Kosmos 1936/10 side 145
Martinus:
LOGIK
(Fortsat)
Det sidste "Adam" og "Eva" saa under "Uddrivelsen" af "Paradisets Have" var "Keruberne med det blinkende Sværd". Disse "Keruber" var altsaa en Vagt omkring nævnte "Have", de var dennes "Politi", de var dens "Retsvæsen", dens "Dommere". Dette "Retsvæsen", disse "Dommere" var saaledes et Mellemled imellem Gud og "det flygtende Par". De var "Guds Tjenere". De blev de eneste fundamentale Repræsentanter for den Lykke, som i sig selv var den "Paradisets Have", "Adam" og "Eva" var i Færd med at forlade. Overfor den begyndende ny Mentalitet, de ny Interesser, Lyster og Begær, som var Aarsagen til, at de maatte vandre ud af "Haven", og som i sin første Instans, paa Grund af deres drastiske Virkninger: "Nøgenhedsfornemmelsen", den mentale Kulde, de fysiske Lidelser og Smærter, i "det første vordende Menneskepar"s Bevidsthed kun kunde opfattes som "Syndefald", som "det Onde", som "Forbandelse", maatte disse "Guds Tjenere", dette nævnte "Retsvæsen" nødvendigvis komme til i samme Menneskepars Bevidsthed at staa som noget ophøjet, noget guddommeligt. Synet af dem maatte stadig minde den besværede "Adam" og "Eva" om den lykkelige, sorgløse og frie Tilstand, de havde forladt. Og det blev da ogsaa til dem "Adam" og "Eva" henvendte sig, naar "Nøgenhedsfornemmelsen" eller Brødebetyngelsen blev alt for voldsom, blev altfor uudholdelig. De var jo Mellemleddet mellem Gud og dem selv, mellem den tabte Lykke og deres nuværende mentale Tilstand. At møde dem var jo i første Instans det samme som at komme i Nærheden af den tabte Lykke, var det samme som at komme ind i dens Atmosfære. Det var at komme ind i "Søluften" i Nærheden af "Havet".
Denne Henvendelse til "Keruberne", denne "Ihukommelse" af Opholdet ved "Livsens Træ", den tabte Lykketilstand, disse Længselsudbrud mod Lyset, blev efterhaanden til det, vi i Dag kender under Begrebet "Gudsdyrkelse". "Keruberne" blev efterhaanden til Præsteskab og Kirkevæsen, til Sekter og Trossamfund. Her i det tyvende Aarhundrede, Millioner af Aar efter de første spæde "Uddrivningsmanifestationer" i "Paradishaven" fandt Sted, umaadelige Tidsrum efter, at de første Kim til den nuværende "Adam" og "Eva" begyndte at vise sig paa Jorden, flammer endnu paa Prædikestole, i Kirkerum, i Tempelhaller, i Foredragssale, i Missions- og Forsamlingshuse, i fri Luft, paa aabne Pladser paa Land og i By, i Skovens Løvsale og ved den bølgende Strand, i Kulturlandene og i Naturmenneskets fjerne Distrikter, "Kerubernes blinkende Sværd", "Guds Ord" høres over hele Verden. Endnu raabes det ud, hvilke "Frugter" der maa "spises", og hvilke der ikke maa røres. Endnu lyder den guddommelige Røst til "Adam" og "Eva"; "thi paa hvilken Dag, du æder af Kundskabens Træ paa godt og ondt, skal du dø Døden". Endnu doceres "Havens" moralske Basis og højeste bærende Fundament eller Livsbetingelse: Ægteskabet, med Basunrøst over Jorden. Selv for de mest fremskredne "Flygtninge" lyder det endnu som en fjern Torden bag ude: "Du skal ikke bedrive Hor", - "Derfor skal Mand forlade Fader og Moder og holde sig til sin Hustru", - "Vorder frugtbare og mangfoldige, opfylder Jorden og gører eder den underdanig", - Moselove, Forjættelser om Død og Undergang, om "evig Fortabelse" og "Helvede" formørker endnu Jordens mentale Himmel. "Adam" og "Eva" udgør endnu "den forlorne Søn", der langt, langt borte fra Faderen maa "æde sammen med Svinene", maa svede Angstens Sved, maa leve i Rædslens Mørke. De har i Øjeblikket Hjemsted der, hvor der er "Graad og Tænders Gnidsel". De passerer "Helvede". "Slangen" har bidt sig fast i deres "Hæle". Dens "Hoved" dominerer Verden. Men Verden forbereder sig paa at "knuse" dette "Hoved". "Dommens Dag" buldrer allerede i det Fjerne. "Verdens Ende" er nær forestaaende. De "sidste Tider" har forlængst begyndt at gaa ind over Jorden.
* * *
Vi har her paa vor Vandring gennem Verdensplanens Logik blandt andet haft den glædelige Oplevelse at se, at "Det gamle Testamente" i Biblen er et sandt Udtryk for den guddommelige Verdensplan, blot maa man forstaa, at samme Udtryk kun er beregnet for "Troende" og ikke for "Tænkere".
Dette vil altsaa igen sige, at der findes to Slags Mennesker i Verden. Der er noget, der hedder "Børn", og der er noget, der hedder "Voksne".
En Sandhed, en logisk Plan, en indviklet Begivenhed kan fortælles til begge Grupper. Men det er jo aabenlyst for alle, at man ikke kan fortælle den paa samme Maade til begge Grupper. Hvis et Barn paa fire Aar skal høre noget om Verdensplanen, kan det ikke nytte noget, at man begynder at fortælle det om "de tre X'er" i "Livets Bog" eller docerer de der omtalte Grundenergier og øvrige svære Analyser, thi Barnet har jo slet ikke Erfaringer for, hvad Energi er. Det har ikke Erfaringer for Matematik. Dets logiske Sans er endnu slumrende. Det kan ikke bruge Analyseringscentrerne saa meget som Følelsescentrerne. Det ønsker derfor ikke Analyser, men - Eventyr. Dets Erfaringsomraade spænder kun over Mennesker, Dyr, Planter, Huse, Gader, Marker o. s. v. Hvis det skal høre noget om Verdensaltets Analyse, maa det forekomme i Form af en Fortælling eller et Eventyr, hvor alle Faktorer maa være udtrykt netop i Form af de nævnte Detailler. Gud maa være et stort Menneske. Højere Verdener maa være oppe i Himlen o. s. v. Hvis ikke Verdensaltet blev fortalt i saadanne Detailler, blev en Historie, et Eventyr med Detailler, som Barnet kender og er vant til at forestille sig, blev baade Verdensaltet og Gud noget ganske usandsynligt, noget rent uvirkeligt, der derfor maatte gaa ganske sporløst hen over dets Bevidsthed, hvorimod disse højere Problemer fortalt i Barnets egen Forestillingskreds bliver noget, det kan "tro" paa, noget det kan blive inspireret af, noget der kan give det Interesse, og dermed Livsenergi eller Glæde.
Hvis vi nu retter vor Bevidsthed ind paa en Buskmand, en Australneger, en Ildlænder eller et andet meget primitivt Naturmenneske, og derefter paa et moderne videnskabeligt indstillet Kulturmenneske, faar vi saa ikke det samme Billede? - Kan man saa ikke her sige, at vi staar overfor "Børn" og "Voksne"? - Er Naturmenneskene ikke netop at betragte som Børn i Forhold til Kulturmennesket? Og findes der ikke en hel Skala af mellemliggende stigende Trin i Udviklingen fra de førstnævntes Gruppe til det sidstnævnte Væsens Stadium? -
Det ses altsaa her, at Menneskene fremtræder som tilhørende forskellige mentale Trin i Udviklingen. Og Princippet "Barn" og "Voksen" møder vi saaledes her igen paa et andet Plan. Og ligesom Barnet der, jo yngre det er, desto vanskeligere kan forstaa Videnskab, forstaa svære Analyser, og derfor kræver disse symboliseret eller omdannet til Lignelser eller Eventyr med Detailler fra dets egen vante Forestillingskreds, saaledes kræver ogsaa "Barnet" i Udviklingen, hvilket vil sige det primitive Menneske, Verdensaltets eller Livets store Analyser, Løsningen paa Tilværelsens Gaade, fortalt i Lignelser, Eventyr eller rent følelsesmæssige Betoninger.
Ved følelsesmæssige Betoninger vil her være at forstaa svære fundamentale Analyser omdannet til primitive Ordformer, der uden at kræve udviklet Intelligens kan indvirke paa Individets Evne til at føle Sympati og Antipati mod det centrale i Ordformerne eller Beretningen og derved bringe samme Individ til at tage Stilling for eller imod. Paa denne Maade kan Barnets Mentalitet ledes, saalænge det endnu er paa et Stadium, hvor dets Intelligens ikke slaar til. Og paa samme Maade ledes Menneskenes Mentalitet med Hensyn til Forstaaelsen af Livets store kosmiske Analyser, saalænge deres Intelligens her heller ikke slaar til. Man maa altsaa forstaa, at Evnen til at føle Sympati og Antipati er til Stede allerede hos det lille spæde Barn, medens Evnen til at analysere først kommer paa et langt senere Tidspunkt. At udløse Korrespondance med saadant et lille Væsen, kan derfor kun ske ved at manifestere Ting, der direkte indvirker paa dets Føleevne. Paa denne Maade kan man baade faa det til at le og græde, uden at det faktisk kan gøre sig begribeligt, hvad det er, der sker.
Man kan altsaa bringe det i Affekt. Enten vækkes dets Følelse af Angst og Ubehag, eller ogsaa fremkaldes dets Følelse af noget rart, noget behageligt. Andre Strenge spiller det lille Væsen ikke paa. At forklare den lille Baby Analyserne af sin Moders Bryst, fra hvilket den normalt faar sin Livsnæring, hører jo ind under det umulige; saa paa denne Maade skal man ikke vente sig at vinde dens Gunst. Men hvis man derimod lægger den ned til dette Bryst, da har man Haab om, at den tilsidst begynder at regne med en. Og er det ikke netop derfor, at Moderen bliver sit lille Barns bedste Ven. Hun er jo netop den, der har faaet dette Privilegium. Barnet begynder efterhaanden at forstaa, at Moderen er uundværlig, begynder at kunne skelne hende fra andre Væsener uden derfor dog at være i Stand til detaillemæssigt at gøre sig nærmere begribeligt, hvad det er, der sker. Det føler bare nogle behagelige Detailler, som vækker dets Begær, der saa igen udløser sig i Sympati ved dets Tilfredsstillelse og i Antipati, hvis det ikke opfyldes. Det lever saaledes i en Sympatiens og Antipatiens Verden, har kun en latent Analyseringsevne, hvilket vil sige en latent "Forstand": Det kan kun i det grove skelne mellem Behag og Ubehag. Mentaliteten ledes saa paa denne Maade stadig efter det behagelige, og Antipatien vækkes af det ubehagelige. Dette er igen, i det væsentlige, den fremskredne "Plantetilværelse". Plantens Mentalitet udløser sig paa det fysiske Plan, i Følge Livets Bog, kun i at kunne "ane" Behag og Ubehag. Denne Anelsesevne er igen, i Følge samme Bog, det samme som "Instinktet".
Paa denne "Instinktbevidsthed" lever hele Planteverdenen paa det fysiske Plan. Men efterhaanden som Planteindividet faar oplevet et tilstrækkeligt Kvantum af disse Behags- og Ubehagsanelser, udvikler det i dets Bevidsthed "Føleevnen". Ved Hjælp af denne kan "Anelserne" blive til" Vished", til "Kendsgerninger". Planteindividet vil derfor efterhaanden komme dertil, at det ikke alene kan "ane" Behag og Ubehag, men ogsaa "fornemme" disse to Realiteter som virkelige Kendsgerninger. Men derved begynder det jo at opleve en helt ny Verden, et helt nyt Rige, i hvilket Ubehag og Behag ikke blot er "Anelse", men ogsaa er realistisk Kendsgerning. Det er gaaet over i Smærternes og Lidelsernes Zone. Et saadant Væsen er ikke mere en "Plante", det er blevet til et "Dyr". Og nævnte Rige er "Dyreriget". Og vi er nu her ved Bibelens "Paradisets Have". Den forandrede Plante er blevet til "Adam" og "Eva", der igen er "Leret", hvoraf Gud danner det fuldkomne eller virkelige "Menneske", i hans "Billede efter hans Lignelse", ved "Indblæsning" af "Livsens Aande".
* * *
Forud for den bibelske "Paradishave" eksisterer der altsaa en anden "Paradisets Have", i hvilken Individet ogsaa begik "Syndefald" og blev "udvist".
Som Læserne kan forstaa, er denne "Have" det samme som "Planteriget". Den bærende Livsbetingelse her er altsaa "Anelsesbevidstheden". Naar "Føleevnen" eller "Fornemmelsesbevidstheden" kommer til, begynder Individet ogsaa at kunne arbejde med "Kendsgerninger". Disse "Kendsgerninger" udvikler en Begærfølelse, der kun kan tilfredsstilles ved Udløsning af Drab. Plantens Erfaringsoplevelse gaar altsaa i Retning af at udvikle den til at være et Redskab for "Det dræbende Princip", hvilket vil sige, at den bliver en "kødædende Plante".
Men denne "Kødnydelse" er netop den "forbudte Frugt" i "Plante-Paradishaven". Og de kødædende Planteindivider er saaledes Væsener, der er under "Uddrivelse" af Planteriget, paa samme Maade som det jordiske Menneske er under "Uddrivelse" af Dyreriget for derefter at blive "Borger" i det Rige, hvor de ønskede "Frugter" ikke er "forbudte", men udgør en Livsbetingelse.
"Paradishaven" med "Syndefald" og "Uddrivelse" udgør altsaa et tilbagevendende Princip. Men hver Gentagelse foregaar paa et højere Plan end den forudgaaende. Som det fremgaar af Livets Bog er der seks forskellige Tilværelsesplaner, hvilket altsaa vil sige seks forskellige "Paradishaver", hver med sit "Syndefald" og sin "Uddrivelse". Biblens Beretning om "Paradishaven" er saaledes kun et enkelt lille Brudstykke af den samlede Analyse af de faktiske Forhold, og kan derfor ikke give det matematiske Billede af Helheden, der er nødvendig for at gøre nævnte Beretning til Kendsgerning for den udviklede Forsker. Og det vil saaledes herigennem være let at se, at nævnte bibelske Fortolkning slet ikke er beregnet paa at skulle udløse en saadan intellektuel matematisk Tilfredsstillelse, men er baseret paa netop kun at skulle tilfredsstille de første spæde, vage eller elementære forekommende Forespørgsler fra en Forestillingskreds, indenfor hvis Horisontomraade de nævnte andre "Paradishaver" endnu aldrig har fremkaldt det mindste Spor af nogen som helst Anelse om deres Eksistens. Og hvor man endnu aldrig nogen Sinde er begyndt at savne matematisk Fuldkommenhed ved den gængse bibelske Beretning, og hvorfor der i de paagældende Hjerner endnu heller ikke har kunnet opstaa nogen som helst Forespørgsel, Interesse for eller Tro paa noget angaaende disse fremmede Verdener eller Tilværelsesplaner ud over Følelsesbetoningerne "Himlen" eller det "himmelske Paradis", "Nirvana" e. l.
Biblens Beretning er derfor "Eventyret", der er fortalt det lille Barn. Det lille Barn er det jordiske Menneske uden "kosmisk Bevidsthed", uden fundamental Tænkeevne, og kan derfor i det væsentlige kun korrespondere med Ane- og Føleevnen, kan kun blindt dømme ud fra - ikke Forstand - men fra Sympati eller Antipati, altsaa lige akkurat den Sanseform, der kun kan fremkalde - ikke Viden, - men "Tro".
Udviklingen fører altsaa det levende Væsen igennem disse seks "Paradishaver". Hver af disse "Haver" udgør en særlig speciel Tilværelsesform, hvis Oplevelse er en Hovedbetingelse for at udvide det levende Væsens Bevidsthed til en saadan Fuldkommenhed, at det Hundrede Procent kan fremtræde som et Væsen, der virkeligt udtrykker det fuldkomne "Billede af Gud, fremtrædende i hans absolute Lignelse".
Hver enkelt af disse "Haver" eller Verdener er det samme som en særlig speciel Sanseudvikling, en særlig speciel Tilføjelse eller Forøgelse af nye Oplevelsesevner, der, naar man naar at faa oplevet den sjette "Have"s Tilværelsesform, kan korrespondere med al Materie i Tilværelsen, kan opleve og fornemme alle eksisterende levende Væsener, er hjemme i alle eksisterende Former for Bevidsthedslag. Denne Bevidsthedsform er at være "eet med Faderen".
Alt, hvad der eksisterer, alt, hvad der kan opleves, alt, hvad der kan skabes, tænkes, føles, høres, udgør en samlet Helhed. Denne Helhed bestaar netop af syv forskellige Grundarter for Vibration, Energi eller Bevægelse. Med Undtagelse af den syvende Energi, er det hver enkelt af disse Energier, der udgør et Tilværelsesplan. Disse Tilværelsesplaner er igen baseret paa at danne to store mentale Kontraster: "Lyset" og "Mørket", samt alle andre forekommende Kontraster i Tilværelsen. Tilsammen danner de nævnte to store Kontraster et Udviklingsafsnit, der i Livets Bog er udtrykt ved Begrebet "Spiral", grundet paa Individets stadige Genoplevelse af nævnte Afsnit i højere og højere Former.
Naar Individet saaledes i Udviklingen har passeret Rige Nr. 1-2-3-4-5-6, begynder det forfra med Rige Nr. 1-2-3 o. s. v. igen, men oplever nu disse Riger i en helt ny og fremmed Form. Kun i Princip er hver "Spiral"s Riger ens. Paa denne Maade har det levende Væsen passeret et Utal af "Spiraler", og vil fremdeles komme til at passere et Utal af disse. Livet har ingen Begyndelse eller Ende. - Men her maa jeg henvise til mit Hovedværk. Jeg har her i Bladet kun strejfet disse Problemer for at give en lille flygtig Orientering med Hensyn til Principperne "Paradisets Have" og "Adam" og "Eva" og derved lette Læsernes Forstaaelse af den matematiske Konstellation af de samme Principper i den evige Verdensplan.
"Paradisets Have", "Adam" og "Eva", "Slangens Hoved", "Kvindens Sæd", "Kundskabens Træ paa Godt og Ondt" og "Livsens Træ", "Uddrivelsen af Paradiset" o. s. v. er altsaa kun Udtryk for Principper eller urokkelige Realiteter ved Skabelsen af det levende Væsens Tilværelse eller Oplevelse af Livet. Det levende Væsen udgør det samme Princip eller Væsen paa ethvert Trin. Kun dets Aabenbarelse af sin egen Tilværelse, dets Manifestation, Legemstilstand og Mentalitet er forskellig, er Udtryk for det særlige Tilværelsesplan, den særlige Grundenergi eller Vibrationsart, det særlige Rige eller den særlige "Paradishave", det i Øjeblikket befinder sig i.
Da de levende Væsener jo ikke alle paa engang er i det samme Rige, men samtidigt befolker alle seks Riger, og alle de "Spiraler", der direkte og indirekte grænser op til vor, egen "Spiral" og vort eget Rige, er det ikke saa mærkeligt, at vi faar en kolossal Overdaadighed af forskelligartet Repræsentation af det levende Væsen. Alt, hvad vi kender som Mikrober, Planter, Dyr eller Mennesker, er i Princip det samme Væsen, men fremtræder kun som Repræsentation eller Udtryk for deres midlertidige Ophold og Tilknytning til den eller den "Spiral", vi selv passerer, har passeret eller skal til at passere. De udtrykker alle Sandheden af det evige Ord: "I min Faders Hus er der mange Boliger".
* * *
Biblens "Paradishave" udgør altsaa Rige Nr. 2 i "Spiralen". Dette Rige er som nævnt "Dyreriget". Naar man nu tænker sig, at for at være helt matematisk fuldkommen kræves Oplevelsen af den indeværende "Spirals" fem Riger, saa vil man forstaa, at den bibelske "Paradishave"s "Adam" og "Eva" endnu er langt fra at være fuldkommen.
At være fuldkommen, vil sige det samme som i sin egen Livsform at kunne repræsentere "Spiralens" højeste eksisterende Oplevelsesform og Skabemetode indtil Hundrede Procent.
Paa dette Højdepunkt af Tilværelse viser Livet sig i al sin umaadelige Storhed som Gud selv, bliver et levende Væsen, i hvis Favntag man usigelig lykkelig hviler. Og da aabenbarer man selv udadtil for andre den samme evige urokkelige Storhed, er selv Guds eget Udtryk, er hans virkelige "Billede efter hans Lignelse".
"Paradisets Have" og "Udviklingsspiralen". Fra den tykke Streg til venstre og til den tykke Streg til højre udtrykkes det Afsnit i Udviklingen, jeg har givet Navnet "Spiralen", fordi det gentager sig i højere og højere Former. Som man ser, er der seks Trin. Disse udtrykker hver et af "Spiralen"s seks forskellige "Paradishaver", Riger eller Tilværelsesplaner. Af nævnte seks Trin udgør det andet Trin Omraadet for den bibelske "Paradishave", der igen er det samme som "Dyreriget", og hvortil det jordiske Menneske hører. Nr. 1 er "Planteriget" og Nr. 3 er det rigtige "Menneskerige". I Henhold til "Livets Bog" udgør dette Rige en ganske naturlig Fortsættelse af "Dyreriget", paa samme Maade som "Dyreriget" udgør en Fortsættelse af "Planteriget". "Spiralen" udgør et Udviklingsafsnit, indenfor hvilket al Materie er oplevet til Kulmination, og hvorved Individets Sanseudvikling har naaet den højeste Fuldkommenhed, og Individet derved kulminerer i at være "eet med Faderen".
Nr. 7 udtrykker det tidligere jordiske Kendskab til "Spiralen", der, som Figuren viser, hovedsageligt kun omspænder første og andet Trin, hvilket henholdsvis vil sige "Planteriget" og "Dyreriget", men har dog en svag Begyndelse i Rige Nr. 6, der kendes som "Mineralriget", og en ligesaa lidt omfattende Afslutning i Rige Nr. 3, der er det i Livets Bog udtrykte rigtige "Menneskerige". Den i Felterne: a. b. c. d. e. f. inddelte Figur udtrykker Hovedanalysen af "Spiralen"s "Paradishaver". Vi har her i Bladet maattet udelukke Originalsymbolets Farver, men jeg haaber, at Læserne ved Hjælp Tallene og Bogstaverne vil kunne orientere sig.
Det over Trin Nr. 2 forekommende Afsnit af nævnte Figur udtrykker den bibelske "Paradishave". Ved en punkteret Linie er denne inddelt i to Afsnit: "Livsenstræsiden" og "Uddrivelsessiden". Disse to Afsnit markeres henholdsvis ved den hvide og mørke Cirkelfigur. Foroven i "Uddrivelsessiden" ser vi et Afsnit, mærket med et Kryds. Dette markerer det bibelske "Syndefald". Som Figuren viser, er samme Afsnit Begyndelsen til en trekantet Figur, der kulminerer paa Trin 3 for derefter at afslutte paa Trin 4. Dette vil altsaa sige, at det bibelske "Syndefald", der jo er det samme som den Tilfredsstillelse af Begær, der underminerer "Det dræbende Princip", underminerer Egoisme og Ægteskab, bliver det bærende Livsprincip paa Trin Nr. 3, hvorefter det spiller en aftagende Rolle paa Trin 4, og er her at udtrykke som "Adams Hæl", der "knuses" af "Slangen". Paa Trin Nr. 2 udgør det altsaa en Gene, idet det underminerer dette Trins Lykketilstand og skaber dets Mørkeside, men bliver altsaa Lyssiden paa det næste Trin. Paa Symbolet ser vi, at "Det dræbende Princip" (Afsnit b.) paa samme Maade har begyndt som "Syndefald" i det forudgaaende Trins "Paradishave" og lod den der "syndende" "Adam" og "Eva" fremtræde som "Kødædende Planter", for saa senere, da "Det dræbende Princip" helt fik Overtaget, at lade dem opstaa som "Dyr" eller Borgere i den bibelske "Paradishave"s Lysside. I denne Lysside forekommer ogsaa et Afsnit, der svarer til "Hælen", der "knuses". Denne "Hæl" er Livsprincippet fra det underliggende Rige Nr. 1.
Figur 8 udtrykker "Kvindens Sæd" og "Slangens Hoved". "Kvindens Sæd" er det levende Væsens evige urørlige Livsprincip. "Slangens Hoved" er alt, hvad der viser sig som Hindringer, Mørke og Modstand i enhver Form for Skabelse, og hvis "Knuselse" (Overvindelse) derfor uvægerlig vil være nødvendig for Skabelsen af en hundrede Procent fuldkommen Manifastation. Paa Billedet er "Kvindens Sæd" vist som en Figur, der begynder samtidig med det forrige Trins "Syndefald", eller "Uddrivelsesside". Den ligesom fødes ud af en anden Figurs Kulmination. Denne Kulmination er "Slangens Hoved". Men efterhaanden vokser den ud af dette "Hoved". Og der, hvor den helt er fri af dette, opstaar "Friheden". Mørke eller Modstand er forbi. "Den forlorne Søn" forenes atter med "Faderen", og "Paradishaven"s Sol lyser uhindret over den hjemvendte Gudesøn, indtil nye Begær og Længsler mod endnu højere Maal og Trin atter vinker i det fjerne.
De runde Figurer foroven udtrykker Individets Berigelse med et nyt Bevidsthedsfelt for hvert Trin det passerer.
Ligesom hver enkel "Paradishave" har en mørk og lys Side, saaledes har selve "Spiralen" ogsaa en mørk og lys Side. Disse to Sider udtrykkes henholdsvis ved Figurerne Nr. 9 og 10.
"Paradisets Have" udgør altsaa et i seks Variationer fra Mørke til Lys i Spiralen forekommende stigende Princip, og hvorved Kulminationen af de to nævnte Kontraster skiftevis kommer til sin højeste Manifestation eller Udløsning, og Verdensaltet, som en uophørlig Rytme, som en kæmpemæssig "Dag" og "Nat", som en evig Tilbagevenden af Princippet "Sommer" og "Vinter", "Foraar" og "Efteraar", saavel i Makrokosmos som i Mikrokosmos, bringes til at tale, gøre Gud synlig, og vor egen Oplevelse af Livet til Kendsgerning.
"Spiralen"s femte Rige udgør dens mentale Højdepunkt, er dens Kulmination af Harmoni, Lykke og Glæde, medens Rige Nr. 2 derimod er dens Kulmination af Modsætningen: Smærte, Sorg og Ulykke. Den bibelske "Paradishave" udgør altsaa Hjemstedet for "Spiralen"s dybeste Mørke.
Rige Nr. 6 fremtræder derimod som en indre "guldkopieret" Oplevelse af alle "Spiralen"s fem forudgaaende Riger, hvilket igen vil sige en i Salighed afklaret Erindringsoplevelse af de nævnte Riger.
Ligesom "Spiralen" har en Kulmination af Lys og Mørke, saaledes har hvert enkelt af dens Riger eller "Paradishaver" ogsaa sin Lys- og Skyggeside. Vi kan henholdsvis kalde disse to Sider for "Livsens-Træ-Siden" og "Uddrivelses-Siden". I den bibelske "Paradishave" udgør Dyrene "Livsens-Træ-Siden", medens de jordiske Mennesker og de med dem forbundne tamme Dyr repræsenterer "Uddrivelses-Siden". Disse Væsener er den "udviste" "Adam" og "Eva", der er inde i "Nøgenhedskvalerne". De er den hjemløse "forlorne Søn", der søger efter Faderen, efter "Paradiset".
Men da Oplevelsen af en hvilken som helst Erfaring aldrig kan eksistere uden kosmisk set, at være en Berigelse, en Udvidelse af Bevidsthed og dermed være et Plus, vil dette betyde, at intet Individ kan gaa tilbage i Udvikling. Det kan degenerere, men en saadan Degeneration vil ogsaa være en Erfaringsberigelse og dermed udgøre et Plus for det evige Jeg, der oplever Erfaringen. Men naar Tilbagegang ikke eksisterer i Verdensplanen, kan "Adam" og "Eva" aldrig nogen Sinde komme "tilbage" til den "tabte" "Paradisets Have", thi dette vilde jo være det samme som, at de oplevede Erfaringer ved "Uddrivelsen" pludselig skulde være uskete, hvilket jo er en Umulighed, ligesom disse Oplevelser, Smærter og Lidelser, saa slet ikke vilde have været til nogen som helst Nytte. En saadan meningsløs og unyttig Manifestation eksisterer ikke i den guddommelige Verdensplan. Alt her er "saare godt", hvilket vil sige nyttigt. Det skete kan aldrig være usket. Det er jo netop den guddommelige Logiks Løsning, at "Syndefaldet" bliver til Velsignelse, Lidelseserfaringerne udvikler Følelsesevnen, skaber Visdom og Klogskab og udløser Kærligheden. Den "forlorne Søn" vender derfor heller ikke "tilbage", men "frem" til Faderen, ikke "tilbage" til "Edens Have", men "frem" til denne.
Men denne Vandring kan den "forlorne Søn", den "udviste" "Adam" og "Eva" ikke foretage sig helt paa egen Haand. Og de kommer da heller ikke ud af "Paradishaven " før de helt kan klare sig ved egen Hjælp. De vil stadig befinde sig i "Uddrivelsessiden", indtil de har faaet Sanser og Evner til at opleve Gud i den ny "Paradisets Have", hvor de "Frugter", der var "forbudt" i den tabte "Paradishave", er en Livsbetingelse.
"Uddrivelsessiden" er saaledes ikke nogen Straf eller Fængsel, men er den sande Livets Skole. Den er Guds Omskabelse af "Adam" og "Eva" til en højeste Form for Tilværelse, en Opdragelse til kosmisk Dannelse og Kultur. Og det "udviste" Par er da ogsaa omgivet af Guds egne Repræsentanter "Keruberne" med "det blinkende Sværd", hvilket sidste jo er "Guds Røst", der stadig lyder gennem "Haven".
(Fortsættes).
Tilbage til artikler af Martinus
Forrige