Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Spørgsmål:

Mange går og venter på, at f.eks. Beethoven og Mozart skal inkarnere på ny. Er det rigtigt, at sådanne genier måske bliver ukendelige i næste inkarnation, fordi de også skal udvikles på andre felter?
 

Svar:

I almindelighed ligger glemselens slør over hvem, hvad og hvor vi jordmennesker har været i tidligere inkarnationer. Også denne glemsel er udtryk for, at "alt er såre godt". Det ville ikke være godt for os at kunne huske, hvad vi har været før, vor bevidsthed har byrder nok at bære på fra eet liv.

Mange er dog nysgerrige og synes, at det ville være spændende at vide, både hvad man selv og andre har været i tidligere liv, men det er et større gode, end vi i almindelighed tænker os, at ethvert jordmenneskebarn får lov at træde anonymt ind i denne verden.

Hvis det barn, der fødes, tidligere har været en forbryder, er det ikke så svært at forstå, at det er bedst for vedkommende, at hverken det selv eller andre ved noget derom. Hvilket handicap ville det ikke være, hvis man kunne pege fingre ad det og sige: "Se, nu kommer den bandit igen, vi må hellere tage os af ham med det samme og sørge for, han ikke laver ulykker." Han – eller hun – vil ikke have nogen chance for at forbedre sig på en naturlig måde, og dette væsen sluttede måske endda sit tidligere liv med ønsket om at blive et bedre menneske. Det får nu muligheden ved at være anonym. Længslen efter og ønsket om at udvikles humant ligger i det ubevidste område af dette væsens åndelige struktur, og det vil påvirke dets nye dagsbevidsthed. Den lidelse og de besværligheder, det måske allerede tidligere har oplevet på grund af sine negative handlinger, vil på et eller andet tidspunkt fremkomme i dets dagsbevidsthed – ikke som detaljeret hukommelse – men som lidelseserfaringer og samvittighed.

Men hvis det barn, der fødes, i et tidligere liv har været et berømt geni inden for et eller andet skabende område, ville det så være en fordel, både om vedkommende selv og andre fik klarhed over dets glorværdige fortid? Også her må svaret blive: "Nej, det ville været et handicap for vedkommende væsen." Mange geniers berømmelse kom først efter deres død, fordi de var pionerer for en fornyelse, som kun en lille gruppe af deres samtidige forstod. Deres liv var en kamp mod fordomme og snæversyn, mod intriger og latterliggørelse, som det ville være en stor åndelig belastning at kunne huske i detailler i et senere liv. Nogle genier sluttede måske deres liv med succes, omgivet af beundrere, hvis holdning nærmest var en form for persondyrkelse. Hvis noget sådant kunne drages frem i et senere livs hukommelse, ville faren for en afsporing være stor. Man ville "se sig tilbage" i stedet for fremefter, og det fører – som det genialt er symboliseret i "Det gamle Testamente" med beretningen om Loths hustru – til, at man bliver til en "saltstøtte", en statue, åndelig set et stivnet, fastlåset væsen, og det er jo ikke meningen med vor udvikling, at man skal interessere sig for, hvad man HAR været, det væsentlige er, hvad man lige nu er, og hvad man kan blive i fremtiden.

Hvis man går op ad en trappe, går man ikke og tænker på de trin, man nylig har forladt, man går videre. Men så er spørgsmålet: Et genialt væsen, enten det drejer sig om en genialitet, som den udtryktes gennem en Cæsar, en Napoleon, en Mozart, en Beethoven, en Rembrandt, en van Gogh, en Florence Nightingale eller en madame Curie, hvordan kommer det videre, hvad er højere end sådanne former for genialitet?

Svaret er: Det er den geniale livskunstners udviklingsstadium eller "kosmisk bevidsthed". Ovennævnte genier og mange med dem var "partielle genier", d.v.s. de har gennem en række inkarnationer udviklet visse evner og talenter til genialitet. De har faktisk forceret dem frem gennem en voldsom koncentration på et specielt område, og det er sket på bekostning af udviklingen af andre evner og talenter, som såkaldte almindelige mennesker måske besidder nogle af i større grad. Der er tale om en ensidighed i udviklingen, en vis form for fanatisme for at gennemføre sin ide, og det vil uvilkårligt føre en form for tragisk skæbne med ind i billedet. Dette er naturligvis ikke ment som kritik, partielle genier har været og er stadig nødvendige for kulturens udvikling. De er i høj grad til gavn for helheden, men også de skal videre, og det kommer de kun ved at "skævheden" i deres forcerede udvikling forsvinder, d.v.s. at andre evner og talenter også udvikles til genialitet.

Martinus beskriver udviklingen af et talent i tre hovedfaser, som han kalder A-viden (ønske og længsel efter at kunne præstere noget specielt forbundet med teoretisk viden), B-viden (vågen dagsbevidst, villiemæssig praktisering) og C-viden (automatfunktion eller vanepraktisering). Såkaldte genier er væsener, som gennem en række inkarnationer har udviklet en speciel evne gennem A og B stadierne frem til C stadiet. De er blevet virtuoser inden for et specielt skabende område. At en kunstner på sin måde kan have en fornemmelse af denne kosmiske sandhed, viser følgende citat fra et brev, van Gogh skrev til sin bror Theo: "Man må være død mange gange for at kunne male sådan." Det er Rembrandt, han skriver om, og han skriver, at ovennævnte udtalelse oprindelig stammer fra den store franske maler Delacroix, som skrev sådan i sin dagbog efter at have set billedet fra Rembrandts alderdom, der kaldes "Jødebruden".

Rembrandt var – som de fleste genier, deriblandt også Mozart, Beethoven og van Gogh – på mange måder et ulykkeligt menneske. Deres liv var på en måde storslået, men disharmonisk, nærmest tragisk, fordi de gennem en række inkarnationer havde udviklet visse talenter til fuldkommenhed – på bekostning af andre talenter. Naturligvis også fordi de var fornyere og derfor mødte modstand, som de på grund af deres ensidighed måske i nogen grad manglede evne til at bære både fysisk og psykisk. De opnåede verdensberømmelse, men den kom først efter deres død. Rembrandt døde i ensomhed og fattigdom. Værkerne fra hans sidste år, som nu regnes for hans største mesterværker, blev af hans samtid betragtet som grove og mislykkede, og der gik næsten to århundreder, inden han blev det "navn" i kunsthistorien, han er i dag, så han er sikkert inkarneret igen, inden hans inkarnation som "Rembrandt" blev verdensberømt. Skæbnen har ført ham ad nye baner, og hans Rembrandttilværelse vil blive et underordnet men værdifuldt led i en højere livsudfoldelse.

Mozart døde kun 36 år gammel, han havde været "vidunderbarn", allerede i seksårsalderen komponerede han små menuetter, som er optaget i fortegnelsen over hans værker. Han oplevede vidunderbarnets unaturlige liv og berømmelse og blev nærmest "fremvist" i datidens hofkredse, som man fremviser skæggede damer og kalve med to hoveder på markeder. Hans far var meget ærgerrig på sønnens vegne, da sidstnævntes evner efterhånden var hele familiens økonomiske fundament, og han pacede sønnen frem på en måde, som den arme dreng hverken fysisk eller psykisk kunne holde til. "Min dreng kan i en alder af otte år alt det, som man kan fordre af en mand på fyrre!", udtrykte den gamle Mozart stolt. Den unge sagde nogle år senere: "Jeg har tre uovervindelige venner: Gud, min faders hoved og mit eget hoved", og han tilføjede med et suk: "Vore hoveder er jo så forskellige." Også her ser vi en inkarnation med store spændinger og vanskeligheder, og drengen, der "som otteårig kunne det, man kan fordre af en mand på fyrre", blev kun 36 år gammel, oplevede et ulykkeligt ægteskab og døde, da savn og nød allerede havde nedbrudt hans modstandskraft. Man ved ikke engang med sikkerhed, hvor han er begravet. Han er sikkert også kommet igen, lykkeligt uvidende om sit liv som Mozart.

Beethoven var den af disse fire genier, der opnåede størst berømmelse, medens han levede i denne verden. Hans sind var grublende og dystert, hvad man også kan fornemme i mange af hans værker. Måske var det netop evnen til musikalsk at kunne give udtryk for denne spænding og derved udløse den, der afholdt ham fra at begå selvmord, hvad man af hans dagbøger kan se, at han flere gange har tænkt på. Da hans stærke sind havde overvundet megen modstand, og han havde nået berømmelsen, sad han i ensomhed, fuldstændig døv og samtidig skuffet og nedbrudt på grund af en pinlig retssag i et familieanliggende og med store økonomiske bekymringer. Han havde nok at bære på, som det var bedst for ham at glemme.

Van Gogh blev født i marts 1853 og døde for egen hånd i juli 1890, han blev altså kun et år ældre end Mozart. Han havde ikke en far, der tvang ham frem til kunstneriske præstationer, tværtimod, da han som 27årig ville være maler, førte det efterhånden til konflikter og brud med familien, undtagen med broderen Theo, der støttede ham og underholdt ham økonomisk. Van Gogh solgte i sit korte liv kun eet billede, så det var ikke just succes og opmuntring, han var omgivet af. Han kendte dog sit arbejdes værd og skrev to år før sin død: "Blot mit arbejde er godt, gør det hele ingenting, det vil komme til at modne som vin i kælderen". Ja, tiden har "modnet" denne på een gang "gale" og geniale malers værker til verdensberømmelse, så de billeder, der ikke kunne sælges i hans levetid, er spredt som reproduktioner i millionvis ud over verden i dag. Når jeg skriver "gale", er det udtryk for hans samtids, endda også nu og da hans kunstnerkammeraters opfattelse af ham, og fordi han i 1889 måtte anbringes på sindssygeanstalten i Saint-Rémy, hvorfra han også har malet mesterværker. Hans liv var både drama og tragedie, men når man tænker på dets resultater af geniale kunstværker til glæde og inspiration for mennesker langt ind i fremtiden, må man sande Carlyles ord, som van Gogh selv citerede i et brev, og som gælder de tre andre genier lige så meget som ham selv: "Velsignet den, som har fundet sit virkefelt." Deres arbejde gav sikkert disse genier en større lykke i livet, når de oplevede, at det lykkedes og spirede frem fra deres sind og deres hænder, men de ofrede deres liv for deres arbejde. Van Goghs sindssygdom, der resulterede i hans selvmord som 37årig var et sørgeligt udtryk for, at hans fysik og nervesystem ikke kunne holde til det uhyre pres, som hans ensidigt geniale talentudvikling havde ført ham ind i. Han lever højst sandsynligt på jorden nu i en ny inkarnation, og det er muligt, at han slet ikke maler, fordi hans liv nu føres ad helt andre baner. Vil han aldrig i denne fysiske verden kende sin inkarnation som Vincent van Gogh? Jo, både han og de andre genier vil få overblik over det liv, hvor skæbnen lod dem spille hovedrolle i en tragedie med megen storhed og skønhed, men også med megen smerte og modgang. Og de vil få overblik over alle de tidligere liv, hvor de udviklede deres evner frem mod at blive partielle genier, såvel som de liv senere, hvor de måtte gå andre veje for at udvikle manglende evner på andre områder. Alt det vil de få overblik over, når de er modne til det, og det vil vi alle, for vi er alle på vej mod samme mål.

Så vil man måske indvende: "Ja, men vi har jo ikke været genier, så det er da noget andet med os!" Kosmisk set er det ikke noget andet med os. Vi har alle været genier i et eller andet, og det er ikke alle vore talenter, der trænger ind i vor nuværende dagsbevidsthed, og vi er alle på vej til at blive genier i livskunst. Martinus sagde engang: "Der er ikke så stor en bandit på jorden, som jeg ikke engang har været magen til." De nuværende banditter vil også engang få kosmisk bevidsthed. Set i det store perspektiv er det ikke af større betydning at være en genial kunstner end en genial bandit, det er stadier på livets vej, og der er brug for begge dele i et samfunds og en kulturs udvikling. Napoleon, Cæsar og visse diktatorer fra vor senere historie var set i eet perspektiv "store helte", set i et andet var de "store banditter", de har også spillet specielle roller i livets drama, som var nødvendige detailler både i deres eget og i menneskehedens skæbnemønster. De vil også få lov at fødes anonymt og udvikle andre evner og talenter, så de ikke skal fremtræde som partielle genier, men som væsener med kosmisk bevidsthed. Den kosmiske baggrund for denne mulighed er, at et partielt geni har mulighed for at inkarnere i en tilstand, hvor de evner, der var udviklet til genialitet i væsenets forrige liv ikke kommer til udfoldelse i dets nye dagsbevidsthed i nogle inkarnationer. Evnerne forsvinder naturligvis ikke, de eksisterer i talentkernerne i skæbneelementet i væsenets overbevidsthed, og de vil spire frem igen i væsenets dagsbevidsthed, når andre evner gennem nogle inkarnationer er udviklet, som sammen med de geniale evner fører væsenets livsudfoldelse og livsoplevelse op på et højere plan, hvor genialiteten er mindre "partiel" og med endnu flere hjerneceller forbundet med guddommelig visdom og kærlighed til alt levende og afbalanceret på en måde som den menneskelige hjerne og et menneskeligt nervesystem kan bære. Lige som du og jeg naturligt vil være mætte af denne inkarnation, når vi forlader den, har genierne også været mætte af at være Rembrandt, Mozart, Beethoven, van Gogh o.s.v. Og de vil finde fornyelse i at blive "noget andet". Men der går en rød tråd, et kosmisk mønster gennem livene, intet er forgæves, intet skulle hellere have været anderledes. Også du og jeg vil kunne nå "den partielle genialitets tinder", hvis vi ønsker det, og vi må så også opleve "dalene" derimellem. Hvilken vej, der end er vores, så går den mod "Kristusbevidsthed", der er det samme som "kosmisk bevidsthed". "Kristus alene blandt alle filosoffer, vismænd o.s.v. har som fundamental vished betonet det evige liv, tidens uendelighed, dødens intethed, nødvendigheden og berettigelsen af den lykkelige tilfredshed og opofrelsen. Han har levet i lykkelig tilfredshed og som den største af alle kunstnere forsmået marmoret, leret og farven og arbejdet i levende kød." Det er også van Gogh, der skriver dette i et brev. Han vidste vel ikke, at Kristusbevidstheden også var målet for hans egen udvikling, men det vil han lære lige som de andre partielle genier og alle vi andre med. Da vil alle kunne opleve, hvem, hvad og hvor vi har været som trin mod dette mål, men det vil ikke interessere os synderligt, lige som man ikke er særligt interesseret i en bestemt detaille i et stort kunstværk, det er helheden, der har betydning.