Kosmos 1976/4 side 38
Harry Rasmussen
POESIENS MESSIAS
"O, kunde jeg dog i denne Verden hæve den aandelige Skat, jeg føler nedsunken i mit Bryst!" – Således skrev vor store eventyrdigter H.C. Andersen til en ven i det tidlige forår 1838. Tre år før havde han haft sit gennembrud som romanforfatter med "improvisatoren", og omtrent samtidig var udgivelsen af de første eventyr blevet påbegyndt. Det er i den forbindelse interessant at erindre sig, at han blev født den 2. april 1805, og altså ved gennembruddet stod på tærskelen til sit 30. år. Ifølge Martinus betegner trediveårsalderen afslutningen på de repetitioner af tidligere liv, som mennesket må gennemleve, før det når frem til det udviklingsniveau, der er udtryk for dets nuværende karaktertilstand. Ejendommeligt er det også at tænke på, at H.C. Andersen lod eventyrsamlingen indlede med den kække og friske Aladdins-parafrase "Fyrtøjet", som på sin vis er et symbolsk billede på digterens eget livs eventyr. Han opfattede faktisk også sig selv som en Aladdin-skikkelse, den lykkens udkårne, der fik lov til at hente de eventyrlige åndelige skatte op fra bevidsthedens forunderlige dyb. Og alligevel var han ikke helt tilfreds med de skatte i form af tre romaner og en række eventyr, han havde hævet i den tid, der var forløbet siden gennembruddet, og indtil han skrev de ord, som er citeret ovenfor.
Poesiens Messias
"Jeg søger en Digtning passende for min Tidsalder og belærende for min Aand; et idealt Billede foresvæver mig, men Omridsene ere saa uformelige at jeg ikke selv kan tydeliggjøre det. Enhver stor Digter synes mig at have givet et Leed, men heller ikke mer, af dette Kjæmpelegeme. Vor Tidsalder har endnu ikke fundet sin Digter! men naar fremtræder han? Og hvor?".... "O, hvor mon denne Poesiens Messias fødes! lykkelig den, der turde blive hans Johannes." skriver H.C. Andersen i et andet brev senere samme forår. Disse ord vil formentlig forbavse enhver, der kun kender ham som eventyrdigteren. Alene brugen af begreber og navne som Messias og Johannes, lader os ane omfanget og dybden i hans længsel og forventning. Men det bliver måske noget mindre overraskende, når man får at vide, at han gennem hele sit liv var optaget af religiøse spørgsmål. For ham var Guds eksistens som dét alkærlighedens, alvisdommens og almagtens væsen, der gennemstrømmer og åbenbarer sig i alt det skabte, en selvindlysende realitet. Og selve tilværelsesproblemet, livsmysteriet, og især problemet om individets personlige udødelighed og evige liv, var nogle af de kardinalspørgsmål, der optog ham stærkest.
Som det vil kunne forstås på baggrund af ovenstående, søgte H.C. Andersen at udrede og klargøre væsentlige livsspørgsmål og tilværelsesproblemer, men han følte samtidig at han ikke selv magtede at give det fundamentale og ideale helhedsbillede af livet og verden, den evige livets sandhed, som han var overbevist om måtte kunne findes, ja, som skulle findes. Derfor forventede han med næsten profetisk forudseenhed, at der måtte komme en kosmisk digter, en "Poesiens Messias", som magtede denne opgave. I sin fremragende rejseskildring "I Sverrig" fra 1851 udtrykker han i et essay med overskriften "Poesiens Californien" sin forventning med følgende ord: "En Skjald vil komme, der med Barnesind, som en ny Aladdin, træder ind i Videnskabens Hule, med Barnesind sige vi, thi ellers ville Naturkræfternes stærke Aander gribe ham og gjøre ham til deres Tjener, medens han med Poesiens Lampe, der altid er og bliver det menneskelige Hjerte, staaer som Hersker, og bringer underfulde Frugter fra de dunkle Gange, og mægter at bygge Poesiens ny Slot, skabt i een Nat af tjenende Aander." – "Mægtige Billede af Gud, bestraal Menneskeheden! Og naar dens sjælelige Øje vænnes til Glandsen, vil den ny Aladdin komme, og Du skal med ham, der kort, klart og rigt synger Skjønheden i det Sande, gjennemvandre Poesiens Californien." – "I Videnskaben ligger Poesiens Californien!"
Overtro, tro og viden
For at forstå, hvad H.C. Andersen nærmere mener med udtryk som "Poesiens Messias" og "den ny Aladdin", vil det være nødvendigt at gøre sig klart, hvordan han opfattede begrebet poesi. Det har han heldigvis givet direkte udtryk for i et digt fra 1833, som indledes med følgende to linjer: "En Guddoms Tanke er Du, Poesi, / Udsprungen fra det store Fader-Hjerte..." Poesien er i den fortolkning ikke en mere eller mindre følelsesladet og romantisk oplevelses- og udtryksform, men derimod formidlingen af en umiddelbar og intens oplevelse af tilværelsens mysterium som et guddommeligt og eventyrligt under. Denne opfattelse af poesien har han uddybet i det netop nævnte essay, hvori han iøvrigt skildrer forholdet mellem overtro og viden. Overtroen er illusionernes narrespil, kun videnskaben giver os "Sandhed i det Skabte, Sandhed i Gud!" forkynder han. Og i et andet af sine værdifulde essays, som han har kaldt "Tro og Viden", med undertitlen "Prædiken i Naturen", og som også findes i den ovenfor nævnte rejseskildring, skriver han: "Sandhed kan aldrig stride mod Sandhed, Videnskaben aldrig stride mod Troen, vi tale naturligvis om dem begge i deres Reenhed; de mødes og bestyrke Menneskets herligste Tanke: Udødelighed".
Læseren vil sikkert allerede have bemærket sig, at H.C. Andersens opfattelse af begrebet videnskab, går betydeligt videre, end det man i dag forstår ved begrebet. Det han forstod ved videnskab var snarere en slags højere enhed af religion, filosofi og videnskab, af tro og viden, der minder om den harmonisering af følelse, intellekt og intuition, som Martinus kalder "højintellektualitet". Vi må derfor nok konstatere med H.C. Andersen, at det er i de humanistiske videnskaber, digtningen og poesien i videre forstand, d.v.s. når disse er udtryk for den nævnte højintellektualitet, at vi kan gøre os begrundet håb om at finde næring for den åndelige søgen efter at løse tilværelsesmysteriet, som synes så uadskilleligt forbundet med den menneskelige ånd og sjæl.
Det åndsvidenskabelige verdensbillede
Og her er det så efter H.C. Andersens mening "Poesiens Messias" kommer ind i billedet: "Videnskabens Sollys skal gjennemtrænge Digteren, med klart Øje skal han opfatte Sandheden og Harmonien i det Smaa og i det uendelig Store, det skal lutre og berige Forstanden og Phantasien, vise ham nye Former, der end mere levendegjør Ordet." – Disse linjer stammer også fra et af de to førnævnte essays, hvori han udvikler en livs- og verdensanskuelse, som i forbavsende grad er i overensstemmelse med Martinus kosmologi. Af samme grund melder den ret naturlige tanke sig, at netop Martinus og dét hans arbejde repræsenterer, til fuldkommenhed synes at opfylde de krav og forventninger, H.C. Andersen stillede til såvel "Poesiens Messias" som til det universelle verdensbillede, denne skulle give menneskeheden.
Som tidligere omtalt erkendte H.C. Andersen, at han ikke selv havde de fornødne evner og kræfter til at skabe den kulturfornyelse, som han var overbevist om måtte ske på et eller andet tidspunkt. Det ville have glædet og begejstret ham, hvis han havde vidst, at der skulle komme til at gå mindre end et sekel fra den dag, han nedfældede sin forventning og længsel på papiret, til den dag, da "den ny Aladdin", "Poesiens Messias", blev indviet til sit arbejde i verdensgenløsningens tjeneste, og det ovenikøbet i H.C. Andersens eget lille fædreland! – Men "... lykkelig den, der turde blive hans Johannes", skrev han med samme ydmyghed, som den Johannes Døberen viste overfor Kristus. Og vi tør vist også roligt fastslå, at H.C. Andersen med sin intuitive begavelse og sin inspirerede og rige digtning, der vidner om indflydelse fra det, Martinus har kaldt for "Den ny verdensimpuls", at han var en værdig "Johannes-Røst" i den åndelige ørken af Guds- og sjælsforladt, materialistisk livsopfattelse, som begyndte at brede sig på H.C. Andersens egen tid, og som stadig behersker store dele af menneskeheden.
Materialismens undergang
Det berørte H.C. Andersen dybt, at materialismens åndelige mørke sænkede sig over menneskene, og han havde især svært ved at forlige sig med, at nogle af hans samtids mest intelligente og kultiverede personligheder ikke reagerede kraftigere imod de livskvælende tendenser, der lå i den tiltagende stærke overbetoning af intelligens og fornuft på bekostning af følelse, intuition og fantasi. Derfor satte han sig i midten af 1850erne for, at ville bekæmpe "materialismens alt guddommeligt opslugene uhyre", og han mente at kunne gøre det ved at skrive, hvad han kaldte for en "nutidsroman", som bl.a. skulle påvise, at der dybest set ikke består noget egentligt modsætningsforhold mellem tro og viden: "...for mig belyser Videnskaben just den guddommelige Aabenbaring; jeg gaaer med aabne seende Øjne til det Maal de Andre blindt hen søge til. – Vor Herre kan godt taale at sees paa med den sunde Forstand han gav os. Fred og Forsoning mellem Natur og Bibel vil jeg!"... Således skriver han i et brev, hvori han omtaler arbejdet med romanen, til hvis titel han iøvrigt valgte de kendte ord fra Hamlets berømte monolog "At være eller ikke være". Med denne interessante bog forsøgte han at sandsynliggøre udødelighedstanken ved, på baggrund af en række mere eller mindre mislykkede og ulykkelige menneskelige skæbner, at skildre en ung mands intellektuelle og åndelige udvikling, der fra barnetroen går via en ateistisk livsholdning frem til troen på "Almagten, der aabenbarer sig i Alkjærligheden, det Væsen, hvor, efter Menneske-Udtryk – Forstand og Hjerte er eet...", og på, at "Livets Disharmoni ligger i, at vi kun see en lille Deel af vor Tilværelse, nemlig den her på Jorden; der maa være et fortsat Liv, en Udødelighed. – Det prædiker Du for os, Du mindste Blomst, som Alt hvad skabt er i Skjønhed og Harmoni. Hørte vor Tilværelse op i Døden her, da var det Fuldkomneste af Gud ikke fuldkomment, Gud ikke Retfærdighed og Kjærlighed, som Alt i Naturen og Aabenbaringen besegier det..." "Alkjærlighed er ej Selvkjærlighed! – Udødelighed eje vi!"
Konklusion
De af os, der har haft den store oplevelse og glæde at møde Martinus kosmiske analyser, kan nikke bekræftende til H.C. Andersens vise ord. Ja, livets disharmoni, det såkaldte onde, er et resultat og en følge af uvidenhed; men dér, hvor uvidenheden fjernes til fordel for viden, dér ophører det såkaldte onde med at eksistere, konstaterer Martinus, og gør samtidig klart, at tilegnelse af viden er et udviklingsspørgsmål, der rækker langt ud over det enkelte jordliv. Den materialistiske verdensanskuelse er en overtro, som må vige for åndsvidenskabens uomgængeligt klare påvisning af, at alle levende væsener er skabt i Guds billede efter hans lignelse, alle er "gudeafkom", der hver især i den dybeste analyse er dobbeltkønnede, er en kombination af "han" og "hun", ganske som Guddommen selv; der findes derfor, kosmisk set, ingen artsforskel mellem de levende væsener, alle er "mennesker" på forskellige stadier i et uhyre udviklingsforløb, som finder sted på basis af evige, guddommelige love og skabeprincipper.
Denne dybe indsigt i livets og tilværelsens kosmiske struktur, havde H.C. Andersen altså også, selvom den kun kom til udtryk hos ham i hans bedste og lyseste øjeblikke. Vi kan genfinde den i det meste og bedste af hans forfatterskab, og ikke mindst i en række af eventyrene; men den findes måske allerklarest og enklest udtrykt i den status over sit liv, som han har gjort med sin selvbiografi: "Mit Livs Historie vil sige Verden, hvad den siger mig: der er en kjærlig Gud, der fører Alt til det Bedste." – "... selv af Ondt kom Godt, af Smerte kom Glæde, en tankedyb Digtning, jeg kunde ikke digte den saa..." – "I vor Fremskriden mod Gud fordunster det Bittre og Smertelige, det Skjønne bliver tilbage, man ser det som Regnbuen paa den mørke Sky." Sådan konkluderede H.C. Andersen sit livs erfaring, og viste dermed at han også havde en klar forståelse af det åndelige og materielle mørkes, det såkaldte ondes, komplementære nødvendighed og funktion i den guddommelige verdensplan. Og vi genkender og forstår indholdet og betydningen af hans ord, for det er jo identisk med det fundamentale budskab i Martinus kosmologi, hvis hovedfacit netop er, at "alt er såre godt".
HR
PS. Det bedes bemærket, at ortografien og tegnsætningen i H.C. Andersens skrivemåde er bibeholdt i de citater, der findes i denne artikel.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige