voldsomme Lys, der truer med at brænde det op indefra, udløser det alle et overliggende aandeligt Trins Børnesygdomme.

Men hvad sker? Saliggøres Omgivelserne? Ak nej. Rysten paa Hovedet, Hvisken i Krogene, bekymrede Miner, for blot at nævne de blideste Reaktioner, bliver Følgen af ens Omvendelsestrang, og dermed den Afkøling, der bringer en til Bevidsthed, til Kundskab om, at den aandelige Oplevelse, man har haft, er af en dybt personlig Karakter. Og med denne Afkøling begynder den skarpe Adskillelse mellem den mentale Verden, man før levede i, og den nye, man er i Færd med at betræde, at blive synlig for en. Da begynder man at forstaa, at man er kommet til en ny "Himmel" og en ny "Jord". Men med denne Forstaaelse begynder ogsaa Kampen for at tilegne, at absorbere i sit Væsen, denne nye Zones Grundlove og udløse dem i sin daglige Væremaade. Her begynder de kosmiske Analyser at lade Bevidstheden forstaa, at man, for at være en værdig Repræsentant for de evige Sandheder, maa gaa ét Skridt frem i Viden, men to i Moral. Og at den Moral, der skal manifesteres, forgrener sig langt dybere og videre end nogen anden Moral nogensinde før har gjort.

Den første Erkendelse, der afklaret stiger frem for den Studerendes indre Blik, er hans Identitet med alle andre i Tilværelsen eksisterende levende Væsner. Dyrene er nu ikke længere "Dyr", men yngre Brødre til ham selv i den evige Udvikling. Planterne, som han nok før opfattede som "levende", men alligevel i en Slags overført Betydning, føles nu langt nærmere, ja selv Mineralriget, det dødeste af alt dødt, begribes af den voksende Erkendelse som Udtryk for den evige Aands Manifestation. Men med denne nye Erkendelse maa det daglige Liv lægges om. Aarhundrede gamle Forestillinger om Kødspisningens Nødvendighed for den sunde Organismes Opretholdelse, om den maadeholdne Nydelse af Alkohols og Nikotins uskadelige Indvirkning paa vort Velbefindende, sønderbrydes med en saadan Styrke, at en fortsat Nydelse af disse Realiteter ikke alene synes, men simpelthen bliver umulig. Et nyt Ansvar er født og hviler til at begynde med tungt paa Skuldrene. "I er alle Guder" sagde Kristus. Taagetale for ens tidligere Bevidsthed. Dagklart for den nye. Guden i sit eget Univers. Bærer og Opretholder af en svimlende Mikroverden, hvis Beboeres Velbefindende er afhængig af ens Forstand eller Uforstand.

Langsomt kæmper man sig igennem den Modstand, ens nye Krav afføder. Omgivelsernes medlidende Smil og spydige Bemærkninger, der i Begyndelsen føltes knugende og nedbrydende, overvindes. Man begynder at faa "tyk Hud" paa sit Følelseslegeme, og replicerer med tavs Venlighed, hvor man før bruste op, og opdager til sin Forbløffelse, at Tavsheden er et langt større Aktiv, end man havde tænkt sig. Omgivelserne begynder at tolerere ens "Griller". Den fysisk set, rene Levevis, begynder at blive en Kendsgerning.

Indtil dette Punkt følges næsten alle, for hvem de kosmiske Analyser er blevet andet og mere end intellektuel Underholdning, er blevet Stof, der gør en interessant, gør en til en "Personlighed". Men med Tilegnelsen af en ny fysisk Levevis, er Maalet ikke naaet. Den ændrede Levemaade er blot et af Jacobsstigens utallige Trin. Det næste er Bekæmpelsen af de, i Kraft af vor Natur, medfødte Intoleranceanlæg. I Aartusinder har vi levet paa Forestillinger om det berettigede i "retfærdig Harme", "hellig Vrede" etc. Disse Forestillinger var blevet eet med vort Væsen i en saadan Grad, at de, lig Husnissen, flyttede med over i vor nye Opfattelse, omend ikke under nogen som helst Form, teoretisk billiget. Den Oplevelse, der betegnede den Studerendes Indgang til en højere Erkendelse, er nu kommet paa Afstand, baade for Omgivelserne – og ham selv. Hvilken Virkning faar nu dette Perspektivforhold? Den, at den nye Væremaade, som Individet i Begyndelsen tilegnede sig med glødende Begær, og en, for Omgivelserne tilsyneladende rent utrolig, Selvovervindelse, nu begynder at blive Vane. Den første alvorlige Sult er tilfredsstillet, de aandelige Krisers Stadium er tilbagelagt, – der indfinder sig umærkeligt en Reaktion.

Og hvad bringer saa denne Reaktion? Den afslører den Grad af aandelig Hunger, der laa til Grund for den aandelige Nyoplevelse. Og i denne Afsløring genfinder man alle de Bevidsthedstrin, man i et hvilket som helst aandeligt Arbejde bliver Vidne til. Her viser det sig, hvilken Grad af Kultur de kosmiske Analyser har paaført Bevidstheden. Hvilken Grad af højere Hensyntagen den Studerende har kæmpet sig frem til, i hvor høj en Grad han har forladt den Zone, i hvilken "Rovdyr, Orme og Padder" hører hjemme.

Og her er vi i Virkeligheden inde paa det Omraade, hvor Martinus kosmiske Analyser for Alvor møder det daglige Livs Krav. Og en skarp Iagttagelse vil hurtigt afsløre, at her kommer hans Arbejdes Betydning til Syne paa to fra hinanden stærkt afvigende Maader, af hvilke den første, og forøvrigt mest værdifulde, er den, hvor den Studerende nøjes med at reformere paa sig selv, ustandselig have sin Opmærksomhed henvendt paa sin egen Væremaades yderste Konsekvenser, ustandselig paa Vagt overfor den camouflerede Intolerances mentale Snigløb.

Den anden Maade beskriver alle Trinene fra den religiøse Hjemves Zone og frem til den Tilstand, hvor Mennesket kæmper for at gøre sin Viden og Væren identisk. Her er Rum for alle Tilstande, og her udløses alle Tilstande. Her kan man glædes over de kosmiske Analysers Klarhed, finde dem guddommelige, opløftende og inspirerende uden derfor at føle overvældende Trang til at overføre dem til sit eget Væsen. Det kan opfattes som en Parodi, men er ikke desto mindre dyb Alvor, at man her kan møde Mennesker med fremragende intelligensmæssig Kendskab til Jeg'ets Forhold til Mikroverdenen sidde og diskutere det dræbende Princips Afskaffelse henover et Bord med velstegte Dyrelemmer, diverse Vine etc., for efter Middagen at fortsætte den interessante Samtale med Drøftelsen af Nikotinens Indflydelse paa Skabelsen af et kommende nyt fysisk Livs Hjerneorganer, alt imedens de diskuterende efterhaanden selv svinder helt bort for hinanden i Tobakstaage.

Ligeledes møder man her den Type Mennesker, som ikke kan undse sig for, blandt lykkelige og glade Kødspisere, at lade en lille Bemærkning falde om "Ligæderi", ikke ondt ment, men grimt sagt. Med andre Ord, man finder i dette Udviklingsafsnit Repræsentanter for alle de Tilstande, de kosmiske Analyser aldrig har tilsigtet.

Thi enhver Studerende af Martinus Arbejde maa nøje gøre sig fortrolig med, at dette ikke under nogen som helst Form tilsigter Dannelsen af en Sekt eller Sammenslutning, hvis Medlemmer, ved deres mere eller mindre mærkelige Væremaade, skaber Sympati eller – hvad der med Udløsningen af de ovennævnte Tilstande mest vil være Udsigt til – Antipati omkring sig. De kosmiske Analyser tilstræber ikke Skabelsen af en Samling Aandshovmodige, der med en "Vi-alene-vide" Mine, nærmest kommer til Syne som Karrikaturen af Mennesket "skabt i Guds Billede". Den rette Repræsentant for de kosmiske Analyser er ikke den, der, besat af en glødende Trang til at ville være Lærer, undervise og bevise, nærmest kommer til at kaste en tragisk Skygge ind over disse Livets dybeste og rigeste Omraader. Ejheller dem, der igennem disse Analyser har fundet en ny "Baas" med nogen "indenfor" og nogen "udenfor", eller den, der, med et maaske medfødt ubevidst Anlæg for fysisk Dovenskab, nu befinder sig i den lykkelige Situation at kunne forklare – ihvert Tilfælde overfor sig selv, – at "det aandeligt fremskredne Menneske kan ikke befatte sig med fysisk Arbejde, det er det blevet for "udviklet" til".

Det kunde maaske her synes, som om jeg selv, midt i Beskrivelsen af Livets højeste Realiteter, optræder intolerant overfor Menneskene, men dette er ikke Tilfældet. De ovenfor skildrede Tilstande er ikke Skrivebordsfantasier, men har alle deres Rod i oplevede Tilstande, det er en Analyse, som den, der blot har Øjnene noget aabne, ikke kan undgaa at se bekræftet i sin Omgang med Menneskene. Og naar de her skildres paa Papiret, saa er det for i Tide at raabe et "Giv Agt". Thi for den, for hvem Martinus kosmiske Analyser er blevet hele Livets Indhold, en fortsat vidunderlig inspirationsgivende Kilde, er det ogsaa blevet en Kendsgerning, at disse Analysers dybeste Hensigt ene og alene er den, at berige det enkelte Menneske med netop den Viden, der er nødvendig for, i alle Livets Forhold, de mindste som de største, at handle i Kontakt med Kærlighedslovene i Verdensaltet. Og da Verdensaltets Kærlighedslove byder det levende Væsen at elske sin Næste, – hvad der for Okkultisten ikke alene betyder ens Medmennesker, men alt levende overhovedet, – som sig selv og sin Gud over alle Ting, afslører de ovennævnte Tilstande eller Væremaader sig som i den dybeste Modstrid med den inderste Mening med hans Arbejde.

Og i Kraft af, at de kosmiske Analyser omfatter alt hvad der er til, vil Navnet "Martinus" derfor aldrig komme til at dække nogen Sekt eller nogen Forening med Bestyrelse, Medlemmer etc. Og aldrig vil noget Menneske retmæssig komme til at tage denne Mands Navn til Indtægt for en Udskejelse af nok saa camoufleret Art. De kosmiske Analyser vil, i Kraft af deres dybe Natur, aldrig kunne danne Grundlag for Begrebet "Massesuggestion". Jo længere den Studerende trænger ind i dem, desto mere individuel vil han blive, omend han i sit ydre Væsen tilstræber Lighed og dermed Ubemærkethed af sine Omgivelser. Hans Tilværelse kommer til at forme sig som en, igennem alle levende Væsner bevidst ført Samtale med Guddommen, en Samtale hvis Resultat man altid vil kunne aflæse i hans Væremaade overfor Omgivelserne. Blødsøden Overbærenhed bliver ikke hans Kendemærke, men et uafbrudt Virke for Energiernes Ligeløb og dermed Skabelsen af den Harmoni paa hvilket det kommende rigtige Menneskerige maa hvile. Ikke for at føje et nyt -isme til alle de i Forvejen eksisterende er Martinus kommet til Verden. Udenom alle Former for Organisationsskabelse staar han midt iblandt os med en Viden, hvis eneste Hensigt er den, at samle alle de splittede Kræfter i os selv, til Fordel for Skabelsen af en aandelig Overbevisning, der har det i sin Magt, at bære os igennem alle Former for Modgang frem til det Sted i vor Udvikling, hvor Forhænget brister og Guds Aasyn, ikke som et Eventyrbillede, men som en selvoplevet Kendsgerning kærligt lyser os i Møde.