Kosmos 1977/5 side 57
Sv. Å. Rossen
Boganmeldelse
Raymond A. Moody: "Livet efter livet".
Borgens forlag har i februar 77 udgivet en ny bog om "døden". Selve titlen "Livet efter livet" viser forfatterens personlige konklusion, at der er en fortsættelse efter det fysiske liv på et andet eksistensplan.
Forfatteren, Raymond Moody, har studeret filosofi på universitetet i Virginia og fik sin doktorgrad i 1969. Dernæst læste han til læge med det formål at blive psykiater. Under og efter sin uddannelse hændte det, at han stødte på mennesker, som havde oplevet, hvad han kalder "næsten-dødsoplevelser". Det gjorde indtryk på ham, at der var så stor overensstemmelse mellem forskellige menneskers beretninger fra sådanne specielle tilstande. Hans nysgerrighed blev vakt, og han søgte mere aktivt sådanne beretninger. På nuværende tidspunkt har han samlet 150 tilfælde af dette fænomen. Det drejer sig om oplevelser hos personer, der blev genoplivet efter at deres læge mente, at de var døde, eller oplevelser hos personer, som ved en ulykke kom meget nær på døden. Desuden oplevelser fortalt af døende personer.
Ude af kroppen.
Det er som regel meget vanskeligt at genfortælle i et almindeligt sprog, hvad man har oplevet i denne tilstand. Sammenligner man de mange udsagn, kan man alligevel finde en del fællestræk. F.eks. fortæller Moody, at der ofte opleves usædvanlige lydfornemmelser som en generende summen eller kimen. Ofte føler man samtidig som om man er i et sort tomrum, i et rør eller en tunnel. Men først og fremmest oplever man at være ude af sin krop, og i denne tilstand kan man ofte se sit eget fysiske legeme og de mennesker, som tager sig af det. En hjertepatient fortæller således, at hendes hjerte standsede, og hun gled ud af sin krop:
"... Så begyndte jeg langsomt at stige til vejrs. På vejen op så jeg flere sygeplejersker komme løbende ind på stuen – der må have været en halv snes.... Jeg svævede videre forbi lysfatningen – jeg så den meget tydeligt ved siden af mig – og så standsede jeg og svævede lige under loftet og kiggede ned.... Jeg så dem genoplive mig deroppe fra! Min krop lå udstrakt dernede på sengen, ganske tydeligt, og de stod allesammen omkring den. Jeg hørte en sygeplejerske sige: "Åh Gud! Hun er gået bort!" medens en anden bøjede sig ned og prøvede med mund-til-mund-metoden. Jeg stirrede på hendes nakke, medens hun gjorde det. Jeg glemmer aldrig den måde, hendes hår sad på..."
I denne tilstand føler patienten sig vægtløs, kan bevæge sig frit gennem f.eks. vægge og døre og har en udvidet fysisk sansehorisont. Tilstanden svarer til, hvad Robert Monroe kalder "skueplads I" (se Kosmos 77, 2: "Den fantastiske videnskab"), og er i Martinus' terminologi en del af "mellemtilstanden", der skiller den fysiske verden fra de egentlige åndelige verdener.
Tilbageblikket.
Et træk, som går igen i de fleste beskrivelser, er tilbageblikket over det hidtidige fysiske liv. Også mennesker, som er i umiddelbar livsfare, ser inden for få sekunder hele deres liv passere revue. Den amerikanske psykiater Russel Noyes har samlet mange eksempler på dette. En mand, som sprang med faldskærm fra 1000 m højde og styrtede ned med uudfoldet skærm, men overlevede, fortæller:
"Hele mit liv drog forbi mine øjne. Jeg så min mors ansigt, alle husene, jeg havde boet i, militærakademiet, vennerne – simpelthen det hele."
Også i Moody's materiale ser patienterne eller de forulykkede tilbage på det forbigangne liv. Han taler om et panoramisk tilbageblik af visuelle billeder, som er utroligt levende og virkelige. I nogle tilfælde er billederne i livfulde farver, tredimensionale og bevæger sig. Selv de følelser og stemninger, som er forbundet med billederne, kan man genopleve, mens man ser dem. F.eks.:
"De ting, der kom tilbage i glimt, kom i samme orden som i mit liv, og de var så levende. Scenerne var præcis som hvis man gik udenfor og så dem, helt tredimensionale og i farver. Og de bevægede sig. Da jeg f.eks. så mig selv slå legetøjet i stykker, kunne jeg se alle bevægelserne. Det var ikke som jeg så det hele fra min synsvinkel på det tidspunkt. Det var som var den lille pige, jeg så, en anden, på film, eller en lille pige mellem alle de andre børn, der legede derude på legepladsen. Men det var alligevel mig. Jeg så mig selv gøre disse ting som barn, og det var nøjagtig de samme ting, som jeg havde gjort, for jeg kan huske dem..."
Patienterne oplever, at det panoramiske tilbageblik har en mening; at det udgør en vurdering af dets liv og dets handlinger. Nogle patienter oplever tilstedeværelsen af et "lysvæsen", som understreger to ting i livet: at lære at elske andre og tilegne sig viden. På dette grundlag vurderes det tilbagelagte liv. F.eks.:
"Under alt dette blev han ved med at understrege vigtigheden af kærlighed. De steder hvor han bedst viste det, var min søster med. Jeg har altid stået hende meget nær. Han viste mig nogle øjeblikke, hvor jeg havde været egoistisk overfor min søster, men også ligeså mange tidspunkter hvor jeg virkelig havde vist hende kærlighed og delt med hende. Han påpegede, at jeg skulle forsøge at gøre noget for andre mennesker, gøre mit bedste. Der lå imidlertid ikke nogen anklage i noget af dette. Når han stødte på tidspunkter, hvor jeg havde været egoistisk, var hans holdning blot den, at jeg også havde lært noget af dem..."
Der berettes også om stærke følelser af isolation og ensomhed i den "næstendøde" tilstand:
"... Jeg følte mig ensom, fordi jeg ønskede, at der var nogen, der kunne opleve det sammen med mig. Men jeg vidste, at ingen andre kunne være der. Jeg følte, at jeg på det tidspunkt befandt mig i en privat verden. Jeg følte virkelig et øjebliks depression."
I princippet er disse beskrivelser i overensstemmelse med Martinus' analyser. Men man må være opmærksom på, at disse patienter ikke er egentlig døde, eftersom de alle vendte tilbage. Deres udtalelser kan derfor ikke tages helt som udtryk for, hvad man oplever efter den fysiske død. Den enkeltes fantasi kan have spillet ind og givet oplevelserne karakter af drøm.
Ved en rigtig "dødsproces" overgår individet som allerede nævnt til en "mellemtilstand", hvor dets egne tanker og forestillinger er den væsentligste del af oplevelsesmaterialet. Omgivelserne toner bort som i en grå tåge. Det er måske denne tilstand, nogle patienter omtaler som "en mørk tunnel". Når man er berøvet sine omgivelser, kommer erindringerne fra det fysiske til at spille en enestående rolle. Vedkommende vil, i overensstemmelse med de nævnte eksempler, genopleve talrige scener fra sit liv, men hvordan de opleves vil afhænge af dets livsindstilling, religion og moral. Det er en fiktiv psykisk verden, og psykiske mekanismer af enhver art øver indflydelse på oplevelsen. Idealer, samvittighed, martyrtendenser, grad af optimisme og pessimisme, frygt, forudfattede meninger om døden o.s.v. er medbestemmende for mellemtilstandsoplevelserne. Det er derfor ekstremt individuelt, hvad et menneske oplever i denne tilstand. Det oplever i egentlig forstand "sig selv" på godt og ondt, og når det ser tilbage på sit liv, vurderes det efter sine egne idealer, også selvom det måske ser en himmelsk dommer dømme dets handlinger. Ingen verden er mere subjektiv end netop mellemtilstanden, og beretninger fra den kan derfor heller ikke generaliseres. Formålet er imidlertid identisk med en selvransagelse eller en sindets renselse. I mange tilfælde bliver vedkommende meget utilfreds med sig selv, fortryder mange ting fra sit liv og bliver meget ulykkelig. Men netop denne tilstand viser en parathed til også sindsmæssigt at forlade den fysiske verden og en modenhed til at komme ud af mellemtilstandens isolation og i stedet komme på bølgelængde med de højere åndelige verdeners lys og harmoni.
Mødet med andre.
I mange rapporter nævnes det, at vedkommende har mødt afdøde slægtninge, f.eks.:
"Jeg havde denne oplevelse under en fødsel. Fødslen var meget besværlig og jeg mistede en masse blod. Lægen opgav mig og fortalte mine slægtninge, at jeg ville dø. Men jeg var imidlertid helt vågen under det hele, og endnu mens han sagde det, følte jeg, at jeg var ved at vende tilbage. Mens jeg gjorde det, opdagede jeg, at der befandt sig en masse mennesker der, næsten i flokke, syntes det, som svævede under loftet på stuen. Det var alle mennesker, som jeg havde kendt i løbet af mit liv, men som var gået bort tidligere. Jeg genkendte min bedstemor og en pige, jeg havde kendt i skolen og en masse andre slægtninge og venner. Det var som om jeg hovedsagelig så deres ansigter og følte deres tilstedeværelse. De syntes alle at være glade. Det var et meget lykkeligt øjeblik, og jeg følte de var kommet for at beskytte mig eller lede mig. Det var næsten som om jeg kom hjem og de var der for at hilse mig velkommen. I hele denne tid havde jeg en følelse af, at alt var lyst og smukt. Det var et smukt og pragtfuldt øjeblik."
For nogle mennesker med høj grad af åndelig modenhed er "mellemtilstanden" unødvendig, og de kommer direkte i kontakt med slægt og venner på det åndelige plan. Om ovennævnte er et eksempel herpå kan ikke afgøres, eftersom der ikke var tale om en realistisk død. Man kan godt begynde med lyse og lykkelige oplevelser på det åndelige plan, navnlig hvis døden er kommet pludseligt og uventet, men derefter glide ind i ubehagelige mellemtilstandsoplevelser, når tilbageblikket over det fysiske liv begynder. Oplevelsen kan også betragtes som "en hilsen" fra den åndelige verden, som vedkommende kan have glæde af at tænke på i resten af sit fysiske liv. Endelig kan man ikke helt udelukke, at der kun er tale om en drøm, d.v.s. fantasier om det hinsidige.
I mødet med andre er det karakteristisk, at der finder direkte overføring af tanker sted:
"Jeg kunne se folk overalt omkring mig, og jeg kunne forstå, hvad de sagde. Jeg hørte dem ikke fysisk, som jeg hører Dem. Det var mere som at vide, hvad de tænkte, nøjagtig hvad de tænkte, men kun i min hjerne, ikke med rigtige ord. Jeg opfangede det i det øjeblik de åbnede munden for at tale."
Størst indtryk gør det imidlertid på de pågældende, når de møder et "lysvæsen". De oplever, at der nærmer sig et væsen med en ubeskrivelig stråleglans. Den kærlighed og varme, som fra dette væsen stråler mod den døende er umulig at udtrykke i ord. Man føler en uimodståelig dragning mod dette lys. Kristne oplever dette lysvæsen som Kristus, jøder som en engel, og en mand, der ikke havde nogen religiøs baggrund, identificerede det simpelthen som et lysvæsen.
"Jeg hørte lægerne sige, at jeg var død, og så var det, at jeg begyndte at føle det som om jeg faldt eller snarere svævede gennem mørket, der var en slags indelukke. Der er faktisk ikke ord, der kan beskrive det. Alt var meget sort, undtagen at jeg langt borte kunne se et lys. Det var et meget, meget strålende lys, men først var det ikke særlig stort. Det blev større efterhånden som jeg kom nærmere og nærmere hen imod det. Jeg forsøgte at komme hen til det lys for enden, for jeg følte, at det var Kristus, og jeg prøvede at nå til det sted. Det var ikke nogen skræmmende oplevelse. Det var mere eller mindre noget behageligt. For jeg, der er kristen, havde straks sat lyset i forbindelse med Kristus, der sagde: "Jeg er verdens lys". Jeg sagde til mig selv: "Hvis det er nu, hvis jeg skal dø, så ved jeg, hvem der venter på mig for enden der i det lys."
Det er en stor glæde at læse en bog som "Livet efter livet", fordi den så positivt behandler oplevelser fra den anden side. Det er ikke mindst glædeligt på baggrund af Martinus' verdensbillede, fordi de principper, Martinus har skitseret, igennem disse oplevelser iklædes en meget konkret form. Raymond Moody mener ikke, at "næsten-dødsoplevelserne" er bevis på overlevelse af den fysiske død. Ingen af hans patienter havde været helt døde, ellers var de jo ikke vendt tilbage igen. Dertil kommer, at sålænge beviser skal være baseret på, hvad andre fortæller, siger det sig selv, at de er umulige at gennemføre. Men det er klart, at beretningernes ægthed får en høj grad af sandsynlighed, des flere sammenfaldende træk man kan påpege i disse oplevelser.
SvÅR
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige