Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Lige som i oktober ifjor var der også i år arrangeret en uges foredrag i England. Tage Buch havde ordnet det i samarbejde med engelske venner i London og i år desuden med venner på øen Guernsey, en af de normanniske øer, der ligger nærmere ved Frankrigs kyst end ved England, men dog hører til "The United Kingdom".

I år kunne Tage desværre ikke rejse med, så jeg drog alene af sted med Charter-fly til London søndag d. 10 oktober kl. 18:15. Det vil sige, jeg skulle efter planen være rejst på det tidspunkt, men vi blev to en halv time forsinket i afgang fra Kastrup. Flyveturen tager ikke lang tid, men busturen fra Stansted lufthavn tog næsten to timer, så det var en gruppe trætte passagerer, der hen imod kl. halv tolv om aftenen ankom til Central Park Hotel i London. Jeg skulle allerede være aktiv om mandagen, så det gjaldt om at komme til ro i en fart, så jeg kunne vågne frisk og udhvilet til den første arbejdsdag.

Mandag morgen skinnede solen, og London viste sig fra sin mest charmerende side. Hotellet ligger lige ved Bayswater Road og Kensington Gardens, der er en del af Hyde Park, så jeg kunne nemt komme over i parken og fra en bænk nyde solskinnet og det farverige folkeliv, der udspilledes der en dejlig dag i oktober. Selv om det kunne ligne et driverliv, var det faktisk arbejdet, der var begyndt, for jeg har den erfaring, at man, når man på en uge skal holde en række foredrag på et fremmed sprog, helst så hurtigt som muligt skal vænne sig til kun at tænke og tale på det sprog, og det var en god hjælp at komme i snak med folk i parken, hvilket viste sig at være meget let. Jeg talte både med ældre og yngre, med børn og voksne og med mennesker af flere forskellige hudfarver. Den længste snak fik jeg med en Mr. Gideon Dolo fra Fiji øerne. Han havde boet i England i elleve år, men lod egentlig ikke til at være særlig glad for de engelske forhold. Han blev meget interesseret, da han forstod, at jeg gik ind for Karmaloven, idet det var hans opfattelse, at englænderne nu oplevede visse virkninger af deres koloniherredømme gennem mange år. Vi blev gode venner, og det skulle ikke undre mig, om vi på en eller anden måde mødes en anden gang. Jeg fik virkelig god øvelse i at tale engelsk den formiddag.

Om aftenen skulle jeg i gang med at tale om Martinus og hans arbejde, jeg skulle mødes med en gruppe i et privat hjem. Det var Gwenn Blackwell, en af vore engelske venner, der har været i Kosmos Ferieby, som havde arrangeret denne aften hos en af sine bekendte. Hun hentede mig på hotellet, og det var godt at komme af sted i bil, for nu øsede regnen ned. På vort bestemmelsessted, et hyggeligt engelsk hjem, ventede ca. 15 af Gwenns venner på os, og de bad mig straks om at fortælle om Martinus og hans værk. Bagefter havde de mange interesserede spørgsmål, og der blev en livlig vekselvirkning mellem os alle. Jeg mærker gang på gang ved sådanne lejligheder, hvordan det gør et stærkt indtryk på mennesker, når de på præcise spørgsmål indenfor det såkaldt esoteriske område også får præcise og logisk sammenhængende svar, der er detaljer i et verdensbillede, hvori alt, også vort liv, har en kosmisk-organisk sammenhæng med den levende helhed. Det var en god træning for mig at opleve denne levende kontakt med en mindre gruppe interesserede mennesker, inden jeg tirsdag aften skulle holde det første offentlige foredrag.

Emnet var "Tiden, rummet og udødeligheden", og foredraget skulle holdes for bevægelsen "Science of Mind's" Londongruppe i Caxton Hall, et sted, hvor Martinus selv engang har holdt foredrag med Ben Saxe som tolk. Tage og jeg har også været der før, og foredraget var i samme rum, som jeg talte i ifjor. En af vore tidligste engelske venner og en af de første engelske gæster, da vi startede med engelsk-uge i feriebyen, Michael Grimes, som er leder af Londons Science of Mind-gruppe, bød mig velkommen, ekstra stole var sat ind, og rummet var tæt pakket. Jeg så både kendte og ukendte ansigter, og jeg kunne mærke på reaktionen både under og efter foredraget, at Martinus klare analyser af dette vanskelige emne inspirerede tilhørerne. Jeg måtte tale med mange bagefter, medens vor engelske ven Jack Sanderson, der har været mig til umådelig stor hjælp under dette Londonophold, stod ved bogdisken og solgte adskillige bøger. Gwenn Blackwell, Michael Grimes, Jack Sanderson og flere andre vil arbejde på at finde et velegnet sted til et week-end kursus i England til næste forår som afslutning på en foredragsuge i London.

Onsdag var min fridag i London, og den halve dag havde jeg for mig selv. Jeg gik rundt i kvarteret i nærheden af hotellet, hvor der er en masse mindre gader med et meget broget folkeliv af mange racer og nationaliteter. Der er et stort antal små restauranter, hvor det ikke er svært at få et vegetarisk måltid, og hvor menneskene er meget venlige og hjælpsomme. Tidligt om eftermiddagen hentede Jack Sanderson mig, og vi fulgtes i "Underground" den temmelig lange vej til hans hjem i Upminster, Essex i Londons udkant. Jack har også været ved Klint og er meget interesseret i Martinus kosmologi, han er en af lederne af Vegan-bevægelsen i England, en sammenslutning af mennesker, der arbejder på, at man fra vegetarisme gradvis går over til heller ikke at anvende mælkeprodukter. Han er absolut ikke nogen fanatisk type, men tværtimod et meget tolerant og åbent menneske, der interesserer sig for de forskellige måder, hvorpå den nye verdensimpuls er begyndt at manifestere sig i vor tid. Jeg tilbragte en dejlig eftermiddag og aften med ham, hans kone og søn, og Jack er meget interesseret i at arbejde for udbredelsen af kendskabet til Martinus verdensbillede i England.

Sent torsdag eftermiddag hentede Jack mig igen, og vi fulgtes atter i undergrundsbanen denne gang til South Kensington, hvor jeg klokken syv skulle tale i "College of Pcychic Studies" på Queensberry Place, hvor man havde bedt mig holde et foredrag over emnet "Forhold mellem den jordiske verden og de diskarnerede og åndelige verdener". Jeg talte samme sted ifjor for første gang, og man var åbenbart blevet så interesseret i Martinus verdensbillede, at man gerne ville høre mere. Jeg følte mig meget inspireret blandt denne ret store forsamling af mennesker, der var meget interesserede i åndelige spørgsmål, og jeg kunne mærke, at Martinus forklaring af, at det, der for os er åndelige verdener efter den såkaldte død, er jordklodevæsenets åndelige legemer, var noget, der var nyt for dem og interesserede dem meget. Ligeledes var Martinus forklaring af de kosmiske impulser, der kommer til jorden som en følge af dens vekselvirkning med kosmisk bevidste klodevæsener i vort mælkevejssystem et synspunkt, som vakte stor interesse. Jeg kom ind på skytsåndsprincippets betydning både ved den såkaldte død, hvor åndelige væsener virker som en slags fødselshjælpere, og i det hele taget som guddommens organer og redskaber i forbindelse med bøn lige fra dyrets angstskrig til menneskenes bøn om hjælp. Også symbolet over det diskarnerede væsens inkarnation, dets forbindelse med et vordende forældrepar viste jeg, og jeg kunne mærke, at tilhørerne var levende interesseret. Flere unge kom bagefter og spurgte, om der ikke var studiegrupper i Martinus kosmologi i London, som de kunne deltage i. Også her blev der solgt bøger, og jeg nærer ingen tvivl om, at der, når der foreligger mere Martinuslitteratur på engelsk, vil blive en stadig voksende interesse ikke mindst blandt de unge i England. Fredag kl. 10:30 startede flyveren fra London Heath Row lufthavn til øen Guernsey, ca. halvtreds minutters flyvetur. Vi fløj i dejligt solskin oven over skyerne, og da vi kom til de normanniske øer, var skyerne borte, og man havde et pragtfuldt overblik over nogle af de større og mindre øer i denne øgruppe. Snart blev man klar over, hvilken af øerne, vi skulle lande på, en af de største med smukke klippeformationer på de to sider og lave kyster på de to andre. Der var en rig plantevækst – også palmer – og masser af drivhuse. Guernsey er et af jordens store tomatexportcentre. Mr. og Mrs. Staig tog imod mig med hver sit kæmpeknus. Mange, der har været i Kosmos Ferieby i den engelske uge for et par år siden vil huske dem som Bob og Daphne, et par elskelige mennesker, der har fået mange venner de to gange, de har været i feriebyen. Da de kom dertil, var det, fordi hun var meget interesseret i åndelige spørgsmål, og han tog med, fordi han aldrig havde været i Danmark, og fordi han havde forstået, at det var et godt sted at bade. Da de rejste derfra første gang, var han, på grund af Martinus klare og logiske fremstilling af den åndelige virkelighed, mindst lige så interesseret i åndelige spørgsmål som sin kone. Han sagde til mig: "Mogens, Martinus verdensbillede har fuldstændig ændret mit liv, og nu, hvor jeg har trukket mig tilbage fra mit arbejde, har jeg rigtig tid til at studere det, og jeg er klar over, hvilken stor betydning det i fremtiden vil få for hele menneskeheden". Disse to kærlige mennesker viste også i praksis, at de mente noget med deres interesse for Martinus kosmologi, de havde udført et kæmpearbejde for at arrangere den foredragsaften på Guernsey, de havde annonceret og skrevet en lille artikel om Martinus og hans arbejde i den lokale avis, og resultatet viste, at de havde gjort det godt.

Selv om mit besøg i London absolut havde været vellykket og – håber jeg – til glæde for en hel del mennesker og inspirerende for mig selv, blev besøget på Guernsey kulminationen på denne tur, ja, jeg vover faktisk at sige, at det er en af de skønneste oplevelser, jeg har haft på foredragsrejser i udlandet. Bob og Daphne gjorde alt, hvad de kunne, for at jeg skulle føle mig hjemme hos dem i deres villa, der ligger ret højt, så der er en meget smuk udsigt over havet mod øen Jersey med Frankrigs kyst som en svag silhuet helt ude i horisonten. Og der var virkelig dejligt at være hos dem. Det dejligste var dog ikke den ferie, de også gjorde mit korte ophold på Guernsey til, det var derimod det, vi fik ud af vort fælles arbejde.

Allerede fredag aften mødtes vi i et privat hjem med den gruppe, de har startet, som mødes jævnligt, og hvor også Martinus analyser bliver studeret. Jeg fortalte lige som mandag aften i London om Martinus og hans arbejde, og så kom spørgsmålene i gang. Det blev en livlig og inspirerende aften, en god begyndelse. Lørdag kørte Bob mig rundt og viste mig en del af øens meget varierede landskab og megen smuk gammel arkitektur. Først havde vi dog besøgt salen, hvor aftenens foredrag skulle holdes, og både sal, lysbilledskærm, projektor og alt andet var i den skønneste orden, blot syntes jeg, at salen vel nok var lidt for stor i forhold til, hvad der skulle kunne samles af tilhørere på sådan en ø, selv om øen ikke er lille. "Jeg tror, der bliver fuldt hus", sagde Bob. Jeg talte stolene, der kunne være 150 tilhørere. Bob fik ret, der blev fuldt hus, og det var ikke en forsamling, der var trommet sammen blot for at få fuldt hus. Jeg har sjældent fornemmet en sådan åbenhed og lydhørhed under et foredrag. Jeg talte om "Reinkarnationsprincippet og livet i åndelige verdener efter den såkaldte død", og da jeg sluttede, var der et øjeblik fuldstændig stille i salen, så pludselig bragede bifaldet løs, et bifald, der gjaldt Martinus og hans forklaring af, at der ikke findes nogen død. Glade øjne lyste mig imøde og man bad mig hilse Martinus og takke ham for det, han har skænket os. Bagefter var Daphne, Bob og jeg inderligt taknemlige over, at vort samarbejde var lykkedes til glæde for så mange mennesker. Det var første gang, men jeg er sikker på, at det bliver ikke sidste gang, at en medarbejder på Martinus Institut besøger øen Guernsey og dens åndeligt vågne og levende befolkning. Det er dejligt for os, der arbejder med engelsk-afdelingen at opleve, at vore besøg i England såvel som engelsk-ugerne ved Klint ikke har været forgæves, og at adskillige englændere nu begynder selv at blive aktive.