Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Medens vi vist alle er enige om, at menneskenes intelligens har undergået en ret kraftig udvikling i løbet af de sidste århundreder, ser det helt anderledes ud, når talen drejer sig om menneskenes kærlighedsevne – eller den altruistiske evne. Mange nægter således, at der overhovedet på dette område har fundet nogen som helst udvikling sted. Det nævnes, at vore dyriske impulser blot får afløb på langt mere raffinerede måder her i vor intellektualiserede tidsafsnit.

I den forbindelse henvises bl.a. til, at vi hver dag kan læse i aviserne om store mængder af vold og terror rundt omkring i verden, samt at under den anden verdenskrig blev utallige mennesker pint til døde på den mest bestialske måde i koncentrationslejre, tortur- og gaskamre, samt at noget lignende stadig finder sted forskellige steder på jordkloden.

I vor ganske almindelige hverdag, synes man heller ikke, der hersker megen menneskelighed. Folk kommer ikke hinanden ved som i gamle dage. Man klumper sig sammen i storbyer uden at kende hinanden – bor nok dør om dør, men befinder sig mentalt milevidt fra hinanden. Hvorfor? – Jo, man har nok i sig selv – travlt med sin egen hverdag.

Derimod tales der meget om de "gode, gamle dage". Da var det jo således, at man fulgte med i hinandens problemer og hinandens hverdag. Når naboens ko skulle kælve, eller so fare – ja, så var man til stede og delte deres glæder og sorger over henholdsvis et godt eller dårligt resultat. Naboerne kom også og hjalp og trøstede, når der var sygdom. I det hele taget eksisterede som en naturlig ting det nærmiljø, som mange nu savner og nogle steder prøver at genoplive.

Studerer vi de kosmiske analyser, ser vi imidlertid, at der naturnødvendigt må finde en udvikling sted – også af vor kærlighedsevne. Og det gælder ikke alene fra det egentlige dyrerige og frem til jordmenneskenes nuværende udviklingstrin, men også – og ikke mindst – fremover. Menneskene styrer således mod et rigtigt menneskerige, som vil blive præget af indbyggernes fuldkomne beherskelse af den rene og uselviske kærlighedsevne til alt og alle.

Denne udvikling finder også sted, men når den ikke desto mindre kan være vanskelig at få øje på, kan det sættes i forbindelse med den karakteristiske måde, hvorpå hukommelsesenergien fungerer. I sand overensstemmelse hermed har vi nemlig glemt den negative side ved de gamle dage. Lyspunkterne derimod – uanset hvor små de kunne være – er vi tilbøjelige til at finde frem og forstørre op, medens det negative fylder mindre og mindre – eller forgyldes, så det endog kan få et skær af romantik over sig. Det er jo således, at netop hukommelsesenergien udskiller de mørke og triste detaljer i erindringerne, så brodden bliver taget af dem, og det vi husker, bliver noget lysere, end den virkelighed, erindringerne er kopier af. Disse erindringsbilleder bliver således lykkeligt befriet for de mørke og triste detaljer, som formørker sindet og fremkalder depressioner og sortsyn. Det er jo bl.a. på den baggrund, at man med rette kan sige, at "Tiden læger alle sår".

Når vi f.eks. er tilbøjelige til at idyllisere de "gode, gamle dage" – ja, da glemmer vi, at de faktisk slet ikke var så gode endda. Nok syntes man at komme hinanden mere ved, men det var i realiteten også på en uhyggelig negativ måde: Sladder og intriger florerede i stor målestok. Nok beskæftigede man sig mere med hinanden, men hyppigt på en intrigant og ondskabsfuld måde. Der har givetvis været et stærkt sammenhold inden for de enkelte familier og slægter, og undertiden kunne også naboerne inddrages heri, men som oftest var det på bekostning af fjendskab udadtil. Vore mange slægtsromaner og memoirer taler deres tydelige sprog om sladder og slægtsfejder, som kunne udvikle sig til hele småkrige.

I denne vurdering bør vi nok også tænke på, at i vor tid har interessen for andre fået et langt større perspektiv. Nu er det ikke blot familiens eller naboens interesser, det drejer sig om, men ofte helt ukendte mennesker – undertiden på den anden side af jordkloden. Helt spontant startes ofte hjælpeaktioner for enkeltpersoner eller grupper af mennesker (eller dyr), som af en eller anden grund pludselig er kommet i nød, og som ikke kan hjælpes tilstrækkeligt ved offentlige foranstaltninger.

Noget afgørende i vurdering af menneskenes altruistiske udvikling er det mentale klima, der hersker omkring de faktiske handlinger. Der er således betydelig forskel på, om et drab bliver begået med jubel og stolthed, eller det ledsages af fortvivlelse og samvittighedsnag.

Fra den klassiske verdenshistorie ved vi, at bl.a. assyrerne var kendt som et grusomt folkefærd. Og de var stolte af deres grusomheder. Som eksempel kan nævnes kong Assurnasipal d. 2., der døde omkring 860 f.kr. Efter sine krigeriske "sejre" beskrev han med stor velbehag sine "bedrifter" på relieffer, som blev bevaret for eftertiden. Nogle overvundne fjender blev flået eller brændt levende, andre fik tungen revet ud eller øjnene stukket ud o.s.v. Og jo flere af den slags tvivlsomme bedrifter, han havde at prale af, des mere blev han hyldet af sine undersåtter. De var overbeviste om, at grusomhederne blot var til gudernes store behag. (Grimberg 1).

Og for blot 1000 år siden boltrede vi os herhjemme i drabelige vikingetogter til fremmede kyster, hvorfra vi slæbte uskyldige munke og nonner med hjem for at benytte dem som trælle. Også dette fremkaldte jubel og begejstring blandt vikingerne, medens noget tilsvarende i dag ville fremkalde voldsomme protester.

Heroverfor vil man måske sige, at vikingeånden stadig lever latent i os og kan komme frem for dagens lys, når blot de rette betingelser er til stede: en presset situation, en folkerejsning, en førerskikkelse el. andet. – Ja, det er naturligvis rigtigt, at de primitive instinkter let kan få overhånd og bryde gennem polituren, når vi mister kontrollen over os selv. Vi kan ikke uden videre løbe fra den arv, vi har med os fra dyreriget, hvor det dræbende princip er en livsbetingelse. Netop derfor må vi stadig betragte os som hørende til dyreriget, omend vi har passeret dets kulminationsfase.

Men hvorom alting er, så er det dog klart, at vikingernes bestialske adfærd var ønskedrømme for mindre end 1000 år siden. Ja, det var adfærd, som belønnedes med adgang til Valhals sagnomspundne æde- og drikkeorgier.

I dag går vore ønskedrømme trods alt i mere menneskelig retning. Og i de – desværre alt for mange – tilfælde, hvor det dyriske i os sejrer over det menneskelige, bliver resultatet ofte depression og dårlige nerver som tegn på, at vi ikke kan leve op til vore intentioner. Disse intentioner – eller bestræbelser – afspejler sig bl.a. i kunst og litteratur samt i en meget stor del af det, vi går på skoler og læreanstalter for, danner humane sammenslutninger for – foretager indsamlinger for – skaber hjælpeorganisationer for o.s.v., o.s.v. – Jo, ønsket er til stede – langsomt, men med usvigelig sikkerhed gør karmaloven sin indflydelse gældende. Og med lige så usvigelig sikkerhed, vil også ønsket bære frugt – ikke alene, hvor det drejer sig om mere humanistisk samfundsdannelse, men også en mere menneskelig udvikling af den enkeltes personlighed.

Når vi altså ikke helt kan følge det noget pessimistiske livssyn, der ligger bag den pure afvisning af næstekærlighedsudviklingen, må man på den anden side erkende, at denne evne desværre stadig sakker bagud for intelligensudviklingen. Det er jo netop dette uharmoniske forhold, der gør, at mennesket af i dag med rette kan betegnes som sin egen allerværste fjende.

Endnu er det ikke gået op for flertallet af os, at næstekærlighedsevnen er andet og mere end et rart biprodukt i et etableret samfunds hverdag. At det i sidste instans også indebærer den højeste hensigtsmæssighed, er noget, vi kun meget svagt er begyndt at ane. Denne opdagelse, som – når den kommer – sandsynligvis vil betegne en afgjort revolution i kulturel henseende, kan nemlig kun finde sted i forbindelse med en fundamental mentalitetsændring – en ændring, som først og fremmest indebærer en helt central placering af tilværelsens åndelige kræfter og dermed af de kosmiske lovmæssigheder, som Martinus gennem sine analyser har givet os kendskab til.

Den almindelige antagelse er, at der ikke finder nogen som helst udvikling sted af menneskenes kærlighedsevne – altså den altruistiske evne. Den almindelige mening er, at "menneskene ikke er blevet bedre og bliver det heller ikke frem over" – og resultatet heraf er, at "der har altid været krig, og der vil altid være krig". – Det sidste nævnes dog undertiden med det forbehold, at "krig måske kan forhindres ved trusler, terrorbalance eller anden magtanvendelse" – men ikke på grund af vækst i menneskenes kærlighedsevne. – At disse dødsenspessimistiske opfattelser deles af flertallet har vi sikkert alle fået bekræftet ved samtaler med kolleger, venner og bekendte.

I al sin tristhed er denne pessimisme imidlertid forståelig – både ud fra et kirkeligt og et ateistisk synspunkt. Iflg. den kristne dogmatik er menneskene så dybt forankret i deres synder, at "den faldne menneskehed" ikke har nogen chance hverken for at sone sin brøde eller for at udvikle en højere kærlighedsevne. Og netop derfor sendte Gud i sin barmhjertighed sin søn, den enbårne, til jorden, så han ved en pinefuld død på korset – hånet og vanæret af sine samtidige – kunne påtage sig straffen for hele menneskehedens synderegister. Ved den blinde tro på dette paradoks frelses menneskene. Deres synder er dem forladt.

Paradokset – det usandsynlige eller ulogiske – spiller en fremtrædende rolle i kristen dogmatik. Ja, næsten lige så stor en rolle som det modsatte – det sandsynlige eller logiske – spiller i kosmologien. Paradokset er – i sand overensstemmelse med sin natur som paradoksal eller ulogisk – vanskelig at tro på, især for det moderne menneske, som er begyndt at tænke kausalt – altså at forbinde årsag og virkning. Men netop derfor ligger der iflg. kirkens talsmænd noget stort og belønnelsesværdigt i at tro på det. Var det derimod let at tro på, at "Gud ofrede sin søn den enbårne for at hver den, som tror på ham ikke skal fortabes, men have et evigt liv" – ja, da kunne enhver jo uden videre gøre det, og så var der ingen grund til at give belønning derfor.

Trosevnen bliver altså glorificeret – den sættes over evnen til at bruge sin intelligens og tænke i logiske baner. Også her oplever vi et klart modsætningsforhold til kosmologien, hvor det netop påvises, at evnen til at tro er degenererende og efterhånden afløses af intellektuelle evner eller evner til logisk tænkning.

Men hvad der her er mere væsentligt: konklusionen af den dogmatiske holdning må nødvendigvis blive: Et uskyldigt væsen (Jesus Kristus) har en gang for alle påtaget sig virkningerne af – eller straffen for – menneskehedens fejlgreb, og det er først og fremmest menneskenes opgave at tro på det.

Det siger sig selv, at der ikke kan ligge nogen spore til ændring af fejlgrebene, når en anden får virkningerne af dem, medens ophavet selv går fri. Det hedder da også i den kristne dogmatik, at menneskene frelses "ikke ved gerninger, men ved tro". Pessimismen m.h.t. menneskehedens chancer for kærlighedsudvikling synes altså i høj grad at være forståelig ud fra et dogmatisk kristent syn. – Og som vi vil se, er akkurat det samme tilfældet ud fra et ateistisk synspunkt.

Som bekendt bygger ateisten på den antagelse, at der ikke eksisterer nogen Gud overhovedet (A – the'os = uden Gud). Han søger – og får indtil videre – bekræftelse for sin mening gennem den materialistiske videnskabs forskningsresultater, idet disse bygger på visse naturlove, som ikke åbner plads for nogen Gud, og hvor livet betragtes som et produkt af arv og miljø.

Iflg. denne antagelse vil det nok kunne anerkendes, at et menneske er i stand til at lære større tolerance og medlidenhedsevne i løbet af et liv – således at kærlighedsevnen kan vokse med alderen. Det begrundes bl.a. med den naturlige tanke, at et menneske har bedre evne til at føle medlidenhed med og vise forståelse for f.eks. en arbejdsløs eller syg medborger, når han selv har prøvet at være arbejdsløs eller syg. Derved er der altså en baggrund for, at menneskene kan blive mere tolerante og forstående – kort sagt blive i besiddelse af større kærlighedsevne – efterhånden som de bliver ældre.

Men der er blot det kedelige ved arv-miljø-teorien, at denne gode egenskab (øget kærlighedsevne) ikke kan overføres til menneskeheden – den dør med det pågældende individ. Der er nemlig tale om en erhvervet eller tillært egenskab, og ihærdig forskning har med al ønskelig tydelighed vist, at erhvervede egenskaber ikke kan nedarves. – Altså hver enkelt individ starter på samme primitive grundlag, og den kærlighedsevne, han har ofret blod, sved og tårer på at tilegne sig i løbet af et liv, kan ikke nedarves til hans børn, men går til grunde med hans eget legeme.

Jamen, der kan jo opstå mutationer – altså springvise forskydninger i arveanlæggene, kan man sige, og de kan nedarves. Kan det ikke tænkes, at der ved mutation opstår mennesketyper, som er i besiddelse af større kærlighedsevne? – Jo, ganske givet. Men holder vi os stadig inden for rammerne af den anerkendte arvelighedsteori, så vil denne mutationsdannede kærlighedsevne ikke have større chancer i det lange løb. Den vil simpelt hen gå til grunde. For nok kan den større kærlighedsevne, som er opstået ved mutation, nedarves; men næste led i teorien siger os, at kun de egenskaber, som udruster det levende væsen med bedre evne til at klare sig i kampen for tilværelsen, lever videre i det lange løb. – Og hvad er det for egenskaber, der er mest konkurrencedygtige i den jordmenneskelige magtkamp? – Mon ikke det er evner til at albue sig frem – ambitioner, selviskhed, havesyge og den slags – altså alt andet end næstekærlighed?

Beskedenhed, tolerance, uselviskhed og lignende elementer i al sand kærlighed er derimod ikke egenskaber, der sætter det levende væsen i stand til at klare sig bedre i den kamp for tilværelsen, som absolut ikke er mindre hård, fordi den foregår på det intellektuelle plan. – Dette vil altså (stadig iflg. arvelighedsteorien) medføre, at de omtalte kærlighedsevner gradvis vil uddø.

Den samlede konklusion – såvel af den dogmatisk kristelige som den ateistiske tankegang – må altså blive: Menneskene er nok blevet mere intelligente, men ikke mere menneskekærlige og vil heller ikke blive det fremover. Og med mindre det kan forhindres ved magtanvendelse, vil der altid være krige mellem menneskene. Den konklusion, som man stort set finder bekræftelse for i de stigende beretninger om vold og terror rundt omkring i verden, danner altså baggrund for den fremtid, man stiller de kommende generationer i udsigt!

Men hvordan ser det da ud, når man betragter menneskenes kosmiske situation? Er den lige så trøstesløs og pessimistisk?

For at prøve at besvare dette vigtige spørgsmål vil det – ud over de betragtninger, som blev fremført i første del af denne artikel – være hensigtsmæssigt at se lidt på de grundenergikombinationer, der er bestemmende for, hvordan vor livsoplevelse bliver.

Fra Martinus ved vi, at såvel vor organismedannelse som vor livsoplevelse er resultater af stadig skiftende kombinationsforhold mellem 6 grundenergier, hvilket illustreres med symbolet over grundenergiernes kombination (Se Livets Bog 2 s. 450 eller "Det evige verdensbillede" 1 s. 60).

Selv om alle seks grundenergier er repræsenteret i en hvilken som helst livsoplevelse, vil det i forbindelse med det spørgsmål, vi behandler her – altså spørgsmålet om udviklingen af menneskenes kærlighedsevne og hvorfor den kan være så vanskelig at få øje på – være tilstrækkeligt at omtale tre grundenergier, nemlig: tyngdeenergien, følelsesenergien og intelligensen. På omtalte symbol er de illustreret med henholdsvis orange, gul og grøn farve.

Men hvad forstår man ved tyngdeenergi, følelse og intelligens?

1. Tyngdeenergien, som vi ikke må forveksle med tyngdeloven er den eksplosive energi. Det er den energi, der befordrer opløsning og nedbrydning. Det er den energi, der er dominerende i vredesudladninger, hidsighedsudfoldelse, drabshandlinger, destruktion og ødelæggelse. Det er hovedenergien i det dræbende princip og er netop derfor fremherskende i dyreriget, som jordmenneskene tilhører.

2. Følelsesenergien er på flere måder udtryk for lige det modsatte af tyngdeenergien. Den er bindende og sammenføjende. Den skaber kulde. Den er beroligende og foranlediger selvbeherskelse. Hvor den optræder i passende forhold til tyngdeenergien er den i stand til at binde dennes eksplosive natur. I harmoni med intelligensen skaber den kærlighed.

3. Og så intelligens. Hvad er det? Ja, det kender vi trods alt nok bedst. Det er jo netop det, der dyrkes så meget i vor tid. Intelligensen sætter os i stand til at tænke logisk og kausalt. Ved hjælp af vor intelligens kan vi manipulere med vore erindringer og f.eks. bringe dem i helt nye kombinationer, så vi kan forudse, hvad der vil ske, når en række forudsætninger er til stede. Intelligensen forlener os med evnen til at bedømme, analysere, eksperimentere og planlægge.

Men hvorledes er de tre energier kombineret for vort vedkommende? Som nævnt hører vi stadig hjemme på dyrenes tilværelsesplan, selv om vi har passeret dets kulminationsfase og er på vej ind i det rigtige menneskerige. Og her er tyngdeenergien stadig altdominerende, selv om den så småt er begyndt at aftage; følelsesenergien er stærkt voksende (i 2den fase for opadgående), medens intelligensenergien er i første fase for opadgående. Disse styrkegrader er imidlertid ikke fixerede. Tværtimod foregår der en stadig vekslen mellem dem afhængig af, hvilke former for livsoplevelse, man udsættes for, eller hvilke handlinger man foretager sig.

Intelligensenergien spiller imidlertid en enorm rolle, idet det er en neutral energi dvs. den kan kombineres såvel med følelsesenergien som med tyngdeenergien. Medens det første er særdeles heldigt, så er det andet dødsensfarligt. For det betyder, at den intelligens, som vi udfolder så store anstrengelser på at udvikle, anvendes i det dræbende princips tjeneste. Og derved opstår det begreb, som Martinus kalder djævlebevidsthed.

Djævlebevidsthed – hvad er det? Det er jo ikke således, at der eksisterer en djævel eller en modpol til Gud. Det satan- eller djævlebegreb, som den dogmatiske kristendom stadig slæber rundt med, ja, det er højst sandsynligt en arv fra en endnu tidligere verdensimpuls end den kristne, og Martinus påviser klart, at det ikke eksisterer. Der er altså ikke nogen magt uden for os selv, som vil det onde. Men det er der desværre inden i os. Det er der djævelen – eller djævlebevidstheden huserer, og det er den, der har ansvaret for grusomheder i koncentrationslejre, for vold og terror, flykapringer, gangstervirksomhed og al den slags raffineret ondskab.

Det har medført, at de destruktive udfoldelser netop ved intelligensens hjælp har fået et uhyggeligt stort omfang her i det tyvende århundrede. Og det er helt i overensstemmelse med de spådomme om dommedag, der fremsættes i biblen. Dommedag er nemlig lige netop den epoke, vi befinder os i, hvor djævelen – eller djævlebevidstheden – i sandhed "raser i al sin vælde".

Jamen, vil det så ikke netop sige, at vi må bekræfte det dogmatiske og materialistiske sortsyn, som går ud på, at menneskene ikke er blevet bedre og aldrig vil blive det?

Nej, absolut ikke. Den dommedagsepoke, vi oplever, og som vi er midt i, er intet mindre end de sidste svære krampetrækninger for den kultur, som anvender intelligensen i det dræbende princips tjeneste. Det er simpelt hen djævlekulturens dødskrampe.

Men samtidig finder en udvikling sted, som vore pessimistiske venner ikke helt har fået øje på: En helt ny kultur oplever sine første fødselsveer. For nok er intelligensen voksende, og nok kan vi endnu i stor udstrækning være tilbøjelig til at forbinde den med tyngdeenergien (dvs. anvende den i egoismens og det dræbende princips tjeneste), men i kraft af karmaloven vil dette med usvigelig sikkerhed give os en lang række yderst vigtige lidelseserfaringer. Og de går vel at mærke ikke til grunde. På baggrund af det kosmiske reinkarnationsprincip bliver de ført videre fra inkarnation til inkarnation, hvilket i stigende grad vil lære os at kombinere intelligensen – ikke med den dødsensfarlige tyngdeenergi, men derimod med følelsesenergien – eller den eksplosionsdæmpende energi. Og derved opstår sand kærlighedsevne eller ægte humanisme. – Det er således denne kombination mellem intelligens og følelse, der ligger bag alt humant arbejde, bag social forsorg, Røde Kors og hjælpearbejde til u-landene, sultende og syge børn i Bangladesh, Indien og andre. Og der findes trods alt en del af den slags, selvom meget endnu lades tilbage at ønske. I de "gode, gamle dage" så det anderledes ud. Da var der ikke social forsorg, og mange syge og gamle blev overladt til sig selv, hvis de da ikke havde familie, der kunne tage sig af dem.

Selv om destruktionen er vokset betydeligt, så er der altså også sket en ret betydelig vækst i den humane udfoldelse. Og når man ret betænker, at langt størsteparten af den destruktive udfoldelse i langt højere grad skyldes uvidenhed og ubetænksomhed end direkte primitiv og morderisk mentalitet; ja, da er det sammenlagte resultat ikke, at menneskene er blevet mere onde, men nærmere at der er sket en større polarisering – altså større forskel mellem yderpolerne – nok mere destruktion, men også mere humanisme. Og det er helt i overensstemmelse med, hvad der hører dommedagsepoken til: fårene og bukkene skal skilles dvs. de såkaldt "onde" kræfter skal skilles mere og mere fra de gode. – Thi menneskene skal stadig lære at "skelne godt og ondt for derved at blive Gud lig".