Kosmos 1976/11 side 123
Hvad er det, der kendetegner vor tidsepoke fremfor andre? Er det ikke uden tvivl først og fremmest den enormt hastige udvikling, der omfatter alt og alle i et stadigt accelererende tempo?
Dagligt stilles det enkelte menneske overfor utallige nye problemer og opgaver, der skal løses, hvis gennemtrængende intensitet, hyppighed og variation gør, at ingen går fri; før eller senere bliver alle implicerede på den ene eller anden måde i dagligdagens mangfoldige og væsentlige problemer.
Med al vor undren møder vi tiden og ser på os selv og prøver at finde vor plads i den.
Vi undrer os over hvorhen udviklingen går, hvordan den vil forme sig, hvorledes ting vil ske.
Vi søger efter principper, vi kan godtage på personligt plan.
Vi søger at forstå og søger på utallige måder at finde løsninger.
I det følgende vil jeg med åndsvidenskaben og Martinus' analyser i tankerne søge at kaste lidt lys over, hvad der sker med os og omkring os i denne på mange måder forvirrede tid, og ligeledes hvorfor det – i princippet – sker.
Hvor og hvordan skal vi placere alle disse revolutioner, oprør o.a. omvæltninger, – alle vore frustrationer, vor uforstand, vore uafbalancerede handlinger, vor mistillid til alt og alle samt os selv, vor undren over os selv og over vore medmennesker?
Her er det forsøgt hurtigt at ridse op nogle udviklingsforløb og samtidigt se på nogle åndsvidenskabelige principper, herunder kontrastprincippet og inkarnationsprincippet.
Den historiske udvikling
– Fra en roligt fremadskridende livsrytme op igennem seklerne, –
– fra en rolig menneskelig udvikling, hvor det ene slægtleds sædvaner, skikke og erfaringer næsten umærkeligt gled over i det andet, og hvor disse fremskridt næsten ikke fremstod synlige i samtiden fordi kontrasterne var for svage, hvorfor en større "bevidstløshed" rådede, –
– fra en langsom og støt udvikling indenfor kunst, filosofi og videnskab, hvor de forskellige skoler næsten "organisk" afløste hinanden efter kontrastprincippets mønster, d.v.s. hvor den ene "skole", efter at have udlevet sig selv i sin samtids muligheder, blev overtaget og videreudviklet til nye, livskraftige ideer og tanker og "skoler", som slog rod i de nye muligheder, i de nye erkendelser, som tiden krævede, –
– fra overvejende agrarsamfund, patriarkalske samfund, enevældesamfund eller feudalsamfund, –
– fra en kirkelig udvikling, der udviklede sig langsomt og i trit med den menneskelige udvikling på verdsligt plan, –
– fra en næsten stationær naturaløkonomi....
tog udviklingen fart især i dette sidste århundrede.
Gennem de store historiske udviklingsbølger, der senere blev kaldt renaissance, mannerisme, barok, rokoko, klassicisme, romantik indenfor kunsten, eller: feudalsamfund, kommercialisme, industrialisme, kapitalisme o.s.v. på det politisk-økonomiske område, er vi foreløbig endt i et materialistisk forbrugersamfund; i en industriens, fremmedgjorthedens, vildrådighedens ingenmandsland også kaldet elektronik- eller atomalderen.
Allersidst har vor epoke fået endnu et navn: forureningens tidsalder.
Udviklingens kontrastprincip – tese – antitese – syntese
Fra en lang udviklingscyklus, der i kulturmæssig henseende var præget af en åndelig dominans eller inspiration fra kirkens og dens filosoffers side, måtte udviklingen iflg. kontrastprincippet uvægerligt gå ind i en cyklus, der var i modsætning til det hidtidige.
Vi kan kun opleve, sanse, erfare gennem modsætninger, og det er igennem de erfaringer, vi får her på jorden, at der sker en bevidstgørelse, – en udvikling. I Livets Bog I stk. 35 skriver Martinus følgende:
"... en hvilken som helst form for oplevelse betinges udelukkende af en forudgående oplevelse af dens kontrast eller modsætning. Ethvert væsen i tilværelsen vil således være absolut ude af stand til at opleve noget til hvilket det ikke i forvejen har oplevet modsætningen."
"... Al sansebegavelse og dermed en hvilken som helst form for oplevelse af livet beror således på kontrastforholdene i tilværelsen."
Postulatet om, at en historisk udvikling søger sin modvægt i modsætningen, her: fra et immaterielt verdensbillede, – d.v.s. kirkens åndelige – og til tider også materielle – dominans, – til et materialistisk verdensbillede, d.v.s. den materialistiske videnskabs og teknikkens dominans, understøttes ligeledes ved følgende citat fra LOGIK, 20. kapitel:
"Udvikling er det samme som overvindelse, og ville således være en umulighed, hvis der ikke var noget at overvinde."
"... det princip, som i form af det overfaldne dyrs dødsskrig og dettes videre sejrrige udvikling til skabelsen af alle moderne tekniske fuldkommenheder i verden, til skabelsen af moderne videnskab og kunst, er jo i sig selv af en absolut opbyggende eller livgivende art. En manifestationsform eller kraftudfoldelse, som dette opbyggende princip skulle overvinde, måtte så udelukkende være af en modsat natur, måtte være absolut nedbrydende, sønderrivende, thi i modsat fald var der jo intet at overvinde."
I øjeblikket befinder vi os midt i en materialistisk tidsepoke, hvor alt, hvad der er vejeligt og måleligt er det eneste videnskabeligt antagelige, medens dettes modsætning, – det immaterielle, – ikke levnes megen tid eller interesse. Først i de senere år er dog en ny modsætning begyndt at dukke op: en gryende trang til og higen imod det såkaldt "mystiske", – det immaterielle.
Med denne menneskelige talenterhvervelse, der igennem menneskelige lidelser, gennem uophørlig krig, oprør, undertrykkelse af forskellig art, sygdomme og uvidenhed, befordrer, sammen med tidligere epokers erfaringer, den intellektuelle udvikling.
Nye vilkår for mennesket
Mennesket er altså nu midt i en proces, der går ud på at lære at leve under nye vilkår. Det har fået et helt nyt værktøj i hænde, som det skal lære at anvende efter bedste evne. Værktøjet er penge.
Det, der før var forbeholdt nogle få i samfundet, blev nu taget i brug af større og større masser. De, der ikke før havde haft erfaringer med penge, fik nu disse muligheder. De simple undertrykkelsesmidler: den voldelige krigs våben: sværd, kårder, lanser, buer, kastemaskiner, krudt- og kernevåben blev nu assisteret af pengene og al den magt, som disse fører med sig. Nye våben blev indført, og som alt andet viste det sig i menneskets verden, at "frænde er frænde værst". Hvor man veg tilbage for brugen af åbne våben, var det nu muligt at føre krigen mod medmennesket videre med de skjulte, f.eks. pengene. Volds- og magtprincippets muligheder øgedes. Menneskets valgmuligheder for at bruge sig selv gennem de nye midler udvidedes. Kontrasten: næstekærlighed – egoisme blev sat skarpere op.
Den åbenbare fysiske lidelse blev suppleret med de knapt så åbenbare psykiske lidelser. Nye erkendelser, opdagelser og opfindelser indenfor teknik, videnskab, kunst og filosofi, kirken og håndværket, dukkede op med kortere og kortere intervaller.
Samfundenes menneskelige laginddeling, der før var skarpt afgrænset, antog nye former. En polarisering fandt sted. Begreberne skærpedes. Den menneskelige bevidsthed og sensitivitet øgedes gennem rigere og rigere erfaringer.
Specialviden og særinteresser
gør, at alle er blevet mere afhængige af hinanden. Tidligere kunne alle, hvis f.eks. høsten slog fejl, eller sygdom satte ind, hjælpe hinanden. Den medmenneskelige solidaritet var, grundet nødvendighedens og selvopholdelsesdriftens lov, mere udbredt og naturlig.
I et centraliseret forbrugersamfund, hvor en meget stor del af befolkningen lever et by-liv uden tilknytning til jorden, er det idag muligt for blot én enkelt specialiseret enhed udaf hele samfundsmaskineriet, at standse eller lamme det, f.eks. gennem arbejdsnedlæggelser, således at det går udover tusinder. Gennem dette egoistiske voldsprincip er det muligt at tvinge medmennesker.
Men ikke alene er vi afhængige af hinanden i vore lokale miljø. Vi er også uhyre afhængige af enkelte statsmænd eller grupper af mennesker på det internationale plan, hvilket er illustreret ved de verdensomspændende krige, vi har oplevet også i vor tid.
Mennesket er blevet fremmedgjort
i tiden, f.eks. gennem sit arbejde. Det bliver fremmedgjort fra medmennesket, fra samfundet, fra sig selv. Alt dette er også et moderne fænomen, der tilspidser sig i kontrasten: illusion – virkelighed. Martinus kalder mennesket på dets nuværende udviklingsstade for "kosmisk bevidstløst":
"Vi ser altså idag her i det tyvende århundrede en indviklingsperiode, der er nået frem til sine afsluttende faser. Mere indviklet i materie, mere begrænset i mål- og vægtfacitter, mere kosmisk død end det materialistiske, gudsfornægtende jordmenneske kan intet menneske blive. En mere kosmisk bevidstløs tilstand eksisterer ikke i universet " (cit.: L. B. V stk. 1843)
Men i L. B. V stk. 1774 skriver Martinus også, at:
"Det levende væsen må således nødvendigvis opleve en vis form for uvidenhed eller en slags kosmisk bevidstløshed for at kunne opleve bevidsthed. Det, man ikke har oplevet modsætningen til, vil man umuligt kunne opleve.... Enhver ting kan kun opleves i kraft af dens modsætning."
Inkarnationsprincippet
Hvad sker der, når mennesket gennem et meget kort afsnit af sin totale udvikling bliver udsat for en så hastigt på hinanden følgende intens indlærings- og erfaringsdannelse, som tilfældet i øjeblikket er?
Lad os fortsætte med at se på dette ud fra et åndsvidenskabeligt, kosmisk, synspunkt. Hvilke principielle løsninger, der er tilfredsstillende for os, kan det give?
I det følgende må vi gå fra inkarnationsprincippet og akceptere den som en velfunderet, logisk arbejdshypotese.
Repetitions – princippet
Det er et faktum, at et foster igennem sit 9 måneders ophold hos moderen gennemløber hele sit totale udviklingsforløb, der jo er foregået gennem millioner af år. Det "begynder" med den første celledannelse. Sæd- og ægcelle mødes, og de evner og anlæg, som kan påvises gennem arveanlæggene i disse celler, danner de første "bygningssten" for det inkarnerede væsen, der med sig fører hele sit personligheds register af talenter, evner, vilje, ønsker, inkluderet talentet for op bygning af sin ny fysiske og psykiske krop.
Det, der eksisterer før sæd- og ægcellens forening er endnu et mysterium for den materialistiske videnskab. Åndsvidenskaben arbejder med tesen om inkarnation, som går ud på, at menneskets krop er materie og dens evigt tilbagevendende personlighed, – sjæl, – er en elektrisk masse, hvor massen er oplagrede energier, d.v.s. talentkerner.
I så hurtig takt sker denne første 9 måneders udvikling af fosteret, at det kunne minde om en af de film, der viser en blomsts udvikling fra knop til fuld udfoldelse på ganske få sekunder. Fornylig offentliggjordes en svensk fotografs billeder af det menneskelige fosters udvikling. Ud fra disse er det så åbenbart, at det, der sker, er en hurtig repetition af tidligere udviklingsstadier eller tilværelser i væsenets liv.
Jo længere frem vi kommer imod det færdigtudviklede foster og dermed til fødslen, des færre inkarnationer ligger der indenfor disse sidste fosterdage, fosterets udvikling synes at foregå langsommere og langsommere.
Et spørgsmål, der melder sig her er: er det det nye individ, der bærer sine egne talenter og evner eller arveanlæg, eller er det forældreparrets samlede anlæg, det arver?
Åndsvidenskaben siger ja til det første. Den materialistiske videnskab siger ja til det andet.
Men efter fødslen fortsætter udviklingen.
På dette sted vil det være på sin plads at citere, hvad Martinus skriver om dette i L.B.I stk. 148:
"... det almengældende er nemlig dette, at individerne gennem barndommen og ungdommen må gennemløbe eller repetere en række allerede tidligere overvundne stadier af lavere natur end det udviklingstrin, det var nået frem til i deres forrige jordliv eller tilværelse, og som de i deres nuværende liv derfor igen først når ved den førstnævnte alder. (ca. 30 år) Før et jordmenneske har nået denne alder, kan det derfor godt være en udmærket repræsentant for en eller anden kategori eller afdeling, som det senere forlader fuldstændigt for at blive en ligeså fremtrædende repræsentant for en anden og mere overlegen kategori under hvilken dets virkelige udviklingsstandard er henhørende, og hvortil dets tilknytning vil blive af langt større varighed, idet den virkelige udvikling jo er af et meget langsommere tempo end repetitionen."
Endvidere skal citeres fra L.B. II stk. 424:
"... På dette stadium modnes fosteret til den proces, der hedder "fødslen". Her begynder så den endelige formning eller skabelse af det legeme, som er væsenets retmæssige.
Men også her kan man spore repetitioner af fortidstilstande. Barndommen og ungdommen er i virkeligheden ikke andet end principielle genoplevelser af vildmands- eller naturmenneskestadier. Det er en kendsgerning, at menneskene er mere brutale, rå og hensynsløse i barndommen og i ungdommen og har med større forkærlighed leget "røvere og soldater" i denne alder end i en modnere alder. Dermed er jo ikke sagt, at der ikke findes mange mennesker, der er så fremragende i udvikling, at de allerede i barnealderen fremtræder som kærlige og med stor afstandtagen fra al brutalitet og hårdhed. Tværtimod, af sådanne findes der heldigvis ikke så få.......
Hvor voldsomme eller drastiske disse repetitioner er hos et barn eller et ungt menneske vil, som vi senere skal se, være afhængigt af i hvor høj grad disse er udtryk for det pågældende individs virkelige tilstand, hvilket vil sige den udviklingsstandard, som vedkommende væsen vil komme til at repræsentere, når det kommer til "skelsår og alder", hvilket vil sige, i dette tilfælde ca. trediveårsalderen. Den karaktertilstand, væsenet da indtager er dets normale tilstand. Det er den høje udvikling, det er nået frem til i tidligere liv. Denne højde kan det ikke straks repetere ved sin fødsel, men må i det nye liv og legeme gennemløbe alle de underliggende stadier en miniature for at blive fuldt dagsbevidst i denne sin virkelige, normale standard. --- Når det sidste livs repetition for jordmenneskets vedkommende finder sted sidst i tyverne, må det næstsidste livs repetition jo finde sted noget forud for dette, hvilket altså vil sige ca. midt i tyverne, og det trediesidste livs repetition ca. først i tyverne, medens det fjerde og femte og dernæst følgende forudgående livs repetitioner alle må ligge forud for tyveårsalderen og grænser helt ned i fosterstadiet, hvor alle repetitioner stammer fra umådelige svundne tidsperioder...."
For at illustrere, hvad der først blev nævnt om de sidste århundreders udvikling – og især det sidste halve århundredes, – kunne man måske opstille følgende grafiske kurve, der angiver den ophobede erfaringsmasse, igennem det meget lange udviklingsforløb. Den stærke stigning på kurvens sidste del skulle angive den markante ændring, der kosmisk set, lige er sket, og som sker lige i øjeblikket. Iøvrigt minder den om kurverne fra befolknings "eksplosionen" og videns "eksplosionen"
Naturligvis må denne ændring sætte sine spor i os, i vore omgivelser og i det samfund, der omgiver os. Har man øjne at se med og øren at lytte med, så er det åbenbart, at vi er inde i en omvæltningsepoke af dimensioner, der aldrig er set før. Man aner en kurve som ovenfor vist.
Martinus, og med ham mange andre nulevende filosoffer, videnskabsmænd og andre med "fingeren på pulsen", hævder, at det, vi er midt inde i, er en vestlig kulturs undergang, og Martinus viser at det samtidig er en ny kulturs fødsel.
En forceret udvikling
Når vi tager denne forcerede udvikling i betragtning, er det da så mærkeligt, at vi er forvirrede og uden mange faste holdepunkter?
Hvis vi "ser på" vore sidste 3-4 inkarnationer, hvad skal der dog ikke repeteres i løbet af ganske få år i vort nuværende liv! Tænk, hvad der er gået forud blot de foregående 3-400 år! Er det mærkeligt, at disse virkninger virker forvirrende, pessimistiske, håbløse, meningsløse på os, når vi ikke kender de kosmiske eller åndsvidenskabelige årsager eller principper, der ligger bag hele dette udviklingskompleks?
Indenfor de sidste 3-4 inkarnationer har vi måske gået i skole et par gange, måske 4, hvilket vil sige, at vor intelligens er blevet trænet sammen med vor logiske sans. Vi har lært nogle flere håndværksmæssige, fagmæssige, kunstneriske, politiske, samarbejdsmæssige (sociale) færdigheder. Vi har måske gennemlevet krige, revolutioner, oprør med al den gru, berømmelse, lidelse, der følger med. Vi har oplevet undertrykkelse og måske især frigørelsen fra undertrykkeren.
Vi har måske påbegyndt en videregående uddannelse og er begyndt at leve et byliv og i et industrialiseret samfund. Disse foregående 100-150 år har været hektiske. Store omvæltninger var allerede i gang.
Og alt dette skal nu repeteres og gennemleves i princippet alt efter hvad hver enkelt har oplagret i sine talentkerner. Hvad oplever vi særlig intenst i tiden?
Ungdomsoprør, politisk engagement, socialt engagement, militærnægtere, kvindesag, generationskløfter, beatgenerationen, nye former for musik, sex-revolutionen, tilbage-til "gamle dage", – opdragelses- og familieproblemer, euforiserende midler, – ungdomskriminalitet, – anti-autoritære bevægelser, – pessimistiske livsholdninger, – anti-kirkelige strømninger osv., osv.
Men netop nu fremtræder Martinus' analyser
som det lys i mørket, der kan vise, at det forvirrende faktisk er meningsfyldt, det, vi synes pessimistisk faktisk er noget positivt, det håbløse faktisk er fuldt af håb.
Indtil nu har alle materialistisk videnskabelige, politiske og andre kræfter bestræbt sig for at forklare helheden gennem detaillen. Men alt er efterhånden blevet præget i den grad af detaillen, at overblikket er gået tabt eller blevet mere uoverskueligt.
Man har sat sig op i sine elfenbenstårne og forskanset sig der og føler sig sikre indenfor de tusinder af politiske, økonomiske, videnskabelige, religiøse sekteriske faginteresser, som man er opdraget i.
Det, der åbenbart er et behov for nu er at få overblik over detaillen ved at studere helheden. F.eks. ved at akceptere analyserne som en personlig arbejdshypotese. De helheder, man har anskuet før, viser sig nu kun at være større eller mindre detailler af denne helhed.
"Alt er såre godt"
Det, der har været illustreret her er gennem Martinus' analyser, at påvise, at "alt er såre godt", at der er en logisk forklaring på, at alt er, som det er af logiske årsager, der kun tjener mennesket i dets udvikling.
En virkning af en sådan større viden ved hjælp af åndsvidenskaben vil forhåbentlig blive, at din og min vilje til gennem større forståelse af en større sammenhæng og bevidstheden om vor plads i den, må blive stærkere i retning af, at denne skæbnesvangre periode må blive mere bevidst og derfor mere målrettet til gavn for vore omgivelser og for udviklingen i det hele taget.
JM
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige