Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

I en tidsalder som den nuværende, da intelligenskræfter gradvist og med tiltagende styrke er ved at gennemtrænge hele vor jordiske sfære, opstår der grundlæggende forandringer i den jordiske menneskeheds samfundsstrukturer. Men disse strukturforandringer opstår blot som det samlede resultat af struktur- eller mentalitetsforvandlingen i samfundets enkelte mennesker. I overensstemmelse med sit eget, ubevidste åndelige "næringsbehov" påvirkes og forvandles mennesket af stærke, makrokosmiske kræfter, hvis fremherskende kendetegn er, at de stimulerer og udvikler menneskets intelligens. Denne i dag mere og mere omsiggribende forvandlingsproces har igennem de sidste århundreder bl.a. givet sig udslag i en markant ændring af autoritetsprincippet, d.v.s. af det enkelte menneskes forhold til samfundet og dets traditioner, love, forskrifter o.s.v. Menneskets tidligere så betingelsesløse tro på og tillid til autoriteter, religiøse såvel som verdslige, er gradvist blevet svækket – begyndende med de religiøse. I vor tid svækkes autoritetsprincippet mere end nogensinde, globalt set. De religiøse autoriteters forfald er således forlængst blevet åbenbar. Men nu oplever vi, at også de verdslige autoriteter, som på et vist tidspunkt indtager de religiøse autoriteters plads, vakler i deres grundvold. Det moralske forfald i politik og videnskab taler sit tydelige sprog herom. Ja, selv de skønne kunster synes at stå magtesløse over for nutidens altbeherskende strømning, intelligensen. Mennesket vender sig bort fra at have forbilleder. Unge menneskers vidt udbredte dyrkning af sports- eller popidoler modsiger ikke nødvendigvis tendensen til at vende sig bort fra forbilleder. Denne dyrkelse eller forgudelse er jo ret ustabil eller omskiftelig, når man betragter hvert menneske for sig, og på lidt længere sigt oftest af forbigående art. Vi er her blot vidne til "reflekser" fra disse unges længst svundne fortid, hvor forbilleder endnu spillede en stor rolle.

Vi oplever i vor tids hastigt om sig gribende civilisationsproces et vendepunkt i menneskets væremåde. Et vendepunkt, hvis mærkbareste symptom udadtil er, at autoritetsprincippet forskydes fra menneskets yderverden ind i mennesket selv. I overensstemmelse med, men ganske uafvidende denne forvandlingsproces styrer mennesket – gennem "mørkets" erfaringer – imod at blive sin egen autoritet. – Samtidig med denne forskydning af autoritetsprincippet fra menneskets ydre verden ind i dets egen indre verden ser vi, at det til såvel tidligere som til nuværende autoritetspersoner knyttede, vejledende og styrende tankegods taber i kraft og betydning. Intelligensenergien animerer mennesket til kun at lade sig vejlede af tanker eller foreteelser, som det i kraft af sin intelligens kan opfatte som relevante for sig selv, d.v.s. som kendsgerninger eller sandhed. Gennem et vist tidsrum bestemmes dets mentalitet således af den sandhed, som vor materialistiske videnskab i sin helhed formenes at være udtryk for. Påvirket af en sådan rent materialistisk tænkning går autoritetsprincippet i mennesket ganske "over gevind" og udvikler sig til hensynsløs egoisme. Menneskets "tro" på sig selv stiger til uanede højder. Blændet af intelligensens forvandlende kraft tror mennesket nu "blændet" på, hvad dets egen i forvandling værende sanseevne fortæller det – hvor det tidligere "blindt" troede på og kunne hengive sig til en udefra kommende autoritetspersons udsagn og personlige påvirkning. Dets "selvtillid" stiger indtil det groteske, og det kastes ud i en smeltedigel af erfaringer.

Men disse erfaringer afspejler netop omskabelsen af hele den indre struktur i mennesket. Gennem sine erfaringer modnes det efterhånden til mere bevidst at søge sin åndelige næring på tværs af eksisterende autoriteter og gældende tankekonstruktioner. Dets overdimensionerede selvtillid i form af egoisme antager da mere harmoniske proportioner. Dette sker som følge af den i menneskets mentalitet gennem dets erfaringer fremkaldte harmonisering mellem intelligens og følelse. Med en sådan harmonisering vokser dets evne til at erkende de bagved alle foreteelser eksisterende, absolutte sandheder. Da begynder menneskets "øjne" at vænne sig til "lyset". Da begynder mennesket at kunne se, at det "mørke", det oplever, ikke er et i sig selv hvilende mørke, men blot er blændethed, fremkaldt af lysets eller intelligensens skarpe lyskegle.

Det 20. århundredes verdensgenløsning er gennem Martinus' verdensbillede i færd med at blive en realitet. Dette verdensbillede træder frem som netop den harmoniserende kraft eller påvirkning, hvis udviklingsbestemte formål det er at modvirke den blændethed, som synes i færd med at tage vor verden helt i besiddelse. Det udgør et kosmisk-kemisk stof, som er i stand til at virke harmoniserende i det enkelte menneskes mentale struktur. Martinus' verdensbillede er en kosmisk "katalysator", som – bestemt af udviklingen – vokser frem på rette sted og til rette tid med samme præcision som en plantes naturlige vækst. Hvis ikke en sådan åndelig påvirkning på rette sted og til rette tid satte ind, måtte verdens udvikling ende i absolut kaos og tilintetgørelse. Men noget sådant kan ikke ske. En sådan mulighed kan kun som noget rent teoretisk aftegne sig i bevidstheden hos mennesker, der – endnu blændet af intelligens – ikke kan se, hvordan mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos griber ind i hinanden og tilsammen udgør et levende hele, som er gennemtrængt af logik og planmæssighed og derfor gør kaos og tilfældighed til noget ganske umuligt. Martinus' verdensbillede er det forløsende "stof", som på et for hvert enkelt menneske givet tidspunkt "tildanner" sig eller "vokser frem" i dets bevidsthed. Denne tildannelse eller fremvækst af kosmisk-kemisk harmoniseringsenergi er ganske enkelt et nødvendigt og ufravigeligt stadium i hvert menneskes udvikling. Derigennem ophæves gradvist den blændingstilstand, i hvilken menneskets kosmiske bevidstløshed når sin kulmination.

Det blændende og intelligensbefordrende kosmiske lys selv udgør den kraft og viden, som har skabt vore uddannelsesinstitutioner, universiteter og læreanstalter. Det udgør den kraft, som i løbet af få århundreder har forvandlet vor kendte og i faste rammer hvilende fortid til en nutid, hvor alt er forandret og under fortsat hurtig forvandling. Martinus påviser gennem sine analyser, at denne forvandlende kraft er identisk med "den hellige ånd". – Intelligensens højborg, vor jordiske videnskab, er i sin nuværende skikkelse et forstadium til denne "hellige ånd", som allerede Jesus bebudede, at Faderen skulle sende til menneskene i hans navn, når tiden var inde. – Den hellige ånds virke er således ikke begrænset til religiøs forkyndelse i templer, kirker og katedraler. Den har gennem vor tids universiteter og læreanstalter forlængst skabt sig nye "templer", "kirker" og "katedraler" og har ikke i sinde dermed at standse sit virke. Dens mål rækker videre. Dens mål er at omskabe hvert eneste menneske til selv at udgøre det "Guds tempel", i hvilket al visdom er indeholdt. Ved denne påvirkning af mennesket gennem den hellige ånd omskabes mennesket til at blive "i Guds billede og efter hans lignelse". Og dermed indgår menneskevæsenet i den hellige ånds eget område. Dermed bliver mennesket til ét med den hellige ånd selv.

Med Martinus' verdensbillede træder således en kraft ind i vor blændede verden, som – ved at gøre os virkeligt seende – standser vor bevægelse henimod afgrundens rand, og som for første gang i det fjerne lader os se håbets og længslens smukke tinder som noget ganske virkeligt. Ved dette verdensbilledes harmoniserende indvirkning katalyseres det rene og fuldkomne, men endnu så stærkt blændende kosmiske lys således i det enkelte menneskes mentale struktur, at dette lys ved sit møde med vore sanser ikke mere virker blændende. Der sker nu en harmoniseringsproces, som virker forklarende og forstørrende på vort åndelige synsfelt. Det førhen så blændende kosmiske lys bliver nu til et forklarelsens lys, i hvis omkreds alle foreteelsers absolutte sandhed begynder at aftegne sig.

Den hellige ånds tilstedeværelse i vor jordiske sfære er således en kendsgerning i mere end én forstand. – Men at kunne se den hellige ånds tilstedeværelse og virke er for hvert enkelt menneske et spørgsmål om dets åndelige modenhedsgrad, d.v.s. om dets egen personlige "tilvænningsstadium" i forhold til det i realiteten i al sin renhed og klarhed eksisterende kosmiske lys. Vor jordiske videnskab er endnu blændet, men allerede blændingen er en begyndende tilvænning, er "søluften i havets nærhed". Men "søluft" alene kan ikke tilfredsstille den mere udviklede "forsker". Han ønsker at se "havet" selv, omend det for ham endnu kun vil kunne skimtes i det fjerne. Og dette ønske i forbindelse med en fordomsfri holdning til genstanden for sine undersøgelser skaber i ham den "jordbund", i hvilken en ny åndelig kraft befrugtende kan strømme ind og for første gang give hans tilværelse et vidtfavnende kosmisk perspektiv.

Den os gennem Biblen bebudede "talsmand, den hellige ånd" har forlængst indfundet sig. "Han" har tændt lyset i mørket. Vi behøver blot at se på vor civiliserede verdens tekniske såvel som sociale fremskridt for at erkende den hellige ånds, d.v.s. den hellige videns tilstedeværelse og resultater. At den hellige ånds lys også nødvendiggør en tilvænningsperiode for de mennesker, det berører, og at disse mennesker i begyndelsen må være mere eller mindre blændede og derfor en tid mister retningssansen, med alle de besværligheder dette medfører, kan ikke forekomme unaturligt. Ejheller kan det derfor forekomme unaturligt, at tilvænningen en dag i en sådan grad er fuldbragt, at mennesket ser sig stående foran et tilvænningens resultat i form af et afklaret synsfelt, som lader et verdensbillede tone frem, i hvilket det pågældende menneske selv har sin ganske bestemte plads. Et sådant tilvænningens resultat må forekomme at være en ganske given ting.

Martinus' verdensbillede er netop identisk med dette, sig til rette tid og på rette sted indfindende tilvænningens resultat, som træder frem for det enkelte menneske i et øjeblik, da dette menneske har nået en bestemt grad af åndelig modenhed. Denne bestemte modenhedsgrad kan ikke finde sin fortsættelse og fuldendelse uden at komme i berøring med kærlighedens modnende kraft. Og logikken bliver her det bindeled, gennem hvilket der skabes en forløsende og modnende berøringsflade imellem det pågældende menneskes sanseevne og den skabende og fuldendende hellige ånd. Verdensbilledets katalyserende eller forløsende kraft skyldes således naturligvis ikke dets sprog eller form alene, men frem for alt den omstændighed, at det er gennemtrængt af kærlighed, af intuition. Deri ligger dets sande forløsende kraft. Deri ligger dets sande styrke. – Og da Martinus' verdensbillede hviler i selve universets grundtone, kærligheden, træder det heller ikke frem som en ny autoritet til afløsning af tidligere autoriteter. Det træder frem som en katalyserende eller forløsende kraft, som gør det muligt, at autoritetsprincippets bevægelse ind i os selv kan harmoniseres og nå sin fuldendelse, som er, at vi bliver ét med den hellige ånd, ét med Gud.

Det turde således være klart, at verdensbilledets fremkomst udspringer af en kosmisk nødvendighed, ja, at det er en direkte bestanddel af den samme nødvendighed som den, der gennem de sidste århundreder har ført os ud af middelalderens mørke.

Menneskets blænding gennem den hellige ånd danner ingen undtagelse fra denne nødvendighedens lov. Den jordiske menneskeheds "unatur" i form af krig, sygdom og nød er dybest set ikke unatur, er ikke et i sig selv hvilende "mørke" eller "onde", for et sådant findes ikke. "Ondet" er blot lysets egen skygge eller forlængelse – eller den del af lyset selv, som opstår ved dette lys' skabende og selvfornyende virksomhed på det fysiske plan. Det blændede menneske er blot ikke i stand til at se dette. Men ind i skyggen, ind i blændingstilstanden træder en dag forløsningen eller forklarelsen som en afløsende og uundgåelig nødvendighed. Forløsnings- eller forklarelsesprocessen fører gradvist mennesket ud af den skygge eller blændingstilstand, som egentlig blot er den sidste store forhindring, efter hvis overvindelse menneskets genforening med lyset ligger inden for overskuelig rækkevidde.

Det forløsende og forklarende moment i denne sammenhæng, Martinus' verdensbillede, udgør ikke – alene eller i sig selv – sandheden i sin helhed eller fuldendthed. Verdensbilledet er den særlige del af sandheden, er den nødvendighed, som for første gang gør den egentlige sandhed eller "hellige ånd" synlig og derved gør det muligt, at mennesket kan styre sine skridt henimod den. – Den hellige ånd lærer først mennesket at "gå" ved egen hjælp, for derefter, når mennesket har lært det, at give det noget, som er værd at gå efter, og som viser sig netop at imødekomme menneskets dybeste behov. Og menneskets dybeste behov er jo at finde frem til det lysets, lykkens og kærlighedens rige, som det engang forlod, men aldrig glemte helt. Det beholdt i sig en gnist af dette rige, som atter kunne fænge og vokse og få riget til at genopstå i fornyet glans.

Martinus verdensbillede er ikke verden selv, men et billede af verden, tegnet af den hellige ånd. Det er i virkeligheden et eneste stort symbol på sandheden. Et nødvendighedens symbol. Et forklarelsens symbol. Et forløsningens symbol. For hvordan skulle vi, som lever i sandhedens skyggeregion, kunne fatte sandheden, hvis ikke den iklædte sig skyggens kåbe og talte skyggens sprog? – Martinus' verdensbillede repræsenterer således "den hellige ånds" kærlige og vejledende tale til det blændede menneske. Det er "sandhed" i den forstand, at det repræsenterer en sådan tale.

Men en dag bliver mennesket sin egen visdomskilde. En dag bliver det selv til sandhed, til "hellig ånd".

For bedre at forstå dette under må vi også tænke i makrokosmiske baner. Martinus' verdensbillede er ikke alene en udviklingsbestemt nødvendighed for det enkelte menneske. Det er på samme tid en makrokosmisk begivenhed og nødvendighed, forstået på den måde, at det udgør et enkelt, men afgørende og igangsættende led i en makrokosmisk begivenhedsrække, hvis samlede forløb fuldbyrder jordklodevæsenets egen "store fødsel", d.v.s. den proces, som direkte hidfører dette individuelle makrovæsens kosmiske bevidsthed. Martinus' verdensbillede er et afgørende led i denne begivenhedsrække, fordi dette særlige led – som den hellige ånds direkte og forløsende tale til hvert enkelt jordisk menneske – netop muliggør en hel menneskeheds gradvise forløsning, netop muliggør den kosmiske bevidstheds fødsel i det makrovæsen, hvis individuelle bevidsthed jo udgøres af alle enkelte menneskers bevidstheder tilsammen. – Men da en klodes tidsperspektiv i sammenligning med vor egen opfattelse af tid er ganske anderledes eller "langsommere" er vi ikke i stand til at følge denne makrokosmiske begivenhed i sin helhed. Ja, det kan være svært nok at overskue eller få føling med den særlige del af den samlede proces, som gennem en menneskealder har manifesteret sig i og med tilblivelsen af "Martinus' verdensbillede". Det samlede hændelsesforløb fuldbyrdes jo gennem årtusinder og svarer dog kun til et øjeblik i et menneskes liv. Hertil kommer, at en begivenhed som "den store fødsel" for et endnu stærkt blændet jordisk menneske må forekomme at være noget helt utroligt eller usandsynligt – et under eller mirakel, der synes at ligge ganske hinsides det mulige.

Det under, som Martinus' verdensbillede i sig selv udgør for det enkelte menneske, er derfor et under i en ganske særlig betydning. Martinus' verdensbillede bevirker jo ikke, at mennesket nu kan følge det makrokosmiske unders helhedsbevægelse. Og det medfører jo heller ikke en øjeblikkelig kosmisk bevidstgørelsesproces i det pågældende menneskes egen mentalitet. Men gennem sin inderlige berøring med dette verdensbillede stilles mennesket overraskende, logisk og overbevisende ansigt til ansigt med den kendsgerning, at et kosmisk sendebud påny har overbragt et budskab til hver den, som har øjne, der kan se, og øren, der kan høre. Det hidtil umulige og derfor uvedkommende rykker med ét ind i det muliges synsfelt og bliver vedkommende. Det hidtil usynlige eller fjerne toner pludselig frem som noget synligt og bliver nærværende. – Underet er, at det umulige rykker ind i det muliges område, og at dette kan ske, når mennesket mindst venter det. I et øjeblik, hvor alt synes meningsløst og trøstesløst, kan mennesket komme til at stå overfor en åndelig bevægende kraft, et verdensbillede som klart viser, at "den store fødsels under" er en realitet. Underet er dette, at den kosmiske bevidstheds strålende tinder kan rejse sig inden for et menneskes synsfelt endog i et øjeblik, da alt håb synes ude.

Dette under, som er i stand til på korteste tid at forvandle håbløshed og trøstesløshed til vished og lykkelig forventning, er i virkeligheden det største under, vi kan komme til at møde. Thi når først vi er på vej mod tinderne, vokser den udsigt, som venter os fra disse dragende tinder, i takt med vor opstigning. Da er lyset allerede på vej ind i vore hjerter, og den kosmiske bevidstheds under på forhånd blevet til vished i os.

Når nu den hellige ånd retter en tale til den jordiske menneskehed i form af et kosmisk verdensbillede, kan dette naturligvis også kun ske derigennem, at der ud af denne menneskehed selv fremstår en talsmand eller et sendebud, hvis sande hjemstavn er den hellige ånds højeste væsens-område. – Og herved er det, at det Walter Christiansen allerede omtalte største under manifesterer sig, som er, at den hellige ånd i renkultur overhovedet kan inkarnere i dyreriget – og tale til mennesket i dets eget sprog. Det synes næsten ufatteligt, at et højeste væsen i den grad fysisk kan stille sig ansigt til ansigt med væsener på universets "laveste" tilværelsesplan. Hvordan en sådan transformation af ånd rent "teknisk" er mulig, overgår vor forstand. Vi kan blot være vidner til, at underet sker for vore øjne. Formodentlig må vi, for blot til en vis grad at begribe dette under, indstille vor bevidsthed på en helt anden og ny bølgelængde – kærlighedens bølgelængde. For det er jo ikke "teknik", men kærlighed, som gør underet muligt.

I al stilhed er da dette under, Martinus' verdensbillede, på rette sted og til rette tid vokset frem. Beskyttet af det alvise Forsyn mod en barsk omverdens dræbende indflydelse er "ordet" blevet "kød". – Bestemt af en særlig nødvendighed måtte dette kosmiske, forklarelsens lys en rum tid være sat under en "skæppe", for at det uforstyrret kunne spire frem og forme sig til det verdensbillede, som en mindre kreds af fødselshjælpere allerede kender så godt. Men skæppen er nu gradvist ved at blive løftet. Det kosmiske lys skal ikke vedblivende være henvist til rummet under en skæppe. Og med skæppens løftelse er den hellige ånds præsentation eller åbenbaring fuldbragt. – Dermed går den hellige ånds virke på jorden ind i en ny fase. For første gang er den hellige ånd – i form af et verdensbillede, som åbenbarer det evige og uendelige – blevet synlig for alle.

- - -

I den tidlige forårssols bleggule, vandrette stråler står på et afsides sted hist bag krattet, på dybmuldet jord og godt i læ, en enlig forårsbebuder. Trods bidende kulde og frossen jord står den allerede der, vifter blidt med sine sarte hvide kronblade og sender et sagtmodigt smil ud i sin nærmeste omkreds. Hvilket under! – Mens dagene længes og vinteren strænges, og mens ude omkring en isnende blæst lemlæstende og udtørrende fejer hen over landet, som ville den tilintetgøre alt liv for bestandig, har foråret allerede fornyet sig.

Og under jordens overflade gærer livet overalt, parat til at bryde dødens favntag.