Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

"MEDITATIONENS VEJE", Forlaget Lindhardt og Ringhof (Red. Nils-Olof Jacobson)

I denne nyttige og inspirerende bog har Nils-Olof Jacobson ladet ti specialister inden for forskellige meditationsområder udtale sig om deres egne erfaringer med meditation, der strækker sig fra enkel bøn til meget dybtgående åndelig træning. En del former kombinerer bøn og meditation, medens andre udelukkende er en åndelig teknik.

Om formålet med meditation skriver redaktøren i indledningsafsnittet, at det kan være ønsket om at opleve en bevidsthedsudvidelse i lighed med den, der opleves, når man tager visse stoffer, eller formålet kan være rent terapeutisk: at få hjælp til bestemte problemer, eller simpelthen blive bedre egnet til at klare de opgaver og vanskeligheder, man møder i hverdagen. Målet kan også være religiøst: ved at meditere vil man opnå en dybere oplevelse af Gud.

Da meditation er så mange ting, er det vanskeligt at give en nøjagtig definition, men så meget kan dog siges, at dets særkende er en vågen opmærksomhed i forening med en receptiv, modtagende, lyttende holdning. Man er ikke indstillet på at være aktiv og gøre noget, men snarere på at modtage og iagttage passivt. Samtidig er sindet koncentreret, samlet omkring et bestemt område eller begreb, nemlig det, man forud for meditationen har valgt at iagttage.

Et interessant afsnit, skrevet af Lars-Eric Uneståhl, som er universitetslektor ved Uppsala Universitetet, handler om, hvorledes man i en tilstand af dyb afslapning kan hypnotisere sig selv til at blive fri for nervøsitet og uro i situationer, som plejer at volde problemer. I denne tilstand af sjælelig ro kan man med held forestille sig de kommende situationer og indstille sig på at møde dem uden frygt. Den programmerede indstilling vil bære frugt og man vil blive i stand til at behandle problemerne mere hensigtsmæssigt.

Den stærkt voksende Transcendentale Meditation (TM), som er introduceret i Vesten af Maharishi Mahesh Yogi, får også en grundig omtale. I denne meditationsform får eleven et mantra, et ord, som han skal gentage under meditationen. Dette ord er "en lydkombination med den egenskab, at den befrier sindet, som da søger mod en dybere bevidsthed med stadig større tilfredsstillelse". Denne meditationsform påberåber sig en lang række videnskabeligt kontrollerede resultater, bl.a. at indholdet af mælkesyre i blodet synker markant. Høj koncentration af mælkesyre i blodet plejer at følges med angstneuroser, angstfornemmelser og højt blodtryk. Man hævder også, at TM er et effektivt hjælpemiddel i kampen mod narkotikaproblemet.

Martinus nævnes flere steder i bogen. I et inspirerende afsnit "Bøn og meditation" skrevet af Yngve Brolin, fremhæves Martinus' syn på meditation. Det nævnes her, at alle mennesker i følge Martinus er underlagt en udviklingsproces, der sigter mod erhvervelsen af kosmisk bevidsthed. Denne udvikling kan imidlertid ikke fremskyndes ved midler som suggestion eller meditation, men afhænger derimod af menneskets næstekærlighed i den daglige tilværelse. Det nævnes, at meditation kan have ødelæggende indflydelse på den mentale struktur, og at Martinus priser bønnens betydning frem for meditationen. Her kunne forfatteren have anført Martinus' grunde til ikke at kunne anbefale egentlig meditation. Martinus pointerer således, at der i det åndelige univers ikke blot findes gode, men også negative kræfter, eftersom både gode og dårlige mennesker ved døden går over på det åndelige plan, hvorfra de så længe de befinder sig i "mellemtilstanden" kan søge kontakt med mennesker på det fysiske plan. Faren ved meditation uden bøn består i, at vedkommende er ubeskyttet mod negative kræfter fra det åndelige plan, og at det ved at åbne sig for indflydelse kan blive besat af individer, der befinder sig i "mellemtilstanden" og giver sig ud for at være "højt udviklede ånder", der vil tildele vedkommende en mission, men i virkeligheden fører det bag lyset og bereder en alvorlig sindslidelse. Særlig mennesker, som er mediale uden at vide det, vil løbe risiko for en sådan indflydelse. – En anden fare, Martinus nævner, er at man gennem en kunstig meditationstræning midlertidigt kan hensætte sig i en tilstand af positiv holdning og harmoni, som kan udløse et kosmisk glimt før man egentlig er moden til at bære det. Vedkommende vil da føle sig frelst og tro, at det har en stor mission, men dets endnu ufærdige sider vil afsløre sig i dets måde at være på. Hvis det ved at omtale sin ved kunstig træning opnåede åndelige oplevelse bliver beundret og feteret, er der skabt en falsk profet, som vil ende med at få nervesammenbrud, fordi nervesystemet ikke vil kunne tåle uoverensstemmelsen mellem den formodede storhed og de faktiske åndelige mangler. – Martinus grundsynspunkt kommer også frem i Nils-Olof Jacobsens afsluttende kapitel, hvor det hedder: "Martinus understreger stærkt, at en virkelig udvikling ikke sker gennem meditation, men ved at man lærer af sine erfaringer, så man efterhånden kan handle mindre egoistisk og mere for helheden".

Et af bogens inspirerende afsnit er skrevet af Wilfrid Stinissen, som er katolsk præst inden for Karmeliterordenen. Han omtaler på en meget betagende måde meditation som en livsholdning, hvor mennesket stedse prøver at afstå fra sine snævre tillærte begreber for at fatte en ny mere virkelig dimension i tilværelsen. "Dybdedimensionen" kalder han den og hævder, at mennesker gennem den vil erkende, at alting er i alt, og at alt er ét. Det anser han for grundintuitionen hos alle store filosoffer og mystikere. F.eks. skriver han: "Visse mennesker er bange for, at deres evne til at dømme vil sygne hen, hvis de ikke til stadighed øver sig i at dømme. De er bange for at blive dumme og uegnede til livet i verden. Og det kan man godt forstå. I begyndelsen kan man somme tider have en følelse af uærlighed, når man blot søger at være åben og receptiv. Man er ikke længere sikker på sig selv, og denne utryghed gør, at man endnu ikke vover at opgive alt, hvad man har samlet i så mange år. Men efterhånden mærker man, at man for fuldstændigt at beherske en situation må være helt åben...".

Skal der blandt de øvrige bidragydere yderligere nævnes eksempler, må det blive et meget besjælet kapitel af den nu afdøde Joel S. Goldsmith. For denne er meditation lig med bøn på en meget enkel og ukunstlet måde. "Når vi begynder at meditere, skal vor holdning være som den lille jødiske drengs: "Tal Herre, din tjener hører!" Det er den rette holdning til meditation, idet vi åbner vor bevidsthed for Gud og lader Gud fuldbyrde sit værk i os". Joel Goldsmith opfordrer til, at man blot sætter sig få minutter ad gangen, men flere gange om dagen og koncentrerer sig på Gud: skønheden i Guds univers, hans lov og aktivitet. Det vil give en erkendelse af, at visdom magt og styrke kommer fra den ubegrænsede, usynlige. Disse stille perioder skaber en åndens atmosfære, og uden vort vidende går åndens værk foran os for at lade ørkenen blomstre som en rose.

"Meditationens veje" er en meget værdifuld bog både ved sin teoretiske oversigt over former for meditation og bøn og gennem sine mange vidnesbyrd om personlige oplevelser og visdom.