Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

I dette kosmiske glimtcitat fra "Rædselsåret 1793" af Victor Hugo åbenbares en forfatters intuitive sansning af den skærende kontrast mellem en guddommelig sommers lysende kærligheds- og skabelseslogik og de dyrisk-mentale menneskers mørke mordmanifestationer.

Den sidste, totalt verdensomspændende mørkekulmination omfattede som bekendt også Danmark i årene 1940-45, "de 5 forbandede år", som folkebevidstheden benævner denne skæbnetid, da gengældelsens karma forceredes til et aldrig tidligere oplevet crescendo-brøl af Helvedes mørke. Men, for at gentage Victor Hugo – naturen lod sig ikke påvirke: disse års sommersol strålede uanfægtet, ja, med forstærket glans og varme og den himmelske lyskontrast focuserede sine stråler fra verdensaltets evige visdom i et væsen, der kunne genspejle dette himlens lys af kosmisk kundskab i ord og tale... Som Jesus, iflg. Thomasevangeliet, siger: "Den, der har øren, han høre: = Der er lys i det indre af et lysmenneske, og han oplyser den hele verden. Hvis ikke han lyser er der mørke". – Den, der har øren – og som er den lykkelige besidder af Martinus duplikerede samling foredrag i krigsårene fra 1941-43 (en privat, fotokopieret samling foredragsreferater) kan ikke undgå at konstatere, at netop i disse år "lyste et lysmenneske" på sit livs kosmiske højdepunkt... Det kosmiske genis ånd skinnede om kap med højsæsonens varmende sol i de år – og selve JULI måned var som regel også højdepunktet. I disse års juli-måneder strømmede således bl.a. den inspiration over Martinus, der skabte de to små geniale bøger "Bønnens mysterium" og "Blade af Guds billedbog" – sidstnævnte en skildring af en gylden sommerdags kosmiske mission. (Det var juli 1943)

Årsagen eller anledningen til disse betragtninger indtraf for et halvt årstid siden for beretteren under oprydning i en støvet loftskrog, hvor jeg fandt et lille bundt avisplakater fra det Herrens år 1941 (samlede på dem som 17-årig), hvis påskrifter illustrerede samme års forrygende intensivering af krigsbegivenhederne maj-juli 1941. Den skete under flygtig gennemlæsning:

 

Det var under læsningen af disse ord et spørgsmål pludselig formedes i min tanke - spontant, næsten stemmestærkt, klart: "HVAD "prædikede" Martinus den gang?".. Hvad – just i den periode – talte kausalitetens kosmiske mester om til sin den gang meget lille tilhørerskare i de ret så "lukkede" forsamlinger?

Fra en jævnaldrende gammel ungdomsven, der personligt opholdt sig på Kosmos Feriekoloni i årene 1940 og 1942, var jeg via tidligere korrespondance bekendt med, hvilke analyser Martinus skrev på i den periode. Det var Livets Bog, 2. bind (Kosmisk Kemi), der dengang udkom hver 14. dag i subskribtioner. (Ligesom Gerner Larsson var i gang med sit første forsøg på en koncentreret "Populær gennemgang af L. B. 1"). – Men sommeren 1941 opholdt min omtalte ven sig ikke i kolonien... Hans hjælp i forbindelse med spørgsmål om Martinus foredrag i nævnte periode kunne det altså ikke nytte at bede om, tænkte jeg, med et suk... Men jeg havde undervurderet de "tavse bønners mysterium"!

Aldrig før har jeg fået et så prompte og kontant svar på en ikke udtalt bøn/ ønske: ca. 14 dage efter kom postbudet med en gavepakke, afsendt af denne ven – hvilket mildest talt forbløffede mig – eftersom vi aldrig før havde udvekslet gaver – og efter åbningen steg forbløffelsen til en målløs, andægtig stilhed. Hvad lå foran mine undrende øjne: Et komplet sæt historiske, på tyndt gennemslagspapir maskinskrevne stenogrammer af samtlige Martinus foredrag i juli måned 1941!

Der er som sagt gået et halvt årstid, siden første gennemlæsning af disse 10 ikke tidligere offentliggjorte foredragsreferater, og i disse måneder har jeg ærligt og nøgternt adskillige gange reflekteret: – Var dette særegne hændelsesforløb en ren og skær "privat henvendelse" – udelukkende beregnet for min personlige inspiration og glæde?

Man bedes forstå, at jeg gennem 30 år har kendt og studeret Martinus lære og som følge heraf forlængst har overstået det begejstringsstadium, der giver sig udslag i et uligevægtigt "følelseskald" som forhastet "budbringer". Men ikke nok med det: Efter 30 års læsning af såkaldt "højere religionsfilosofi", og herunder altså det meste af Martinus' enorme produktion, gjorde netop dette Martinusstof et umådeligt stimulerende, et vældigt "forfriskende" indtryk på min ret så jordnært, realistiske sansning. – Hvorfor? For "kendere" indeholder disse foredrag så at sige intet "nyt" – eller m.a.o. intet, som ikke senere hen er blevet grundigt uddybet og gennemanalyseret af Martinus. Hvori består da det ekceptionelle ved "rædselsåret" 1941"s juli-foredrag, som gør et sådant indtryk på en "gammel, hærdet" Martinusstudent? – Mit private og måske følelsesbetonede svar er dette:

De er et enestående tidsdokument, der viser, hvorledes et kosmisk geni, uberørt af tid og sted, med uforlignelig åndskraft formår at benytte et ganske almindeligt hverdagssprogs ord, jævnt og ukunstlet, uden brug af indviklet, forfinet terminologi, på en sådan måde, at sætningernes ånd lyser med en profetisk glans... Selve universets "kosmiske dialekt" klinger her – båret af en ægte, konstant og vitalt smittende, intuitiv inspiration – så verbalt suverænt, ren og klar, at det må have gjort et uudsletteligt indtryk på den lille tilhørerskare... Den må have følt sig omsluttet – som en partner i en guddommelig sommers befrugtningsproces.

Spørgsmålet bliver da dette: Er det muligt i dag – 35 år efter – at formidle blot en svag afglans af denne sommers psykiske solskin, som det strømmede fra "lysmennesket" Martinus – udelukkende ved hjælp af trykte bogstaver? – Svaret må vel blive dette – med Martinus egne ord fra "Pinseglans over livet": "Den, der er vokset frem til at have "øjne at se med" og "øren at høre med"... Han vil "se sandheden" i selv den mest elendige og på "modsigelser" fyldte terminologi, og han vil "høre den" i selv den mest stammende fortolkning." Sandhed er "ånd" og kan kun opleves i kraft af "ånd"....

Kun ud fra en sådan åndelig forudsætning vil et forsøg på at spejle et billede af den sommers fysisk modne, 50-årige Martinus som TALER kunne lykkes – for det er ikke et møde med den "åndsvidenskabeligt strengt logiske, analyserende" Martinus, der venter læseren i det efterfølgende af undertegnede helt personligt foretagne koncentrat af ordret udtalte kernesætninger fra juli måned 1941's foredrag – sådan som disse blev stenograferet af afdøde Hans Bønnelycke og maskinskrevet af en ung pige på gennemslagspapir, for at få så mange eksemplarer, der kunne gå "fra hånd til hånd", som muligt. (Måske burde man skrive "fra ånd til ånd"!).

Over disse, såvel som over samtlige Martinus foredrag, Livets Bog og alle hans andre bøger, ja hele hans liv og mission, kunne man blandt Jesu ord sætte disse udødelige – fra Thomasevangeliets logion 2:

"Jesus sagde:... "Riget er i jeres indre og foran jeres øjne. Når I kender jer selv, da skal I blive kendt, og I skal vide, at I er sønner af den levende Fader. Men hvis I ikke kender jer selv, da er I i fattigdom, og I er fattigdommen".

------

N.B. Det kan ikke noksom pointeres, at nedenstående er et personligt udvalg af ordret citerede, spontane talesætninger fra hele 10 foredragsreferater. – De bør betragtes som en kosmisk bevidstheds "råmateriale" – hvis "ingredienser" alle, hver og en, forefindes i konsekvent logisk-analytisk bearbejdet tilstand i Martinus' vældige skriftlige produktion.

Instituttet på Mariendalsvej vil til enhver tid kunne anvise udførlig litteratur som svar på ethvert evt. tvivlspørgsmål, der kunne opstå i læserens tanker under læsningen af efterfølgende stofkoncentrat.

------

Højsommeren 1941 indledte Martinus den 29. juni med at byde feriekoloniens lille skare hjertelig velkommen. – Martinus sagde den dag bl.a. disse sætninger:

"Al skabelse foregår som led i kredsløb... Årskredsløbets største udfoldelse er sommeren, som er den mest fuldkomne repræsentation for den guddommelige bevidsthed... den er hovedsymbolet på selve livets mening...

Verdensgenløsningens princip er at skabe sommer i menneskehedens mentalitet... men i denne sommer oplever vi "dommens dag"... De to grupper, der i Bibelen kaldes "fårene" og "bukkene", ses nu tydeligt i de mentale vinterstorme, der raser ude i verden... Vi er omgivet af Det dræbende Princip, der skaber kulde, vinter, mørke, nat, død... Endnu er det kun en lille skare, der tager afstand fra Det dræbende Princip – og selv de ypperste af disse tager måske endda kun delvis afstand fra dette princip... Målet er at nå frem til en 100%'s afstandtagen fra drabsprincippet... Når den skare ude i verden, der befordrer drabsprincippet, kommer igennem den nuværende forcerede udvikling: den praktiske undervisning i følgerne af drab – vil også den komme til at arbejde med på skabelsen af sommerens genskin fra den guddommelige verden i Jordens zone her... Den guddommelige verden skal åbenbares i menneskehedens mentalitet som en lys og dejlig sommer... Når man forstår denne tankegang – og begynder at gøre den til vanebevidsthed i sin dagsbevidste handlemåde og optræden – da behøver man ikke bekymre sig om, hvem der bliver sejrherre i den kamp, der nu udkæmpes..."

Et menneske kan blive "slået" på mange måder... Hvis De en dag møder et menneske, som er i godt humør, og ødelægger dette menneskes gode humør med ond sladder og rygtesmederier, da er dette menneske kommet ud for at få slået sin bevidsthed i stykker...

Personlig kommer jeg aldrig ud for på nogen som helst måde at måtte bruge det dræbende princip under nogen form – ganske uanset hvilke hændelser, jeg skulle komme ud for... Jeg har været udsat for ros, for at blive smigret – nogle har sagt, jeg var en bedrager, andre en svindler – nogle har tilbedt mig – andre har syntes, jeg var en charletan. – Men jeg lever i en zone, hvor jeg ikke behøver løfte en hånd for at blive renset for sådanne beskyldninger, som er udslynget mod mig af andre væsener. Hele min væremåde og fremtræden vil rense mig for ubehagelige beskyldninger... Jeg har den lykke at være i kontakt med Guddommen og naturen – og den lykke, jeg har, vil De allesammen komme henimod – det er den zone, der er målet... Når man befinder, sig i denne tilstand, bekymrer man sig ikke mere om, hvem der skal sejre i dag eller i morgen... for det er allerede bestemt for århundreder siden...

Min mentale ligevægt er fuldstændig urokkelig uberørt af alt, hvad der sker af krig ude i verden. Det er min natur – det er en vanefunktion hos mig ikke at tage mig af personligt ubehag... Det er fordi, jeg er så levende bevidst i tingene, at jeg ikke forventer noget som helst andet, end det der sker... Jeg ved, at det, der sker, er det mest fuldkomne, der i øjeblikket kan finde sted – på grundlag af fortiden og med henblik på den udvikling, der skal finde sted i fremtiden... Det udviklede menneske, som kender de guddommelige love, ser, at alt sker så fuldkomment, som det overhovedet kan ske... Derfor dette udtryk: "Vend højre kind til..." – det er et udtryk, ethvert menneske, der stiler efter en højere åndelig udvikling, burde tænke meget over... At være i kontakt med denne sætning er en betingelse for at komme i Det rigtige Menneskerige...

Den ny himmel og den ny jord er ikke prisgivet krigeriske væsener... Væsenernes udvikling vil ikke blive forsinket af den krig, vi oplever. Den er et led i det store kredsløb, der gennemløber sin gang fuldstændig uberørt som årstidskredsløbet – som sommer og vinter, "der ikke aflader"...

Det, der er opbygget i overensstemmelse med universets byggemåde, er logisk... Guddommen tænker i kontakt med de samme energier, som vi gør... den tankegang, der ikke går imod universets, er fuldkommen...

Det jordiske væsen er et fostervæsen, så længe det ikke har kosmisk bevidsthed...

Den guddommelige verdens tankemanifestation er så højt hævet over det jordiske menneskes, at sidstnævnte er at betragte som stenenes og krystallernes i forhold til vor...

Krigen er en realitet, der må til for at vække menneskene til en højere form for tænkning... Man kan kun afskaffe krigen ved at afskaffe den i sit eget indre og skabe freden der... Derfor kan det ikke noksom råbes ud, at det er kærlighed, humanitet, intellektualitet, logik og harmoni, der skal til fra nu af og fremefter for at skabe fred... Ved at følge kærlighedens og logikkens love i alt, hvad De foretager Dem, kan De ikke få andet end fred i Deres indre.

Selvfølgelig finder jeg ikke alt lige behageligt – men jeg finder alt logisk... Når man når frem til at kunne SE og TÆNKE, det er logisk at sige: "Fader, ske ikke min, men din guddommelige vilje" – når det er blevet til automatisk C-viden at acceptere tingene i den rækkefølge de sker, så er man i kontakt med livet. Da ser man, at alt til sidst udløser sig i kærlighed og logik, og da forstår man, at "alt er såre godt"...