Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Anmeldelse af Arthur Koestler: The Roots of Coincidence, Hutchinson, London 1972, dansk oversættelse: Sandsynlighedens grænse, Thanning & Appel, 1974.
 

Arthur Koestler blev født i Ungarn i 1905. Han har levet et eventyrligt liv, som har givet stof til flere bøger med selvbiografisk indhold. I sin ungdom blev han kommunist, men "faldt fra" i trediveårsalderen, og siden er han mere og mere blevet draget mod et idealistisk livssyn i modsætning til det materialistiske. Han er lidenskabeligt interesseret i naturvidenskaberne og regner adskillige nobelpristagere blandt sine personlige venner. Koestlers sidste bog hedder "Sandsynlighedens grænse" og drejer sig om to så forskellige videnskabsområder som atomfysik og parapsykologi.

Koestler bevæger sig ubesværet på begge områder. Han giver først et overblik over den eksperimentelle parapsykologi og en smagsprøve (et eksempel) på de mange mærkelige fænomener, som møder forskeren inden for atomfysikken. På elementarpartiklernes niveau gælder de sædvanlige love for tid, rum og materie ikke længere – alting synes at opløses i stråler og bølger. En berømt fysiker konstaterede også at "universet begynder at ligne en stor tanke mere end en stor maskine".

I videnskabernes udvikling ser Koestler to modsatte tendenser i virksomhed. Den ene er specialisering, differentiering – det bliver sværere og sværere at få overblik over store videnskabsområder. Men samtidig findes en modsat tendens, integration – udviklingen inden for flere videnskabsområder peger i samme retning. Således tyder netop atomfysikken og parapsykologien begge på at der findes et åndeligt univers snarere end et materielt. Samme dualisme ser Koestler i de levende væseners udvikling: "I det groende foster forgrener sig generation efter generation af celler til forskelligartet væv, for til slut at integreres i organerne. Hvert organ har en dobbelt karakter, det er både en underordnet del og samtidig et autonomt hele – som vil fortsætte med at fungere, selv om det transplanteres til et andet individ. Individet selv er et organisk hele, men samtidig en del af sin familie eller stamme. Og hver samfundsgruppe har igen det præg af det sammenhængende hele den tilhører, men også af at være en underordnet del af et samfund eller en nation. Intetsteds findes der dele eller helheder i absolut forstand. Hverken den levende organisme eller samfundslegemet er ansamlinger af elementære bidder; det er mangfoldige hierarkisk organiserede systemer af underordnede helheder, "subhelheder", som igen indeholder subhelheder af en lavere orden ligesom i et kinesisk æskesystem."

Koestlers beskrivelse kan fortræffeligt illustreres med Martinus symbol: Livsenhedsprincippet. Hver cirkel med trekanten i midten på dette symbol angiver en "subhelhed" eller livsenhed. Den er opbygget af andre mindre og indgår selv i andre større. Trekanten symboliserer det ordnende princip, det jeg, som sammenføjer delene til en helhed og tager dem i sin tjeneste. Dette jeg skriver Koestler dog ikke noget om.

Disse livsenheder er ifølge Koestler væsener med Janus-ansigter. De viser både de uafhængige egenskaber hos helheder og de afhængige egenskaber hos dele. Hver livsenhed har en tendens til at hævde sig selv, men samtidig indskrænkes og modificeres dens aktiviteter fra højere niveauer i systemet eller hierarkiet. Dette gælder for alle levende væsener – cellerne i kroppen og individerne i samfundet. Hvis den selvhævdende tendens bliver for stærk opstår anarki, og hvis den kontrollerende tendens fra helheden bliver for stærk opstår diktatur, hvor delene taber sin individualitet. (Insektsamfundene er eksempler på et sådant diktatur, hvor individerne kun har berettigelse som tjenere for samfundet. Dette vises dramatisk i en aktuel dokumentarfilm "Hellstrom Chronicle".)

Det samme princip hersker i den såkaldte "livløse" natur. Elementarpartiklerne har dobbeltnatur – de kan enten opføre sig som partikler, små kompakte enheder, eller som bølgefunktioner i "det nirvana-agtige psi-felt".

Jeg kan kun give nogle glimt af det rige indhold i Koestlers bog. Den er ikke let læst, men den giver løn for arbejdet til den som virkelig arbejder sig gennem den. Koestler er en af de få, som har tilstrækkelig viden om flere videnskabsområder til at kunne se et helhedsmønster og skabe en sammenfatning, en syntese. Det er fascinerende at se hvor mange berøringspunkter Koestlers syntese har med Martinus – den ene en frugt af videnskabelig almendannelse og skabende fantasi, den anden intuitiv modtaget af et ungt menneske helt uden videnskabelig belæsthed. Det nye verdensbillede trænger frem ad mange forskellige veje.