Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Og er det ikke netop Udtryk for den højeste Kærlighed, at denne "Røst", som vi i det efterfølgende skal se, manifesteret i det "flygtende Par"s eget Kød og Blod, manifesteret i Præster, Profeter og Verdensgenløsere, er formet og tilpasset til det samme spæde "Par", saaledes at den kan forstaas og tilegnes paa ethvert Trin, ethvert Stadium paa dets tunge Vandring bort fra det tabte "Livsens Træ"? -

Er det ikke netop den samme "Røst", der har formet Biblens Beretning om det jordiske Menneskes første Begyndelse paa Jordkloden til det skønne letfattelige Eventyr om "Adam" og "Eva", der kan vække de sympatiske Evner i det endnu uintellektuelle "Par" og derved trods alt vække Inspiration, Livslyst, Tro, Haab og Glæde i det ellers saa fattige og primitive Naturmenneskes Mentalitet? - Og er det ikke den samme guddommelige Tale, der i Dag gennem disse Linier aabenbarer "Eventyret" som realistisk Kendsgerning, som sand kosmisk Logik, og dermed skaber Glæde og Forstaaelse af den guddommelige Villie, i det højintellektuelle Kulturmenneskes dybe Sind? -

Som omtalt var "Keruberne" Væsener, der var sat til at holde Vagt ved "Livsens Træ". Dette "Træ" var, i den bibelske "Paradishave", den paa det fuldkomne Ægteskab baserede Lykke. Da "Syndefaldet" var en begyndende Udløsning af Tilfredsstillelse af Begær og Interesser, der ikke i mindste Maade vedkom Ægteskabet, blev det i sig selv en Slags konkurrerende Medbejlerskab til Individets samlede Livsinteresse. Medens Individet forhen kunde skænke Ægteskabet eller Fundamentet for dets daværende sorgløse Tilværelse Hundrede Procent af denne Livsinteresse, maatte det ved "Syndefaldet" spalte denne Interesse til Fordel for de nye Begærs Tilfredsstillelse. Denne Tilfredsstillelse krævede altsaa nogle Procent af den Opmærksomhed og Villie, de Kræfter og Anlæg som Individet før "Syndefaldet" helt kunde ofre Ægteskabet eller lade dette komme til Gode. Men naar Ægteskabet saaledes ikke mere blev ofret Hundrede Procent Interesse, blev dets Underbygning og Stabilitet jo derved gjort de manglende Procent mindre.

Da Ægteskabet i denne Zone er Livslykken, og de ny Interesser saaledes var underminerende for denne Livslykke, blev de i første Instans at betragte som "Mørke" og blev derfor at udtrykke under Begrebet "Syndefald".

De nævnte Interesser var altsaa farlige for Opretholdelsen af den særlige mentale Tilstand, som paa dette Udviklingsstadium var Individets højeste Livslykke eller Fornemmelse af "Salighed".

Men da enhver af "Spiralen"s seks Zoner eller "Paradishaver" er en absolut Nødvendighed i Verdensordningen, er det givet, at hver af Zonerne er udstyret med visse Lag af Energier, der er baseret paa at bevare eller opretholde netop Zonens Uforgængelighed. Dette vil altsaa igen sige, at de i Bevidstheden skaber Modstand imod "Syndefaldet", imod Tilfredsstillelsen af de for Zonens Eksistens farlige Begær. Disse Kræfter kommer naturligvis stærkest til Manifestation eller Udtryk gennem Væsener, der endnu er stærkt opflammet af den bibelske "paradisiske" Salighed, og som derfor ikke selv i saa høj Grad som de andre føler de ny Begær i deres Bevidsthed. Saadanne Væseners Tale og Levevis, deres Tankegang eller Mentalitet er derfor, i alt Fald teoretisk, endnu et stærkt Udtryk for Overholdelse af Zonens Grundlove, for hvilke deres Væsen derved saa at sige i sig selv bliver en levende Propaganda. Og det er denne Propaganda, Biblen udtrykker som "det blinkende Sværd". Og det er den samme Propaganda, der senere er blevet til det, vi kalder "Guds Ord", samtidigt med at dens Ophav efterhaanden er blevet kendt som "religiøse Førere", fortidige "Høvdinge" og "Selvherskere" og senere som "Præster", "Ypperstepræster" og "Paver".

Som det fremgik af Symbolet i sidste "Kosmos" opstaar "Syndefaldet", hvilket vil sige de ny Begær, lige i "Paradishaven"s Kulminationsomraade, hvorfra det udvikler sig videre og videre helt frem til Grænsen for den næste "Paradishave" eller det næste Rige i "Spiralen". Den Del af "Paradishaven", som strækker sig fra Kulminationen og til det næste Riges Grænse, bliver derved en Mørkeside, idet der jo i denne Side opstaar en Kamp i Individets Bevidsthed mellem de Energier, der bærer "Haven"s Kulmination eller særlige Lykketilstand, og de Energier der afføder de nye Begær eller "Syndefaldet".

Da Reaktionen heraf i første Instans i den bibelske "Paradishave", baade direkte og indirekte, er absolut Smærte og Lidelse, saavel paa fysisk som paa mentalt Omraade, saavel legemligt som sjæleligt, er hele denne Side af Bevidsthedslivet blevet almenopfattet som "Det Onde".

I Mørkesiden eller "Uddrivelseszonen" i "Paradishaven" vil Individets Bevidsthed altsaa være at analysere i to Felter, nemlig det her under Begrebet "Det Onde" nævnte Felt, og det Felt der endnu ikke er i Disharmoni med "Paradisloven"s Opfyldelse, og hvor en Del af dens Lykketilstand derfor endnu findes. Da dette sidstnævnte Felt nødvendigvis er en Kontrast til Smærte- og Lidelsesfeltet, er det efterhaanden blevet almenopfattet som "Det Gode". Og med denne Spaltning af Bevidstheden blev "Dyret" til det Væsen, der nu fremtræder som "Det jordiske Menneske". Denne Væsensart er altsaa den bibelske "Paradishave"s virkelige "Syndere".

Med denne Spaltning af Bevidstheden i Form af "Det Onde" og "Det Gode" begyndte det bevidste Tanke- og Sjæleliv rigtigt at tage Fart. Her begyndte Spekulationen over Aarsagerne til disse to Realiteters Forekomst. De stærke Lidelser vækkede de første begyndende svage Tendenser i "Dyret" til Reflektion over Tilværelsen. Her begyndte Individet at "opdage" sig selv. Og med denne "Opdagelse" begyndte "Nøgenhedskvalerne". Og med disses Erkendelse var det ikke mere i "Paradishaven"s Lysside. Det var ikke mere lykkelig. Det levede herefter i en uafbrudt jagt efter "Lykken". "Lykken" var Gud, men Gud var blevet borte. Gud blev, ubevidst for det selv, til: Gods, Rigdom, Militarisme, Politik, Sport, Magt, Ære, Berømmelse etc. for derefter atter at blive til Gud igen.

Men denne skiftende ubevidste Opfattelse af Gud strækker sig over en lang Udviklingsepoke i den jordmenneskelige Historie. Og det er i denne Epoke, at "Keruberne" blev den bortkomne Guds Repræsentanter, og deres "blinkende Sværd" Menneskehedens Vejledning.

Denne Epoke fremtræder i to store fra hinanden i mental Udfoldelse stærkt afvigende Afsnit, ja de er endog ligefrem Hundrede Procent Kontraster. Det første Afsnit begynder altsaa i Zonens Kulmination under Begrebet "Syndefaldet" og strækker sig endnu helt ind i det tyvende Aarhundrede, selvom det andet Afsnit for Aartusinder siden teoretisk har begyndt at gøre sig gældende. Disse to Afsnit udgør Analysen af den bibelske "Paradishave"s Mørkeside. Men da denne igen befolkes af det jordiske Menneske, bliver samme to Afsnits Analyser identisk med Analysen af det jordiske Menneskes religiøse og intellektuelle Tilblivelse, hvilket igen vil sige "Dyret"s Omskabelse til "Menneske", der igen er det samme som Skabelsen af "Guds Billede efter hans Lignelse". Det færdige "Menneske" er altsaa det samme som "Guds Billede". At være "Guds Billede" er igen det samme som teoretisk og praktisk, aandeligt og fysisk at være bevidst i Livets Love, at være bevidst i Forsynets Logik, at være den bevidste Inkarnation af Verdensaltets Plan. Det fuldkomne "Menneske" er den fysiske og aandelige Legemliggørelse eller Aabenbaring af den guddommelige Storhed indenfor hvilken "Alt" umuligt kan være andet end "saare godt", og hvorfor samme Væsens Tilværelse naturligvis ikke kan undgaa at give sit Ophav den gudesønlige Fornemmelse af at være "Eet med Faderen".

Da "Dyreriget" er den Zone i "Spiralen", der er bestemt til at være Hjemstedet for Skabelsen eller Manifestationen af Livets mørkeste Oplevelser: Lemlæstelser, Smærter, Sorg, Død og Rædsel og som igen er den uundværlige Kontrast, uden hvilken det vilde være umuligt at opleve Modsætningen: Livets højeste Lykketilstand eller Fornemmelse af Salighed, er samme Riges Grundlove naturligvis indtil Hundrede Procent baseret herpaa. Og dette er da Grunden til, at nævnte Rige er blevet "Det dræbende Princip"s Zone. Disse Grundlove er i den Grad netop baseret paa nævnte Princip, at det i "Dyreriget" er en Livsbetingelse, at man maa dræbe for at leve. Ja denne Lov er saa altbeherskende, at de levende Væseners Organismer, Redskaberne for deres Manifestation og Oplevelse af Livet, ligefrem uundgaaeligt er det eneste, der eksisterer som Føde for andre levende Væsener. Resultatet heraf maa nødvendigvis blive en eneste altomfattende indbyrdes Jagt paa de levende Væseners Organismer, et eneste altomfattende Myrderi og tilsvarende Sønderlemmelse af unge friske og stærke Legemer, der ellers ved fredelig Tilværelse vilde have kunnet baaret deres Ophav gennem Livet i en langt længere Tidsperiode, end det nu er Tilfældet, og givet disse en lykkelig og sorgløs Tilværelse. Hvor selvisk maa Mentaliteten ikke her blive? - I et Rige, hvor "ens Død er en andens Brød", i en Verden, hvor Kød og Blod i den Grad er en livsbetingende Ernæring for andre Væsener, kan Uselviskheden umuligt have til Huse, ligesom den fuldkomne Lykke i samme Zone umuligt kan eksistere uden at være et Spørgsmaal om Besiddelsen af en, andre levende Væsener overlegen, fysisk Styrke, Snedighed og Kløgt, Maskerings- eller Vildledningsevne. Og det retfærdige Motto i en saadan Zone vil da ogsaa urokkeligt være: "Enhver er sig selv nærmest". Det er "Dyreriget"s Lov i en Nøddeskal. Hvem der ikke vil og ikke kan opfylde eller praktisere denne Lov manifesterer "Syndefald" og maa dø. De klogeste og stærkeste, de mest hensynsløse og brutale praktiserer og overholder Loven fuldkomnest og maa leve. De dominerer Zonen og har deres Lykke funderet med en større Stabilitet.

Det er derfor givet, at Jordmenneskene i deres ældste Stadier, hvilket vil sige, i deres første primitive Overgangsformer fra "Dyr" til Jordmenneske, har haft ovennævnte Motto til Moral, ligesaavel som en saadan Moral er det bærende hos det tyvende Aarhundredes "Naturmennesker", baade dem, der forstaar at dække denne deres primitive Natur under Civilisationens Maske, og dem, der endnu utilsløret og aabenlyst blotter deres sande Natur i Urskovens Skygge. - Ja, for man har vel ikke tænkt sig at det saakaldte "moderne Menneske" ikke er et "Naturmenneske"? -

At det har store Fordele, som det almindelige "Naturmenneske" ikke har, at det er blevet i Stand til at gaa med finere forarbejdede Klæder og Sko, at det bor i bedre og finere Boliger, at det betjener sig af bedre Samfærdselsmidler og andre tekniske Opfindelser, er kun en Aldersforskel, - ikke en Principforskel. Et virkeligt højere civiliseret Menneske er Individet endnu absolut ikke, saalænge dets Kultur eller Civilisation kun er en genial Camouflage eller snedigt Skalkeskjul for Udfoldelsen af Kulminationen af Dyrerigets højeste Moralprincip: "Enhver er sig selv nærmest". Saalænge Røveri og Plyndring, Had og Fjendskab kun holdes tilbage paa Grund af særlige, statsmæssige grelle Modforholdsregler, saalænge et Samfund maa betjene sig af Fængsler, Dødsstraffe, maa gemme sine Ejendele bag svære aflaasede, dirkefri Staalboxe, saalænge det maa holde staaende Hære og Flaader, udstyret med Massemord- og Lemlæstelsesmaskiner for at beskytte dets formentlige Landomraade eller for at okkupere andre Samfunds Omraader, naar det foregøgler sig Ret dertil, naar det passer ind i dets Ønsker og Begær, saalænge dets skønne Parker og Anlæg, kultiverede Haver og Marker er omkranset af meterhøje Plankeværker, Pigtraadshegn, saalænge dets Gaardspladser og Fabriksanlæg bevogtes af Blodhunde og Vagtfunktionærer, saalænge dets Gader og Stræder, dets Torve og Gyder ustandseligt maa afpatrouilleres af uniformeret og civilt Politi, da er dets Civilisation og Kultur endnu kun i sin spæde Vorden, da er den endnu i en altfor høj Grad et uudsletteligt Udtryk for, at dens Ophav er en Samling Væsener, der endnu i stor Udstrækning kun har Anlæg for, eller helst vil, ja maaske endog i visse Tilfælde er tvungne til, at leve efter Dyrenes Moral: "Enhver er sig selv nærmest"; altsaa en Moral der berettiger alle "Dyret"s Forsvarsmidler: at røve og plyndre, at bide fra sig, at forfølge og dræbe sine Fjender, at tilrane sig deres Føde, deres Kroppe, deres Kød og Blod, alt eftersom man har Styrke og Mod, Frækhed og Ufølsomhed, Snedighed og Maskerings- og Bedragerievne til. Dette er "Dyret"s Vej frem. Og kun de Dyrearter naar længst, der i særlig Grad er udstyret med disse Anlæg. Og indenfor de jordiske Civilisationer kan det ikke paastaas, at disse Anlæg endnu ikke florerer.

Hvad sker der ikke indenfor den saakaldte "Forretningsverden"? - Er den ikke indtil et stort Procentomraade en paa juridisk Snedighed og Evne til Omgaaelse af Loven i Forbindelse med stor suggestiv Overtalelseskunst anlagt Form for Røveri og Plyndring? - Tror man den saakaldte "Reklame" er Hundrede Procent Sandhed? - Er den indtil en vis Grad i sig selv ikke en Camouflage af den virkelige Sandhed, en suggestiv Paavirkning af Kunderne i Firmaets Favør? - Er hele denne reklamemæssige Udsmykning og Overdrivelse af virkelige Fakta ikke Blomstringen af det dyriske Forsvarsprincip, der camouflerer visse Insekter, saa de ligner Pinde, ligner Blade, saaledes at de ikke kan skelnes fra de Pinde og Blade, de netop lever imellem. Er Kamæleonens skiftende Farver, Tigerens Striber, og Leopardens Pletter ikke beregnet paa at virke i samme Retning? Er dette Princip, der saaledes camouflerer Dyrene, ikke baseret paa at skjule de paagældende Dyrs Nærværelse? - Er det ikke baseret paa at "narre" disses Omgivelser? -

Men at narre sine Omgivelser er jo det samme som "Bedrageri". Dyrene har altsaa Bedrageriprincippet indbygget i Kød og Blod. Men her er det en Livsbetingelse, et naturligt Anlæg, en uundværlig Evne i deres livsbetingende Forsvars og Angrebs Tjeneste.

Nænvnte Princip er altsaa en "dyrisk" Evne. Ethvert Menneske, der betjener sig af samme Princip, er saaledes i tilsvarende Grad "dyrisk", ja, ligefrem blomstrende "dyrisk", idet det kan udnytte Princippet indtil Genialitet og i Felter, hvor det ikke er en Livsbetingelse, hvad Dyrene ikke kan.

Er Militarisme ikke ligeledes det jordiske Menneskes Praktisering af det "dyriske" Forsvars- og Angrebsprincip helt ind til Genialitet? -

Jo, det jordiske Menneske er endnu ikke færdig med "Dyreriget". Det stabiliserer endnu i stor Udstrækning sin Tilværelse paa Basis af de "dyriske" Tendenser, eller paa de Principper, paa hvilke "Dyreriget" er baseret, og som derfor, for selve "Dyreriget"s Væsener, hvilket vil sige, de almindelige som "Dyr" betragtede Væsener, ikke kan være "Syndefald", men er en Livsbetingelse og dermed en Opfyldelse af nævnte Riges Grundlove. Det er derfor givet, at jo mere man gaar tilbage i Udviklingen, desto mere vil man se, at de moralske Forskrifter er baseret paa disse "dyriske" Love. "Keruberne", hvilket altsaa vil sige, de Væsener, der i særlig Grad var "Moralen"s Repræsentanter, havde jo ingen anden Kilde at øse af, end de naturlige Realiteter, de blev Vidne til i deres daglige Liv. Og disse Realiteter var jo i Menneskehedens første Vorden, hvor den endnu var "Dyreriget" og dets Betingelser meget nærmere og mere underkastet end i vore Dage, dette, at man maatte dræbe for at leve. Deres Forkyndelse maatte derfor gaa ud paa Dygtiggørelse i dette Princip, Dygtiggørelse i at overvinde "Fjenderne", tage til Fange, erobre og plyndre. I modsat Fald blev man selv taget til Fange, udplyndret og gjort til Træl eller Slave. Dette var det højeste Livssyn, den højeste bærende Opfattelse i de første primitive Religioner. Opdragelse og Moral gik derfor her ud paa at gøre Menneskene til "Krigere", "Erobrere" og "Feltherrer", hvilket altsaa vil sige, stimulere og udvikle de "dyriske" Egenskaber. Ses dette blandt andet ikke tydeligt i den nordiske Gudelære? - Var de nordiske "Guder" ikke Krigere, der kæmpede med "Jætterne"? - Og var det ikke en Vanære at dø en naturlig Død? - Var det ikke Datidens "Helvede" at komme til "Helheim"? - Var nævnte Sted ikke Aandeverdenens Hjemsted for de, der ikke var stærke i de krigerske Anlæg, hvilket altsaa vil sige "dyriske" Anlæg? - Var det ikke Hjemstedet for alle dem, der døde af Sygdom, Svækkelse og Alderdom? - Og var Kvinde, Afkom og Ægteskab ikke den førende Lykke i disse Livsopfattelser? - Var der ikke noget med Opvartning af smukke unge Kvinder, "Valkyrier" i "Valhal"? - Og findes der ikke noget lignende i Muhameds "Himmerige"? - Og blev Moselovenes Dødsstraffe, Inkvisitionens Band og Baal ikke Banebrydning, Stimulering og Haandsrækning for Manifestationen af "Det dræbende Princip" og Tvangsægteskaber, baseret paa Stand, Rigdom, Position og Æresbegreber ganske uden Hensyn til, om der var naturlig ægteskabelig Tilbøjelighed, Forelskelse eller Kærlighed til Stede mellem de unge Mænd og Kvinder, der saaledes paa Grund af Fædrenes Egoisme tvangsgiftedes? - Og kaster "Det dræbende Princip", igennem Uvidenhedens Mørke, ikke i Dag sin bloddryppende Atmosfære ind paa det tyvende Aarhundredes Strande? - Er der ikke netop mægtige Kræfter i Bevægelse for at gøre "Fosterdrab" lovligt? - Kæmper man ikke her af al Kraft for at skabe en Udryddelseskrig paa selve Mennesket analogt med den, man forlængst har iværksat overfor Rotter og Mus, ja den er endnu mere brutal, thi disse Væsener faar dog en Chance for at naa frem til Skelsaar og Alder, faar en Chance til ved egen Snedighed eller Kløgt at undgaa Forfølgelsen, en Chance der er ganske udelukket ved Fostermord. Fostermorderen angriber sit Offer paa et Stadium, hvor det er ganske værgeløst, hvor det endnu ikke har faaet nogen som helst Evne til at forsvare sig eller kæmpe paa lige Fod med sin Angriber. Blev en saadan Fremgangsmaades Princip ikke opfattet som umoralsk, ja ligefrem som en Skamplet, selv indenfor de Religioner, der netop havde "Det dræbende Princip" til højeste Ideal? - Fordrede Moralen her ikke, at de kæmpende var nogenlunde paa lige Fod? - Det kunde vel ikke være glorværdigt at en Kæmpe kunde nedlægge en Dværg? - Og man blev vel ikke "Helte", fordi man tilhørte et Flertal, der havde besejret et meget langt underlegent Mindretal? - Men naar Fostermord ikke kan finde særlig Jordbund i "Det dræbende Princip"s Hovedmoral, hvor skal det saa faa Jordbund. I Kristendommen hedder det urokkeligt "Du skal ikke ihjelslaa". Og Kendsgerningerne viser, at jo mere udviklet man bliver, desto mere flygter man bort fra at skulle dræbe andre levende Væsener. Fostermord kan altsaa ikke trives i Mentalitetens normale Jordbund, men er en giftig Svampeart, der kun kan leve paa den økonomiske Miseres Træ i Degenerationens og Usundhedens store Skygge.

Men "Det dræbende Princip" er ikke endt hermed. Hvad er den fabelagtige Kaprustning, der for Tiden finder Sted Verden over? - Er det ikke en genial Omskabelse af Nationerne til "dyriske" Væsener med forstærket Evne til at leve efter Princippet: "Enhver er sig selv nærmest"? - Er det ikke et Jag efter at blive den stærkeste, den dygtigste til at dræbe, myrde og dermed den mest overlegne til at erobre og diktere? - Er det ikke Urskovens Atmosfære bragt til Kulmination i den jordmenneskelige Mentalitet og Opholdszone? -

Hvad er Eventyrenes forfærdelige Drager og blodtørstige Uhyrer ved Siden af Nationernes totalt tilintetgørende Forsvars- og Angrebsnatur? - Ja, ikke engang i Fantasiens Verden har der været Mulighed for at der kunde opstaa Uhyrer med en saa omfattende Evne til at udspy en saa altdræbende Ild og tilintetgørende Lemlæstelse, eller udaande saa kilometeromfattende absolut kvælende Dunstarter, Svovldampe eller Giftgas som Nationerne. Og i intet som helst andet Væsens Fodspor har man set Mage til saa gigantiske Mængder af Saarede og Lemlæstede eller været overdøvet af et saa gribende Akkompagnement af Dødsrallen, i intet som helst Væsens Energiudfoldelse har man fundet noget Sidestykke til et saadant Raffinement af udspekulerede eller opfundne Lidelser, som netop i Nationernes. Og intet som helst Væsen har været i Stand til at markere sin Vandring igennem Livet med saa mange Grave eller med en saadan Udvidelse af Kirkegaarde, som de "Væsener", vi kalder Kongeriger, Republikker og Fristater.

Nej, tro ikke at "Dyreriget" er forbi. Det jordiske Menneske er endnu Celler i interimistiske Giganter, der lever under de "dyriske" Love, den "dyriske" Livsbetingelse. Jordkloden er en Djungle, og Nationerne er dens uhyrlige "vilde Dyr".

Og her er det jordiske Menneskes rette Hjemsted eller Udviklingsfelt, saalænge dets "Førere" til Akkompagnement af Trommer, Piber og Parader kan suggerere Folkemasserne med flammende Taler om Død og Ødelæggelse over "Fjenderne", hvilket vil sige Væsener med andre Anskuelser, andre Erfaringer, andre Livsopfattelser, andre Former for Begavelse, og foregøgle Retfærdigheden i Røveri og Plyndring af andre Nationers livsbetingende Ejendele og Landomraader, ringeagte og bortforklare andre Partiers Medlemmers Ret til Livet, gør Børneopdragelse og Ungdomsbevægelser til Uddannelse i Krigshaandværk, gør de paagældende unge Mennesker, endnu inden de har naaet Skelsaar og Alder og derfor ved egen Forstand eller Fornuftsevne endnu ikke kan skelne den sande Virkelighed, til Dødens Fagfolk, til tvungne eller frivillige Specialister i Drab og Lemlæstelse, i Myrderi og Had. Med guldgalonerede Uniformer, blanke Knapper, Medailler, Ordener og Fjerbuske, blanke Støvler, Sabler og Dolke, blænder de de unge Sjæle og overdøver den sidste spæde Rest af den begyndende spirende Samvittighed eller mentale Reaktion i deres Natur mod at gaa dette - selve "Helvede"s Ærinde.

Jo, Nationernes Djungleatmosfære er endnu svært levende. Og det fortynder den ikke særligt, at Tusinder af dem, der fra Landenes Prædikestole raaber det ud: "Du skal ikke ihjelslaa", bagefter selv skal hjem til et Bord, der bugner af stegte eller kogte Dele af andre levende Væseners Lemmer, Organer, Kød og Blod. - De nyder deres Forkyndelse af Livets største Bud med at svælge i dets største Overtrædelse, skønt de har naaet et Udviklingstrin, hvor dette ikke mere beror paa en Livsbetingelse, men udelukkende kun bæres af en Misforstaaelse.

Foranstaaende skal ikke være et Angreb paa nogen eller en Ironisering af noget, men er en absolut upartisk Analyse af selve Virkeligheden til Hjælp for de Mennesker, der søger Livets største Sandheder. Og det gælder derfor her, ligesom overalt for Sandhedssøgerne, at de ikke lader sig forlede til en hensynsløs Intolerance, thi denne vil være ganske uretfærdig, idet Livets eget store Forsvar i allerhøjeste Grad ogsaa gælder her: "Thi de vide ikke, hvad de gøre".