Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Det er godt tredive år siden, at dette århundredes største tragedie, ja, måske menneskehedens største selvskabte katastrofe, indtraf i form af II verdenskrig, der foruden utallige forfølgelser og pinsler kostede 25 millioner mennesker livet. Og sjældent har en katastrofe været så uløseligt knyttet til en enkelt personlighed som her til Adolf Hitler. I de hidtidige beskrivelser af dette menneske har man nævnt egenskaber som enestående suggestive evner i forbindelse med sygelig trang til selvhævdelse. I "Skæbnespydet" føjes der en hel dimension til denne beskrivelse. Nok har man hørt, at Hitler var overtroisk, men at han havde betydelig indsigt i okkultisme og med Martinus' udtryk havde "lavpsykiske" evner, som han benyttede til sort magi, har kun ganske få været bekendt med. Efter forfatterens mening er det først nu i den "psykedeliske" tid, hvor mange mennesker har gjort erfaringer med oversanselige tilstande, at en tilstrækkelig stor læserkreds vil kunne fatte de indvielsesriter og den udøvelse af sort magi, der foregik i inderkredsen af ledende nazister. Fra første til sidste side er bogen en dokumentation af den fare, som er forbundet med at eksperimentere med overfysiske kræfter, når man ikke har en suveræn moralsk karakter.

Forfatteren har sit kendskab til Hitler fra en engelsk dr. Johannes Stein, som studerede i Wien i årene 1909-13 og dér lærte Hitler at kende. Hitler levede dengang et meget forhutlet liv, hvor han kun tjente lidt penge ved at sælge akvareller. Dr. Stein fortæller, at Hitler på den tid "nåede til højere bevidsthedsplaner ved brug af narkotika og foretog dybtgående studier af middelalderlig okkultisme og rituel magi..."

Det er ufatteligt, at denne fattige, "blege, sygeligt udseende unge mand" ca. 25 år senere skulle fremtræde som det tyske riges ubestridte fører og ved indtagelsen af Østrig kunne hjemføre dette magtsymbol til sit eget rige. Når det alligevel skete, skyldes det ifølge forfatteren, at Hitler blev besjælet af dæmoniske kræfter, ja, blev benyttet som medium af Antikrist eller Lucifer. Johannes Stein skriver, at Hitler efter sin oplevelse blev et mere og mere bevidst og villigt redskab for den verdens ødelæggende kraft i den dæmoniske ånd, der havde grebet ham. Han tilføjer et citat af Hitler, der vel kan tages som udtryk for hans mediumisme: "Jeg bevæger mig som en søvngænger, når forsynet dikterer."

En anden kendt Hitler-historiker, Alan Bullock har karakteriseret Hitlers talegaver således: "Hitlers magt til at forhekse et publikum er blevet sammenlignet med den afrikanske medicinmands eller den asiatiske shamans okkulte magi, andre har sammenlignet den med et mediums følsomhed og hypnotisørens magnetisme." Skønt Bullock ikke kendte Hitlers okkulte baggrund, er han alligevel, siger denne bogs forfatter, kommet sandheden meget nær, idet Hitler, når han talte, mistede krontrollen over sine clairvoyante evner og blev et redskab for negative åndelige kræfter.

Nietzsche var frem for nogen den filosof, som vakte Hitlers foragt for kristendommen, idet han kaldte den en religion for "slaver, svæklinge og de indtørrede rester af en racebærme". For Nietzsche var Gud død. Og fordi Gud var død, er det mennesket selv, der har ansvaret for sin egen udvikling og udviklingen af alle riger på Jorden. Gennem uimodståelig vilje til magt, bliver mennesket et overmenneske, der kan klare denne opgave. En anden væsentlig inspirationskilde for Hitler var Richard Wagner, der betragtede sig selv som en profet, hvis skæbne det var at vække tyskerne, så de så deres forfædres storhed og deres egen races overlegenhed. Det var gennem Wagners opera "Parsifal", bygget over de hellige grals fortællinger (i virkeligheden indvielsesritualer) fra middelalderen, at Hitler kom på sporet af "Skæbnespydets" betydning og den åndelige makrokosmiske kamp om menneskets sjæl.

Bogen giver en indgående beskrivelse af den åndelige udvikling bag de mange skæbnesvangre begivenheder, som fandt sted mellem I og II verdenskrig og bringer hidtil ukendte oplysninger om mange offentlige personer. Den bringer også en detailleret beskrivelse af, hvorledes hadet mod jøderne opstod og greb om sig. For Hitler blev jødehadet en springstav til selv at få magt og indflydelse. Når Himler sagde: "Jøderne er lige så langt fra os, som dyrene er fra menneskene", fortsatte Hitler: "derfor er det ikke en forbrydelse at udslette dem, eftersom de slet ikke hører hjemme i menneskeheden."

"Den hemmelige lære" overlevede i Tibet, men også visse steder i Europa fortsatte dens udløbere trods nidkær forfølgelse fra Kirkens side, f.eks. hos Rosenkreuzerne eller hos gralsridderne i middelalderen, i "hvis blod, der var nedlagt stærke clairvoyante evner". Mindesangeren Wolfram von Eschenbacks gralsepos "Parsifal", som inspirerede Wagner til en opera af samme navn, hævdes således at være en beretning om vejen til indvielse (vi må vel tilføje: lavpsykisk indvielse). Denne gren af gralsindviede eller clairvoyante har sine udløbere helt op i vor tid, hvor den nazistiske Thulegruppe repræsenterede det forhåbentlig sidste større eksempel på udøvelse af sort magi, medens den østrigske filosof Rudolf Steiner var den førende skikkelse i en kreds, der kun benyttede deres psykiske evner i den hvide magis tjeneste. Hitler og nazisterne erkendte Rudolf Steiners åndelige status og betragtede i virkeligheden ham som deres største fjende og forsøgte derfor attentat på ham i 1922. For Rudolf Steiners vedkommende giver bogen den interessante oplysning, at han selv betragtede sine clairvoyante evner som en hindring i stedet for en hjælp og derfor afviklede deres funktion, fordi han så, at man kun ved at arbejde med den fysiske verden kan udvikle selverkendelse og frihed som betingelse for kærlighedens opståen, et synspunkt, der er helt i overensstemmelse med Martinus' analyser.