Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I, stk. 51, 52 og 60

 

For Menneskehedens Vedkommende er vi allerede blevet Vidne til, at den befinder sig i et Forhold til Skaberprincippet, hvor dettes mørke Udstraaling, der for længst som naturlige Evner og Anlæg er blevet den fundamentale Faktor i dens Manifestation og Sjæleliv, nu begynder at blive undermineret af nævnte Princips lyse Udstraaling. Denne Underminering føres stadig videre, saaledes at den lyse Udstraaling til sidst vil naa, ligeledes i Form af naturlige Evner og Anlæg, at indtage den Plads, som den mørke Udstraaling nu besidder, og blive det fundamentale i de nævnte Væseners Manifestation og Oplevelse af Livet. Men for at denne Underminering kan finde Sted, maa den lyse Udstraaling af Skabeprincippet iklædes en saadan Art af Energi eller Materie, at den kan blive tilgængelig for de paagældende Væseners Sansebegavelse. Dette vil igen sige det samme som, at den maa omskabes til Tankebilleder, der lige netop er tilpasset saaledes, at de ikke er for højtliggende eller for lavtliggende til at kunne passere de samme Væseners Hjerner. Man maa nemlig her erindre, at de levende Væseners Hjerner kun er modtagelige for Tankebilleder af en særlig bestemt Styrke. Tankebilleder, der er af en Natur, der ligger over denne Styrke, flyder ud og bliver fantastiske eller helt utilgængelige for Individet, ligesom Tankebilleder, der ligger under nævnte Styrke, ogsaa flyder ud, bliver primitive og opløser sig i Naivitet. Den lyse Udstraaling af Skabeprincippet maa altsaa for at blive tilgængelig for Individerne omskabes til Tankebilleder af en saadan tilpasset Styrke eller "Bølgelængde" som den, de paagældende Væseners Hjerneorganer i Henhold til deres Udvikling og Erfaringer er indstillet paa. Saadanne Tankebilleder, i hvilke den lyse Udstraaling af Skabeprincippet i vore Dage er inkarneret, er identisk med det, vi kalder "religiøse Tanker". Og der, hvor disse "religiøse Tanker" fremtræder i en saadan Natur, at de danner selvstændige Systemer, bliver disse Systemer at genkende som identiske med det, vi udtrykker som "Religioner", og disse spalter sig igen i "religiøse Sekter", "Kirke- og Trossamfund". Da Individets Hjerneorgan med Udviklingen forandrer sig, saaledes at det efterhaanden bliver i Stand til at modtage Tankebilleder af større og større Styrke, bliver det ogsaa i Stand til at modtage den lyse Udstraaling af Skabeprincippet i tilsvarende større og mere forfinede Former for Tankebilleder. Vi bliver derfor ogsaa, som vi i Indledningen til at begynde med omtalte, Vidne til, at Menneskeheden efterhaanden har skiftet Religioner eller Trosformer, saaledes at Religioner, der før var fuldt ud stimulerende og opbyggende for Individerne, efterhaanden blev forældede eller naive, og nye Verdensopfattelser opstod, som ligeledes senere blev forældede eller primitive og saaledes fortsættende, alt eftersom Væsenerne blev i Stand til at modtage Tankebilleder af mere gennemgribende og forfinede Materier eller "Bølgelængder".

Men idet Skabeprincippet har manifesteret sig i Form af Religioner, og disse hver især gennem Aartusinder har besjælet de paagældende Menneskesamfund og derfor først efter nævnte Tidsrums Forløb har givet Plads for en ny Udløsning af nævnte princip, bliver vi saaledes vidne til, at denne udløsning kun sker momentvis. Dette vil igen sige det samme som, at Skabeprincippets Udfoldelse, i Lighed med alle andre Former for Udfoldelse af Bevidsthedsenergi, manifesterer sig rytmisk eller periodisk. Hver enkelt saadan Rytme eller periodisk Udfoldelse vil igen være at udtrykke som en Impuls, idet den er stimulerende for Nyskabelse, er tilskyndende for Fuldkommengørelse af de levende Væseners Manifestationer og Aandsliv. Og da disse Rytmer eller Impulser hver især for Menneskehedens Vedkommende har affødt nye Religioner, nye Kulturer og Verdensopfattelser, og yderligere i Henhold til kosmiske Analyser er interplanetariske eller strækker sig langt udenfor Jordens Grænser til andre Kloders eller Verdeners Menneskeheder, har de her i Livets Bog faaet Navnet "kosmiske Verdensimpulser".

Med Henblik paa Jordmenneskenes Forhold til deres Verdensgenløsere, da har det egentlig været saaledes, at det har givet Individerne en virkelig Fornemmelse af Guddommen – en Følelsesoplevelse, som det slet ikke havde Intelligens til at kunne analysere eller give retmæssigt Udtryk for. De maatte derfor nøjes med at iklæde nævnte Fornemmelse det mest fremragende af det fattige intelligensmæssige Materiale, de havde til Raadighed; og da dette fuldt ud koncentrerede sig om Verdensgenløseren, var det umuligt for Væsenerne at fatte andet, end at han maatte være Inkarnationen af selve Guddommen. Alle Begreber om Storhed blev derfor tillagt ham, han maatte være almægtig. Men idet Væsenerne i Kraft af Overtroen var saaledes indstillet, blev Verdensgenløseren overfor dem i Virkeligheden det samme som Guddommen synliggjort i en Skikkelse, der lige netop var afblændet saa meget, at den kunde blive samtlige Væseners Inspirationskilde og lysende Ledestjerne i deres midlertidige Afsnit i Udviklingens evige Bane. – Overtroen blev derved en guddommelig Velsignelse. Men efterhaanden som Væsenernes Intelligens vokser, og de bliver i Stand til at give sine følelsesmæssige Oplevelser af Guddommen større eller bedre fornuftsmæssige Udtryk, bliver Verdensgenløseren for lille eller træder mere og mere ind paa sin naturlige Plads i deres Opfattelse af Tilværelsen, og Overtroen forsvinder. Dog kan det hænde, at Overtroen er saa krystalliseret, at dens Opløsning ikke altid har lige let ved at staa Maal med Individets Intelligensudvikling, og den bliver derfor i samme Grad, som dette er Tilfældet, paa en vis Maade i Form af Dogmer, en midlertidig Gene for det samme Væsens Udvikling, men naturligvis ikke større end at den efterhaanden bliver overvunden og derved betinger, at den virkelige og sande Guddomsoplevelse kan blive en Kendsgerning.