Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1976/9 side 99
1:2  >>
 
Guddommen er noget, der ikke direkte kan sanses med de fysiske sanser
Hvis Guddommen var et levende væsen på samme måde som ens nabo eller som ethvert andet levende medvæsen i tilværelsen, og ligesom ethvert af disse befandt sig et eller andet sted henne, da ville man lige så let kunne leve uden denne guddom, som man kan leve uafhængig af et eller andet medvæsen i Afrika, Australien, Amerika eller Asien. Gud ville ikke betyde mere for os end den eller den løve, den eller den hovedjæger, den eller den pygmæ i Afrikas indre, vi aldrig nogen sinde har set eller været i berøring med. Men nu er det, der skjuler sig under begrebet "Gud", imidlertid noget ganske andet end et tids- og rumdimensionelt, stedbundet væsen, som man kan rejse til eller finde på den eller den klode eller i den eller den himmel. Gud er ikke et væsen, der befinder sig et eller andet sted henne, ligesom Gud heller ikke er et ved begrænsning markeret væsen, der befinder sig i en isoleret adskillelse fra andre levende væsener. Man kan derfor ikke se, veje og måle Gud således, som man kan se, veje og måle et menneske, et dyr, en plante eller en anden materiel foreteelse. Gud kan således ikke direkte sanses med de materielle sanser, syn, hørelse, lugt, smag eller følelse. Guddommen er derfor noget, der er usanseligt overfor fysiske sanser alene.
Troen på Guddommen eller et Forsyn er ikke et produkt af intelligens eller intellektualitet
Når forannævnte "noget", der således er usanseligt, alligevel får indpas i menneskets bevidsthed og binder millioner af mennesker i en levende urokkelig tro på dettes eksistens, afslører det dermed, at Gud på en ganske anden måde end gennem de fysiske sanser påvirker det levende væsen. Denne indvirken mærkes som en hos mennesket på dets primitive stadier indgroet tendens til at tro, at naturen med alle dens udslag af bevægelse bliver dirigeret af noget levende. Det tror ligesom dyret, at en hvilken som helst bevægelse er udtryk for liv. Ud af denne tendens til at tro, at alt er levende, er efterhånden forestillingen om et forsyn eller en guddom opstået. Naturen påvirker altså de levende væsener til at tro, at der eksisterer et forsyn bag ved naturens kræfter. Denne tendens er ikke et produkt af intelligens eller intellektualitet. Det fremskredne stærkt intelligensbetonede, videnskabeligt indstillede kulturmenneske tror nemlig ikke på en guddom. Og det er netop dette, der er årsag til, at nærværende spørgsmål overhovedet kan forekomme.
Troen på et forsyns eller en guddoms eksistens er ikke et menneskeligt påfund, men er et medfødt organisk talent
Når troen på et forsyn således ikke er et produkt af intelligens, kan den kun være et allerede i væsenet boende organisk talent. På samme måde som der i ethvert frøkorn er nedlagt talentet til at blive den eller den plante, af hvilket frøkornet er et produkt, således er der også i ethvert levende væsen nedlagt tendensen til at tro eller opfatte, at alt er levende, hvilket vil sige, at der er et levende væsen bag en hvilken som helst bevægelse. Med andre ord, i ethvert levende væsen er der nedlagt et talent, der i første instans vil gøre væsenet troende på, at alt er levende og senere troen på, at dette levende er et forsyn eller en guddom. At dette talent allerede ubevidst er til stede i dyret, bliver til kendsgerning igennem dyrets dødsskrig. Hvad er dødsskriget andet end udslaget af et talent, en tendens til at råbe om hjælp imod det ukendte forsyn? Men når væsenet uden om intellektualitet kan blive udstyret med et talent, der i væsenet afføder en stærk fornemmelse af et forsyns eksistens, må dette forsyn nødvendigvis eksistere. Noget der ikke eksisterer, kan umuligt fremkalde realistiske virkninger. Forud for dannelsen af et talent med den herpå baserede evne må det noget eksistere, af hvilket talentet er et resultat. Når vi har fået øjne at se med, skyldes det udelukkende lyset, ligesom vi uden lydens eksistens aldrig ville have fået øren at høre med. Alle vore evner og talenter skyldes således en i forvejen eksisterende ydre årsag. Når alle mennesker uden undtagelse i deres primitive stadier beherskes af en tendens til at tro, at der eksisterer et forsyn bag den fysiske verdens foreteelser, er denne tendens altså noget organisk ligesom synet og hørelsen. Ligesom synet og hørelsen henholdsvis er et urokkeligt bevis for lysets og lydens eksistens, således er tendensen til at tro på et forsyns eksistens ligeledes et bevis for netop dettes eksistens. At den hjernemæssige opfattelse af dette forsyns eksistens ikke er fuldkommen, men udtrykker naivitet set fra et vist intellektuelt udsyn, forandrer ikke princippets eksistens som kendsgerning.
I kraft af intelligensevnens første stadier bliver menneskene vantroende og gudløse
At forstå hvorledes dette forsyn ser ud, eller hvorledes dets eksistens former sig, kræver udviklingen af et helt andet talent, nemlig intelligensevnen. Og det er netop dette talents udviklingsepoke, menneskeheden befinder sig i. Medens det første talent, det der frembringer trosevnen, er et resultat af instinkt og følelse uden en intelligensmæssig eller logisk stabilitet, vil intelligensen til sidst være den evne, igennem hvilken den manglende logiske stabilitet eller absolutte viden i guddomsopfattelsen opstår. Denne evne bringer mennesket til at søge udredning eller forklaring. Da den i første instans kun arbejder i tilknytning til de fysiske sanser, kan den kun frembringe materialistisk viden. Den vil derfor mere og mere knytte mennesket til materien, stoffet eller det, der kan vejes og måles. Den frembringer derfor tvivlen og gør menneskene vantroende eller gudløse. Den bringer menneskene bort fra alt det absolutte i tilværelsen. De kommer til at tro, at alt har tilfældige årsager, ligesom de tror, at mennesket er det højeste udtryk for liv, der findes.
Gudløsheden førte menneskene ind i det helvede, der hedder "alles krig imod alle"
Efter igennem denne evne, der udløser sig i den materialistiske videnskab, at være blevet herre over millioner og atter millioner af materiens hestekræfter samtidigt med ikke at have nogen evne til at se et forsyn eller en logisk verdensplan i naturen, bliver mennesket det mest dræbende væsen, der findes. Krig og lemlæstelse, had og forfølgelse følger i dets fodspor. Og her vader det ellers så højt udviklede levende væsen i mentalt hængedynd og klamrer sig til de absolut døde materier, penge, gods og guld. Evnen til at berige sig får vind i sejlene. At denne evne ikke bliver særlig moralsk, hvilket vil sige, at den ikke udvikler nogen særlig hensyntagen til ens næste, turde være selvfølgeligt. Det er netop for at beskytte sig imod denne næste, at det ikke tør slippe kampen om guldet eller materierne. Der hvor mennesket tidligere igennem troen søgte hjælp i bøn til Forsynet eller Guddommen, der søger det i dag at gardere sig ved at tilegne sig rigdomme og ved ikke på nogen måde at give slip på disse rigdomme uden i situationer, hvor det hermed kan tilegne sig endnu større rigdomme. Det slipper således ikke ret gerne værdier løs for at hjælpe næsten, men som regel kun for at berige sig selv. Det er denne livsindstilling, der førte til den nuværende og for længst bebudede tilværelse, nemlig "alles krig imod alle".
Selv de største og mest effektive mordvåben kan ikke erstatte menneskets intime indstilling til et forsyn eller Guddommen
I denne krig vil alle materielle beskyttelsesmidler: mordvåben, penge, gods og guld, disse erstatningsmidler for den tabte tro på et forsyn, disse moderne afgudsbilleder komme til at bestå deres prøve. End ikke atom- eller brintbomber vil vise sig at være tilstrækkelige afløsere af begrebet forsyn eller guddom. Man vil få at se, at ingen som helst fred på jorden vil blive mulig uden igennem et gudsbegreb, en erkendelse af en virkelig guddom. Af guder i form af mordvåben, penge, gods og guld, social position etc. må bringes tilbage til at være noget sekundært i livet, medens erkendelsen af den virkelige, levende Guddom, erkendelsen af en logisk verdensstyrelse, erkendelsen af, at alt er liv, og at alt udtrykker hårfin bevidsthedsfunktion, intelligensmæssig skabelse osv. må blive til virkelig kendsgerning eller en kontrollabel videnskab. Kun denne videnskab kan udfri mennesket fra det hedenskab, der baserer livet på materielle foreteelser.
Gud kan ikke opfattes eller sanses i tids- og rumdimendionel form og skikkelse
Hvordan er så denne Gud? Er der noget håndgribeligt i vort daglige liv, der kan påpeges som et urokkeligt bevis eller udtryk for en Guddoms eksistens? Da Guddommen som tidligere nævnt ikke eksisterer som et fra alle andre levende væsener og ting isoleret eller adskilt væsen og således ikke er bundet til nogen tid, noget rum eller noget sted, kan dette væsen ikke således som andre levende væsener i tilværelsen opfattes i tids- og rumdimensionel form og skikkelse. Da vi selv som væsen manifesterer os i en form, en skikkelse eller en organisme, som befinder sig i et adskilt forhold til de andre eksisterende organismer, og denne organisme opfattes i daglig tale som identisk med vort jeg eller selv, kan vor i skikkelse manifesteret fremtræden sanses som hjemmehørende her eller der, som udgørende den eller den farve, dette eller hint mål, den eller den vægt og værende så og så gammel etc. Disse udtryk betegner i virkeligheden altså kun vort jegs midlertidige forhold til alle de andre foreteelser og væsener i tilværelsen. Det er kun forbigående situationer, vort evige jeg bag ved organismen, formen eller skikkelsen oplever. Det er vort kontrastforhold eller afvigelse fra de andre væsener og ting, vi oplever og erkender. Denne oplevelse eller erkendelse er det samme som livets oplevelse. Men med hensyn til Guddommen som levende væsen kan vi ikke på samme måde komme til at se og opleve denne som en fra alle andre skikkelser adskilt skikkelse, idet Guddommen udgør alle skikkelser. Alle skikkelser, organismer eller levende væsener er dele af dennes organisme. Naturens kræfter eller alt, hvad der tilsammen for os udgør det, vi kalder verdensaltet eller universet, er således Guddommens samlede organisme, samlede skikkelse, samlede manifestationer, skabelser og oplevelser af livet. Universet er altså Guds legeme, Guds organisme. Universet er et levende væsen. Det er dette, der ligger til grund for det gamle ord: I Ham leve, røres og ere vi.
Universet er ikke en livløs kolos, men er en organisme for et levende væsen
Nu vil man måske i første omgang synes, at en sådan opfattelse er ganske tåbelig. Hvordan skulle det dog gå til, at universet skulle være et levende væsen? Ja, man kan godt hælde til den opfattelse, at alt, hvad der forekommer af kræfter, bevægelses- og skabelsesprocesser er døde processer, udløste af tilfældigheder, men så må de levende væsener i universet være begravet i et lig. Universet må da være en død eller livløs kolos. Men passer en sådan opfattelse nu ind i det daglige livs kendsgerninger? Hvis universet virkelig var en livløs kolos, måtte alt være en total stilhed indenfor dennes område. Men alt er derimod total bevægelse. Absolut stilhed findes ikke indenfor området af det manifesterede univers. Da disse kræfter i allerhøjeste grad udtrykker logisk skabelse, idet der ikke forekommer nogen som helst færdigudviklet proces i naturen, der ikke viser sig at være til nytte for de levende væsener, afslører processerne, at der er en hensigt eller et formål med disse. Men når der er en plan eller hensigt bag skabelsesprocesserne, må der være noget, der har denne hensigt. En hensigt er et ønske, og et ønske kan umuligt eksistere på anden måde end som en udløsning fra et levende væsen. Da dette levende væsen således har naturen, universet eller verdensaltet til levende organisme eller legeme, er det givet, at denne tanke, erkendelse eller opfattelse i første omgang for det jordiske menneske, dette i forhold til et sådant gigantudtryk for liv eller levende væsen kun støvfnugagtige, mikroskopiske væsen, er så utrolig fantastisk, at den ligefrem virker naiv og dermed uacceptabel for det samme væsen.
Det levende væsen består af levende væsener
Hvis verdensaltet virkelig udgør et sådant levende gigantvæsen, hvad vil dette da kunne betyde for det jordiske menneske, der med al sin begavelse til trods i forhold hertil dog kun er et støvfnugagtigt eller et endnu mindre væsen? Kan det være logisk at antage, at det i sin bøn kan henvende sig til og blive forstået af dette gigantvæsen? Dette umådelige væsen sidder da ikke og lytter til ethvert væsens bøn for at kunne tage sig af den. Og selv om det gjorde dette, hvordan skulle det da kunne opfatte de millioner af bønner, der i samme time stiger imod det fra alle de religiøst troende mennesker verden over? Ja, her må jeg igen gøre opmærksom på, at nævnte gigantvæsen ikke er et fra alle de bedende eller andre væsener adskilt, isoleret væsen, der befinder sig et sted henne. Alle disse levende væsener udgør tilsammen derimod en vis del af dette væsen. Og vi får da et billede, der netop svarer til den struktur, vi i mangfoldighed bliver vidne til, nemlig den: at det levende væsen består af levende væsener. (Der henvises til symbolet over Livsenhedsprincippet – nr. 7).
Hvorledes der bliver mening i den store skabelsesproces vi kalder naturen
Vi kan ikke komme uden om den kendsgerning, at vor egen organisme er bygget op af myriader af små mikroskopiske levende væsener, der i vort blod, i vor muskulatur, vore kirtler, ja kort sagt i alt det materiale, af hvilket vor organisme består, oplever deres daglige fornemmelse af liv og tilværelse. Det er netop alle disse myriader af små mikrovæseners samlede liv, der gør vor organisme levende, betinger at vi kan fornemme smerte eller velvære i den, kan fornemme sygdom og sundhed. Alle de bevægelsesarter, der findes i vor organisme såsom blodomløb, åndedræt, fordøjelse, kirtelfunktioner etc, er således "naturkræfter" for disse små væsener. Det er deres verden med dens klima, temperatur og næringsforhold og livsbetingelser. Ved at antage, at det, vi kalder naturkræfterne, såsom oceanerne, klimaforhold, storm og stille, regn og solskin, dag og nat, sommer og vinter etc, på samme måde er et i forhold til os gigantvæsens legems- eller organismefunktioner, bliver der mening i al den kraft og skabelsesudfoldelse, som vi netop ser omkring os, og uden hvilken det ville være totalt umuligt for os at opleve livet i den fysiske verden. Da bliver naturen ikke til en kæmpekombination af tilfældige døde kræfter, og vort verdensalt ikke til et kolosagtigt lig. Vor opfattelse af livet bliver ikke til en tilbedelse af denne døde kolos, men en erkendelse af et levende væsen, der ikke er et sted henne, ikke er hverken oppe eller nede, foran eller bag ved, men udelukkende eksisterer således, at i dette levende væsen leve, røres og ere vi ganske uafhængig af, hvor som helst på kloden eller i universet vi så end måtte befinde os.
(Fortsættes)
  >>