Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Efter den ufrivillige tre en halv måneds pause i min foredragsvirksomhed var det skønt at komme igang igen, dels at kunne rejse uden smerter i ryg og ben og dels igen at møde de mange venner af Martinus arbejde rundt omkring, ikke blot i Danmark, men også i vore nabolande. Jeg er Inge Sørensen, Tage Buch, Ben Saxe og Gunner Frederiksen tak skyldig for deres vikariat for mig i Danmark og Sverige, hvor jeg ved, man har taget godt imod dem, og har hørt, at der har været glæde over deres foredrag. Det er godt, at der nu er så mange medarbejdere, at et enkelt "mandefald" ikke betyder så meget. Inden alt for længe bliver vi dog flere, og det vil der også blive brug for.

Jeg startede i Sverige den 18. april, hvor jeg besøgte de tre største byer, og siden har jeg været en tur i Norge, endnu en gang i Sverige, en rundtur til danske provinsbyer og endelig en 12 dages tur til Tyskland. I Sverige er interessen for Martinus verdensbillede i støt og rolig vækst. Sigge Westerlund udfører et stort og godt arbejde for sagen dér, og han har mange gode medarbejdere. Det center, Rolf Elving og en gruppe, hvoraf størstedelen er unge mennesker, har skabt i Goteborg, er blevet et velbesøgt og hyggeligt mødested for studiekredse og undervisning, et godt eksempel på samarbejde i Martinus ånd. Det bør også nævnes, at Martinus Institut i Sverige nu får kontor og studiekredslokale i "Hälsans hus" på "Soder" i Stockholm, en "fredet gammel, men velrestaureret og meget smukt beliggende bygning, hvorfra der er en vidunderlig udsigt over Mälaren og den centrale del af byen. Der er flere andre idealistisk betonede virksomheder i huset, bl.a. en vegetarisk restaurant ledet af Juno Borensjö, som engang stod for restauranten i Kosmos ferieby. "Hålsans hus" er realisationen af en drøm, som gennem mange år har vokset sig stadig stærkere i Agne Windmarks bevidsthed, og nu er den altså blevet så stærk, at den er fysisk virkelighed. Agne var en af de første i Sverige, der blev grebet af klarheden og storheden i Martinus værk, og da han var kendt i hele landet for sit arbejde for vegetarisme og frisk-sport, blev mange af hans landsmænd smittet af hans entusiasme, hvad der har betydet meget for arbejdets vækst i Sverige, hvor der nu er studiekredse mange steder.

I Norge har interessen for Martinus kosmologi været langt mindre end i nabolandet Sverige, men de sidste par år er der begyndt at komme flere forespørgsler efter bøger, og der er også blevet startet et par studiegrupper både i nordnorge og i Oslo. Ifjor fik jeg en indbydelse til at holde et foredrag om Martinus og hans kosmologi for "Norsk forening for psykisk studium og information" i Oslo, og der var stor interesse, så stor, at indbydelsen blev gentaget iår, hvor man ønskede at høre om Martinus analyser af den såkaldte død, livet i de åndelige verdener og reinkarnationen. De fik et foredrag om "døden, fødsel nr. to", og jeg tør sige, at de ikke alene var interesserede, men begejstrede for Martinus klare fremstilling af og store overblik over denne for os alle så aktuelle proces. Ved spørgetimen efter foredraget ville de slet ikke holde op at spørge, så jeg måtte selv sige stop i tide, for at spare på kræfterne, da jeg dagen efter skulle rejse helt fra Oslo til Stockholm. Jeg har for nylig fået brev fra foreningens leder, den unge journalist John Karevoll, hvori han giver udtryk for medlemmernes glæde over kosmologiens klarhed og skriver: "Det blir sikkert ikke så lenge før vi igjen henvender oss til deg."

I Sverige deltog jeg igen i et af de svenske weekend-kurser på Sundbyholm slot ved Eskilstuna. Disse kurser, hvor alle deltagerne er aktive i studiegrupper og samtaler om specielle temaer fra "Livets Bog" og "Det evige verdensbillede", som i forvejen er angivet af Sigge, er blevet meget populære og efterspurgte derovre. De fleste kurser leder Sigge alene, men når der er tid og mulighed for at være med som "konsulent", gør jeg det gerne, da der altid opstår en levende og – tror jeg – for alle deltagere inspirerende vekselvirkning. Sådanne kurser er der også gjort et første forsøg på at starte herhjemme i nærheden af Århus. Jeg kunne desværre ikke være med, da jeg på det tidspunkt var i Sverige, men på min efterfølgende rejse i Jylland hørte jeg fra adskillige, der med glæde havde deltaget i dette første kursus, som Svend Aage Rossen, Karin Brandt Nielsen og Gunner Frederiksen ledede i fællesskab, at der absolut var stemning for, at man skal gå videre med flere forsøg i næste sæson.

Min næste rejse gik som nævnt til jyske byer og også til Odense. Det var dejligt igen at møde mange kendte ansigter, men der var også adskillige nye, ikke mindst i Aalborg og Herning, hvor annoncering har givet godt resultat, i Aalborg også gennem regional-radioen.

På instituttet er det glædeligt, at foredragene nu kan fordeles mellem flere medarbejdere, og i "lørdagsgruppen" under Svend Aage Rossens ledelse har der været livlig aktivitet, hvilket ikke betyder, at alle deltagerne bliver eller ønsker at blive foredragsholdere, men at man har mulighed for at få et mere aktivt forhold til Martinus kosmologi og for at samarbejde med andre, der har samme interesse for sagen. Med tiden vil der blive brug for medarbejdere inden for forskellige aktivitetsområder, og det er naturligt, at en del af dem vil komme som en følge af den mere aktive interesse, som ikke alene "lørdagsgruppen", men også flere andre studiegrupper sætter i gang. I dette forår har vi også haft den morsomme og glædelige oplevelse på instituttet, at to grupper, hver på ca. en snes deltagere, uafhængige af hinanden, henvendte sig og spurgte om de måtte komme og få en information om Martinus og hans arbejde og eventuelt stille nogle spørgsmål. Først kom en gruppe gymnasiaster fra en sjællandsk provinsby sammen med deres religionslærer, og siden en gruppe filosofistuderende og deres lærer fra Københavns universitet. Jeg gav i begge tilfælde en kort introduktion med lysbilleder, og så var der spørgsmål og svar. For gymnasiastgruppen dannede Bertil Ekström og jeg spørgepanel, og studentergruppens spørgsmål blev besvaret ved at Tage Buch, Svend Aage Rossen og jeg supplerede hverandre. Man kunne mærke på spørgsmålene, at der blev sat noget i gang i begge tilfælde. De fik noget at tænke over, og det var jo det, der var meningen. Sådanne henvendelser vil der sikkert komme flere af i fremtiden.

Min sidste tur i denne sæson gik til Tyskland som en kombineret kontakt- og rekreationsrejse. Det var den snart treogfirsårige leder af Albert Schweitzer Haus i Bonn-Bad Godesberg, fru Emma Schubmehl der havde indbudt mig til denne rejse. Martinus kosmologi er ved at blive et begreb i Tyskland, noget mange gerne vil lære at kende. Mine foredrag i Vest-Berlin, hvortil jeg gennem de sidste 5-6 år har været inviteret af ledelsen af den internationale esoteriske kongres, har senere ført til indbydelser til München, Kassel, Frankfurt, Schloss Schöneck og Albert Schweitzer Haus. De to sidste steder har der været holdt uge-kurser og weekend-kurser, og vor hollandske medarbejder Gerard Oude Groen, som nu bor i Tyskland, har foruden at hjælpe mig også holdt foredrag i flere tyske byer, så en lille begyndelse er gjort, og de få af Martinus mindre bøger samt et lille oplag af I. bind af "Det evige verdensbillede", der er udkommet i tysk oversættelse, har gjort hans navn kendt i kredse i Tyskland og Schweiz, der er åbne for nye tanker. Således har forfatteren Erich Wunderli der bor i Zürich, i to artikler i tidsskrifterne "Lebensweiser" og "Esotera" citeret lange stykker af Martinus, dels fra de oversatte bøger og dels fra artikler i den tyske udgave af "Kosmos". Erich Wunderli har sendt fotokopier af artiklerne til instituttet og skriver, at han også i fremtiden, hvor der er mulighed for det, vil henvise til Martinus skrifter, som han finder meget væsentlige og betydningsfulde, og han håber, at mere af Martinus omfattende værk snart må blive tilgængeligt på tysk. Det er et håb, der bliver udtrykt gang på gang af interesserede i Tyskland, og som jeg også mødte nu på min sidste rejse, samtidig med at jeg mødte en mulighed for, at håbet måske inden alt for længe kan gå i opfyldelse. Jeg var som sagt inviteret på en kombineret kontakt- og rekreations rejse af fru Schubmehl og ankom til Bonn-Bad Godesberg den 21. maj, hvor jeg blev budt hjerteligt velkommen i Albert Schweitzer Haus. Allerede den følgende dag, som var en søndag, begyndte arbejdet. Der var arrangeret en samtaleeftermiddag, eller nærmere -aften, for den startede kl. 17 og varede til henad kl. 22. Da vi begyndte, var vi en 7-8 deltagere, og da vi sluttede, var der 25, og det blev en livlig og inspirerende samtale, hvor fru Schubmehl i begyndelsen hjalp mig med det tyske, men hvor det snart gik så godt på grund af den fælles interesse og meget positive atmosfære, at hjælp ikke mere behøvedes. Jeg havde med vilje før min ankomst understreget, at jeg på denne rejse ikke kom for at holde foredrag, da jeg kom lige fra rejserne i Skandinavien og ikke kunne nå at forberede mig, men at jeg gerne ville fortælle om Martinus og hans værk i samtalegrupper og også besvare spørgsmål så godt jeg kunne. Det var dejligt at mærke, at jeg så hurtigt kunne komme i gang, for jeg havde ærligt talt været godt nervøs dagen før, mens jeg sad i toget, eftersom jeg ikke har arbejdet med det tyske et helt år. Jeg læste Martinus lille bog "Menneskehedens skæbne" på tysk på vejen derned, og det viste sig at være en god hjælp. Aftenen i Albert Schweitzer Haus forløb på en dejlig afspændt og hyggelig måde. Klarheden i analyserne og de svar, der kunne gives på grund af denne klarhed, gjorde det let at forstå mig, sagde deltagerne, og mine grammatiske fejl bar de over med. De håbede snart at få mulighed for at studere Martinus verdensbillede grundigt og også at en ny udgave af symbolbogen måtte komme på tysk, da det lille oplag, der er udkommet af I. bind, for længst er udsolgt, og symbolerne interesserer dem meget.

Et par dage efter kørte jeg med fru Schubmehl og en af hendes bekendte til Schloss Schöneck, hvor jeg har været et par gange tidligere sammen med Gerard og givet en uges kursus, hvorom der også har været referater i Kosmos. Jeg havde en lang samtale med fru Vivi Woeller-Paquet, som står for ledelsen af slottet, og som stadig med glæde taler om sit besøg ved Klint i en engelsk-uge for et par år siden. Hun vil meget gerne igen have kursus i Martinus kosmologi på slottet og også foredrag i Frankfurt am Main, hvor hun bor om vinteren. Vi var enige om, at der først rigtigt vil komme gang i arbejdet, når der foreligger mere Martinus-litteratur på tysk. Fru Schubmehl og fru Woeller-Paquet mente, at de i fællesskab kunne arrangere en foredragsrejse med foredrag i Hamburg, Bonn, Köln, Frankfurt og flere byer, når tiden – forhåbentlig snart – er moden dertil. Om eftermiddagen havde jeg en dejlig samtale med allerede ankomne gæster, der skulle tilbringe pinsen på Schöneck. Der var både kendte ansigter og nye, og igen måtte jeg fortælle om Martinus og hans værk og besvare spørgsmål, inden turen gik tilbage til Bonn-Bad Godesberg.

Dagen efter kom der besøg til Albert Schweitzer Haus. Det var den nuværende leder af det kendte gamle Otto Reichl forlag, hr. Guillaume. Gennem fru Schubmehl havde han hørt, at jeg var i Bad Godesberg, og da han bor i nærheden, ville han benytte lejligheden til at hilse på mig. Gerard Oude Groen og jeg har tidligere truffet hr. Guillaume på Schloss Schöneck, og Gerard har senere bedt ham læse en del af den af Erik Gentsch oversatte og af en tyskkyndig gruppe korrigerede tyske oversættelse af I. bind af Livets Bog. Den tyske forlægger var ikke alene meget interesseret i indholdet, men gav også udtryk for, at sproget var udmærket, og at han virkelig var interesseret i at udgive den, når korrekturen var færdig, og når Martinus mente, at det var det rette tidspunkt. Jeg bad hr. Guillaume skrive til Instituttet, så der forelå et officielt forslag, og så må vi se, om Forsynet vil, at det er den vej, Martinus bøger skal udkomme på tysk.

Pinsen nærmede sig, og fru Schubmehl havde indbudt mig til sammen med hende og nogle venner at tilbringe pinsedagene på Burg Ludwigstein, en meget gammel, men fint restaureret borg, der ligger på et højdedrag ved Witzenhausen mellem Kassel og grænsen til Øst-Tyskland, så nær grænsen, at man kan se marker, huse, mennesker og en anden borg på et højdedrag på den øst-tyske side, men også pigtrådshegn og et stykke "ingenmandsland". Burg Ludwigstein er restaureret af og tilhører den tyske vandrefuglebevægelse, hvori den 83-årige, men spillevende fru Schubmehl siden sin ungdom har været et meget aktivt og initiativrigt medlem. Der var omkring 250 mennesker på borgen, og der var foredrag, underholdning, sang og musik, og at fru Schubmehl var kendt og populær iblandt dem, fremgik af alle de velkomsthilsener og omfavnelser, hun blev mødt med, da vi ankom, og efterhånden som flere ankom. Det var ikke meningen, at jeg skulle holde foredrag, men fru Schubmehl véd, at mange af disse vandrefugle, hvoraf en stor del er ældre mennesker, der har oplevet Nazitiden og krigens gru, er søgende mennesker, der ikke mere kan inspireres af gamle religionsformer, og hun vil gerne, at de af dem, som hun ved er åbne for nye tanker, kunne begynde at forstå, at noget nyt er ved at vokse frem, der ikke bryder med kristendommens etik, men tværtimod giver den langt større perspektiver tilbage i tiden og frem i tiden, rodfæstet i det evige Nu. Hun arrangerede en samtalegruppe, der hovedsagelig bestod af mennesker, hun kendte godt og vidste deltog i en studiekreds om "Troen i vor tid". Vi var inde på at behandle mange problemer, før jeg forsigtigt kom ind på kosmologien på en måde – håber jeg så de var klar over, at jeg ikke gjorde propaganda for at vinde proselytter for en sekt, men forelagde tanker, der er fremført af Martinus som et verdensbillede, hvori videnskab og religion er to sider af samme sag. Det var også i denne kreds mærkbart, som jeg før har oplevet det i kontakt med tyskere, at klarheden og logikken tiltaler dem, og det, at de nye tanker ikke medfører et brud med de etiske værdier i den gamle verdens impuls, men løfter dem op på et højere plan. Der blev spurgt om litteratur, og de, der var interesserede, fik brochurer og boglister, og jeg fortalte om Martinus centret ved Klint, at der hvert år også er en international uge med foredrag på engelsk, og – når interessen og deltagelsen engang bliver tilstrækkelig stor – foredrag også på andre sprog, deriblandt naturligvis tysk. Det hele foregik i en intim og venlig atmosfære, og en af borgens ledere, som var med, kom bagefter og sagde, at der uden tvivl var flere, som ville være interesserede, og at vi burde arrangere et foredrag på borgen, når der foreligger mere litteratur af Martinus på tysk. Han ville gerne arrangere det.

Måske blev der sået noget, der senere vil bære frugt. Det var et forsøg, fru Schubmehl gerne ville gøre, da hun er stærkt interesseret i, at Martinus tanker får rodfæste i Tyskland, og også i, at Albert Schweizer Haus kan blive et støttepunkt for udbredelsen af hans verdensbillede.

Det var et par dejlige dage på den gamle "røverborg", der nu er i fredens tjeneste. Vandreture i den maleriske omegn, hvor store fåreflokke græssede på bjergskråningerne kun bevogtet af hyrdehunde, afløstes af underholdning, sang og musik, og de er virkelig musikalske disse vandrefugle! Selve afslutningen foregik i den bedst tænkelige ramme: den statelige gamle borggård i måneskin, hvor alle var forsamlet, og flerstemmig korsang steg mod himlen båret af gårdrummets fine akustik. Det var en smuk afslutning på en kombineret rekreations- og kontaktrejse, hvis udgifter helt og holdent blev dækket af Albert Schweizer Haus, hvis leder er forvisset om, at der er grobund og vækstmuligheder for Martinus kosmologi i Tyskland. Hvornår tiden er moden dertil, er en anden sag, men jeg tror ikke, det varer så længe.