Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Gennem alle tider har mennesker beskæftiget sig med muligheden for at få viden om fremtiden, og mennesker, som har påberåbt sig at kunne fortælle om, hvad skæbnen vil bringe, har altid haft stor søgning. Et af de berømteste eksempler på udøvelsen af denne kunst er oraklet i oldtidens Grækenland, hvortil fyrster og konger valfartede fra fjern og nær for at få noget at vide om, hvad fremtiden ville give dem. Et andet eksempel er Johannes åbenbaringer i Biblen, hvori denne verdens undergang og Guds riges opståen forudsiges med mange voldsomme detaljer. Foruden disse store historiske eksempler findes der den dag i dag tusinder af mennesker overalt på Jorden, som påtager sig at spå om fremtiden, hvad enten de "lægger en stjerne", ser i en glaskugle, bruger spillekort eller "spørger ånderne til råds".

Det er naturligt at man på basis af Martinus' verdensbillede spørger, hvilken realitet, der er i disse forudsigelser. Er menneskets fremtid virkelig fastlagt og er det muligt at se ind i fremtiden? Hvis det er tilfældet, må en konsekvens være, at mennesket ikke har nogen fri vilje. Lad det være sagt med det samme, at mennesket har en vis grad af fri vilje, hvad der begrænser muligheden for at forudsige dets fremtid i detaljer. Når det gælder de store linjer i menneskets og menneskehedens fremtid er det derimod muligt at forudsige, hvad der vil ske med stor sikkerhed. Et verdensbillede er en fremstilling af tilværelsens grundlæggende love og principper, som gælder ikke blot, hvad der sker nu, men også, hvad der vil ske i fremtiden. Når Martinus forudsiger, at gudsriget eller det "rigtige" menneskerige vil opstå her på jorden i løbet af ca. 3000 år, bygger denne profeti på en viden om udviklingens love, som kan sammenlignes med de love, hvormed kemikeren forudsiger udviklingen af en kemisk proces i sine reagensglas. Martinus hævder ikke, at dette vil ske præcis om 3000 år, men kun omtrentligt inden for dette åremål på grund af den margen, som menneskers individuelle udvikling og frie vilje medfører. Allerede hermed er det angivet, at menneskets frihed er individuelle variationer eller "overtoner" på nogle dybereliggende udviklingsbølger i menneskets natur, som er urokkelige. I følge disse dybereliggende udviklingslove kan det forudsiges med hundrede procents sikkerhed, at det nuværende menneske en dag vil blive et alkærligt kristusvæsen, og at det vil ske inden for ca. 3000 år, men hvordan det enkelte menneske vil forme sin skæbnemæssige vej frem til dette mål, vil afhænge af dets individuelle reaktioner og ønsker undervejs.

Denne usikkerhed angående detaljerne i fremtidige oplevelser er udmærket i overensstemmelse med den kendsgerning, at ikke alle profetier eller forudsigelser går i opfyldelse. Selv de dygtigste blandt de mennesker, som giver sig af med at spå, har en fejlmargen, hvad de ærligste blandt dem også indrømmer. Når almindelige mennesker får visioner af fremtiden, sker det ofte i drømme, men heller ikke da behøver profetien at være ufejlbarlig. Lad os tage et eksempel, som dr. Louisa E. Rhine har fortalt om en mor i New York: "For ca. ti år siden havde jeg en drøm. Jeg hørte et skrig, vendte mig om og så, at min søn, dengang to år gammel, var faldet ud af vinduet. Jeg hørte endda ambulancens sirene, idet den kørte frem foran huset. Da jeg vågnede, så jeg først efter barnet og så hen til vinduet. Alt var i orden. Et par dage efter havde jeg lagt hans madras til luftning i det åbne vindue og var beskæftiget i stuen ved siden af. Pludselig huskede jeg drømmen og styrtede ind i værelset. Han var kravlet op i vinduet og sad på karmen. Jeg greb ham lige i det øjeblik, han faldt. Madrassen lå allerede nede på gaden".

Den forudsigelse, som lå i drømmen gik altså ikke i opfyldelse, men den var lige ved. Den efterlader under alle omstændigheder indtrykket af, at der på det åndelige plan findes billeder af den mulige fremtid og endda i meget livagtige detaljer. Det svarer til Martinus' forklaring, at alt finder sted på det åndelige plan, før det manifesteres på det fysiske. Man kan tænke sig, at denne mor har set disse fremtidsbilleder under sit ophold på det åndelige plan under søvnen, og at de her har virket så stærkt på hendes sind, at hun er vågnet i samme øjeblik og derfor har kunnet huske disse billeder. Den natlige oplevelse har skærpet hendes farefantasi og i det rette øjeblik ladet hende ane faren, så ulykken kunne undgås. Det ville være en nærliggende tanke på baggrund af dette eksempel at tro, at alle ulykker kunne undgås, hvis man kunne forudsige dem på det åndelige plan. Det kan naturligvis ikke lade sig gøre, da alle ulykker og lidelser er tvingende nødvendige for menneskets etiske udvikling. Eksemplet er altså et særtilfælde, som ikke kan generaliseres. Forudsigelser kan således ikke forhindre skæbnelovens fuldbyrdelse. Enhver ubehagelig oplevelse har sin årsag i vedkommendes egen ufærdige mentalitet og handlinger, og har til formål at forøge kærlighedsevnen. De tilbagevendende skæbnebuer kan ingen altså slippe for, men de kan udløses på forskellig måde, ligesom deres udløsning også kan udsættes. Dette er der sandsynligvis tale om i det nævnte tilfælde. Det er ikke sikkert, at drengen senere vil falde ud af vinduet, men han kan blive udsat for andre ulykker, som hver især er mindre drastiske, men tilsammen skaber den samme virkning i følelseslivet både hos ham og hos moderen. Visionen har således markeret et skæbnemæssigt tilgodehavende og vist en af mulighederne. Men samtidig har den vist, at mennesket hele tiden med sine egne handlinger kan gribe ind og derved bevirke, at skæbnen fuldbyrdes på anden måde. Menneskets skæbne er således en virkning af en yderst fleksibel skabelsesproces på det åndelige plan, hvis realisering det selv uden at vide det har en vis indflydelse på, og hvis grundmateriale er dets egne udløste skæbnebuer.

Lad os prøve at se på et andet eksempel, hvor forudsigelsen nøje opfyldes. Eksemplet er hentet fra Leo Talamonti's bog "Rejse til bevidsthedens grænse" s. 90:

Men lad fru Sandra Bajetto selv fortælle om et eksperiment, hvor hun var forsøgspersonen: "Den 14. marts 1953 befandt vi os i det store auditorium i Det fysiologiske Institut ved universitetet i Rom. Blandt de meget få tilstedeværende var professor Francesco Egidi, præsident for det italienske selskab for parapsykologi, og ingeniør Vittorio Perrone, der er medlem af selskabets videnskabelige komité. De to trak et nummer, der svarede til en bestemt stol og bad mig sige noget om den person, som ville sætte sig på den stol til det foredrag, som senere skulle finde sted. Jeg sagde, at jeg vidste ikke, om jeg var i stand til det. Jeg havde hovedpine, og var bange for ikke at kunne gøre det. Men det lykkedes alligevel. Straks da jeg satte mig på stolen, så jeg for mit indre øje en mand af middelstørrelse med brunligt hår. Han så sund og rask ud og havde et rødmosset ansigt. Mens jeg beskrev ham blev mine ord noteret ned. Jeg omtalte hans påklædning: lyseblå jakke, grå flonelsbukser, en hvid skjorte og et rødt slips. Jeg antydede, at han havde forkærlighed for musik, men ikke selv kunne dyrke den og nævnede, at han måtte have temmelig stærke reumatiske smerter i det venstre ben. Til sidst sagde jeg, at han var ledsaget af en ven, som ville sætte sig på stolen bag ham. Jeg tror også, jeg nævnede andre enkeltheder, som jeg ikke længere husker, men som må stå i S.I.P.'s protokol over eksperimentet. Jeg var ikke sikker på, at jeg havde sagt noget, der var rigtigt, men senere fik jeg af ingeniør Perrone at vide, at eksperimentet var et af de mest vellykkede af den slags".

I dette tilfælde indtrådte der åbenbart ingen yderligere årsager i det skæbnemæssige begivenhedsforløb, men de åndelige billeder, som løber forud for de fysiske begivenheder og som fru Bajetto var i stand til at se, blev direkte omsat til fysisk virkelighed. Leo Talamonti, fra hvis bog eksemplet er hentet, konkluderer således: "På fjerne steder i et univers, der er større end det, vi kender – da det formodentlig indeholder én eller flere højere dimensioner – eksisterer allerede følgerne af vor frie viljes handlinger, som det bevidste jeg endnu ikke kender, da det ikke er nået frem til at opleve dem". – Ved at pointere, at de kommende oplevelser er en følge af vor frie viljes handlinger ligger Talamonti's opfattelse tæt ved Martinus' beskrivelse af, at individet selv har skabt de skæbneimpulser, som vender tilbage til det. Ligeledes den opfattelse, at virkningerne eksisterer i højere dimensioner.

I Puharichs bog om "Uri" giver Uri Geller nogle informationer om sine egne evner, som supplerer beskrivelsen af en sådan højere dimension: "Jeg tror, at jeg i telepatien passerer lysets hastighed. Jeg føler, at de telepatiske bølger bevæger sig med lysets hastighed eller hurtigere. Enhver genstand afgiver udstråling, som bevæger sig ind i universet. Når vi passerer lysbarrieren, kan vi se ind i fortiden og fremtiden, og vi kan ændre ét materiale til et andet. Alt er baseret på lysets hastighed, og er vi endelig ude over den, er der ikke grænser for, hvad der kan gøres. Endnu har vi ikke kunnet finde partikler hinsides lysets hastighed, fordi de er for små. Men jeg tror ikke der er nogen grænse for, hvor små partikler der findes". – Dette er i meget fin overensstemmelse med Martinus' analyser, idet Martinus netop pointerer, at den "åndelige" verden begynder dér, hvor man passerer lysets hastighed. En passant kan det bemærkes, at fysikerne for nylig har opdaget en ny mikropartikel, neutrinoen, som har andre egenskaber end de øvrige mikropartikler og som muligvis kan overgå lysets hastighed.

Oplysningen om, at energierne på det åndelige plan har større hastighed end vi kender fra vort sædvanlige tredimensionale rum, giver en betydningsfuld mulighed for at forklare og forstå, hvordan forudsigelser kan finde sted. Men vi skal også bruge en anden information, som Martinus giver, nemlig at det levende væsens "jeg" er et fast punkt, som ikke bevæger sig, men udsender energier, som vender tilbage til "jeget" og giver oplevelse. Det er her en hjælp at tænke på Martinus' symbol over evighedslegemet, hvor "jeget" symboliseres som en trekant, der er anbragt i midten, hvorfra det udsender større og mindre vibrationsbølger, som vender tilbage til trekanten d.v.s. "jeget". Lad os med disse oplysninger in mente bygge en analogi eller en model op fra vort fysiske erfaringsområde. Lad os tænke os, at vi står på en landevej en mørk aften, og at en bil er på vej mod os i det fjerne, men endnu er så langt væk, at vi ikke kan observere den. Lad denne bil symbolisere en skæbnebue og hertil hørende skæbneoplevelse, som er på vej tilbage mod vort "jeg". Hvordan og hvornår har vi nu mulighed for at observere bilen? Ja, det afhænger af hvilke signaler, bilen udsender og hvilke hastigheder disse signaler har. I vort fysiske rum udsender bilen rent faktisk et lyssignal og et lydsignal, hvoraf lyssignalet er det hurtigste med det resultat, at vi ser bilen før vi hører den, under forudsætning af at vejen er jævn. Hvis vi i denne model paralleliserer lydsignalet med det fysiske rums informationskilder og lyset med den åndelige verdens energier, har vi en enkel og logisk forklaring på, at det er muligt at forudsige kommende begivenheder på det fysiske plan, hvis man er sansedygtig på det åndelige plan og kan opfatte de åndelige energiers hurtigere signaler. Hvis vi i modellen tænkte os to mennesker stå på vejen, hvoraf den ene var blind, så ville den blinde først blive klar over bilens komme, når den var så tæt på, at han kunne høre den. Den blindes situation er da analog med det almindelige menneskes situation i det tredimensionale univers, medens den seende er analog med det menneske, som kan se ud i "fremtiden". Modellen forklarer også, at man kan observere fortiden, idet man kan se bilen og dens lys længe efter at den er passeret og lyden fra den er tonet ud.

Denne analogi til forklaring af præcognition (forudviden) har den fordel, at den ikke fremstiller "fremtiden" som en én gang fastlagt skæbne, der ikke kan ændres, men som fleksible muligheder, der kan ændres og modificeres. Selvom man ser en bil nærme sig langt henne ad vejen, er det jo ikke sikkert, at den vil passere iagttageren. Måske drejer den ned ad en sidevej, før den når så langt, eller den standser måske i nogen afstand. Ligesom i den præcognitive oplevelse kan man kun udtale sig om, at bilen sandsynligvis vil køre forbi, med mindre der indtræder faktorer, som man ikke kender og som ændrer begivenhedsforløbet. – Nu er der naturligvis grænser for hvor langt man kan bruge en analogi, men under forudsætning af, at individets "jeg" er et fast punkt, og at oplevelser kommer til det, så at sige bevæger sig mod "jeget" i en kosmisk dimension, og at begivenhederne varsler deres komme med energier, der har forskellig signalhastighed, så har vi et logisk grundlag for at forstå præcognition. Den er da evnen til at modtage hurtigere signaler og forudsige de langsommere signaler. En begrænsning i modellen er, at den ikke illustrerer, at man ikke kan løbe fra sin skæbne. Den viser heller ikke, at en "stor" skæbneoplevelse kan udløses i "mindre" skæbneepisoder eller omvendt.

Et billede, der yderligere præciserer de principper, som er omtalt, finder man i forlystelsesetablissementer, hvor man har et apparat, der består af en valse, hvorpå der er malet et landskab og en landevej. På landevejen er der anbragt en bil, som spilleren med et styringsaggregat skal holde på den bugtede landevej, medens valsen drejer rundt. Bilen holder i virkeligheden stille, d.v.s. den kører ikke fremad, men kan føres til højre eller venstre side, så den kan holde sig på den bugtede vej, medens det i virkeligheden er landskabet, der bevæger sig frem under vognen. Dette billede på livet og skæbnen illustrerer i højere grad, at "jeget" er det faste punkt (bilen), medens livets oplevelse er de kombinationer af kræfter og energier, som møder "jeget" og passerer det. Da valsen er rund og det er det samme landskab og den samme landevej, som kommer igen, hver gang valsen er gået en omgang, kommer skæbneprincippet tydeligt frem. Hvis vi tænker os, at bilen kunne forårsage ulykker eller lavede forurening på vejen, hvis bilisten f.eks. smed flasker ud af vinduet og efterlod glasskårene på landevejen, ja, så viser modellen i overensstemmelse med virkeligheden, hvordan bilen, når valsen er gået en omgang, møder sine egne glasskår m.v. Hvis bilisten omvendt har forbedret vejen, f.eks. fjernet nogle sten, som kunne være til fare for trafikken, ja, så er vejen også mere farbar for ham selv, når han påny kommer til det samme sted.

Disse eksempler er naturligvis kun billeder eller analogier, og sådanne er altid ufuldstændige i forhold til virkeligheden, men de kan måske være en hjælp til at pejle sig ind på de tilsvarende funktioner i det virkelige liv.