Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Selv om jeg i min lille bog PÅSKE har gjort rede for mit syn på dette mysterium, er der dog alligevel nogle ting at bemærke angående denne overleverede hellige beretning. Havde påskeberetningen ikke været udtryk for en realistisk stedfunden begivenhed, således som tilfældet er, ville den alligevel have været et så overordentligt fundamentalt digterværk med genial rodfæstning i selve livets princip, at den til de seneste tider måtte stå som et urokkeligt symbol på selve virkeligheden.

Som vi nævnte før, udtrykkes dette billede også igennem den koncentrerede sætning: "Af jord er du kommen". Er det ikke netop således, at det igennem den moderne videnskabelige forskning på alle områder bliver mere og mere synligt, at jordmennesket ikke er frembragt af "intet" ved udfoldelsen af et øjeblikkeligt magtbud, men at dets ydre tilblivelse er et synligt udtryk for en igennem umådelige tidsrum stedfunden udviklingsproces? Er det ikke åbenlyst for ethvert intellektuelt menneske, at jordkloden engang befandt sig i en flammende og glødende ildtilstand, og at den da måtte være totalt blottet for alt vegetabilsk og animalsk liv? Er det ikke ligeledes en kendsgerning, at de flammende materier efterhånden blev mere og mere afkølede og dermed omdannet til vand, grus og sand, blev til "jord". Og udviklede der sig ikke her, ved et sammenspil imellem denne "jord", solens skin og klodens vand, det vegetabilske liv? Og blev det vegetabilske liv ikke efterhånden til animalsk liv? Er de vegetabilske overgangsformer, der både er halvt plante og halvt dyr, ikke for længst blevet til videnskabelige kendsgerninger? Og kan vi ikke netop følge dyreorganismernes gradvise udviklingsproces helt op til jordmenneskeformen? Den jordmenneskelige organisme er således bogstavelig talt blevet til af "jord". Og den kirkelige kristendoms sætning udtrykker således en videnskabelig sandhed.

Det næste princip i påskemysteriet udtrykkes som "langfredagsprincippet". Dette udtrykkes i Bibelen som beretningen om Jesu fremførelse for den øverste dommer i Palæstina, Pontius Pilatus, samt hans hudstrygning, hans guddommelige udtalelser, lidelser og død på korset. Hvad udtrykker nu disse begivenheder? Ja, udgør de ikke netop i princip selve døden og den ydre staffage, der altid eksisterer omkring døden? Ethvert jordmenneske skal jo gennemleve den proces, vi udtrykker som "døden". Og er det ikke således, at ethvert jordmenneske, som begynder at fornemme døden nærme sig, bliver angst, begynder at føle sig stedet for den højeste dommer og igennem denne fornemmelse kan opleve alle hånde former for rædsler. Og er det ikke netop disse rædsler, der tilsammen er begyndelsen til den såkaldte "skærsild"? Er der ikke netop mange jordmennesker, der her oplever en eller anden form for "korsfæstelse"? Ja, der er endog dem, der på grund af en meget dårlig samvittighed ligefrem fornemmer sig i "helvedes brændende ild" og i denne deres kvide råber til Forsynet eller verdensgenløseren om frelse eller befrielse, ligesom der også er dem, der befinder sig lykkelige, tilgivende alt og alle og opgivende sin ånd i den største og inderligste tillid til den evige Guddom. Og er det ikke netop disse omkring dødsprocessen forekommende detaljer, der symbolsk kan udtrykkes i selve verdensgenløserens dødspanorama? Er tornekroningen, hudstrygningen, mængdens hån og spot plus selve fastnaglingen til og døden på korset ikke et værdigt udtryk for "skærsilden" eller "helvede"? Kulminerer fornemmelsen af at være borte fra Gud ikke her? Råber verdensgenløseren ikke netop bekræftelsen herpå igennem de kendte ord: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig"? Men ser vi ikke frelsen eller sagligheden symboliseret i verdensgenløserens dødsscene? Havde han ikke midt i forhånelsen og fornedrelsen, da han stod overfor Pilatus og mængden, i sig bevidstheden om at være en "konge", selv om hans rige "ikke var af denne verden"? Følte han ikke sin livsgerning, sin mission som fuldbragt? Og tog han ikke alle sine fjender til sit hjerte i udbruddet: "Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre". Og ser vi ikke en grænseløs tillid til Forsynet i de sidste svage suk fra hans døende læber: "Fader! I dine hænder befaler jeg min ånd"? Kan man tænke sig en større symbolisering af modsætningen til "helvede"? At føle sig indhyllet i en kongeværdighed, at føle sin livsgerning fuldbragt, at omslutte sine bødler eller plageånder med sin kærligheds dybeste og inderligste attrå samtidigt med, at man i kulminationen af tryghed overgiver sin ånd i Guds varetægt, kan da kun være kulminationen af idealet for et væsens møde med døden eller dets tilbagevenden til Gud.

Dette "langfredagsprincip" er igen, som nævnt også udtrykt i sætningen "til jord skal du blive". Hvad er det egentlig, der skal og kan blive til "jord"? Ja, er det ikke netop det samme som det, der var "kommet af jord"? Og det, der var "kommet af jord", var jo, som vi før berørte, væsenets kødelige, animalske organisme. Denne animalske organisme skal altså igen blive til "jord". Men det er jo kun, hvad der for længst er blevet en kendsgerning for alle mennesker. Det er denne kendsgerning, alle kalder "døden". Men der er noget, som ikke kan dø, noget som ikke er "kommet af jord" og derfor heller ikke kan "blive til jord". Det er det "Noget" i organismen, der føler angst for døden og glæde ved livet; det "Noget", der føler sjælekval og lidelser og hungrer efter kærlighed; det "Noget", der finder forløsning i fornemmelsen af en Guddom, i hvis hænder det kan befale sin ånd. Det er denne "ånd", der er det levende, befalende, bydende og skabende i organismen. At der er et sådant bydende og befalende "Noget" i organismen bliver til kendsgerning igennem den omstændighed, at vi kan bevæge vore lemmer, vi kan sanse, føle og fornemme, vi kan elske og hade. Dette sker jo alt sammen i kraft af viljen i et eller andet af dens tre stadier, såsom: "A-viden", "B-viden" eller "C-viden", hvilket igen vil sige: vilje som vågen dagsbevidst funktion eller vilje som automatfunktion. Det er dette viljeførende "Noget", vi udtrykker som "Jeg'et", når vi taler om os selv. Vi siger således: "Jeg tænkte, jeg talte, jeg skrev" osv. At dette viljeførende eller bydende "Noget" må være forud for organismen, er jo kun, hvad der overalt viser sig som kendsgerning. Man har endnu aldrig set andet, end at en organisme lige fra dens første spæde fosterstadium og frem til dens fulde voksne tilstand normalt bliver bygget fuldstændigt planmæssigt op. Og planmæssighed kan jo kun eksistere som et produkt af vilje. Da vilje igen kun kan eksistere som et produkt af ønske, og ønske i sin dybeste instans er det samme som "begær efter liv", afslører dette altså, at der forud for organismen har eksisteret "noget", der har haft begær efter det liv, der kun kan opleves igennem organismen. Begær kan nemlig udelukkende kun eksistere som en egenskab ved "noget". Det kan ikke være en egenskab ved "intet".

Det er altså dette levende, viljeførende "Noget", der udgør "skaberen" bag "det skabte". I modsat fald måtte det være "det skabte", der frembringer "skaberen", hvilket jo er hundrede procent i strid med kendsgerningerne eller virkeligheden. Der skal en bygmester til at skabe et hus, der skal en bager til at bage brød, ligesom der skal en digter til at skrive digte. Intet kan blive til af tilfældigheder eller kaos. Kun et stærkt planbegærende, viljeførende "Noget" kan omdanne tilfældigheder og kaos til planmæssighed eller logisk organisation. Det er denne organisation, vi udtrykker som det skabte. Og til en sådan organisation hører netop det levende væsens organisme. Og dennes organisator udgør altså det, vi kalder "Jeget" eller "ånden". Og det er anelsen om eller håbet på denne "ånds" tilstedeværelse og udødelighed, der særligt dukker frem i individets fysiske dagsbevidsthed igennem "langfredagsprincippet" eller i fornemmelsen af, at det skal til at "dø". Det er denne "ånd", det mere og mere bliver vænnet til at overgive i Guds varetægt, hver gang dets fysiske organisme nødvendigvis igen må blive til den "jord", af hvilken den er kommet. "Langfredagsprincippet" er således "dødsprincippet" eller tilbagegivelsen af organismens materie til jorden. Det er Jeg'ets eller åndens adskillelse fra den fysiske organisme. Denne adskillelse finder sted i kraft af det overalt i naturen forekommende kredsløb. Uden denne adskillelse ville det levende væsen aldrig nogen sinde blive i stand til at opleve sin guddommelige suverænitet som materiens og livets absolutte herre. Hvis ikke det fik oplevet sit liv udenfor den eller den art materie eller grundenergi, måtte det evigt forblive i uvished om sin udødelighed, sit Jegs sande natur som en gnist af Guden.

Sætningen: "Til jord skal du blive" er således i realiteten ikke udtryk for en nedtrykkende tilintetgørelsesproces af livet, men er en lysende anordning, i kraft af hvilken individets livsfunktioners evighed garanteres. Men denne garanti ville være en total umulighed, hvis ikke opstandelsesprincippet eller det, jeg før nævnte som "påskedagsprincippet", ikke eksisterede. Den overleverede påskeberetning fortæller jo om, hvorledes Jesus af Nazaret, efter at have været begravet i to dage, opstod af graven og blev genkendt af forskellige af sine venner, ja var endog ved en enkelt lejlighed forsamlet med dem alle og supplerede her den undervisning og belæring, han allerede tidligere havde givet dem før sin korsfæstelse eller død. Ligesom de to andre afsnit af påskeberetningen: skærtorsdags- og langfredagsprincippet havde sin rod i virkeligheden og var udtryk for overordentligt almengældende grundprincipper i jordmenneskets daglige tilværelse, således er opstandelses- eller påskedagsprincippet også i allerhøjeste grad symbol eller udtryk for et overalt ved livet dominerende urokkeligt princip. Det er rigtigt, at samme princip ikke er så materielt, fysisk overskueligt for det almene jordmenneske, som de to førstnævnte principper, og det er jo netop grunden til, at nævnte princip for samme væsen endnu fremtræder som et mysterium. Det jordiske menneskes sansekapacitet strækker sig endnu hovedsageligt kun til fysiske reaktioner og disses rent materielle mål og vægt, hastigheder og volumen. Men denne form for facitter kan ikke direkte give individet besked om ting, der ingen mål har, ting der ingen vægt har, ting der ingen hastighed eller bevægelse har, ting der ingen volumen, konsistens eller rumfang har. Nævnte facitter kan således kun give besked om materie- eller stofegenskaber. Og som følge af denne, den jordmenneskelige sanseevnes kapacitets stærke begrænsning, er samme stof eller materie blevet det altdominerende i jordmenneskets mentalitet eller bevidsthed, ja, så altoverstrålende, at samme væsen undertiden pure benægter tilstedeværelsen af noget som helst andet og derved gør sig selv identisk med materien.

Findes der da noget andet end materien? Ja, absolut! Stof eller materie kan umuligt udgøre alt det, der eksisterer, hvilket tydeligt ses i kraft af de før nævnte mål- og vægtfacitter. Disse dækker jo slet ikke det udviklede væsens spørgsmål og kan derfor heller ikke tilfredsstille dets intelligens, hvilket de absolut ville kunne, hvis de hundrede procent udtrykte det, der eksisterer. At et væsen måler 175 cm i højden, at det vejer 70 kg og udtrykker den eller den hastighed i sine manifestationer, og med sin organisme udgør det eller det rumfang, giver ingen som helst oplysning om, hvorfor det netop udtrykker disse bestemte facitter. Der bliver altså tilbage et "hvorfor". Ja, man kan naturligvis sige, at væsenets mål, vægt og øvrige fremtræden i nogen grad er "nedarvet" fra forældrene, men er spørgsmålet dermed løst? Vil man ikke spørge om, "hvorfor" disse ting er nedarvet fra forældrene? At man så får at vide, at denne nedarvning skyldes særlige yngle- eller formeringsprincipper i organismens dybeste funktionscentre, ved hvilke evner og egenskaber kan forplante sig over i ny væsener og her komme til udfoldelse, udelader jo heller ikke det stadige "hvorfor". Vil man ikke her hungre efter at vide, "hvorfor" det nedarves? Hvorfor kommer børnenes materielle og mentale ydre undertiden til at være næsten en kopi af faderens eller moderens materielle og mentale ydre? Når man så også her kan få oplysning om, at det skyldes særlige organfunktioner af den eller den art, er man så tilfredsstillet? Hvad er det egentlig, man har fået at vide? Er vi kommet til andet end – funktioner? At få at vide, at en tings tilblivelse skyldes funktioner, og at disse funktioner igen skyldes andre funktioner og således fortsættende i det uendelige, er jo lige så umulig en forklaring som den, at hønen er kommet af ægget, og ægget er kommet af hønen og denne igen af ægget osv. Og spørgsmålet hvem bestemmer disse funktioner er stadigt åbent. Men da et spørgsmål er det samme som en mental sult eller hunger, bliver det således en urokkelig kendsgerning, at der i jordmennesket eksisterer en særlig speciel mental sult, som ikke kan mættes med almindelige videnskabelige facitter eller oplysninger om funktioner eller grader i mål og vægt, ligegyldigt hvor uomstødelige kendsgerninger de så end måtte udgøre. Men da sult aldrig i noget tilfælde kan eksistere uden i sig selv at udgøre den ene halvdel af et princip, af hvilket den anden halvdel udgøres af mættelse, vil det således herigennem blive til kendsgerning, at der også findes en "mættelse" for den førnævnte sult eller et svar på spørgsmålet: hvem bestemmer funktionerne.

Som man her har set, er dette svar altså ikke at finde i mål- og vægtfacitterne, idet disse kun giver udtryk for funktioners natur og egenskaber, men er ganske ude af stand til at sige noget som helst direkte om: hvem der har bestemt funktionerne. Og dette har da også bevirket, at man her hjælper sig med surrogatfacittet: tilfældighed. Man påberåber sig, at alle naturens processer eller funktioner er blot og bar "tilfældigheder". Men hvad er "tilfældigheder"? "Tilfældigheder" er det udtryk, man bruger for at kendetegne de ting eller funktioner, der ikke kan udtrykkes at være et produkt af et levende væsens viljeføring eller logiske indgriben. Man har altså måttet inddele funktionerne eller det, man oplever, i to grupperinger, nemlig, "det tilfældige" og "det planmæssige". Dette vil altså igen sige, at der findes funktioner eller ting, der er af en sådan natur, at de kun kan eksistere som en afsløring af eller er et uomstødeligt bevis for et levende og dermed et tænkende og viljeførende ophav bag sig, medens der er andre funktioner eller ting, der forekommer i en sådan fremtræden, at de tilsyneladende ikke giver noget som helst udtryk for at være et produkt af viljeføring eller tænkning. I samme grad som denne viljeføring eller tænkning af en ting afsløres som en kendsgerning, i samme grad er det levende væsen bag tingen også en kendsgerning. Det levende væsens kendetegn udgøres altså af tænkning og viljeføring og den heraf manifesterede planmæssige skabelse. Da forskeren således må inddele alle de funktioner, som udgør livets oplevelse, i to grupper eller kategorier, nemlig "de tilfældige" og "de planmæssige", bliver det dermed en kendsgerning, at livet ikke kan udgøres af blot og bar "funktioner", men i sin natur udtrykker noget mere. Det udtrykker det, der gør funktionerne planmæssige. Men for at funktionerne kan blive planmæssige og en logisk manifestation heraf opstå, må funktionerne beherskes af "intelligens" og "vilje". Foruden de almindelige funktioner eller bevægelser består livet altså også af disse to faktorer. Men da disse også udgør "funktioner" om end af en anden art end de førstnævnte, efterlader de også i beskuerens bevidsthed et stort spørgsmål. "Intelligens" og "vilje" er nemlig underordnede funktioner, idet de bliver "dirigerede". Spørgsmålet bliver da: "Hvem eller hvad dirigerer "intelligens" og "vilje"?" Funktioner eller bevægelse er i sig selv "døde" ting og kan således ikke bestemme over sig selv. En flyvemaskines funktioner kan ikke selv ønske, at maskinen skal stige eller dale. Kun med vilje og intelligens kan denne stigen eller dalen finde sted på en logisk eller fuldkommen måde. Men da "vilje" er det samme som "begær", bliver det her en kendsgerning, at der må være et "Noget", der begærer flyvemaskinens stigen eller dalen og må benytte "intelligens" for at opnå tilfredsstillelsen af dette begær. Så vil De måske udbryde: "Ja, flyveren naturligvis". Men er det noget fyldestgørende svar på spørgsmålet? Hvem eller hvad er "flyveren"? Hans dåbsattest er ingen løsning, lige så lidt som det, at han er et jordmenneske, kan være noget fuldt dækkende svar på problemet. Hvad er et "jordmenneske"? Er det ikke en organisme bygget op af materie i kraft af særlige funktioner og selv udløsende særlige funktioner i materien? Men derved afviger det jo ikke fra alle de andre eksisterende såkaldte "levende væsener". Hvad er et "dyr"? Er det ikke også en organisme bygget op af særlige funktioner og udløsende særlige funktioner, ganske ligegyldigt om samme væsen er en fugl, en fisk, en tiger, et insekt eller et hvilket som helst andet levende væsen? Men er det nogen forklaring på flyvemaskinens intelligensmæssige styring, dens logiske stigen og dalen, at der bag dens rat sidder en organisme bygget op af funktioner og selv udløsende funktioner? Hvad er det, vi bliver vidne til her? Vi ser en flyvemaskine. Denne udgør en organisme, der er bygget op af funktioner og bringes til at udløse funktioner. Bag dennes rat sidder der en organisme, der også er bygget op af funktioner og bringes til at udløse funktioner, der igen forplantes til flyvemaskinens funktioner og styrer eller behersker disse. Vi har altså set nogle funktioner (jordmenneskets) på intelligens- og viljemæssig måde beherske andre funktioner (flyvemaskinens), men har vi dermed fundet livsmysteriets løsning? Er dette ikke stadigt en gåde? Kan nogen forstå, at funktioner kan udløse intelligensmæssige funktioner? Kan funktioner le eller græde? Kan funktioner bygge et hus, sy en klædning eller holde et foredrag? – Ja, lyder sådanne spørgsmål ikke naive? Men sådanne spørgsmål er ikke desto mindre højaktuelle, hvis man påstår, at det levende væsen kun udgør dets kødelige organisme, og at enhver opfattelse af, at der bag organismen skulle eksistere en såkaldt "udødelig ånd", er ren fantasi eller overtro. Men kan en sådan påstand holde stik? Bliver det ikke mere og mere en kendsgerning for alle intelligente mennesker, at en logisk funktion umuligt kan eksistere selvstændig, men altid udelukkende kun kan fremtræde som en egenskab, der bliver dirigeret? Men når den er en egenskab, der bliver dirigeret, bliver det en kendsgerning, at der må eksistere noget, der er det dirigerende. At dette "Noget" i første instans er "intelligens" og "vilje", kan ikke være noget fyldestgørende svar, idet disse to faktorer også er "funktioner", der bliver dirigeret. Spørgsmålet: "Hvem dirigerer intelligensen og viljen", bliver stadigt tilbage. Og dette spørgsmål kan altså aldrig nogen sinde komme ud af verden, før svaret herpå repræsenterer et "Noget", der absolut ikke kan dirigeres, men er det dirigerende selv. Det må altså være et "Noget", overfor hvilket intelligens og vilje er underordnede egenskaber så vel som de øvrige funktioner. Da materie og funktioner i virkeligheden er det samme, idet de udgør bevægelse eller vibration begge to, kan det dirigerende "Noget" således ikke være identisk med materien. Men da det ikke er identisk med bevægelse eller materie, kan det ikke udgøre nogen som helst analyse ud over denne, at det udgør "Noget, som er". En hvilken som helst anden analyse, vi vil tillægge det, kan kun udtrykke nogle dette "Noget" underlagte eller underordnede egenskaber og kan derfor ikke udgøre dette "Noget" selv. Og med erkendelsen af dette "Noget"s eksistens er der ikke mere noget spørgsmål om, hvad eller hvem der står bag organismen.