Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Spørgsmål:

"Var det muligt at få en forklaring, der "holder Martinus' mål" på læresætningen: "Når nogen slår dig på den højre kind, skal du vende den venstre til."

Svar:

Ovennævnte læresætning findes i det nye testamente i to versioner. 1. version: Matthæus 5-38-39: "I har hørt, at der er sagt: "Øje for øje og tand for tand." Men jeg siger jer, at I må ikke sætte jer op mod det onde; men dersom nogen giver dig et slag på din højre kind, da vend ham også den anden til."

2. version: Lukas 6-27-29: "Men jeg siger jer, I, som høre: Elsk jeres fjender, gør dem godt, som hader jer, velsign dem, som forbander jer, og bed for dem, som krænker jer. Den, som slår dig på den ene kind, byd ham også den anden til."

Med disse udtalelser vender Jesus sig mod den gamle lov, ifølge hvilken det var rigtigt og retfærdigt at gengælde ondt med ondt, altså at hævne og hade, og selv om vi kalder os "kristne", er det mere almindeligt, at vi stadigvæk følger den gamle lov. I vor tid, hvor vi gerne vil handle logisk, synes de fleste vist også, at det ville være højst ulogisk og dumt at vende den anden kind til. Martinus ser det netop som sin opgave at vise, at det absolut er logisk, ja, den aller højeste logik at følge Jesu budskab. Masser af mennesker vil egentlig gerne "det onde" til livs og bekæmper det – hos de andre, hvorved de blot formerer de negative kræfter, og som Martinus skriver i afsnittet "Kosmisk kemi" i L. B. II stk. 490: "Man kan ikke udrydde en ting ved at formere den."

Martinus fortsætter i stk. 491: "Men jordmenneskenes største vildfarelse eller misforståelse af Guddommen kommer netop til syne i form af denne deres holdning. Ja, den har endog været, og er det i stor udstrækning endnu her på jorden en religion, en gudsdyrkelse. Denne gudsdyrkelse er lovprisning af det, vi kalder hævnen. I hævnens lovprisning hylder man netop princippet øje for øje og tand for tand.

Men hvordan kan man opveje den skete skade på denne måde? – Et øje, der er blindet, bliver ikke seende ved, at et andet øje knuses. En myrdet mand bliver ikke levende, ved at morderen dræbes. Og dermed er hævnens lovprisning eller dyrkelse blottet for logik og i strid med loven for tilværelse. Nævnte lovprisning har derimod vist, at den i stedet for at være en hadets og myrderiets bekæmpelse blev fundamentet for dets forplantning eller formering. At dræbe et væsen, fordi det har dræbt et andet væsen, gør jo det ene mord til to. At hævne, fordi man selv har været udsat for hævn, kan kun være at formere hævnen. Men at tro, at man kan fjerne en ufred ved at formere hævnen, der i realiteten er ufredens fundament, er jo toppunktet af naivitet."

Martinus anvender ofte udtrykket "kærlighedsvidenskab" og understreger, at næstekærlighed ikke er ensbetydende med følelse alene eller med sentimentalitet og tossegodhed, men må være et resultat af både følelse og intelligens. Han kalder det "intellektualiseret følelse". "Menneskets to sind", den tegning, Withus i sin tid lavede inspireret af Martinus analyse af, at det jordiske menneske er halvt dyr og halvt menneske, illustrerer udmærket vore to "kinder" eller sider uden at begreberne højre og venstre her skal tages bogstaveligt i sammenligning med Jesu udtalelse. Her er det den venstre, man bliver "slået på", for det er den, der har sat skæbnen eller karmaen i gang, og som er den inderste årsag til det ubehagelige, man møder. Men det er den anden side, den menneskelige, man bør anvende, når man svarer igen, hvis man da virkelig mener noget med, at man gerne vil "det onde" i verden til livs. Man kan ikke udrydde det hos de andre, kun hos sig selv.

Når det gælder logikken i en sådan situation, vil det sige at forsøge at praktisere den teori, kosmologien lærer os og sige til sig selv: "intet menneske møder andet, end hvad hun eller han selv er den inderste årsag til. Det er ikke den andens eller de andres skyld, selv om det er den almindelige opfattelse, det er din egen skyld. Den anden eller de andre er redskaber for Guddommen til at give dig en undervisning i kosmisk kemi, i at kunne tilgive, for "de ved ikke, hvad de gør."

"Det ved de udmærket godt", vil en masse mennesker sige, "De er bare ondskabsfulde, sure og gale." Men kosmisk set er vrede, had, irritation, surhed, bitterhed, og hvad vi ellers måtte møde af ubehagelige tankeklimaer, udtryk for uvidenhed om livet og dets love. I to af sine symboler over skæbneprincippet eller karmaloven (Det evige Verdensbillede II –nr. 19 og nr. 23) "Gennem indvielsens mørke" og "Det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse", viser Martinus, at vejen ud af mørket for den jordiske menneskehed udelukkende går gennem det enkelte jordmenneskes evne til at tilgive og vende den menneskelige side af sin bevidsthed mod sin næste, hvad denne næste så end gør mod en selv. Naturligvis kan det opfattes både som en provokation og som et fanatisk ønske om at være "martyr", hvis man alt for bogstaveligt vil vende den anden kind til. Grundtanken i disse ord af Jesus, som det da også fremgår af det andet, han udtaler ved samme lejlighed, må være den, at man ikke skal gengælde ondt med ondt, men med kontrasten hertil: det gode. Og hvis en kærlig væremåde vil misforstås af den anden part og blot irritere vedkommende endnu mere, hvad der jo ikke gavner noget, kan ingen forhindre en i at sende kærlige, positive tanker mod ham eller hende, og det har langt større betydning, end man i almindelighed tror. På lidt længere sigt vil disse tanker kunne ændre den anden parts indstilling til en, og så kan tanke følges op af handling. Men det vil være naturligt, som Jesus også siger det, at forbinde denne bevidsthedsindstilling mod den anden part med bøn til Guddommen, og også at have tålmodighed.

Denne livsholdning, hvor man ikke tager til genmæle, vil af mange opfattes som fejg eller svag, og så er sandheden dog den, at der er langt større styrke bagved en sådan selvbeherskelse, end bag den tilstand, hvor man blot følger sit "jungleinstinkt" og eksploderer med vrede eller intrigerer med list. Det kærlige og venlige menneske behøver ikke, som nogle tror, at være vegt og svagt. Det kan godt være bestemt og fast i sin væremåde uden at være mindre kærlig af den grund, det er, som Martinus understreger det, et spørgsmål om balance og ligevægt mellem følelse og intelligens, for den virkelige næstekærlighed er altid logisk.

NB! Vi beder spørgerne om at have tålmodighed, da der er indsendt mange spørgsmål, og det er begrænset, hvad vi kan nå at besvare i hvert KOSMOS.