Kosmos 1976/16 side 182
Martinus skrev...
Citat fra JULEEVANGELIET, kapitel 4-7
Den materialistiske opfattelse af juleevangeliet vil selv i bedste tilfælde blot være nogle værdiløse kendsgerninger.
-----
Når bibelens juleevangelium beretter om et barn, der blev født i en stald og lagt i en krybbe og under fattige og beskedne forhold voksede op og blev til menneskehedens største åndelige fører, vil det for materialisten betyde alt at få de rent ydre materielle foreteelser konstaterede som videnskabelige kendsgerninger eller virkelige historiske data. Skulle der tilfældigvis ikke forekomme sådanne realiteter eller være levnet ting, der kan bevise, at Jesus virkelig har eksisteret, bliver juleevangeliet ganske værdiløst for et væsen med denne materialistisk indstillede psyke. Dette er så meget mere ejendommeligt, eftersom nævnte historiske data, som vi i det efterfølgende skal se, er selve evangeliet totalt uvedkommende. Om Jesus virkelig har eksisteret, eller han aldrig har eksisteret, er ikke det fundamentale i juleevangeliet. Nævnte evangelium er jo ikke skrevet eller overleveret til menneskene for ligesom en blot og bar avisartikel at udtrykke en aktuel beretning om den eller den kendte persons privatliv eller intime anliggender, der kan være tilfredsstillende for almindelig jordmenneskelig, materiel nysgerrighed.
Den, der udelukkende kun har interesse i at få konstateret virkelige beviser for Jesu historiske fremtræden, har i realiteten ingen som helst brug for selve juleevangeliet. Det vil, selv med eventuelle historiske data som kendsgerninger, være værdiløst. Det vil allerhøjst kun kunne udgøre en "arkæologisk" tilfredsstillelse for nævnte væsen, men noget evangelium ville det aldrig nogen sinde kunne blive for ham. Hans nysgerrighed eller åndelige behov var i virkeligheden kun af "arkæologisk" natur. Den i juleevangeliet i form af Jesu skæbne fremtrædende sjælelige struktur vil for ham være noget abnormt, overspændt eller ufattelig naivt, som han slet ikke har hverken hjærte eller forstand til at kunne acceptere. For ham er juleevangeliet i bedste tilfælde kun en samling konstaterede fakta, fødslen af et væsen, hvis skæbne blev en strid mellem nogle præster og en fanatiker, om end en skikkelig fanatiker eller lægprædikant. Den sjælsadlende storhed, som evangeliet i sig selv er, og som det er dets mission at åbenbare for den, der har "øren at høre med" og "øjne at se med", ser den talbegærlige materialist slet ikke, fordi det, evangeliet skjuler bag den ydre form, bag de eventuelt konstaterede videnskabelige eller ikke-videnskabelige tal eller data, ikke er noget, der kan opgives i tal, volumen, hastigheder, bølgelængder, gram eller meter. Juleevangeliet drejer sig jo udelukkende om en stimulering eller befordring af den foreteelse, vi kalder næstekærlighed eller rettere alkærlighed. Og alkærligheden er som bekendt ikke noget, man kan opstille i mål og vægt. Den er i sin dybeste natur selve universets bærende princip. Og det er dette princip, der er juleevangeliets fundament. Juleevangeliet fortæller eller åbenbarer altså dette princip i form af dets beretning om en gudesøn, der fødtes på jorden, og de sælsomme tildragelser, som knyttede sig til denne fødsel.
Juleevangeliet er ikke blot en historisk tildragelse, men udgør også et symbol over jordmenneskets kosmiske skæbne.
At denne fødsel er en historisk begivenhed for alle væsener, der har den dybere kosmiske indsigt i livet og tilværelsen, har ikke nær så stor betydning som den omstændighed, at begivenheden med alle dens detailler er udtryk for eller er et billede af en almengældende begivenhed. Det er dette, der er evangeliets mystik. Juleevangeliet er således for den, der har evne til at overse begivenheden fra et kosmisk synspunkt, ikke blot en fysisk eller historisk tildragelse eller kendsgerning, hvad Jesu fødsel og mentale struktur angår, men det udgør også åbenbaringen af eller er et symbol over hvert eneste jordmenneskes kosmiske skæbne. Jesu skæbne, således som den former sig i evangeliet, er alle menneskers skæbne. Det er denne beretningens dobbelside, der gør den til et evangelium. Hvis ikke begivenheden havde netop en sådan form, ville fortællingen om den aldrig kunne være blevet andet end allerhøjest en beretning om en fysisk begivenhed, der engang fandt sted. Jordmenneskeheden ville ikke have fået noget juleevangelium, men allerhøjst kun nogle historiske data, der kunne være af arkæologisk interesse, hvis de da overhovedet var nået frem til efterverdenen.
Det, der har gjort juleevangeliet udødeligt, er altså dets identitet med et almengældende princip. Det er dets væren eet med den skæbne, som alle jordmennesker uden undtagelse repræsenterer og må gennemgå for at blive fuldkomne mennesker. Uden denne fuldkommenhed ville der aldrig nogen sinde blive "fred på jorden". Og jordmenneskene ville dermed være udelukket fra at opleve den "velbehagelighed", der er juleevangeliets største forjættelse.
Det, der gør den overleverede julebegivenhed til et evangelium, er i sidste instans ikke selve Jesu fysiske fødsel, men derimod den omstændighed, at nævnte fødsel udtrykker jordmenneskets "kosmiske fødsel". Man må således her forstå, at ethvert jordisk menneske jo i sig selv kosmisk set er en "gudesøn", der i øjeblikket er ved at "fødes". Det er rigtigt, at denne "fødsel" strækker sig over en hel del jordliv, men det forandrer ikke princippet. I den historiske beretning om Jesu fødsel udtrykkes det, at denne fødsel fandt sted under de mest primitive forhold, ja, foregik i en stald, hvor det lille nyfødte barn blev lagt i en krybbe. Midt i stanken fra ekskrementerne og uddunstningerne fra dyrene og mere eller mindre omgivet af mørke, snavs og støv fødtes verdens fuldkomneste mentalitet. Men blev denne fødsel ikke et genialt symbol på eller billede af jordmenneskets "kosmiske fødsel"?
Det fuldkomne menneskes "fødsel" må begynde i dyriske omgivelser og traditioner.
Som vi nævnte før, er det jordiske menneske en "gudesøn". Men foreløbig er det sig ikke denne identitet bevidst. Det opfatter allerhøjst sig selv som et "syndigt menneske". Men når det ikke er sig bevidst at være en "gudesøn", beviser dette kun, at dets "gudesønlige" eller "kosmiske" bevidsthed endnu ikke er helt født. Det man ikke er blevet bevidst i, er man jo endnu ikke født i. Men da det opfatter sig selv som et "syndigt menneske", afslører denne erkendelse, at det i øjeblikket lever i to verdener. Det, der gør jordmennesket til et "syndigt" væsen, er dets anvendelse af de metoder og principper, der er de højeste idealer og livsbetingelser for de væsener, vi kalder dyr. Det er disse dyriske idealer, der giver sig udslag i at stjæle, røve, myrde eller andre former for udfoldelse af den stærkeres ret i selvopholdelsesdriftens og egoismens favør, medens de samme idealer for "menneskeriget" betyder den allerhøjeste lovovertrædelse og dermed underminering af alt normalt velbefindende. Når jordmennesket betragter disse manifestationer som "syndige", viser dette jo, at det allerede i nogen grad befinder sig som et "menneske", thi i modsat fald ville det jo betragte disse idealer, hvis det da overhovedet i denne situation kunne reflektere over sig selv, som den fuldkomneste form for oplevelse af livet. Det er altså misfornøjet med sig selv, når det anvender disse dyriske metoder. Og det er denne misfornøjelse, der lader det fornemme sig selv som et "syndigt" menneske. Det har opdaget andre og højere idealer, som det ønsker at være i kontakt med. Da disse højere idealer kun kan være modsætningen eller kontrasten til dyrenes idealer eller rettere sagt til dyrenes naturlige instinkter eller drifter og derfor må være uselviskhed og næstekærlighed, der jo er "menneskeriget"s højeste idealer, beviser de, at væsenet i nogen grad er et "menneske".
Da de "dyriske idealer" er blevet et onde, som det ønsker at bekæmpe, og de "menneskelige idealer" er et gode, som det ønsker at tilegne sig, bliver det hermed til kendsgerning eller virkelighed, at det er underkastet en "fødsel". Det er ved at "fødes" som "rigtigt menneske". Denne "fødsel" er det samme som dets "forvandling fra dyr til menneske". Det rigtige eller fuldkomne menneske fødes således ikke i "himmeriges rige", omgivet af hele den mentale eller åndelige verdens herligheder, men i "dyreriget". "Gudesønnes fødsel" foregår således midt i "dyriske" omgivelser og traditioner. "Dyreriget"s stank og urenheder er i hans nærhed, ja, er ikke hans "kosmiske fødselsproces" igennem de mange jordliv omgivet af hele en "stald"s atmosfære? – "Stalden" eller "dyreriget" er således nødsaget til at være skuepladsen for "gudesønnens kosmiske fødsel". Denne fødsel består jo netop i, at væsenet begynder at se "dyreriget" som udgørende en blot og bar "stald" og ikke noget virkeligt herberge for det fuldkomne menneske eller den kosmisk bevidste gudesøn, der som en "Kristus" er "eet med Faderen".
Evangeliet fortæller os, at "kristusfødslen" udelukkende kun kunne foregå i "stalden" (dyreriget), fordi ethvert andet sted var optaget. Og på hvilket andet sted i tilværelsen skal vel en "Kristus" kunne "fødes" end netop i "dyreriget"? – I alle andre tilværelsesplaner er "Kristusvæsenet" levende eksisterende og kan som følge heraf ikke "fødes". Den, der er født, kan ikke fødes, før han har gennemgået den virkelige død. Og den eneste Zone i tilværelsen, i hvilken "Kristusbevidstheden" kan være "død", er jo udelukkende kun "dyreriget". Det er ikke så mærkeligt, at juleevangeliet udtrykker "stalden" som fødestedet for "Kristusvæsenet". Når jordmenneskets skæbne i så høj grad, som tilfældet er, udviser myrderi, krig og lemlæstelse, had og forfølgelse og de heraf følgende konsekvenser: sorg, melankoli og livslede, så er det kun "dyrenes lyde, stank og uddunstninger", som nødvendigvis må være til stede i "stalden" og derfor omgiver jordmenneskets "kosmiske fødsel" og derved mere eller mindre gør "stalden" uegnet til opholdsrum eller herberge for gudesønnen eller det fuldkomne menneske. Man forstår således her, hvorfor evangeliet lover jordmenneskeheden en højere mental sfære i form af "fred på jorden" (de dyriske princippers totale afskaffelse indenfor jordmenneskehedens mentalitet) og den heraf følgende "velbehagelighed" (næstekærlighedens strålende solvarme i alles øjne og kærtegn).
At den nyfødte gudesøn må ligge i en "krybbe", så længe han kun har "stalden" til opholdsrum, er naturligvis også givet. Det er ikke almindeligt at sætte nogen for høj menneskelig kultur værdig komfort ind i en "stald" eller et opholdsrum for dyr. Der findes sædvanligvis ikke her blidt gyngende vugger eller bløde og kostbare barnesenge, da alt her jo kun er beregnet og tilpasset til dyrene. Jesusbarnet eller jordmennesket må da også under dette sit ophold i "stalden" som en nyfødt "Kristus" eller "gudesøn" lægges til hvile i en eller anden for hånden værende foreteelse i "stalden", f.eks. netop i "krybben".
Hvad er da "krybben" i "kosmisk forstand"? – "Krybben" er den jordmenneskelige endnu "pattedyret" tilhørende organisme eller krop. Det "nyfødte barn", det "himmelske væsen", lægges altså i en for dyrene beregnet genstand. Men hvordan skulle vel selv en gudesøns ånd kunne manifestere sig i en "stald" på anden måde end ved de foreteelser, der findes i "stalden"? – Hvordan skal et "himmelsk væsen" fremtræde for den materielle verdens "dyrerige" uden igennem et dyrisk legeme? – Der findes jo endnu ikke rigtige fysiske legemer for det fuldkomne menneske eller for "himmelske væsener" på jorden.
Gudesønnen eller "Kristusvæsenet" må altså tilbringe sin første spæde barndom i en "krybbe", hvilket altså vil sige: i et "pattedyr"s organisme, fordi der endnu ikke findes virkelige "menneskelige" organismer (æteriske organismer skabt ved materialisation af kombinerede højere fysiske og sjælelige materier) på jorden. Gudesønnen må derfor i denne sin første spæde barndomstid fremtræde i en speciel "hanorganisme" eller en speciel "hunorganisme".
I den nuværende menneskeheds bevidsthed udkæmpes en kamp mellem "kristusmentaliteten og herodesdiktaturet".
Når vi ser det levende væsen fremtræde som mand eller som kvinde, så er det det nyfødte kristusbarn i krybben, vi bliver vidne til.
Men efterhånden vokser "barnet" til, og "krybben" erstattes med en ny organisme, der ikke er beregnet som "soveplads" for en "nyfødt kristus" eller væsenets "kosmiske bevidsthed", men derimod som et åbenbaringsmiddel for denne eller synliggørelsen af "mennesket i Guds billede". Det jordiske menneske er således et væsen, der igennem udviklingen vil vokse frem til at blive bevidst i sin høje guddommelige herkomst som "søn af Gud" og vil, når denne vækst er fuldbragt, opleve sig selv som "konge", hvilket her i dette tilfælde vil sige: et i kontakt med livet og naturen suverænt kosmisk væsen, hvad tænkning og villieføring angår, og dermed være "eet med Faderen".
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige